Vi har vandret fra Blåvandshuk til Vejle Fjord – fra hav til hav. 150 kilometer over land fra Vesterhavets bølger til østkystens rolige fjord.
Men i virkeligheden er vandet ikke adskilt, men forbundet i et kredsløb vi bare ikke ser eller tænker over. Det salte, det fortættede, det luftige, det underjordiske – det vilde vand, men også det forkrøblede vand.

Det tager omkring 1½ time i bil at køre distancen, asfalten suser forbi under dækkene, og man noterer at landskabet skifter karakter fra de bløde morænebakker til den flade slette mod vest.
Det tager 7 dag at gå tilbage igennem de samme landskaber, hvilket giver en helt anden oplevelse. En dybere fornemmelse af vandets tilstedeværelse. Helt konkret når tågen fortættedes i fine dråber på den uldne hue, regndråbernes dans på åen eller som sukker-rim på morgenlandskabet.
Når mosens kolde vand trængte ind i skoene, når fingrenes støv blev skyllet af i bækken, eller når åens klukken var baggrundslyd til frokostpausen.

Når man går i skoven, så oplever man naturen i højden – der er forskellige etager med hver deres karakteristika. Fordi vi er så visuelt og sanseligt orienteret, så opfatter vi måske skovbunden som det nederste lag, og vi kigger op. Men når nu skovbunden i virkeligheden er midten – en slags vandskel – så udfordres vores forestillingsevne. Netværket af svampenes tråde, træernes rødder, vandets årer breder sig ud og går i dybden og skaber ligeså stor natur under vores fødder som over vores hoveder. Forbinder alt det overjordiske med det underjordiske. Uden vandets kredsløb ville der ikke være nogen skov. Vi ville heller ikke være her.

Så det synlige netværk af kildevæld, vandløb, bække, åer, floder og fjorde er kun et enkelt niveau af vandet. I virkeligheden indeholder vores søer og vandløb kun 1/100 af vores flydende ferskvand, i forhold til hvor meget underjordisk vand der er. Og der er tre gange så meget fugt i jorden i forhold til det rindende vand.
Hvert et skridt på vandreturen var langs med, ovenpå eller i vandets fintmaskede og flydende mycelie.

Vestkyststien starter/slutter ved Blåvandshuk – lige der hvor Nordsøen møder Vadehavet. Og det er egentlig ret fantastisk, at Varde Å får lov til bare at løbe ud i Ho Bugt. Alle andre steder på Jyllands vestkyst reguleres udløbene af sluser og diger – Vidåen, Ribe Å, Kongeåen er voldsomt reguleret, og åernes vand i både Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord kontrolleres af sluserne i Hvide Sande og Thorsminde.

Men Ho Bugt og Varde Å mærker tidevandets, stormflodernes og skybruddenes puls. Det betyder også, at man accepterer, hvordan nogle veje og stier ikke altid er farbare. På en mild forårsdag i fredeligt vejr kan det være svært at forestille sig raserende vandmasser, men så bemærker man, hvor højt de visne tagrør er skyllet op, ser at de sidder i træernes nederste grene, og så forstår man advarselsskiltet på kanten af højdedraget.

Kontrasten til åens tilsyneladende frie og slyngede løb er det netværk af lange og lige grøfter, som inddeler engene i aflange firkanter. Som stiverne i et korset sørger de for at holde på faconen, så jorden hurtigt kan afvandes og dyrkes.
Tagrørene tættest på åen til tækkemandens lager, græs til wrap (og lidt sparsomme kreaturer i det fri), landbrugsafgrøder på det højereliggende areal. Det uendelige arbejde med at rense grøfterne for aflejringer, dræn og pasning – hvert år synker jorden lidt mere sammen, og kanalerne må graves lidt dybere. Hvert år udvaskes lidt mere til åen, til bugten, til havet.

Varde Å er blevet genslynget flere steder rundt om Varde by, og selvom det er lidt surrealistisk at følge åens snoninger i de fugtige enge og samtidig være omringet af dyre villaer, trafikerede omfartsveje og golfbanernes karseklippede plæner ovenfor ådalen, så er det trods alt et vigtigt skridt i den store naturgenopretning af vores vandløb, som er nødvendig.
Der er godt 10km vandring fra Varde mod øst til det gamle elektricitetsværk, Karlsgårdeværket – på denne strækning fjernede man i sin tid mindst 20 åslynger, så der venter stadig et stort arbejde med at restaurere både Varde Å og tilløbene.

Hvorfor er det betydningsfuldt at åen slynger sig?
Blandt andet fordi det giver en mosaik af undervandslandskaber – på samme måde som variation på landjorden tilgodeser mange flere arter end monokulturer. Nogle steder vil vandet løbe hurtigere end andre steder; nogle steder vil der være groft grus og småsten, mens der andre steder vil aflejres sand og mudder; nogle steder vil der være åbent, mens andre steder vil ligge i skygge. Det giver mange flere levesteder, end en jævnt flydende og ensartet å, som jævnligt renses op, og hvor vegetation og forhindringer fjernes, så vandet ikke hober sig uhensigtsmæssigt op. Uhensigtsmæssigt for menneskelig færdsel og brug vel at mærke.

