For nylig skulle jeg forholde mig til spørgsmålet “Hvad oplever du, når du er ude at tælle sommerfugle. Lægger du mærke til andre ting i naturen?”

På den ene side var det et let spørgsmål, for jeg oplever en masse ting. Man kommer tæt på mange andre arter, når man færdes langsomt og stille. På den anden side også et svært spørgsmål, for der er et dybere lag end “bare” at have kigget et rådyr i øjnene eller fulgtes med gøgen.

Striber og gyldne frynser på Tørve-silkesvirrefluen – og en stribet Stribetæge på den smukke Skvalderkål

Når man færdes i naturen med et bestemt formål – for eksempel at tælle hvor mange dagsommerfugle man ser på en given rute – så træner man ikke bare øjet men hele sanseapparatet. Duften, lydene, vejret, former, lys, forventning, overraskelser, tiden der løber. At gå ind i det rum er en totaloplevelse, som jeg altid så gerne vil fastholde eller indfange med kameraet. Jeg opfatter aldrig kameraet som en distance eller filter imellem naturen og mig – tværtimod gør det mig endnu mere åben for at tage oplevelsen ind.
Det lykkes sjældent, men alligevel genkalder jeg mig øjeblikket, når jeg bladrer igennem hundredvis af fotos af det samme motiv. Som jo netop ikke er det samme motiv, for det er fra en anden dag!

Man kan godt trække lidt på smilebåndet af lystfiskeren, som står i flere dage og larmer, så skarven skræmmes væk fra den fiskeyngel, der lige er blevet sat fri. Men helt ærligt – min indre lystfisker bobler op, når jeg ser svalerne dykke ned over engen på jagt efter insekter. Ikke Isblåfuglene! Shooo! Flyv et andet sted hen, fang fluer, myg, natsværmere, biller, kålsommerfugle – men ikke “min” blåfugl.

Isblåfuglen – han og hun. Klassificeret som næsten truet

Trangen til at håndholde særlige arter ud fra særlige interesser er stor. Voksne mænd fælder en tåre, når den sidste gøgeurt forsvinder fra en lokalitet. Men det duer jo ikke i længden; vi er nødt til at tænke større og gå sammen om at give den komplekse natur plads til at udfolde sig på, til at blive robust nok til at kunne sikre arterne.
Måske nok også lige rydde lidt op efter os – fjerne de plantager, som står i vejen, hjælpe vandløbene tilbage op i landskabet, kaste nogle grøfter til (både bogstaveligt og i overført betydning), og så bakke lidt og sige “tak for lån – og undskyld”.

Tankerne kan godt gå på vandring og reflektere, selvom man er opslugt og fokuseret. Endnu et paradoks.

Egentlig slås vi måske så indædt om naturen, fordi vi i virkeligheden har så lidt af den, og derfor skal have presset alle mulige og umulige aktiviteter ind. Så mange, at naturen knapt kan få lov til bare at være natur, for den skal også redde vores mentale sundhed, vores sport, vores interesser, og endnu mere paradoksalt skal den udstyres med installationer, så vi rigtigt kan nyde naturen….

På det seneste har jeg haft mulighed for at fortælle interesserede mennesker om naturen. Ikke nødvendigvis naturkendere, men nysgerrige mennesker der gerne ville høre og lære om biodiversitet, levesteder og vanetænkning. Der kommer altid gode spørgsmål ud af den slags møder, men forhåbentlig også eftertanke og forståelse for både hvad naturen tilbyder os helt gratis – og hvad vores gøren og laden betyder for naturen.
Tænk at så mange egentlig gerne vil høre om det, gerne vil interessere sig mere, men måske mangler en indgangsvinkel og et sprog for det. Tænk hvor meget jeg selv har lært de seneste 6-7 år. Tænk at udvide sin horisont, udvide sit ordforråd af “natursprog”, at suge til sig i den totaloplevelse det er at fokusere på noget så banalt som at tælle sommerfugle.

“Jamen, så kan I jo ikke tage på sommerferie?!” Underforstået, at når nu jeg rumsterer rundt på heden flere gange om ugen fra april til september, så kan der ikke også være tid til 14 dage i Toscana, en camino-vandring eller Nordkap tur-retur.

Og nej, det kan vi så ikke.
Men jeg har heller ikke den mindste trang til at være nogen som helst andre steder, end lige midt i den Midtjyske natur. At se blomsterfloret vugge på overdrevet. At drømme om at være en vandranunkel på en varm dag, og bare lade åens kølige vand svøbe sig om kroppen, mens en lille tråd holder mig fast. At dyppe fingeren i vanddråbernes juveler på et egeblad i solen efter en arrig byge.

Eller at spejde og længes og kigge utålmodigt efter den næste nye sommerfugleart – frisk fra puppen. At blive forundret over hvor mange græsmøl, målere, ugler og alle mulige andre natsommerfugle, som er aktive om dagen.

At sjoske i gummistøvler – eller svede i gummistøvler – fordi græsset er vådt, eller fordi den måske i dag sidder derude i mosen. Moseperlemorsommerfuglen. At have følgeskab af en sværm af fluer og guldklæg og bagefter klø de mange stik.

At have regnjakken dinglende om hofterne, fordi man jo ikke altid helt kan stole på vejrudsigten.

Moseperlemorsommerfuglen med pelset ryg og en forkærlighed for Kragefod – Markperlemorsommerfuglen er dobbelt så stor og ganske få timer gammel. Begge bliver mere og mere sjældne og er hhv moderat og næsten truet.

At ville ønske, at der på sommerfugle-tælle-app’en også var mulighed for at registrere, at nu blomstrer mosetroldurten, at den yndige lille skovhumle har travlt i de gule kurveblomster, at grønspætten skælder mig ud i pilekrattet, at tranerne i dag rumsterede ved Struben, at de sjove langhornsmøl har et værre mas med at holde styr på følehornene i blæsten, at revlingens bær allerede er begyndt at blive sorte, at viben flyver over Gåsedammen, at æblerosen duftede intenst, at firbenene har fået varmen.

Det er noget af det jeg oplever, når jeg bare tæller sommerfugle. Altet.