bryofytte: At være i verden som bryofyt, fx som mos og levermos. At have bevaret træk fra de tidligste vandplanter. At tåle udtørring.
“Livets verber” af Shëkufe Tadayoni Heiberg

Da jeg for nogle år siden for alvor begyndte at interessere mig for dagsommerfugle, så åbnede der sig en stor afgrund af uvidenhed indeni mig. Der var ikke bare kålsommerfugle, blåfugle og perlemorsommerfugle men mange forskellige slags, som hver havde deres særegne kendetegn og adfærd. I takt med at jeg lærte deres “sprog” og navne, så voksede min verden. Både den rent faktuelle men i høj grad også min indre verden og forståelsen af den natur, som jeg deler med så uendelig mange andre skabninger.

Udfordringerne med dagsommerfuglene har jeg før fortalt om – de flagrer, de er generte eller drillende, de vil have solskin og lyse dage, og så er de kun på vingerne i sommerhalvåret. Så jeg syntes, at det var ganske nærliggende at studere mosser i de lange perioder eller regnvejr, hvor der ikke var dagsommerfugle. I min kolossale uvidenhed forestillede jeg mig, at det ville være ren luksus med et objekt, som blev hvor det var – og hvor svært kunne det være at lære dem at kende?

Tydeligvis havde jeg ikke lært noget som helst fra sommerfuglene, men endnu en gang blev verden udvidet. Læringskurven var bumlet og uvidenheden var enorm, når man ret beset kun havde hørt om Terrassemos, Plænemos og Juledekorationsmos.

En afgrund åbnede sig, da jeg løftede låget til Pandoras mos-æske. Og selvom jeg smækkede det hastigt i, da jeg opdagede, at det var nødvendigt at lære et helt nyt fremmedsprog, så var fascinationen sluppet ud og kunne ikke proppes tilbage i æsken.
Jeg måtte starte helt forfra, for botanik-sprog er ikke mos-sprog. Hvor urter har en stilk med en blomst, så har mosser en seta med en sporofyt. Mos er en plante og laver fotosyntese, men den har ingen rødder eller kar til at transportere vand og næringsstoffer. Mos går aldrig ud på grund af tørke eller frost, men ruller sig sammen og går i dvale. I en dokumentar på BBC fortalte en britisk klimaforsker, hvordan de på Antarktis havde boret sedimentkerner op for at analysere klimaforandringer – og af ren nysgerrighed havde han også taget en dyb kerne fra et område med et tykt lag af mos. Hjemme i laboratoriet viste det sig, at nogle af de ældste mosser fra borekernen faktisk begyndte at røre på sig – med lidt vand og varme begyndte de at skyde nye blade. En kulstof 14 datering viste, at mosset var mindst 1.400 år gammelt. På en lidt mindre skala kan man opbevare prøver af mos i en kuvert i en æske i et arkiv i årevis – og når man tager dem frem og tilføjer lidt fugt, så vil de mirakuløst komme til live igen.

Det er vildt.

I felten med lommekniv, lup, æsker eller poser. På den gamle granitblok, som har ligger der siden istiden vokser der en lillebitte sjælden sortmos. Naturligvis rykker man ikke hele puden af, men lirker forsigtigt et par skud af, som kommer med hjem til mikroskopet for endelig bestemmelse. Der bliver taget et foto af voksestedet, så den kan registreres korrekt med position og dokumentation – og nu kan alle finde den i databasen over danske arter.

Mos har eksisteret i mere end 450 mio år. Mos har tilpasset sig de mest ekstreme vilkår af varme, kulde, tørke og vand. Mos kan vokse på sten, jord, bark – i de mest næringsfattige og sure moser, på beton, i rivende floder, højt på træer, på eternit, asfalt – i fuld skygge, i bagende sol, i mørke klippesprækker og grotter, i sand. Det eneste mosser for alvor ikke bryder sig om er decideret saltvand, selvom man sagtens kan finde mosser i klitterne eller steder, hvor der af og til kommer et sprøjt fra havet.
Mos nedbryder eller ødelægger ikke noget. Mos snylter ikke. Mos har tilpasset sig, så den kan overleve netop der, hvor ingen andre gror eller kvæler den – så det gælder både om at komme op på tå og helt ned på knæ, at komme ud i mosens vådeste dele og ind på hedens tørreste sand. Mos er pionerplante og indikatorart, som fortæller noget om naturtilstanden.

