Der er over 300 kilometer menneskeskabte render, grøfter og kanaler i Tøndermarsken. Heldigvis er der også kilometervis af diger og gærder til at holde styr på både vand og får.

Marskstiens rundtur på 54 kilometer omfatter stort set hele Tøndermarskens landskab, som både er storslået og uendeligt. Det er fuglene, rørskoven, vadehavet, åerne, himlen og det unikke kulturlandskab, som tiltrækker og fascinerer.

Det måtte vi prøve, da vi tog hul på årets første vandreeventyr. Og vi blev ikke skuffede!

Tønder til Rudbøl

Det tager lidt tid at komme derned, så den første etape var på “bare” 15km. Snestorm, slud og kulde havde føget ind over landet dagen før, og sneen lå tykt overalt, da vi kørte hjemmefra – men det var som at komme til et helt andet land: solen skinnede varmt, det var vindstille og vandrestierne var relativt tørre.

Vi havde klædt os på (og fyldt rygsækkene) til alt slags vådt, blæsende og koldt vejr, men snart røg både hue, vanter og jakken øverst i rygsækken, mens vi svedte i de tykke uldne trøjer.

Og mens støvlerne ivrigt skridtede afsted, følte man sig fri under den uendelige himmel i det utroligt flade landskab. Man kan se langt, når det hele er så fladt og luften klar, og der er ikke mange slyngninger på de rationelt anlagte jernbaneskinner og diger.

Fra Tønder følger ruten først Vidåen, indtil man krydser over og fortsætter langs med jernbanen helt til grænsen. Der møder man så Sønderå – og et vildsvinehegn – som man følger mod nordvest, indtil Vidåen opsluger Sønderå og breder sig ud i lavvandede søer og våde enge i Magisterkogen.

Nogle gange går stien oppe på diget og andre gange nedenfor. Men alle steder kunne man høre og se flokke af vadefugle flyve op, cirkle rundt for så at lande igen lidt derfra. Knopsvaner og sangsvaner. Gæs og ænder. Fiskehejrer, sølvhejrer og musvåger. Blishøns og rørhøns. Stære og viber.

Dagen gik på hæld, og fugleflokkenes kiler og kalden fyldte solnedgangens gyldne striber under skyerne. Etapens underlag af græs og muldvarpeskud havde efterhånden tappet kræfterne i fødderne, og solens stråler havde prikket til huden i ansigtet.
Sindet var fyldt med indtryk, så det var med en vis glæde at Rudbøls gamle grænsekro dukkede op. Af med rygsækken, af med støvlerne, af med trøjen – og på med en stor fadøl fra Fuglsang og en endnu større wienerschnitzel!

Rudbøl til Højer

Det sønderjyske morgenbord burde være mindst ligeså berømt som kaffebordet – blødkogte æg, spegepølser og duftende, nybagt sigtebrød. Foruden alt det sædvanlige, som hører sig til på en morgenbuffet.

Meget mætte og dejligt udhvilede pakkede vi sammen og forsøgte at få plads til de to gigantiske madpakker, som kroen havde været behjælpelig med. Dagens etape var på 22 km mestendels på trampestier ad digerne i “den ydre Tøndermarsk”. Det gamle havdige fra Højer over Rudbøl og til Lægan er fra 1550’erne. Området øst for dette dige kaldes “den indre Tøndermarsk”, og består hovedsagligt af helt konventionelt dyrket landbrugsland med kornafgrøder.

Over de næste 450 år blev Den ydre Tøndermarsk etableret ad flere omgange – med havdiger fra 1692, 1715 og 1861. Det er dog ikke det landskab man ser i dag, hvor de fleste af disse områder (kog) fremstår som den mosaik af ådiger, grøfter og græsenge, der blev skabt med afvandingen 1927-1930 mere end de gamle tidvise våde enge, før åerne kom under kontrol.

Der er kun ganske få huse og træer til at bryde fladen af græs, himmel og vand. De gamle gårde kan kendes på de forhøjninger (værfter), som blev etableret, inden man byggede.
En gang lå bebyggelserne som små øer i det flade vand indenfor havdigerne. Dengang snoede Vidåen sig og dannede et enormt delta ud mod Vadehavet. Det må have været et gigantisk slid dengang – både at bygge digerne mod havets tidevand og stormfloder og værfterne mod åernes oversvømmelser.

Solen skinnede igen fra en skyfri himmel, og der var tørt at gå på digerne. Det betyder også meget for udsigten over det flade landskab, når man går hævet nogle meter over det. Rådyr, harer, svaner. Og nærmest sort sol af gæs. Tusindvis af gæs.

