… nogen formår at bevæge sig fuldstændig selvsikkert igennem livet uden at tilegne sig viden eller blive klogere? Jeg er lidt betaget af den evne. Evnen til at være skråsikker, selv uden at have sat sig ind i emnet. Evnen til ud fra kun en overskrift at føle sig som overbevisende ekspert. Evnen til aldrig at være et sekund i tvivl – tilsyneladende. Evnen til at på ethvert givent tidspunkt og tema, at ville udlægge og forklare hvad et problem drejer sig om, hvordan det løses, og ikke mindst hvor skylden skal placeres. Evnen til aldrig at tvivle på egen kompetence og derfor besidde en overordentlig stor portion selvtillid.

Det er ret vildt. For jeg kan godt huske fornemmelsen af at stå på toppen af Mt. Stupid og pludselig indse, hvor uendelig lidt jeg vidste. Og man kan ikke spole viden tilbage; selv viden man finder ud af ikke var korrekt forstået bidrager til at gøre én klogere. Det kan også være lidt overvældende at kigge ud over det store hav af viden, som man ikke ved noget om – eller det kan føles lidt skamfuldt at indrømme, at man tog fejl. Men så må man bare fordybe sig igen og huske at undres. Til kilderne! som de gamle historikeres motto lød.

Her har jeg samlet en håndfuld emner, som jeg har researchet på det seneste års tid. Både fordi de har interesseret mig i deres egen ret, men også fordi den måde emnerne bliver diskuteret på, argumenterne og italesættelsen, ofte er taget ud af sammenhæng. Det kan være en historisk sammenhæng, et misforstået eller et meget nøje udvalgt sprogbrug, eller måske helt bevidste stråmænd for at afspore debatten. Og det er lidt interessant i en tid, hvor man faktisk godt kan komme i tvivl om medier over en bred kam rent faktisk bidrager eller undergraver den demokratiske dialog vi er nødt til at have.

Det er ikke sikkert, at jeg har ret eller at du vil være enig. Men vi bliver klogere undervejs.

… at mindre end 3% af vores vandløb er uberørte

Der er omkring 30.000km grøfter og kanaler i Danmark. Derudover er der tilsvarende omtrent 30.000km naturlige vandløb. Menneskeskabte overfor naturlige vandløb. Det lyder jo meget godt? Men at vandløbene i denne forbindelse er “naturlige” betyder sådan set bare, at udspringet starter med en kilde eller en sø – det betyder ikke, at vandløbet er i sin oprindelige eller uberørte form. I virkeligheden er det så lidt som mellem 800 og 900km af de 30.000km naturlige vandløb, som stadig er intakte. De øvrige godt 29.000km er rettet ud, lagt i kontrollerede rammer med for eksempel diger og dæmninger, er gravet dybere ned i terrænet, har fået brinkerne gjort befæstede, er stemmet op, er lagt i rør over korte eller lange strækninger, får kontrolleret vandstanden, bliver renset op og får skåret grøde. Og det er bare selve den landskabelige påvirkning.

Dertil kan man så tilføje de enorme mængder af drænvand fra landbrugsjord, regnvand fra byer og veje og spildevand, som skyller ud i vandløbene. Selvom skærpede miljøkrav de seneste årtier har hjulpet en del på vandkvaliteten, så er der stadig store udfordringer for alle de organismer og arter, som er tilknyttet både selve vandløbet og hele økosystemet omkring et vandløb og dens ådal.

Jamen, kan man indvende, de sidste 30-40 år er der jo brugt virkelig mange penge på naturgenopretning, vandløbspleje og genslyngninger. Og det er i hvert fald rigtigt, at der er brugt rigtig mange penge på den indsats. Problemet er jo bare, at det ikke gør den store forskel, at den dybe grøft nu snor sig. Det er stadig en grøft. Eller at der bliver lavet nye gydebanker i åen, hvis der stadig udvaskes okker og sedimenter længere oppe i systemet, som i løbet af kort tid indkapsler disse ynglepladser. Så er det skønne spildte kræfter og kroner.