Hårspidset bryum på kirkegårdsmuren, Almindelig bredblad i pilemosen og Almindelig kløvtand i skovbunden

Det er ikke bare et nyt sprog, man skal lære – at udforske mossernes verden er også en udstyrssport. Og det er jo altid sjovt med nyt grej. Mosser er relativt små, og de vigtige detaljer for at kunne artsbestemme dem er endnu mindre. Så det første jeg anskaffede mig var en lille lup af den slags de garvede botanikere også bruger. Faktisk købte jeg to – bare for en sikkerheds skyld. Den ene forstørrer 10 gange, den anden 20 gange. De koster ikke en bondegård, men bliver altid væk i de lommer, som man både har for mange og for få af – eller de ligger i den taske, som ikke er med. Suk.
Da jeg fik brug for et nyt kamera, så købte jeg specifikt et som kunne tage bedre nærbilleder end det gamle skrummel. Det er super godt, men der er også grænser for meget jeg kan zoome ind, og hvor tæt jeg kan komme, hvis billedet stadig skal være nogenlunde skarpt.

For ligesom med dagsommerfuglene, så fandt jeg ud af, at djævlen ligger i detaljen. Var bladspidsen savtakket, ujævnt tandet eller måske dobbelt-tandet? Havde det enkelte blad en nerve midt i bladet, en brod for enden, hvordan sad det på stilken? Hundredevis af gange fik jeg fine og skarpe fotos, bare ikke af det væsentlige. Suk.

Lille sortmos til venstre – bladene er kun få millimeter lange, og den kan kun bestemmes hvis man kan se om der er en streng midt igennem bladet eller ej. Stængelbladet fra en tørvemos i midten. Til højre en af de bladbærende levermosser som har små blade på undersiden af stænglen – bugblade, og det er ofte deres form, som er afgørende for artsbestemmelsen

Altså måtte der mere udstyr til og med god hjælp fra fødselsdagsgaver flyttede et skrummel af en stereolup ind på det lille bord, som blev hentet op fra gæsteværelset. Endelig kunne jeg øve mig i at dissekere en lille stængel mos og med forsigtighed (og en del frustration) brede mos-bladene ud på den lille glasplade og studere dem i stor forstørrelse. Men så stødte jeg på endnu en barriere: for at være HELT sikker på bestemmelsen af mosserne, så skal man nogle gange undersøge bladcellernes størrelse, form og placering – eller man skal kunne se detaljer på de absurd små blade. Derfor flytter der også snart et mikroskop ind ved siden af stereoluppen – og samtidig er jeg på jagt efter pincetter som er små og spidse nok til at lirke de førnævnte absurd små blade af en sytrådstynd stilk, uden nogen af delene går helt i smadder. Ekstra suk og stort smil. For det er jo sjovt og vildt og spændende og helt umuligt at lægge fra sig.

Cypresmos er vitterlig almindelig og helt eventyrlig smuk med sine fletninger og bøjede bladspidser – omend jeg har svært ved at skelne mellem Hede-cypresmos og Almindelig cypresmos…

Der er 64 arter af dagsommerfugle i Danmark, og dem har jeg efterhånden nogenlunde styr på. Til gengæld findes der knapt 650 arter af mos i vores hjørne af verden, og jeg har været ved at give op flere gange eller forsøgt at være tilfreds med at kunne skelne mellem nogle af slægterne. Men så dukker nysgerrigheden alligevel op, og lidt hænger der jo ved for hver gang, man har haft den lille plante under luppen.

Så lad mig prøve at forklare noget af det mit nye sprog – som amatør. I daglig tale kalder vi det hele for mos, men det er lidt som med sommerfuglene, hvor den udbredte betegnelse ikke helt svarer til den videnskabelige brug af det samme ord indenfor biologien. Ret beset hedder denne del af planteriget for bryofytter, hvilket forklarer hvorfor eksperter i mos kaldes bryologer. Der findes tre klasser indenfor bryofytter: Hornkapsler, Levermosser og Ægte mosser (også kaldet bladmosser og tørvemosser).

