Egentlig skulle jeg bare lige op på bakken og kigge lidt bedre på den plante, som jeg for en uge siden bemærkede, men ikke havde ro til lige at undersøge. Den skilte sig ud fra de andre og mere velkendte nye skud af røllike, syre og perikon. Der er bare 450m derop, og så kunne jeg lige fortsætte til REMA og hjem igen.

Men morgenens skydække var begyndt at bryde op, og der kom lidt solstrejf og blå himmel, så på vej derop fangede blikket hele tiden små bevægelser af insekter. Hov, der var en gigantisk gedehams! Dem skal man have respekt for, men alligevel fandt hånden kameraet frem fra lommen, mens øjnene fulgte den tommelfingerstore hveps. Den landede og forsvandt ind i vinterens tykke førne af vissent græs på den lille skrænt, inden jeg kom på foto-skudhold. Skulle ikke nyde noget af at rode i materialet.

Kreaturene i indhegningen lå veltilpasse og tyggede drøv. De så også ud til at nyde en pause fra de kolde byger og blæsten. Sjovt, som husskaden ihærdigt patruljerede mellem kokasserne, næsten som flokken af stære. Der var ikke nogen sommerfugle i mælkebøtterne, men til gengæld en virkelig nuttet svirreflue.

Stor Narcisflue – er jeg temmelig sikker på efter at have slået det op. Den har korte men lidt tykke antenner, den gullige pelskrave og bagdel og store øjne.

Der er op til 300 forskellige arter af svirrefluer i Danmark, og det er lidt en skatkiste at lægge mærke til hvor forskellige de er både i størrelse og udseende. Tror de mindste er ganske få mm og nogle af de største er op til 1½ cm. Den mere eller mindre stribede bagkrop er det jeg bedst kender dem på, men der er faktisk en del, som også har “pels” – helt som de humlebier de efterligner.

Kratfladbælgen blomstrer med sine stor ærteblomster, mens de lange skud på Perikon stadig er bløde og runde. De smukke årer både i fladbælgens blomster og perikonnens blade danner de fineste mønstre

Nå, men det var Tårnurten, som jeg var på vej om til. Hæg og vilde æbler blomstrer stadig, selvom de hvide kronblade drysser som snefnug. Kratfladbælgen blomstrer med næsten overdrevent store violette, blålilla og pink blomster.
Lidt sjovt som reglerne forbyder afgræsning af de gamle gravhøje, så de er hegnet fra – det er godt at vi passer på fortidsminder, men samtidig også rigidt, at der så skal bruges manuel park-pasning til, i stedet for at lade den lille flok tygge sig igennem græs og opvækst af nye træer.
Sådan er der så meget.

Tårnurt – meget karakteristisk i sin måde næsten at skrue sig opad på. Skuddene her er omtrent 30cm men den kan blive over 1m høj når den blomstrer

Den er faktisk ikke så almindelig her i det midt- og vestjyske, men der ligger en 15 år gammel registrering af den netop her på bakken. Frøene kan ligge længe og vente på forstyrrelse – og det kom netop sidste år i forbindelse med at der endelig kom til at gå kreaturer hele sommeren og efteråret. Det er i hvert fald mit gæt på, hvorfor den lige pludselig er dukket op igen. Fire planter står der. Nu håber jeg så, at de ikke smager himmelsk for en ko, men at de kan nå at blomstre og sætte frø.

Men vent lidt. På et af de øverste blade på en af planterne var en lille orange prik. Det lignede ikke pollen, det lignede heller ikke en rustsvamp. Det var et æg! Det smukkeste lille orange æg; riflet og blankt som en Lyngbyvase – men svært at fotografere uden at skade hverken blad eller æg. Gad vide hvilken sommerfugl, der har siddet lige der og besluttet, at det var et godt sted for næste generation at starte? Det har en Aurora, ægget er ligeså smukt orange som hannens vingespidser.

Videre op ad bakken. Alle de små hvidtjørn står med bugnende knopper, klar til at eksplodere i endnu en af forårets hvide skyer af duft og blomster. De små bundter af blomsterknopper ser helt faste ud og ligner næsten en buket af pæoner, men i virkeligheden er der bare en rund skål af 5-6 kronblade der dækker for de sart lyserøde støvdragere. Ohh, hvidtjørn. Så kommer en af de store dagsommerfugle også snart – Sortåret hvidvinge. Jeg glæder mig.