Okker er en naturligt forekommende aflejring i jorden, hvor det egentlig ganske harmløst passer sig selv. Det består mest af ler og mineralet pyrit. Men når okker får ilt, spaltes pyritten til ferrojern og svovl, og så har vi balladen, når det udvaskes til vores vandløb. Jern og svovl forsurer vandet i en grad, så planter og dyr dør – mens den synlige okker aflejres som brune belægninger på sten, rødder og planter.

Og det er et menneskabt problem, fordi man gravede vandløbene dybere, gravede grøfter, ledte drænvandet ud, lavede kanaler og i det hele taget brød jordlagene så mange steder og ønskede at få vandet til at løbe væk hurtigst muligt. Det har været et kendt problem fra starten af landvindingsperioden, men protester fra dambrug med gispende fisk, vandværker på overarbejde, husmødre med smudsiggult vasketøj og naturvidenskaben har ikke formået at standse problemet, hvor det starter. For man graver stadig.

Et andet problem med vores mange udrettede og udgravede vandløb er, at de efterhånden ligger dybere og dybere i terrænet. De kan ikke længere brede sig ud over ådalens enge, når der kommer meget nedbør, og åen skal tage fra. I stedet bliver det en voldsom flod igennem de byer, som har bredt sig ned til åen. Det er altså ikke kun en luksus-udgift for naturens skyld at genoprette ådalenes økosystemer, men en temmelig stor gevinst for alle de husejere, butikker og virksomheder, der oftere og oftere skovler vand og mudder ud af husene efter voldsomme regnskyl.
Og egentlig er det jo logisk nok. En slynget å er meget længere end en helt lige kanal, og alene af den grund kan den rumme meget mere vand, inden den går over sine bredder. Hvis den samtidig har sit løb højere i terrænet og får lov til at brede sig på engene, inden vandet løber videre igennem byen, så har den forsinket eller forhindret vandet i at oversvømme huse, kældre, butikker og veje.

Så jeg kan kun undre mig over, at forsikringsselskaber, kommuner, lodsejere og husejere ikke presser mere på for naturgenopretningen af vandløb og ådale. Selv hvis man ikke er natur- eller klimatosse på vandretur.

Karlsgårdeværket er et gammelt vandkraftværk, som blev bygget for omkring 100 år siden, hvor Holme Å møder Varde Å. Man omdirigerede Holme Å i en lang kanal, byggede en høj dæmning og skabte en kunstig sø, hvorfra vandet så kunne drive turbinerne og producere strøm til det meste af Sydvestjylland. Det var en anden tid, som man siger. I 1920’erne var det eneste som egnen havde rigeligt af vand og ledig arbejdskraft.
Da det blev indviet, forestillede man sig at “evighedsmaskinen” skulle levere elektricitet, men selvom værket blev opgraderet ad flere omgange, og man byggede flere og længere kanaler, så også Ansager Å kunne levere vand, så gik der bare 90 år, før man endegyldigt slukkede for turbinerne igen. Kapaciteten i det flade Danmark var håbløst utilstrækkeligt, og værket lå nu med sin dæmning, kanaler og udretninger som en kæmpe forhindring for de naturlige vandløb og alt det liv, der knytter sig til det. Ved nedlæggelsen af elproduktionen blev kanalerne snøret af, og de ligger nu som fugtige spor i landskabet. De oprindelige åløb er nogenlunde genetableret, og man har faktisk kunnet bevare søen, fordi den ikke lå i selve ådalen.

Pudsigt, som vi elsker disse kunstige søer så højt, at vi ikke vil give afkald på dem. Det er som om vi i løbet af bare 100 år har vundet hævd på søens kulisse for rekreation, og derfor vægtes det højere end vandets og arternes tilpasning over titusindvis af år, ja millioner.

Det er heller ikke kun reguleringer og kontrol af vandet, som ændrede landskabet for 100-120 år siden. Også plantagerne blev anlagt dengang. Københavnerplantager som de kaldtes, for det var sjældent lokalbefolkningen, der investerede i nåletræer, haveanlæg og store villaer. Men de fik mulighed for at tjene en dagløn med at plante og bygge.
I dag bruges “københavner” som en nedsættende betegnelse, men jeg har faktisk svært ved at afgøre, om ordet københavnerplantage var negativt ladet dengang, hvor der skam både blev rejst statuer, bygget pyntedysser og holdt taler.
En dag er også de glemt, mosset vokset op over bautasten og festpladsen sprunget i skov.

