Uddød – men det var dens egen skyld!

Udgivet af Kirsten Bjergskov Grarup den 4. juli 20234. juli 2023

En gang læste jeg en udtalelse med nogenlunde denne ordlyd “ret beset behøver vi blot en håndfuld på nogle få hundrede insekter, resten betyder ikke det store for os mennesker“. Man måtte forstå, at de øvrige millioner af insekter enten var unyttigt pynt, irriterende eller direkte skadelige.

Det tænkte jeg lidt over og arkiverede så udsagnet som noget vås. Men for nylig var jeg til et kommunalt arrangement om det åbne land, hvor oplægget tog udgangspunkt i en lille bestand af den engang så almindelige men nu sjældne dagsommerfugl Brun Pletvinge. Gennem forskellige tiltag og stort arbejde forsøger man at bevare den, og måske endda gøre den mere overlevelsesdygtig på lokaliteten. På et tidspunkt udbryder en deltager så at “det var godt nok meget arbejde bare for en sommerfugl“.

Bare for en sommerfugl…

Brun Pletvinge i en Blåhat på Linnebjerg Bakkeø – en fredet knold på nogle få hektar i landbrugslandet, dækket med gammelt egekrat, en stump hede og lidt tilgroet overdrev. Omgivet af marker så langt øjet rækker, selv fra toppen af bakken.

Besværlig og slet ikke omstillingsparat

Brun Pletvinge er egentlig ikke besværlig som sådan. Larvernes foderplante er Kohvede og Lancet-vejbred, som stadig er relativ almindelige i de fleste af landets skove og krat – så længe der ikke er alt for dunkelt eller næringsrigt. Brun Pletvinge er heller ikke kræsen i forhold til nektarplanter og fouragerer gerne på hvad der er. Men “problemet” er, at denne plettede sommerfugl ikke flyver særlig langt eller særlig højt – blot nogle få hundrede meter i lav højde over vegetationen. Så i takt med at naturen er blevet hakket op i små stykker, så bliver bestandene mere og mere isoleret fra hinanden – sårbare overfor indavl; sårbare overfor vejrmæssige udsving år til år; sårbare overfor forurening og påvirkning fra kvælstof, ammoniak, pesticider og andet godt fra tanken.

Almindelig Kohvede vokser mange steder, men breder sig kun langsomt fordi frøene spredes af myrer. Brun Pletvinge foretrækker Kohvede som foderplante til larverne, men kan også tage til takke med Lancet-vejbred. Der skal larverne så deles om planten med kusiner og fætre fra Okkergul Pletvinge – som KUN bruger Lancet-vejbred. De to Okkergul Pletvinge til højre er fra Nørlund Plantage og parrer sig meget belejligt på netop Lancet-vejbred

Og når en bestand så forsvinder fra en isoleret lokation, så kommer der ikke nye individer flyvende ind fra højre – det er slut, selvom biotopen måske har alle de elementer, som kunne opfylde betingelserne for, at Brun Pletvinge kunne trives der igen. Biotopen skal være god for: Kohvede (let skygget morbund); Lancet-vejbred (lysåben og ikke for høj vegetation); myrer (ikke specielt krævende, men dog skal der være andre insekter, som de kan leve af); nektarplanter (blomstrende urter i den tidlige sommer). Og så skal der ikke være for langt imellem disse egnede biotoper.

Brun Pletvinge uddøde på Sjælland for 30 år siden. Den var indtil da også udbredt i hele Jylland men er stille og roligt skrumpet ind til kun at flyve på nogle ganske få steder – blandt andet på Linnebjerg Bakkeø, hvor man gør en indsats for at give den bedre betingelser for at overleve.
Men den har ikke mulighed for at sprede sig, og der er ingen chance for besøg udefra – for der er kilometer efter kilometer af intensivt dyrkede marker og høje læhegn til den nærmeste anden isolerede bestand 40km mod øst.

Er Brun Pletvinge så bare endnu en af de sommerfugle, som evolutionen har gjort det besværligt for i den moderne verden? Nej. Det er vilkårene for uendelig mange andre insekter og planter, som lydløst skrumper ind og forsvinder. Vores omfattende ændring af landskabet og levevilkårene for fauna og flora over de seneste hundrede år levner dem ikke en chance for, at de kan nå at omstille sig. Naturen arbejder med en helt anden tidshorisont end vores sølle splitsekund på jorden.