Og hov – hvad er det, som sidder på stien længere fremme? Kan det være? Jo, men er det ikke? For pokker, det er da TRE havørne, som sidder der i solen! Store og majestætiske, men svære at vurdere når afstand og størrelse kan snyde både i kikkerten og med det slørede blik.
Langsomt nærmede vi os med blikket stift rettet imod flokken, indtil de trods alt syntes vi kom for tæt på. Eller også var de færdige med at raste. Med et kast bredte de vingerne ud og sejlede op i himlen på de varme luftstrømme – tæt forfulgt af krager, som lige ville give besked om, at de store rovfugle ikke var velkommen.

Længe stod vi, og så hvordan ørnene cirklede op og op, indtil de til sidste forsvandt som små prikker. Og kragerne fløj tilbage til træerne i Nørremølle med et selvtilfreds “skrat”.

Længere ude, end hvor kragerne vendte, ligger en lille grænsestation. Lige her på det yderste dige mod Nordsøen vendte også grænsegendarmerne engang, men så blev der både bygget et fremskudt dige og grænserne skulle ikke længere bevogtes. Så nu er der et dejligt madpakkehus (og et vildsvinehegn!), hvor man kan læse om marsken, nationalparken og UNESCO verdensarven.
Vi benyttede bænkene udenfor til et velfortjent frokosthvil – og åbnede den generøse madpakke fra kroen, inden vi vendte nordpå igen på det nyeste gamle dige.

Fem kilometer ligeud i zigzag mellem muldvarpeskud med fuglereservatet ud mod det fremskudte dige på den ene side og med det inddæmmede græslandskab på den anden side.
Man synes ikke, at man kommer nogen vegne, for man kan jo hele tiden se pumpestationen og slusen i Højer, men den kommer næsten ikke nærmere. Men det gør den jo så alligevel skridt for skridt, og omsider kunne vi igen krydse Vidåen og benoves over stormflodssøjlen nedenfor slusen.

Nu kom vi ud i det område, hvor alt det kontrollerede vand hober sig op fra tid til anden. For i marsken har man jo vitterligt vand på begge sider – havvandet, som af og til bliver til stormflod og drives ind mod digerne og barrikaderes af sluserne – og ferskvandet fra pumpestationerne og åerne, der flyder ud mod havet.
Men som jo nogle gange møder en lukket sluseport, hvis vandstanden udenfor er for høj.

Og så må man jo fylde badekarret. Det store badekar er området mellem det fremskudte og det gamle dige syd for Vidåen, og det har vist hidtil været stort nok.

Det var et par timer siden, at vi delte den første madpakke, og vi satte nummer to til livs sammen med den sidste rest kaffe ude ved Vidåslusen. Det var højvande, og sluseportene var lukkede; blæsten var kold men luften dirrede af tusindvis af især gæs, som flokkedes på engene umiddelbart indenfor diget.

De næste kilometer nordpå var ren luksus – asfaltbelagt cykelsti ud til vadehavets inderste rørskov, den sene eftermiddagssol legede med både vandet og skyerne, og der var læ. Efterhånden var benene lidt stive, og den sidste strækning fra kysten og ind til Højer var kold og smuk. Fårenes helt nye lam så også lidt frysende ud, som de krøb sammen tæt på moderfårenes uldne kroppe. Men Højer Mølle kom tættere og tættere på, og pludselig gik vi på fortove.

At vandre i marts er uden for sæsonen, og det eneste spisested som havde åbent var pizzariaet. Men det var heller ikke så tosset – slet ikke med en stor øl til deling fra Daglibrugsen! Overnatningen var booket på det lille Marskhotellet, som var renoveret både smagfuldt og moderne. Og så serverede de en helt eventyrlig morgenmad!

Højer til Tønder

Den sidste etape var på 17km og fulgte kanten af den ældre del af Tøndermarsken. Langsomt blev digerne langs Sejersbæk mindre og mindre, indtil de helt forsvandt, fordi terrænet hævede sig over marsken. Engene blev færre og til sidst afløst af marker og levende hegn.
Hvis det ikke var for sølvhejrene, som fouragerede langs grøfterne, var der ikke noget specielt karakteristisk ved turen ind mod Møgeltønder. Til gengæld for de mange vadefugles susen og skræppen, kunne vi nu høre lærkerne synge, se ræven hoppe over markvejen, og rådyrene græsse langs markskellet.

Møgeltønder er berømt for Schackenborg, og alt hvad der sig hører til en gammel slotsby. Stor kirke, smukke huse, brosten og fin kro. Men der var ikke meget liv på en overskyet og blæsende martsdag, og det var for koldt at sidde stille ret længe. Efter den udsøgte og lækre morgenmad på hotellet havde vi besluttet at nøjes med kaffe og snackposen med nødder og rosiner, så pauserne var ikke så lange.

Når man stod udenfor slotsparken og kiggede mod syd ud over marsken, så fornemmede man tydeligt højdeforskellen og hvor udstrakte vidderne er.
Vi kunne se alle de markante steder på hele vores vandretur: kirketårnet i Aventoft syd for grænsen, pumpestationerne, grænseposten, biltoget til Sylt, vandtårnet i Tønder, møllen i Højer.