Men vildt nok – kun 8-900km er intakte. Det er endda i meget fragmenterede bidder. Det betyder, at de færreste danskere reelt har set et helt naturligt vandløb i dets fulde udstrækning eller potentiale.

… at 80% af landets moser er væk

På bare 125 år har vi drænet eller gravet dem til ukendelighed. Lavet dem om til marker, plantesække eller brændsel. Omkring år 1800 var næsten en fjerdedel af landet mose og eng, men i dag har vi bare 4,5% tilbage – og ingen af dem er intakte. De resterende moser er små og fragmenterede arealer, presset af omgivelserne, presset af tilgroning, presset af næringsstoffer.

Det tager egentlig ikke så lang tid at lukke vandet tilbage i landskabet, når først man endelig har fået kompenseret lodsejere og fået aftaler på plads. Det er ofte et spørgsmål om at stoppe drænet, slukke for pumpestationen eller lukke grøfterne. Men det tager uhyrlig lang tid at genskabe et velfungerende økosystem, blandt andet fordi man sjældent tænker alle elementerne ind i projekterne, men fokuserer på et enkelt formål som for eksempel at forsegle kulstof.

Der er ofte voldsomt mange næringsstoffer tilbage i den opdyrkede mosejord. Og lavbundsprojekterne handler ofte om netop at deponere yderligere næringsstoffer, for at undgå udvaskning til havmiljøet. Derfor gror det til med høje og næringselskende planter og træer.
For det andet vil man sjældent overlade tilstrækkelig areal omkring moserne og engene til, at de rent faktisk ikke påvirkes af det omgivende miljø. Der dyrkes, bygges, plantes og udvikles lige til kanten, hvilket også gør det svært at holde lysåbent med græsning, fordi det i perioder er for vådt til at dyrene kan færdes – men man ikke har inddraget det højereliggende areal i projekterne.
Og for det tredie så er mosernes og engenes arter ofte særdeles lav-mobile. De vender ikke bare lige tilbage, hvis de først har været forsvundet – hvor skulle de komme fra?

Forleden hørte jeg et temmelig godt billede på vores bizarre tilgang til ressourcer og kommende mangel på samme. Som at tage en masse quicklån fordi man gerne vil være rig. På samme måde høvlede man højmoserne til brændselstørv med en særdeles rundhåndet statsstøtte. Bevares, landet havde et problem med brændsel under 2. verdenskrig – men det var altså stadig en begrænset ressource. Tonsvis og atter tonsvis af tørvejord er senere blevet pakket i plasticposer for at blive spredt i villakvarterets forhaver eller drivhuse.

Det tager naturen tusindvis af år at skabe en fuldt udviklet højmose, og vi kan ødelægge det på et par dage med moderne maskineri. Men tilbagebetalingen af quicklånet bliver dyr, for moserne fungerede som enorme lagre af kulstof, som naturlige filtre af vores vand, som absorberende svamp i forbindelse med voldsomme regnskyl, som levested for et utal af arter. Alt det gav moserne os helt gratis, og vi fyrede det af i løbet af ingen tid.

… at der er 20.000 arter, som er tilknyttet skov

Det er mange! Man regner med, at der i Danmark ialt findes omkring 30.000 arter og to trediedele er altså knyttet til skoven. Så skov må være godt og mere skov endnu bedre?

Svaret må være: Det kommer sandelig an på, hvad man mener med ordet “skov”. Og det er et af eksemplerne på, hvordan det kan gå galt, når videnskaben har en bestemt opdeling og definition, og hverdagssproget har en anden.