Krise mig her og der

Klimakrisen har efterhånden stor bevågenhed – og godt det samme – men den er egentlig blot et symptom på den virkelige krise, nemlig biodiversitetskrisen. Ordet “krise” bruges flittigt i alle sammenhænge, hvor vi mennesker kæmper for at få lige præcis vores agenda øverst på nyhedspodiet og i politikernes bevidsthed. Alarmklokker og undergangsscenarier bimler, mens overskrifter om den 6. masseuddøen kan lyde overdramatiserende og fantasifulde.

Jeg har set udfordringerne omkring klimaet og udfordringerne omkring drivhusgasserne beskrevet med billedet om, at man måske godt kan fjerne nogle nitter fra flyet, men på et tidspunkt har man fjernet så mange, at flyet ikke længere kan hænge sammen og styrter ned. Hvis vi ikke får standset, at nitterne falder ud, så er det pludselig for sent, og så har vi balladen med smeltede poler, oversvømmelser, voldsomt vejr og ørkener.

Gåsebiller – klodsede tumlinge med de mest fantastiske treforke yderst på følehornene. De trives på lidt tørre arealer med græs, og den voksne bille udgør en vigtig fødekilde for forskellige spurvefugle, spidsmus, padder og krybdyr, løbebiller, skolopendre og edderkopper. Larverne er især yndede af stære og kragefugle. Men hvis man googler Gåsebille vil de fleste opslag handle om skadedyret og bekæmpelsen af disse hærværksinsekter, som raserer græsplænen, golfbanen eller jordbærbedet

Tandhjulene i naturens maskineri

Biodiversitetskrisen er noget andet. Det handler ikke om nitter på et fly men selve tandhjulene i det store maskineri. Insekter er ikke bare den summende stueflue i soveværelset – KLASK – den stikkende myg – KLASK – eller ørentvisten i postkassen – UFFF. Vi kan ikke leve uden insekterne. Vi ville drukne i affald, vores kost ville mangle grøntsager og frugt, der ville ikke være nogle blomster, ingen fisk eller fugle af betydning. Selv hvis vi når at få styr på klimaet, så kan det være lige meget, hvis vi ikke meget hurtigt får styr på tabet af de tandhjul, som vores liv afhænger af.

“Godt nok meget arbejde bare for en sommerfugl” kan kun udtales, hvis man ikke er klar over, at bevarelsen af Brun Pletvinge ikke handler om den enkelte art, men selve livsgrundlaget for alle de planter, insekter, padder, fugle og pattedyr som tilsammen danner grundlaget for vores eksistens. Situationen er faktisk meget mere alvorlig end “bare” en sommerfugl. Mængden – altså vægten – af insekter er faldet og falder stadig. Det er tons og atter tons af mad til fugle og fisk; det er mængder af planter som ikke bestøves eller spredes; organisk affald som ikke omsættes.

Hver gang vi sprøjter, hver gang vi bejdser, hver gang vi udvider infrastrukturen, hver gang vi udstykker, hver gang vi fylder – så presser vi naturen lidt mere.

Hedepletvingen – en nær fætter til både Brun Pletvinge og Okkergul Pletvinge. Navnet angiver dens yndede levested, men hederne blev så fragmenterede og blomsterrigdommen forsvandt – og Hedepletvingen med dem. Nu finder man den kun på klithederne i Thy og omkring Skagen. Den kommer ikke tilbage til Harrild Hede, selv hvis larvernes foderplante Djævelsbid skulle blive almindelig igen herude. Så kun takket være en udflugt til Thy med en lokalkendt ven lykkedes det at se den nu sjældne sommerfugl.

Ofte ender diskussionen i en kortsigtet og valen formulering om, at vi skal gøre noget – men det må endelig ikke koste arbejdspladser, penge eller gøre det behagelige liv mindre behageligt. Det må ikke blive dyrere at være dansker, det må ikke gå ud over nogen – og hvis det gør, så skal der en fyldig kompensation på bordet. Det skal også helst være frivilligt, for vi hader bøvl og brok.