Men ejerne af disse store lystejendomme holdt også af at gå på jagt, og måske derfor finder man stadig store hedepartier, lidt egekrat og moser, som ikke har været opdyrket. Der er langt imellem vejene og landsbyerne efterhånden som Holme Å snor sig ind i midten af Jylland. Pilemoser og tørvemosser følger ådalens bredde – nogle gang smalt og andre gange vidt omkring.
Trampestien snor sig også. Ikke kun synkront med åen, men ind og ud af foldene med kreaturer og heste. Det ene øjeblik er man højt oppe på en bakkekam, det næste øjeblik hopper man fra tue til tue nede i sumpen. Vandet løber stadig mod vest, men kilometer for kilometer nærmer vi os højderyggen og vandskellet.

Efter at have fulgtes med Holme Å i næsten 40 kilometer drejede vi af ved Gispel Mose, hvor åen har sit udspring. Det sidste lange stykke var den blevet mere og mere sølle. Forvandlet til et smalt vandløb i en meget dyb grøft, rørlagt hist og her. Drænrørene stak ud i grøftens sider og ådalens sider var et tykt, tykt tæppe af førne eller visne solsikkeblomsterbrak fra sidste år.

På turen havde solen skinnet, himlen var blå, der var traner og gæs i luften, viber og lærker. De første sommerfugle kom på vingerne, og vi havde set to ulve – hvilket nok var det største naturoplevelse overhovedet. Alligevel var det følelsen af, at man havde gjort et vandløb fortræd, som stod stærkest. Fra start til slut var Holme Å underlagt kontrol – udrettet, nedgravet, omdirigeret og stadig leverandør af vand til 2-3 dambrug, som opstemmer åen.

Men vi rystede melankolien af os og vandrede videre af støvede grusveje med vandet skjult under jorden. En hel dag med tørre sko! Frostmorgener og solskin, varm kaffe og gode ben i velkendt terræn omkring Bindeballe, Spjarup og Runkenbjerg på Jyllands ryg. Et ældgammelt knudepunkt for færdsel til fods og kærrer trukket af heste eller stude. Og efter at have bakset med sump og moser forstår man jo godt, at disse sandede hulveje var at foretrække. Hærvejen, studevejen, drivvejen, pilgrimsruten – alle har gået her i årtusinder, hvor man let kunne krydse de små vandløb.

Både Vejle Å og Egtved Å er egentlig på vej mod vest, når de mødes, men vender så 180 grader og løber mod øst igennem noget at det smukkeste ådalsnatur, som jeg kender. Denne store tunneldal med de stejle skrænter er betagende, som var den udhulet med et gigantisk stemmejern.
I løbet af den uge vi havde været afsted, var mirabellerne sprunget ud i skyer af hvide blomster, det samme var de gule vorterod og engkabbelejer. Anemoner og kambregner vidnede om, at vi ikke længere færdedes i strandengenes salte verden eller på mosens sure bund, men i stedet mødte morænebakkernes kildevæld, og østkystens frodighed og læ.

For hver bæk og kildevæld vokser Vejle Å og bugter sig lidt dovent og genoprettet forbi indfaldsvejene til forstæderne og byen.
Lidt som vi burde gøre med vandet, har man i Vejle Kommune erkendt, at man skal lægge stierne hvor folk færdes – så netop nu er man ved at etablere en sikker gangbro over motortrafikvejen ved Kongens Kær og Knabberup Sø. Fodgængere har i årevis krydset vejen her, fordi det var det oplagte sted at gøre det, men altså ikke rasende trafiksikkert for hverken dem eller bilisterne. Men i forbindelse med anlægsarbejdet har man så meget effektivt blokeret for stierne på både kryds og tværs, så vi mødte byens fortove lidt før end forventet. Til gengæld kan de næste vandrere på stierne se frem til en sikker færdsel i forhold til trafikken – men der vil heldigvis stadig være oversvømmelser, når åen af og til forvandles til en flod.

Og efter 7 dages vandring slap vi åen, hvor vandet fortsætter sit kredsløb ud i fjorden. Gad vide om strømmen trækker det ned igennem Lillebælt eller ud mod Kattegat? Skyller disse vandmolekyler op i den Botniske Bugt eller løber det en tur rundt med Golfstrømmen, inden det fordamper? Hvornår kommer det tilbage som regn i Nørre Snede, for så igen at sive ned igennem jordlagene og putte sig i de underjordiske hulrum og blive til grundvand?

Grundvand, som hældes op i mit glas af en venlig tjener, der også serverer fisken på min tallerken. En fisk, som indtil for nyligt svømmede i vandet; avocadoen, salaten, løgene har haft adgang til rent vand. Kaffen er brygget på vand, øllet er lavet af vand. Jeg tager det for givet, men burde sige tak.

Man kan godt tilgive Valdemar Atterdag og senere samfundskonstruktører at efterstræbe deklarationen om “ikke ville tillade, at vandene løb ud i havet, uden at de forinden havde tjent samfundet til nytte”. Opstemninger af vand til møller, engvanding, dambrug. Dræninger, grøfter, udretninger så vandet hurtigere kunne transporteres væk. Transportør og fortynder af spildevand. Vandets strøm var en evighedsmaskine, en gratis og uendelig ressource – men jeg håber, at vi efterhånden har forstået, at det er et meget større indgreb og ikke helt så omkostningsfrit, som vi har troet.