Vi travede videre igennem landbrugslandet mod Tønder, forbi Ecco (som havde fået befriet Foden for det ukrainske flag), krydsede ringveje og villaveje og standsede op i den gamle gågade for at beslutte, om vi skulle gå direkte ned til bilen, eller om vi måske kunne finde et sted at spise og forlænge eventyret en lille smule.

En venlig mand stoppede op og spurgte, om vi havde brug for hjælp – og anbefalede så på det varmeste “byens bedste bager som også laver sandwich”. Det var et godt tip, og sjældent har en virkelig stor kop kaffe og en virkelig frisklavet/-bagt sandwich smagt så godt.
Og med en kage til dessert var vi godt rustet til den sidste kilometer ned til bilen, som ventede med skiftesko og bløde sæder.

Det havde været en helt utrolig dejlig tur og lige tilpas anstrengende. Det betød naturligvis en hel del, at vejret havde været så godt, selvom vi havde forberedt os på både storm, nedbør og kulde.

Vi har hørt fra flere, at Marskstien er kedelig – og det kan den sikkert godt opleves som, fordi mange stræk er både lige og uden den store variation.

Men jeg synes, at det rummer en utrolig stor værdi, at man kan føle sig myre-lille under den store himmel. Det er utrolig meditativt at vandre monotont derudaf, skridt for skridt med sine egne tanker (og rejsekammeratens). Verden derude er både helt enorm og helt overskuelig.

En praktisk bemærkning: Hvis man ikke har lyst til at gå hele Marskstien, så er der nogle meget fint afmærkede stisløjfer, som er velegnede til en kort eller lang dagstur. Der er en fin hjemmeside, en god app til kortet og både en folder og pdf-kort til Marskstien her.

Stof til eftertanke

Tøndermarsken italesættes og iscenesættes som “en enestående natur med et rigt fugleliv” – vildt og ustyrligt. Men det passer jo ikke rigtigt.

Helt ned i mindste detalje er landskabet reguleret, tilpasset og indrettet af mennesker – og til mennesker. Det er rigtigt, at mennesker har boet og levet i denne marsk i over tusind år, for det fedtede ler var rigt og fiskene rigelige.
I århundreder tilpassede man sig naturen og høstede af det, som var der. Tagrør, fiskeri, transport på åerne til og fra de højereliggende byer, græsning til husdyrene og studehandelen.

Naturligvis var man udsat. Stormfloder hændte også dengang, og man byggede diger som værn imod havet. Men der er forskel på en inddigning til beskyttelse og decideret landvinding. Der er også forskel på om mennesket tilpasser sin færden til naturen, eller om man tilpasser naturen til vores krav og færden.

Indtil 1927 oversvømmedes Tøndermarsken årligt af åernes ferskvand, og jævnligt når slusen ud til vadehavet måtte lukkes på grund af usædvanligt højvande eller stormflod.

Lægan pumpestation ligger hvor Sønderå løber ud i Vidåen og kan ses på lang afstand. Den er den største af pumpestationerne, som siden 1930 har været med til at forvandle Tøndermarsken til landbrugsland. Alene Lægan pumpestationen kan flytte 16.000 liter vand i sekundet. Det er 1.382.400.000 i døgnet (næsten 1,4 milliarder liter). Hver dag året rundt i snart hundrede år.

Så der er ikke noget at sige til, at man i den forbindelse byggede diger på begge sider af åerne, både for at undgå at de gik over deres bredder ved megen nedbør, men også for at åerne så at sige kunne rumme alt det vand, som man pumpede væk fra det lave land bag digerne.

I dag laver man ikke værfter, inden man bygger. Vidåen er under kontrol bag sine ådiger, og sluserne holder havvandet ude.

Men så begyndte de store anlægsprojekter med at bygge diger omkring åerne og fastlægge deres løb. Teknologien var nu så god, at pumperne netop kunne flytte de mange milliarder liter vand hver dag – så der kunne pløjes, sås og høstes helt almindelige afgrøder på den næringsrige marskbund. Og det gør man så. Gad vide hvad det koster, at have disse store pumper kørende året rundt? Kan det virkelig betale sig?

Der er ikke længere skiftende deltaer, der er ikke længere ligeså vådt på engene. Selvom der er sort sol af stære og gæs, selvom der er flokke på 40-50 viber – så er der færre og færre ynglepar. I 1983 (lige efter det fremskudte dige blev færdiggjort) var der 1.600 ynglende viber – i 2009 var der bare omkring 150.

Tøndermarsken er næsten udelukkende kulturlandskab, hvor kun ganske få områder er forsøgt genskabt eller friholdt for regulering – med stort tryk på kultur.
Det er stadig en fascinerende oplevelse at gå derude, og på trods af de mange vindmøller og udsigtstårne, så er himlen stadig fuglenes. Men tænk, hvis vi kunne give mere slip og lade både fugle og vand få en større og mere naturlig andel af landjorden også?