Levermosserne er oftest krybende og smyger sig til substratet – jord, bark eller dødt ved. Fra venstre er det Krokodillemos, som er den type levermos klassen har navn efter. Dernæst er det to forskellige slags levermos: Krumbladet stødmos med de brune “pølser” og den grønne hedder Sylspidset kamsvøb. De hvide stilke med den sorte knap er kamsvøbens frugtlegemer, hvorfra sporene nærmest eksploderer ud, når trykket bliver for stort i kapslen. Længst til højre er det Mat bronzemos, som typisk vokser i plamager på træer med glat bark, enten unge træer eller for eksempel bøg, pil og ahorn.

Hornkapsler er hurtigt overstået, for der findes kun to arter i Danmark – og dem har jeg ikke fået øje på endnu.

Det er måske ikke så flatterende at hedde “levermosser”. Men forklaringen er ganske nøgtern og beskrivende, da en af slægterne har et mønster på overfladen af bladet, som ligner noget fra en lever. Nogle gange er det danske navn gennemført beskrivende, andre gange meget poetisk. I hvert fald hører nogle af de yndigste og mest spinkle mosser til i rubrikken med levermosser, som der findes omkring 150 af i Danmark.
Endelig er der de ægte mosser – det antyder, at de er finere end de andre, men er vel i virkeligheden nødvendigt, fordi de andre også kaldes mosser! De ægte mosser har en stængel med blade, modsat hornkapslerne og nogle af levermosserne, som kun har store, flade blade, der hæfter til underlaget. Ikke nødvendigvis en meget lang stængel, og heller ikke nødvendigvis en opret stængel – men altså en stængel! Og nu begynder vi at nærme os det, som de fleste af os forstår ved mos: Bladmosser (cirka 450 arter), Tørvemosser (cirka 35 arter) og Sortmosser (2 arter).

Forvirret? Det er helt forståeligt – det er jeg også nogle gange. Bedst som man tror, at man har forstået sproget, så dukker de uregelmæssige verber op sammen med andre afvigelser. Men man lærer bedst et nyt sprog ved at leve det sted, hvor det tales. Så denne vinter har jeg virkelig gjort en indsats derude i pilekrattet, hængesækken, rigkæret, skovbunden, egekrattet og på heden – og i biologilaboratoriet på Århus Universitet med kyndig vejledning i artsbestemmelser fra de bedste.

To eller tre forskellige slags tørvemos i kanten af det lille kær. Med tiden vil de vokse til et tykkere lag og dække hele vandspejlet med en hængesæk, hvor tørvemosserne stadig vil transportere vand op nede fra søen. Indtil laget bliver så tykt, at søen forsvinder og mosserne må nøjes med regnvandet.

Jeg er meget fascineret af slægten af tørvemosser. Deres helt unikke vækstform og evne til at transportere vand, deres utrolige langsommelighed, der millimeter for millimeter opbygges over årtusinder og ikke mindst det miljø og økosystem, som dannes i moserne. Tørvemosser vokser uendeligt opad, men i takt med at den bliver højere så visner de nederste blade og stænglen, og sådan fortsætter det år for år. På et tidspunkt bliver tuen så høj, at mossen mister forbindelse til den oprindelige sø og i stedet opstår en højmose, hvor vandforsyningen udelukkende består af regnvand, som lagres i den gigantiske svamp, som mosserne tilsammen fungerer ligesom.

Mossers blade er formet og placeret, så de opsamler mest muligt vand og kan holde på det i lang tid. Bladene på de øverste grene af tørvemossen er formet som små spidse skåle, mens andre grene hænger ned langs med stilken og fungerer som kapillær transport af det vand, som er lagret længere nede.

Een millimeter om året – så langsomt hæves den. Tørvemossernes latinske slægtsnavn er Sphagnum – lyder det bekendt? Tjek indholdet af plantesækkene til drivhuset, pottemulden til krukken eller rhododendronjorden og tænk så på hvor mange hundrede eller tusinde år, det har taget den spinkle mos at producere materialet til de mange paller med jord i plantecenteret.
Så jeg må lige indskyde en natur-aktivistisk bemærkning: Vi gik – heldigvis – bort fra at opvarme vores boliger med tørv fra moserne, men det stoppede ikke højmosernes dramatiske tilbagegang de sidste 150 år som biotop. Som om hårdhændet dræning, afvanding og næringsstoffer ikke var slemt nok for mosernes liv, så begyndte man at fylde kubikmeter efter kubikmeter af tørven i sække, så vi bekvemt og let kunne dyrke ikke-hjemmehørende planter og buske i vores prydhaver, fylde terrassens krukker med sommerblomster i pottemuld og uden bøvl med at udskifte jorden kan vi dyrke tomater i drivhusets plantesække. Så måske vi skylder at nyde tomaterne og rhododendronens flor ekstra meget og sende en tak til den lille mos for at gøre det muligt. Helt gratis.