Solskinnet må vige for skydækket og vindjakken er stadig lynet til. Et orange flash af små vinger – kunne det mon være? Jo! Årets første Okkergule randøje flakser lidt forsigtigt rundt helt oppe i hjørnet af det grønne område. Den er sky, og jeg forfølger den ikke, selvom jeg rigtig gerne ville have haft et billede. Det er køligt, og den bruger for meget energi på at flyve væk fra mig.

Men jeg kan jo gå op igennem vores lille landsby-anlæg Frugthaven og se om der skulle være flere. Men solen er væk, og selvom der både blomstrer Dagpragtstjerne og de første Kællingetand, så er der kun et par humlebier på arbejde.

Inden jeg kommer i REMA opdager jeg, at hverken mobil eller pung er kommet med i lommen. Pyt, det var ikke så vigtigt. Men så kan jeg jo ligeså godt udvide turen rundt om byen, når jeg ikke skal have indkøb med på slæb. Der kunne godt være lidt sommerfugle på de åbne stykker i plantagen øst og syd for byen.

Blodcikaden er godt en centimeter lang og meget årvågen – Nældesommerfuglen er lidt mindre end sin storesøster Nældens Takvinge

Det var der nu ikke i første omgang, men denne lille sjove fyr. En Blodcikade, hvilket lyder virkelig drabeligt, men det refererer vist mest til udseendet. Den er sjov, for selvom den ser ud til bare at sidde fredeligt og lidt sløvt, så er den meget obs på hvad der sker omkring den. Hele tiden flytter den sig rundt om græsstrået, så den kan se hvad der foregår (eller tro sig gemt bag strået).
Så uden at røre og bare med en hånd kan man få den til at dreje rundt. Derfor er alle mine fotos af Blodcikader fra siden, den når simpelthen at flytte sig, inden jeg kan fotografere den bagfra.

Jeg fortsatte ad skovvejen, og netop som jeg kom ud på et lidt åbent stykke tittede solen frem et kort øjeblik. Og lige der i mælkebøtten sad en Nældesommerfugl. Den plejer også at være lidt sky, men her var det vigtigere at tanke nektar end at bekymre sig om en stille kratlusker.

Mælkebøtterne er den eneste talrige nektar- og pollenkilde her er for tiden, og den folder velvilligt blomsterne ud selv når det er lidt overskyet. Nogle af dem var fyldt med små fluer, og jeg måtte ned på knæ for at kigge nærmere.

Et lille drama udspillede sig, for en edderkop har indtaget buffeten. Jeg ved ikke hverken hvad fluerne eller edderkoppen hedder, men det var tydeligt, at fluerne faktisk ikke bemærkede edderkoppen. Hvilket måske ikke var så smart. De lod sig heller ikke mærke af de afdøde og udsugede artsfæller. Edderkoppen brugte hverken spind eller klister, men kunne spankulere rundt og tage for sig. Den skal nok blive stor.

En af forårets tidligste blomster er Følfod. Den er for længst afblomstret og først nu kommer bladene, mens de duvende frøstande står højt. Lidt som mælkebøtter men alligevel anderledes, fordi den beholder de indtørrede, gule kronblade som en slags bladguld ovenpå fnokken.
Det skulpturelle, det bløde, det flygtige og matematiske overvælder mig hvert år. Og jeg bliver aldrig træt af at prøve at fange det med kameraet.

Noget andet som fangede blikket var de små nye egetræer langs vejen. Deres ophav er også sprunget ud, men de har delikat gul-grønne olivenoliefarvede blade – mens de små nye har efterårsfarver. Hvorfor mon det er sådan? Jeg ser det også nogle gange hos ahorn. Mens bøg uanset alder altid er samme grønne farve.

Langs skovvejen står også både lyng og blåbær. Levn fra dengang her var hede og åbent. Nu dukker de op i plantagen, hvor der er lidt lys enten langs vejen, under egetræerne, eller hvor der er blevet tyndet i nåleskoven. Fladstjerner, Kratvioler og Skovmærke blomstrer og blåbærrene er næsten sprunget ud. Dem elsker insekterne, men i dag var der kun besøg af skovmyrerne, som sugede sukker.

Det var sjovt at se dem arbejde, næsten som bier. Gad vide om myrer også bestøver, når de rumsterer sådan rundt imellem blomsterne?
Kratviolen var blevet snydt for bestøvning – en humlebi havde gnavet hul i den dybe tragt med nektar i stedet for at mase sig igennem hoveddøren. Desuden var et par af bladene angrebet af en rustsvamp.

