Hvert forår venter jeg med længsel på at se de første dagsommerfugle. Den første Aurora med de hvidevingespidser dyppet i orange farve. De første søvnige og vinterblege Dagpåfugleøjer og Nældens Takvinger som dukker frem fra sprækker og brændestakke. Ohhh de første Admiraler og Tidselsommerfugle, der har fulgt med foråret sydfra, og som kommer trækkende helt fra Nordafrika og Middelhavet.

Men. Selvom disse meget almindelige dagsommerfugle tilhører en større familie – som for eksempel takvinger og hvidvinger – så er de også en smule ordinære og lette at skelne fra hinanden. Synes nørden. Derfor er jeg allermest glad, når de første blåfugle dukker op.

Jeg har skrevet om dem før, men i år har jeg fået en håndfuld nye i fotoarkivet. Og dem skal I lige møde.

Den helt almindelige Almindelig Blåfugl

Men først lige en genopfriskning af Almindelig Blåfugl. Den er udbredt over hele landet fra maj til september, ikke særlig kræsen så længe der er lunt og vokser ærteblomstrede planter til larverne. Det kan være kløver, kællingetand eller lucerne. Den er også ret mobil og strejfer gerne omkring, hvilket også gør det lettere for den at finde egnede levesteder.

Hvordan kan man se, at det er en Almindelig Blåfugl? Hannen er altid blå på oversiden med hvide frynser og en tynd sort streg mellem frynserne og det blå. Hunnen kan til gengæld variere fra helt brun til næsten helt blå på oversiden, og selvom de begge har orange sømmåner på undersiden, så har hunnen dem også typisk på oversiden. Men der er også andre blåfugle, som har disse kendetegn.

Altså er man nødt til at kigge på undersiden også. Alle blåfugle har måner på undersiden af vingerne, men på forskellige måder. Almindelig Blåfugl har to karakteristiske træk – på bagvingen løber der en hvid kile eller plamage mellem den yderste rand af orange måner og den mellemste ring af sort/hvide måner. Og på forvingen har Almindelig Blåfugl en ekstra lille måne mellem den store aflange måne og vingeroden.

Og det er alt sammen meget godt, men når solen skinner og sommerfuglekroppen er varm og fuld af hormoner, så pisker de rundt med så korte pitstop på en blomst, at det er umuligt at nå at se de små kendetegn. Eller farverne og mønstrene er så udtværede og slidte, at de nærmest ikke længere er hverken blå eller orange.

Så må man bare sidde og smile til dem og beundre deres energi og livskraft og glæde sig over, at Almindelig Blåfugl er tilpas alsidig til at klare sig i fremtiden.

Skovblåfugl

Se nu der! Ikke bare fik jeg omsider et foto af den nok højest og mest hektisk flyvende blåfugl, men her er faktisk en sommerfugl, som ikke er i tilbagegang. Som solsorten er Skovblåfuglen flyttet til byen og parkerne. Den lægger nemlig typisk æg på vedbend, men er også glad for blandt andet brombær – og de vokser jo overalt.

Jeg har før set den i skoven, men den har som sagt hverken siddet stille længe nok eller tæt nok til, at jeg har kunnet være helt sikker. Ved et tilfælde var jeg i Husby Klitplantage lige i de dage, hvor årets første Skovblåfugle kom på vingerne, og mens de stadig befandt sig i øjenhøjde i den tynde forårssol.

Som regel sidder de med vingerne lukket, så man kan se, hvordan undersiden adskiller sig fra de fleste andre blåfugle. Der er ikke nogen orange pletter, og månerne har ingen ring, men er bare sorte pletter. Egentlig gælder det samme for Dværgblåfuglen, men den er nærmest kun halv størrelse af Skovblåfuglen, så man kan ikke rigtig tage fejl.

Og så er der oversiden. Uforlignelig smuk med de tydelige årer, den sorte rand på forvingerne og de fineste striber i de hvide frynser. Bare 3 centimeter delikat himmel på vinger.

Bølleblåfugl

Jeg havde hørt og læst om Bølleblåfuglen, men aldrig set den før i år. Den er kræsen og noget af en hjemmeføding, som ikke bevæger sig mange meter væk fra hvor den kom til verden. Bølleblåfuglen er kun på vingerne i nogle få uger i juni og starten af juli, så derfor gælder det om at være afsted i gummistøvler på en solskinsdag. Gummistøvlerne er varme på en sommerdag, men man bliver glad for dem i den fugtige mose og i de våde kær.

Den lægger æg på enten Tranebær eller den lille busk Mosebølle, som den har fået sit navn fra. Hverken Tranebær eller Mosebølle er for så vidt sjældne-sjældne, men højmoserne eller de næringsfattige våde hedekær har været under kraftig reduktion på grund af afvanding, kvælstofudledning eller grundvandsindvinding, og der bliver derfor længere imellem biotoperne. Og når man er en lille sommerfugl, som ikke flyver så langt omkring, så er det sådan set lige meget om der findes en super god højmose nogle kilometer væk. For man kommer slet ikke så langt.

Men i den gamle mose nede ved Kulsøen, hvor tørvemosserne har dannet et tykt tæppe, som både Soldug og Tranebær kan vokse på – der fandt jeg en Bølleblåfugl af fineste slags. Hannen er dyb himmelblå, og man kan kende den fra de andre blåfugle på at den kun har en enkelt – men stor – orange måne på bagvingens underside.

Det var alle våde bukseknæ og insektbid værd – håber at vi ses igen til næste år.