Men helt præcis hvor længe er det, at vi forestiller os at kunne opretholde arbejdspladser for eksempel indenfor fiskeriet, når man politisk giver efter for presset og fortsat giver tilladelse til at benytte bundtrawl? Eller når det kystnære fiskeri i fjorde og indre farvande allerede er gået i nul på grund af udledningen af næringsstoffer? Arbejdspladserne forsvinder under alle omstændigheder, når der ikke er flere fisk. Alle har tabt.

På landjorden er det ligeså slemt, fordi vores – i princippet – beskyttede naturområder langsomt udpines. De er for små, de er for isolerede og forurening af luftbårne pesticider, kvælstof, ammoniak og CO2 lader sig ikke stoppe af en streg på et matrikelkort. Ingen pesticider kan isoleres til “kun” at virke på den enkelte mark mod det enkelte problem – de påvirker alt hvad der flyver i nærheden, de udfældes i vores vandløb, søer og grundvand. Kvælstof fordamper og driver ind over sårbare områder eller regner ned andre steder. Selv det loppemiddel man drypper i nakken på sin hund eller det halsbånd man sætter på katten afgiver gift til omgivelserne, når de er ude i regnen eller hopper i bækken. Lopperne er ikke de eneste, der dør af det.

*Blåhatjordbi* – det er ikke kun sommerfugle, som er “krævende” – rigtig mange insekter er specialister. Det kræver omkring 300.000 pollenkorn at opfostre en enkelt larve, og på en god sæson er der måske 30.000 pollenkorn i en enkelt Blåhat. Blåhatten er en af de vigtigste nektarplanter for utrolig mange insekter – den er mere almindelig end Djævelsbid, men trues også af overgroning af de mere kvælstofelskende og store planter og græsser

Det må endelig ikke gå ud over nogen – altså mennesker!

Det må altså ikke koste noget at give naturen plads og fred. Men hvad er prisen egentlig?

I februar offentliggjorde Peter Birch Sørensen, økonomiprofessor fra KU, en mere reel beregningsmodel for BNP, hvor man medregner prisen på de miljø- og klimakonsekvenser, som vores samfundsaktiviteter medfører. Hvad er egentlig prisen for tab af biodiversitet, øget luftforurening og udledningen af CO2? Den er på cirka 245 milliarder, hvoraf tab af biodiversitet alene står for de 107 milliarder. Om året. Og det er jo også en slags penge – cirka 15 gange erstatningen til minkavlerne (når det altså går i orden). Landbruget får omkring 10 milliarder i årligt tilskud fra EU.

Man kunne jo købe jorden tilbage og på vegne af os alle sammen give den tilbage til naturen – for almenvellets bedste. Det går jo ud over os alle sammen, når forarmelsen og opsplitningen af naturen ikke stopper eller kun yderst fodslæbende bremses.

En dyngvåd Almindelig Sandhveps hænger i ly under Blåhatten. Den lever af nektar, og når den bliver tør igen vil den vende tilbage til sin søgen efter sommerfuglelarver, som den lammer med sin nervegift. Så graver den et hul i sandet, propper larven derned og lægger sit æg på “madpakken” og forsegler hullet.

Og hvad så?

På den lille bakkeø, hvor Brun Pletvinge holder stand, er der ikke så mange nektarplanter i den periode, hvor den voksne sommerfugl er på vingerne i juni og lidt af juli. Lyngen blomstrer først senere og de tidlige urter har været presset på grund af tilgroning af græs, birk og bævreasp. Så foruden lidt græsning på overdrevet har kommunen lejet en stump mark og omlagt den til blomstereng. Man har fældet noget af læhegnet, så Brun Pletvinge ikke bremses af rækken med høje træer – og så krydser man fingre.

“Hvorfor sår I ikke bare solsikker eller raps i stedet for dyre blandinger?” lød et af spørgsmålene til oplægsholderen. Ikke ironisk eller sarkastisk men blot nysgerrigt. Vores uvidenhed har været stor, men det er jo ikke nogen undskyldning for ikke at gøre noget ved det, som vi rent faktisk har fået dokumenteret igen og igen.

Og bare til orientering: solsikkerne blomstrer først, når Brun Pletvinge er færdig med at flyve. Rapsen blomstrer i øvrigt kun nogle få uger og slet ikke længe nok. Tænk at den skal være så forbistret kræsen og besværlig – hvis den forsvinder, er det faktisk dens egen skyld!