For man kan slå nok så meget op i ordbøger eller læse kringlede formuleringer over begrebernes betydning og brug, men for langt, langt de fleste så betyder ordet skov en stor eller lille gruppe af høje træer. Man skelner ikke mellem om de står på række, om det er nåletræer eller løvtræer, hvordan sammensætningen er, hvor i landet de står, hvilke sorter skoven består af eller noget som helst. En skov er en samling træer, punktum. Men den manglende skelnen imellem plantage, nåleskov, løvskov, naturskov, urørt skov, forstlig drevet skov, naturnær skov, klimaskov og så videre bliver bare rigtig problematisk, når vi skal drøfte, hvad der er godt og skidt til hvilket formål.

Blandt andet derfor går det galt, når vi diskuterer hvilken skov de 20.000 arter knytter sig til. Du har måske regnet det ud, men det er altså ikke den 40 år gamle skov af forvoksede juletræer. Det er heller ikke den 100 år gamle klitplantage af forblæste bjergfyr. Det er heller ikke bøgeskoven, der udelukkende består af 120 år gamle bøgetræer, selvom de er nok så høje og har nok så mange anemoner om foråret. Det er heller ikke den lille bypark med popler og røn fra 1950’ernes bydelsudstykning. Det er slet ikke den nyeste skovrejsning – urørt eller ej. Ensformighed og effektivisering præger vores “skove” i større eller mindre grad. Er biodiversiteten høj i skov? Jamen, det kommer jo an på hvad udgangspunktet er, og hvad man sammenligner med. Den diskussion kan hurtigt løbe af sporet, især når man ikke engang er enige om hvad “skov” er.

Det tager 500 år at få 500 år gammel skov. Eller endnu ældre. Kontinuitet er et nøgleord for god natur. Skoven skal være mangfoldig ikke kun i sorter men også i alder. Skoven skal være påvirket af vind, vejr og vand, og så skal den være mangfoldig i areal. Den skal have lysåbne enge, der skal være moser, der skal være tætte krat, der skal være høje træer, tykke træer, blomstrende træer, hule træer, nye træer, stikkende træer. Og så kan tusindvis af arter leve der. Det er i dag umuligt at finde et område i Danmark, som opfylder alle kriterier. Hvis det nogensinde har været muligt.

Når snakken falder på skov og ikke mindst det forkætrede begreb urørt skov, så kommer man ofte til at diskutere, hvilke arter som er hjemmehørende. Hvis man skal opnå den gode biodiversitet, som følger med den gamle skov, så kan skoven ikke bestå af træer, som kun har vokset her i kortere tid. Man kan jo ikke være en svamp, der er specialiseret i døde egegrene, og så trives i en plantage af rødgran.

Oprindeligt var der kun ganske få nåletræer i Danmark – taks, ene og skovfyr. Vi kan kalde dem nationalt hjemmehørende, uagtet at de jo ikke er eksklusive lige for vores land. Men med en hjælpende hånd har vi indført for eksempel rødgran og lærk, som man kan sige er hjemmehørende i den biogeografiske zone, som landet tilhører. Klimaet ændrer sig, og arter som hidtil har været tilknyttet sydligere himmelstrøg vil snart kunne indfinde sig eller med en vis rimelighed plantes. Generelt spredes træer virkelig langsomt, og derfor følger de specialiserede tilknyttede arter også meget langsomt med.
Til gengæld er der en del tømmerskov, som ikke tilnærmelsesvis kan siges at være hjemmehørende hverken nationalt eller i den europæiske biografiske zone. Og det vil tage rigtig lang tid før der er balance i de arter, som specialiserer sig i lige netop disse træsorter.

Endelig kan man jo også overveje hvilken type skov, der egentlig er hjemmehørende på de pågældende arealer. Der har med garanti aldrig været så enorme mængder nåleskov på den jyske hede, som der er plantet de sidste 150 år! Derfor er det heller ikke urørte nåletræsplantager, som redder skovens biodiversitet – men det betyder ikke, at det så kan være ligemeget. Hvis man ellers giver en hjælpende hånd til at få blandet mange flere arter og variationer ind i de uendelige rækker af tømmerstokke, og så lader tiden gå sin gang – så vil der helt sikkert blive meget, meget bedre biodiversitet end der findes nu.