Blåbærblomsterne har kun lige akkurat åbnet sig, men myrerne havde travlt – Kratviolen kan kendes fra de andre violer på den meget lyse og næsten hvide spore, hvor alt det lækre nektar plejer at befinde sig. Praktisk for violens bestøvning, at insekterne skal gøre sig lidt umage og rode med pollen på vejen. Men så snyder de bare, humlebierne! Jeg har endda set en Grøn Busksommerfugl benytte sig af hullet til også at få et sug

Rustsvampe er vildt fascinerende. Der er nærmest ikke en plante, som ikke har en særlig rustsvamp tilknyttet – hvilket gør det lidt lettere at bestemme den. Så Viol-tvecellerust skulle være god nok – fordi den er på viol. Svampen er en parasit og har forskellige stadier (og nogle gange også to forskellige værter). Jeg tror, at disse hobe er modne og enten har eller er tæt på at sende sporene ud i verden – de ligner søanemoner eller små søpindsvin.

Hovedvejens trafikstrøm kan høres, mens jeg går i mine egne tanker. Bøgeskoven har lukket for lyset med sin grønne baldakin, men der slipper lige akkurat nok lys ned på skovvejen til at den næste generation af hvide blomster kan overtage efter anemonerne.

Der er geometri og delikat kontrast i Skovmærkens krans af blade og de små blomster med bare 4 kronblade i et kryds for oven. Den store Fladstjerne sidder for enden af en tynd stilk og ser ud som om den har masser af kronblade. I virkeligheden har den bare 5 med meget dybe flige.
Jeg krydser hovedvejen, og tænker endnu en gang over det håbløst tossede i at erstatte den med en motorvej. Børster tankerne af mig, vil ikke være nedtrykt.

Skovmærke og Stor fladstjerne

Hov, der er endnu en hvid blomst til samlingen – Skovstjernen er sprunget ud. Den lille urt, som bare består af en kort stilk, tre-fire blade og næsten altid to små blomster . En af de få – hvis ikke den eneste – som har 7 kronblade. Den minder mig om åkander, hvilket får mig til at tænke på hvorfor vi mennesker er så glade for at “forædle”.

Skovstjerne – bare 10cm høj gør den ikke meget væsen af sig. Den får den sjoveste lille golfkugle som frøstand

Omme på bakken står en stor mængde staudevalmuer. De er ikke sprunget ud endnu, men som jeg bliver ældre generer det mig, at vores larmende stauder, buske og træer står i naturen. Hvorfor plante rhododendron med kæmpeblomster, når man kan plante et æbletræ og få en overdådighed af lyserøde blomster? Hvis vi ser efter, så har de vilde blomster – eller oh skræk ukrudt – mindst lige så smukke former, mønstre, farver, udtryk. Måske ser vi ikke efter? Eller måske kan vi godt lide at være skabere, optimere og forbedre?
Jeg kommer til at tænke på HCAs eventyr om Nattergalen. Magien og det smukke forsvinder, når vi forædler for at få noget…smukkere?

Solen er kommet frem igen, og skovvejen hjem ligger åben og solbeskinnet. Her er læ og lunt – her må være sommerfugle. En enkelt Grønåret kålsommerfugl sidder og vipper med vingerne i mælkebøtten, mens svirrefluer og humlebier arbejder på livet løs. Noget stort og blankt kommer flyvende. Tyk og stribet krop og metalgrønt blinkende. Guldbasser!

Det kan godt være at man griner lidt af humlebien, og det kan også godt være at skarnbasserne er temmelig klodsede flyvere. Men der er ikke noget, som slår guldbasserne i luften. Den kan bare ikke navigere, og det ser altid meget rodet ud når den lander. Den har et frygteligt bøvl med at pakke vingerne sammen igen under skjoldets metalplader, og den er tung og kluntet i vegetationen. Samtidig er skjoldet og dækvingerne lidt ujævne, som hvis det var parkeringsbuler.
Men tag ikke fejl. Den har næsten styr på det og slår glad følehornene ud, de små kroge på benene holder den nogenlunde fast – og så er den hyggelig i al sin panser og plade.

