Den ligger deroppe i Limfjorden, og det er svært at skrive om Fur uden at lyde som en turistbrochure, for den ER en stor oplevelse.

Øen bliver markedsført som den skønneste ø i landet og Limfjordens Perle. Betagende udsigter. Geologisk vidunder. Kunst, museum, øl, fossiljagt, gallerier, strik, keramik og cykler. Alt for meget til bare en enkelt dag, så vi sprang det hele over og kørte målrettet efter de stejle skrænter af moler på øens nordside.

Man skal jo starte et sted

Jeg havde aldrig været på Fur. Men nu skulle det være! Gode venner længtes efter at gense øen, det var 20 år siden at de sidst havde besøgt den, og rejsekammeraten havde også længe haft et særligt lys i øjnene, når snakken faldt på Fur. Færgen var gratis, og hvorfor udsætte et godt eventyr?

Lavthængende skyer, blæsten gik rimelig frisk over Limfjordens grå vand ved færgelejet og Furs morænelandskab, der bølgende rejste sig mod nord. På med regnjakken og en elastik i det flyvske hår – nybagte boller og kaffe i bagagerummet – afsted til stranden og rundt om Knudeklinten.

Det er voldsomt fascinerende at blive bombarderet på alle sanser af så overvældende natur. Man ved knapt nok, om man skal se op, se ned, se langt eller på bedste kratlusker-facon gå foroverbøjet og kigge efter spændende sten.

Skyerne forsvandt, solen fik konturerne til at træde tydeligt frem, og som himlen skiftede fjorden også farve fra grå til dybt blå. Det samme gjorde farven på mine billeder.

Nogle gange må man bare standse op og lade blikket tage hele turen rundt, lade vinden suse og sandblæse kinderne med små korn fra klinten, lytte til bølgerne og mågerne, og sanse de millioner af år, som har skabt landskabet. At føle sig lille og overvældet over en så konkret manifestation af tid.

Molerets oprindelse

Over 55 millioner år er det siden materialet blev skabt. Af fantasilliarder af skaller fra mikroskopiske alger, der sank til bunds i havet, som dækkede Danmark, og blev blandet med ler. Asken fra vulkanerne i Atlanterhavet sank også ned og tilføjede andre lag til moleret. Igen og igen med skiftende intensitet og varighed. Millimeter på millimeter over et par millioner år, indtil laget nogle steder var over 60 meter tykt.

På Fur og Mors ligger de mange lag ikke længere gemt på havbunden, men er bulldozet op i 30-40-60 meters højde af gletcherne i den sidste istid. Isen har skubbet, trykket og pløjet sig henover og igennem landskabet, og man kan se, hvordan lagene af moler og aske er vendt rundt. Noget står på højkant, noget løber i zig-zag, andet er bare løftet lige op og andet igen er sunket lidt og bølger blødt op og ned. Tænk hvis man kunne opleve sådanne naturkræfter og se det ske i en slags fast forward – i behørig afstand naturligvis.

• 

• 

I stedet må man bruge fantasien og lade hånden glide på den ru og kantede overflade, mens man følger stregerne. På afstand er farverne grå og gule, sorte og okkerfarvede, men når man kommer tæt på eksploderer farvepaletten. Grøn, gul, rød, blå, sort, brun.

En slikbutik for mønster-nørden

Nogle flader er glatte og bløde, slidt af bølger og vind. Andre steder er overfladen kantet og hård. Nogle steder igen stikker flint eller andre stenarter ud som kiler eller blotlagte knogler, hvor det bløde væv af ler er eroderet bort. Nogle overflader er fugtige og fedtede, andre er porøse som sandslotte. Et eventyrlandskab af mønstre og farver. Den indre skitsebog var ved at sprænges.