Bemærk, at det her handler om artsrigdom og variation. Ikke om æstetik eller hvilken mental betydning det har for os mennesker at gå en tur i skoven – eller den læ, det tømmer, eller den nytte, som træerne yder til vores velbefindende. Det er en helt anden historie, men mange blander det sammen.

.. at ulven ikke elsker får, men elsker nem mad

Jeg har altid syntes, at får var både lidt hyggelige og lidt uhyggelige. Klodsede uldtotter med en sjov lyd, nuttede lam med vrikkende haler – men egentlig også lidt ondskabsfulde øjne. Jeg kan også godt lide lammekød, elsker at strikke og holder meget af mit uldne tøj i vinterkulden. Men jeg har altså fået et lidt andet syn på får i andre sammenhænge.

For det første er forståelsen af får, som rigtig velegnede til naturpleje meget udbredt. Det er som om vi kigger på et guldaldermaleri og forestiller os, at idyllen er sikret, storken er landet og alting blomstrer. Men det gør den bare ikke, for i virkeligheden er får rigtig dårlige til at understøtte en presset biodiversitet.
Får er supergode til at lave græsplæner og græstørv. Derfor passer deres færden fint på diger, og derfor bruger man dem om efteråret til at gå marker med græsudlæg. For de træder ikke græstørven op, og de elsker urterne (eller ukrudtet om man vil). Derudover er de rigtig gode til at æde Kæmpe Bjørneklo, og det er godt, at de kan mindske de værste resultater af vores uagtsomme omgang med fremmede arter!

Men ofte vil man opleve, at får i naturpleje medfører færre urter over tid, mere græs og meget lidt fysisk påvirkning af jorden og buske/træer, hvis antallet af får og perioden ikke forvaltes ganske nøje.
Og selvom Landsforeningen Dansk Fåreavl skriver, at får er “effektiv naturpleje..der skaber plads til et rigt dyre- og planteliv”, så er det altså en sandhed med modifikationer, hvor det kommer an på hvilken natur man ønsker at opnå. Allerbedst er det, hvis får ikke er alene hjemme på overdrevet eller bakkerne, men hvis man i stedet har færre får og flere andre planteædere til at fouragere på arealerne sammen med fårene.

For det andet er får nogle skvat i en indhegning. De hopper ikke særlig højt eller kravler under, og derfor har det ikke været nødvendigt med særlig robuste hegn for at holde dem inde. Men så kom ulven tilbage, og jeg skal da love for, at det tog noget tid for fåreavlerne og myndighederne at komme overens med den nye situation. Det blev rigtig besværligt, ja næsten umuligt, måtte vi forstå, at opføre permanente hegn med 5 hårdtslående strømførende tråde, som virkede afskrækkende nok på de noget mere agile ulve. De “mange” angreb på får udløste en del erstatninger, meget lidt påtale men virkelig meget omtale – og påfaldende lidt konsekvens for fåreavlerne.
Rigtig mange var i hvert fald enige om, at de smertefulde syn af hel- og halvdøde får, som mødte fåreholderne, var straf nok for ejerne. Og ulven var helt efter bogen en skurk.

Men så var det, at noget undrede mig. For mange andre typer husdyr i det fri var åbenbart ikke plaget på samme måde. Jeg har i hvert fald ikke læst om angreb på frilandsgrise eller gedeflokke. Heller ikke voksne kreaturer – og slet ikke dem med horn. Nogle kalve og et par ponyer, men slet ikke i samme omfang som de pelsede får, der gang på gang kunne give en masse overskrifter og klik.