Det er formen på de bitte små stængelblade (ikke at forveksle med bladene på sidegrenene!) som afgør hvilken art af tørvemos man har i hænderne.

Tørvemosserne er lette at få øje på, for de står altid sammen i tætte puder og tuer med stærke farver. Røde, grønne, gule, brune, orange. Alligevel er de virkelig svære at artsbestemme, når man står derude i den gurglende hængesæk. For udover at der kan være stor variation af både farve og størrelse indenfor den enkelte art, så kan de helt sikre detaljer kun ses i mikroskopet. Så lommerne er fyldt med små og dryppende eksemplarer af tørvemosser, der umiddelbart ser forskellige ud, men som alle måske viser sig at være den samme slags. Man tænker lidt: herregud, 35 arter, det er til at overskue. Men det kræver øvelse, øvelse og mere øvelse – selv når jeg godt kan huske hvilke kendetegn, jeg skal kigge efter – så kan jeg ikke altid huske om det nu var Pjusket tørvemos eller Frynset tørvemos, som havde lige præcis denne slags stængelblad. Suk.

Stor børstemos vokser oftest i sandet på heden – men kan også finde sig til rette på de gamle sten

Bladmosserne er som sagt den gruppe, som de fleste af os genkender som mos. Mos på taget, mos i græsplænen, mos i skovbunden. Små puder eller store tæpper af forskellige nuancer af grønt og gyldent afspejler lige så mange forskellige familier og ordner. I lange perioder har bøgerne i min læsestak været faglitteratur: Den danske mosflora, Mosses and Liverworts of Britain, Sphagnum-feltguide, bind 1-4 af den svenske nationalnyckeln om mosfloraen. Det betyder, at mit nye fremmedsprog er en stor sammensurium af danske, latinske, engelske og svenske navne på de samme mosser – fordelen er at jeg selv kan vælge hvilket navn, jeg synes bedst om; ulempen er at hjernens hukommelsescenter er lidt udbrændt. Men som et narkotikum er jeg blevet afhængig af at lære mossernes sprog at kende. For lige pludselig kan jeg nu få øje på en ny mos derude og tænke: Hov, dig har jeg læst om – dejligt endelig at møde dig.

Kuglefiltmos er vældig lille, men meget karakteristisk med de kugleformede ynglelegemer. I stedet for at bøvle med forplantning og sporer, så kloner den sig selv i de små kugler, der så danner nye små puder, hvis de ellers lander et egnet sted – som typisk er på rodkager eller væltede stød af træer.

Bladmossernes familier er nogle gange store. Andre har måske en mindre familie, men til gengæld er familiemedlemmerne spredt ud over mange forskellige voksesteder. En af mine yndlingsslægter er Polytrichum, som på dansk hedder Jomfruhår. Der findes bare 5 arter i familien, men de vokser alle i mit område og er specialiserede til alt lige fra den skyggefulde nåleskov, den våde mose og på den tørreste hede.

Forskellige afskygninger af familien Jomfruhår – navngivet efter de fine tråde og hår i hætten på sporehusene.

Andre mosser er opportunister i forhold til voksested og forsøger sig hvor som helst – for eksempel kan Almindelig Cypresmos vokse opret på jorden, smyge sig omkring en stub eller et væltet træ, dingle fra grenene på nåletræerne eller putte sig på et autoværn, en sten eller en pæl. Jeg finder den overalt, men den kan være utrolig variabel i sit udseende, så amatøren med luppen må igen og igen dobbelttjekke dens karakteristika.