• 

• 

• 

• 

• 

Erosion

Selvom man kan se beviserne for den konstante erosion, er det alligevel svært at forestille sig, at en dag vil de stejle klinter være slidt væk og jordoverfladen igen blive til jævn havbund. Når der brækker stykker af skrænten, og de yderste træer vælter ned på stranden; når man kan se hvordan græstørven er skredet ned, og stædige planter forsøger at gro videre, mens bunkerne af små molersten nedenfor klinten knaser under støvlerne, så vidner det om tidens stille kværnen. Selv uden menneskets mekaniske gnaven på den anden side af bakken.

Der var ikke ret mange på stranden. Selvom vejret blev strålende solskin, så er en september-onsdag nok uden for sæsonen. Men vi mødte både nogen, som var vendt om efter mødet med det steder, hvor man skulle finde det rette øjeblik til hurtigt at træde rundt om fremspringene på klinten, inden den næste bølge kom rullende. Vi mødte også nogen, der kom trækkende med deres cykler rundt om en pynt – i vand halvvejs til knæene. Enten var de ukuelige, eller også var de cyklet forkert – i hvert fald fik de et opmuntrende “davs!” med på vejen.

Landskabet bag klinterne

Oppe på toppen af klinterne går en sti med en utrolig udsigt. Der er læ, men alligevel kan man se ind over hele Fur, ud over Limfjorden til Mors, Thy, Livø og Salling. De bløde bakker er idylliske som et guldaldermaleri med drøvtyggende kvæg og hvidtjørnens røde bær, en stærk kontrast til de barske og dramatiske klinter. Alligevel gemmer der sig også andet end uberørt natur nede i læ for blæsten, for moleret har de sidste 100 år slet ikke været til pynt.

Moleret er let at arbejde med og vejer ikke ret meget, og de mikroskopiske skaller fra algerne gør materialet utrolig velegnet til at isolere med. Det kan absorbere varme, støj og fugt, og derfor brugte man det for eksempel til at isolere skorstene eller ovne med, til kattegrus eller til støj- og brandhæmmende etageadskillelse i huse. Man har så at sige gravet sig ud mod klinterne inde fra landsiden, og der ligger både gamle og nye råstofgrave i landskabet. Der er stadig aktiv udnyttelse af moleret og en enkelt molersfabrik tilbage på Fur – måske to.

Homo Sapiens har eksisteret i sølle 2-300.000 år, vores art begyndte først at dyrke jorden og holde husdyr for 12.000 år siden. Vi fylder mindre i molerets tidsregning end et sandkorn. Alligevel har vi på 100 år udgravet og forarbejdet millioner af geologiske årsværk til industrielle formål – man føler sig både umådelig lille og ydmyg, samtidig med at man repræsenterer fremskridt og innovation.

En anden slags turister

Vi nøjes med at smage mikrobryggeriets øl på flaske, når vi af og til køber specialøl, og vi spiste ikke frokost på bryghuset. Vi var heller ikke på museum – hverken Fur Museum med fossilerne eller Herrens Mark for mandeting (af den slags kvinder ikke vil have stående). Vi sprang over minigolfen og cafeen; de mange gallerier og kunsthåndværkere kørte vi også forbi.

I stedet sad vi på en bænk og spiste rugbrødsmadder, plukkede håndfulde af brombær og de sidste hindbær langs stien og tog et æble med i lommen til turen rundt. Vi ledte efter forstenede søpindsvin og vendte, flækkede og hamrede på molerets skærver i håb om at finde fossiler. En enkelt lille snegl og kanten af en musling blev det til.

Filtret hår, lerede fingre og hænder, en mågeklat på jakken, græs på knæene og vindblæste ansigter. Man er slet ikke mæt af Fur efter en hel dag, og det er helt sikkert et sted jeg skal tilbage til. Til foråret når overdrev og enge begynder at blomstre. Til sommer når der må være fyldt med dagsommerfugle. Eller bruge en hel dag kun på at fordybe mig i molerets mønstre og farver – eller i en af molersgravene for at lede og lede og lede efter fossiler. Fur er mere end fin!

Vi havde været inde på Naturstyrelsens hjemmeside og læse lidt om Fur, inden vi tog afsted. Hvis du gerne vil vide mere, kan du bruge linket her