Lad os kigge på lidt statistik. Der er ikke ret mange fuldtidsfåreholdere, og langt de fleste af landets fårehold er små. Så jeg troede egentlig, at der så heller ikke var så mange får, men der er faktisk omkring 100.000 moderfår. Det er nok ikke alle moderfår, som får lam hvert år, men lad os antage at i hvert fald halvdelen får 1-2 lam om året. Det betyder, at der i perioder er 200.000 får og lam, hvoraf fåreavlerforeningen selv opgiver, at langt de fleste ligger i Jylland. Hvor mange ulve er der så? Se det ved man ikke helt længere, fordi ministeren har skåret ned på overvågningen. Men man vurderer, at i 2025 var der omkring 100, formentlig lidt færre, bestående af voksne og deres unger. Ulvene mangedobles altså ikke, tværtimod er der en del eksempler på ulvepar, som får 4-6-8 hvalpe, men ingen af hvalpene bliver mere end et 1 år.

Tilbage til fårene. De sidste 5 år har Miljøstyrelsen (nu SGAV) registreret, at under 1.000 får i alt er blevet dræbt af ulve. Et gennemsnit på under 200 om året. Ud af 200.000. Og på nær nogle ganske få af disse døde får, så skete angrebet ikke bag de anbefalede hegn eller i selskab med for eksempel vogterhunde eller større dyr.
Det er 1 promille af den samlede bestand af får. Hvor ubehageligt det end kan være at komme ud til døde eller skambidte husdyr, så skal vi måske kigge lidt på proportionerne? SGAV ministeren udtalte for nylig om de afværgeforanstaltninger, som med succes benyttes i andre lande, at det mange steder ikke kunne lade sig gøre at for eksempel at bruge vogterhunde, fordi fårene gik på offentlige arealer, hvor alle borgere havde lov til at færdes – ergo måtte man have lov til at regulere “problemulvene”, som fandt ud af at hoppe over eller kravle under.

Men når nu fårene ikke er de suverænt bedste naturplejere, så kunne man jo overveje slet ikke at have får på offentlige arealer? Eller i det mindste sætte så gode hegn op, at de uldne koteletter er i sikkerhed? Det er bare en tanke. Hegnet på nedenstående foto er iøvrigt ikke på nogen måde afskrækkende for ulve – det er både for lavt og ikke tilstrækkelig strømførende.

… at “den som ingenting ved, tvivler aldrig

Det er ikke altid, at viden akkumuleres og fører frem til erkendelsen af, at man faktisk ved mindre og mindre i takt med at man lærer mere og mere. Det er ikke altid, at man udvider sin horisont tilstrækkeligt til at opdage nye verdenshave af viden, man ikke kendte til.

Det er der naturligvis forsket i. Dunning-Kruger effekten kalder man det, når en person besidder væsentlig mere selvtillid end kompetence – men ikke selv ved det. Man kan virke meget overbevisende, fordi man er så selvsikker. Når man endnu ikke er nået til toppen af Mt. Stupid, men bare klør på.
Man kender heller ikke til den stejle kurve ned i den dybe Valley of Dispair, hvor mange tænker “åhhh nej, det lærer jeg aldrig” – om det så er boglig viden, praktisk viden eller kunnen. Den har jeg selv mødt en del gange. Årstal. Navne. Arter. Var der nogen, som sagde “mosser”?

Men hvis man brænder for det – hvis man bliver ved – så er den bløde opadgående kurve af oplysning uendelig tilfredsstillende. Den slutter aldrig, men man finder sig med tiden til rette på Plateau of Sustainability, hvor der måske nok er væsentlig mindre selvtillid men lidt flere små felter med kompetence. Det kan man jo så tænke over – eller gense det kostelige klip med John Cleese, der forklarer Dunning-Kruger effekten ^^

Min nysgerrige research har bragt mig vidt omkring og dybt ind i hjemmesiderne hos Danmarks Statistik, SGAV, Miljøministeriet, DCE på Århus Universitet, SEGES og flere andre steder – til kilderne. Derimod har jeg undgået den nemme løsning hos Google AI