Kobberguldbassen (som også er grøn) har lidt hvide pletter på både forkroppen, ben og nogle gange også på undersiden. Når man forsigtigt vender den om på ryggen, så klapper den det hele sammen som en skildpadde. Benene låser rundt om maven, hovedet folder sig ind og følehornene bliver lagt sammen

Der findes hovedsagligt to arter af guldbasser i Danmark – Grøn guldbasse og Kobberguldbasse. De kan være lidt svære at skelne fra hinanden, det handler om hvordan de hvide pletter er placeret, om behåring, om undersiden og længderibber på oversiden. Dette var Kobberguldbasse, og der var hele tre som tumlede rundt i det korte græs.
Kobberguldbassens larve lever faktisk i tuen hos de røde skovmyrer. Måske nok bare som tolereret gæst, men i hvert fald kom en skovmyre netop forbi med munden fuld af hvad der lignede en let indtørret regnorm. Den havde et værre mas med at bakse afsted med byttet.

Og så var der pludselig igen gået et stykke tid. Jeg måtte løsrive mig, der manglede jo bare 7-800m hjem, og jeg havde efterhånden på fornemmelsen, at tiden var løbet fra mig.

For så brat at standse op. En bittelille sommerfugl. Kunne det være en Spættet Bredpande? Og så lige her? Meget uventet, men jo!
Spættet bredpande er ikke så sky, men plejer nu alligevel at flytte sig, når man kommer for tæt på. Denne sad først i en mælkebøtte, men rykkede bare ned på bladene i takt med at jeg kom nærmere. Faktisk sad den næsten stille, men så ikke skadet ud. Måske bare kold?

Jeg har tit været forundret over, hvordan andre kan få sommerfuglene til at sætte sig på deres fingre eller hænder. Hemmeligt har jeg overvejet, om de snyder og har lidt sukker at lokke med? Eller om de bare har mere tålmodighed end jeg til at sidde meget stille, meget længe? Jeg ved ikke hvor indskydelsen kom fra, men langsomt satte jeg min udstrakte hånd helt hen til bredpanden – og miraklet skete! Forsigtigt flyttede den sig over på min varme finger og satte sig til rette.

Jeg holdt vejret, og tiden stod stille. Den lille sommerfugl havde pollen i “skægget”. De store mørke hundeøjne, som er så karakteristisk for bredpander, kiggede på mig. En sky dækkede for solen og den slog vingerne sammen, så jeg kunne nærstudere den smukke underside.
Til sidst satte jeg sommerfuglen forsigtigt tilbage i mælkebøtten, tog en dyb indånding og kravlede lidt tilbage for ikke at forstyrre den. Tænk at få lov til at opleve så magisk en forbundethed.

Mark-snabelsvirreflue har en meget karakteristisk lang pukkel på næsen – Havejordbien har til gengæld meget karakteristiske lyse ben og en fløjlsrød pels på forkroppen

Men nu var jeg helt sikkert sent på den. Alligevel måtte jeg lige standse ved hver mælkebøtte og forundres over hvor mange forskellige svirrefluer, der fandtes bare på den lille strækning. Og fluer. Og bier. De mange rosetter fra tidsler lover om gode tider for insekterne senere på sommeren. Husker endnu den allerførste sommer i Snede, hvor det myldrede med sommerfugle i den lille enklave af tidsler i lysningen.

En Bredbåndet og en Smuk skovsvirreflue – en Brun hvepseflue og en jordbi af en slags. Tænk hvis man havde mere tid og hukommelse, så man også kunne lære alle disse arter at kende…

Snart kunne jeg dreje ud af skoven og trave raskt op ad fortovet og hjem igen. Hvad der bare skulle have været en praktisk tur blev til en fordybelse og fortabelse i naturen, som den voksne sjældent oplever. Vel at mærke i min nære natur, som ikke umiddelbart er den mindste smule eksotisk eller speciel. Men hvis man bukker sig ned, hvis man ser efter former, farver, lysets spil, dufter, kigger, lytter – så ligger det lige for ens fødder eller over ens hoved.

Det helt almindelige bliver helt ualmindeligt. Det er en gratis oplevelse og luksus, som vi alle har lige uden for døren. Selvom det kan være svært at overgive sig, så prøv. Prøv at tage farten ud af gåturen, prøv at glemme den tidsmæssige bagkant eller det praktiske. Prøv at lade telefonen blive hjemme. Hvornår har du sidst fordybet dig, ladet fantasien og nysgerrigheden få frit spil og glemt tiden?