Er bladmosserne så lettere at huske og kende fra hindanden? Nej. Men heldigvis er nogle af dem ikke til at tage fejl af, og derfor føles det rart, når jeg er helt, helt sikker på nogle af dem. Så taler man en smule af fremmedsproget – man kan sige goddag og på gensyn. Man kan genkende navnet, og man kan også huske at have mødt både fætteren og andre familiemedlemmer før. Og man kan holde en lille buket af mosser op mod lyset og forundres over de smukke mønstre, former og celler i bladene; farverne som ændrer sig fra en solid grøn masse til et gennemsigtigt vindue til livets opståen.

For det er jo ikke “bare” mos. Det er noget af det ældste liv, som fandt vej ud af vandets vægtløse verden. Op i en nådesløs tørke og omgivelser, som krævede omstilling og tilpasning over så lang tid, at vi ikke kan forestille os det. Alligevel kalder vi dem sarte, når de bukker under for vores hårdhændede begrænsning af deres levesteder i moser og kær. Eller vi anser dem for skadelige og grimme, når vi gerne vil have rene flader på taget eller terrassen og vores egen monokultur i græsplænen. Eller vi gider ikke gøre os den umage at bruge deres rette navn, når vi skraber dem op fra skovbunden, lægger dem i en bøtte og sælger dem som dekorationsmos eller skovmos til jul. Suk.

For hvad nytte gør mos? Hvad kan det bruges til – udover enten at være til besvær eller til pynt (og krukkemuld)? Det kan ikke rigtig spises, og der er ikke umiddelbart nogen anden eller kapitalistisk nytteværdi i de omkring 22.000 arter af verdens mosser.
Men det er fordi vi bruger den forkerte målestok. Mos absorberer og opbevarer milliarder af tons kvælstof. Verdens tilbageværende tørvemoser binder mere CO2 end alle verdens skove tilsammen. Mos er levested og beskyttelse for utrolig mange små dyr, mikroorganismer, svampe og bakterier – skabninger, som har en vigtig funktion videre i økosystemerne.

I mosset lever de små pansermider, som zoologen Marie Hammer ved et tilfælde kom til at forske i for snart 100 år siden. Disse bittesmå og sjove dyr, som lever hele deres liv i mosset kan ikke svømme eller migrere langt. Så hvordan var de endt i Grønland eller i Sydamerika? Marie Hammer leverede det afgørende bevis for, at kontinenterne en gang havde hængt sammen. Hun samlede verden, som Eva Tinds roman fra 2021 fortalte.

Der ligger en ny bog på mit bord. “Om at samle mos – mossernes natur- og kulturhistorie” af Robin Wall Kimmerer. Den handler naturligvis om mos, men ikke kun. For ud over det videnskabelige og naturhistoriske, så handler den også om at sanse, iagttage og blive forbundet med den verden, som vi jo er en del af. Og selvom vi oftest agerer klodset, egoistisk og tankeløst, som om vi er hævet over og ikke behøver denne verden, så fortjener mosserne og resten af jordens skabninger faktisk, at vi gør os lidt mere umage.

Mange forstår ikke min optagethed af mosserne, og det kan jeg godt forstå. For det er meget godt at ville lære dem at kende, tale mossets sprog og iagttage deres forskelligheder, men hvad skal det til for?

Fordi de er smukke, fordi de fuldstændig ændrer karakter, når man holder bladene op til luppen og pludselig kan se, at de er gennemsigtige. Fordi de ser så skrøbelige ud men er så hårdføre. Teknologien hjælper mig med at lære dem at kende, men hvad gavner det, hvis jeg ikke også SER?
Sådan rigtigt at se kræver tid og tålmodighed for at få øje på sammenhænge og forskelligheder i vores natur, men så åbner der sig netop også et perspektiv og en forunderlig verden, som kan være alle forundt – også uden udstyr. At naturen ikke bare er en kulisse, men at vi mennesker er en del af den – og i det mindste kunne sige undskyld, når vi spuler taget, giver terrassen en gang kemi eller høvler græsplænen. Kom op på tæer, kom tæt på, kom ned på knæ og mærk mosset – det er vildt.

“Åndsnærværelse kan sagtens konkurrere med den kraftigste lup…mosser og andre små væsener sender os en invitation til at dvæle ved grænserne for vores almindelige opfattelsesevne for en stund. Ser man på en bestemt måde, kan en hel ny verden komme til syne”. Robin Wall Kimmerer