Isblåfugl

På en varm sommerdag for nylig gik jeg langs et skovbryn med en brakmark på den ene side og stejle skrænter på en gammel grusgrav eller brunkulsleje på den anden side. Egentlig forsøgte jeg at finde en sti ned til ådalen, fordi jeg ville kigge efter mosens sommerfugle, men det lykkedes ikke. Til gengæld fangede en lille blågrå bevægelse i de høje græsstrå mit blik – en blåfugl af en slags.

Og så aktiveres den indre skattejæger, for hvilken blåfugl er det mon? Den var brunlig på oversiden, så med det blotte øje kunne jeg kategorisere det som enten en hun eller en Rødplettet Blåfugl. Den sidste er bare ikke ret almindelig på disse kanter, så formentlig en hun – men hvilken slags?
Det er svært at snige i høj vegetation, for bevægelserne får sommerfuglene til at flyve op, og så starter man forfra. Så der gik lang tid bare med at komme tæt nok på til at tage et enkelt billede.

En forstørrelse på kameraet viste, at det i hvert fald ikke var en Almindelig Blåfugl – men hvad kunne det så være? Foranderlig Blåfugl – njohhh måske, selvom det ville være lidt tidligt. Argusblåfugl – hmmmm den er temmelig sjælden. Jeg fik lidt flere billeder, inden den fløj langt ind over marken, og så måtte den endelige bestemmelse vente til jeg kom hjem og fik de gode briller på og sommerfuglebogen i hånden.

Det var en Isblåfugl. De fine måner på undersiden, det neonblå støv på kroppen og den sart orange bølgestribe på oversiden af bagvingen. Endelig så jeg den, for selvom den er relativt udbredt her i det midtjyske, så har jeg aldrig været helt sikker på om de blå glimt nede over engen nu også tilhørte Isblåfuglens hanner. Som de andre blåfugle er den i tilbagegang og nærmest forsvundet fra øerne på nær nogle få steder.

Isblåfuglen lægger kun æg på Musevikke. Den lille klatreplante med de fligede blade og tynde stilke, som vokser i vejkanter og på skråninger, og som egentlig er super almindelig og udbredt. Men mange års slåning af disse vejkanter, engstykker, brakmarker og så videre tager måske ikke livet af Musevikken, men Isblåfuglens æg eller larve ryger med i slåmaskinen. Og når man som sommerfugl kun lægger æg en gang om året, så kniber det med, at den når at lægge et mere på de nye skud af Musevikken.

Den brune blåfugl

Denne blåfugl har det underligste navn: Rødplettet Blåfugl – for den er jo tydeligvis brun. Og pletterne er ikke røde, men orange. Den brune overside finder man også på nogle hunner af Almindelig Blåfugl, men hos den rødplettede er det begge køn. Med lidt god vilje er der lidt blåligt støv på kroppens underside, og det er da også på undersiden, at den ligner de andre blåfugle i familien.

De orange pletter på oversiden af vingerne kan sagtens forveksles med hunnen af Almindelig Blåfugl, så da jeg bemærkede den lidt slidte brune sommerfugl, antog jeg den for at være lige netop det. Men heldigvis gik jeg på knæ og tog et par billeder, som efterfølgende afslørede, at det bestemt ikke var en helt almindelig blåfugl.

Hvis man kigger godt efter på undersiden, så mangler der nemlig den lille ekstra måne på forvingen mellem den store plet og vingeroden. Man kan også se en meget tydelig mørk plet på forvingens overside, hvilket er karakteristisk for Rødplettet Blåfugl. Og endelig sad den på sin yndlingsplante Hejrenæb. Tre vigtige spor for at artsbestemme den lille fyr.

Det er første gang, at jeg har set en Rødplettet Blåfugl – eller i hvert fald været klar over det. Den er ikke så sjælden endda, så længe der vokser rigelige mængder af Storkenæb eller Hejrenæb på lune skråninger. Måske er det derfor, at den ikke bryder sig om det flade Lolland eller Vestjylland? Ellers findes den heldigvis over det meste af landet og er tilmed i fremgang – sammen med brakmarkernes Storkenæb.

Den orange blåfugl

I år nåede jeg at se disse farvestrålende sommerfugle. Violetrandet Ildfugl er nemlig kun på vingerne nogle få uger i juni, og det var endnu en art, der stod på min ønskeliste. Den foretrækker egentlig fugtige enge og moser, så jeg var uforberedt på at møde den på heden. Men så alligevel gav det ret god mening.

Jeg håber, at I når at se den lille rødorange blåfugl, for den er let at kende fra sin meget mere almindelige fætter, Dukatsommerfugl. Violetrandet Ildfugl har nemlig blåfuglemåner på undersiden, og så har den denne fantastiske lilla rand på oversiden af forvingen.

At være bevægelseshæmmet, kræsen eller langsommeligt voksende er en voldsom hæmsko i moderne natur. Violetrandet Ildfugl lægger sine æg enkeltvis på planten Almindelig Syre, og den plante foretrækker at vokse i næringsfattig og lidt sølle jord, hvor græsset ikke dominerer alt for meget. Men planterne er trods alt udbredt i hele landet – så det kan ikke skyldes værtsplanten, at denne smukke ildfugl er blevet sjælden at møde. Men syre tilbyder ikke meget nektar, så der skal også være blomstrende urter til den voksne – den elsker Blåhat og Blåmunke!

Måske fordi den ligesom Bølleblåfuglen kun har en kort sæson til at sikre næste års generation. Hvis vejret er dårligt, hvis engen eller vejrabatten bliver slået inden larven er stor nok til at være dumpet ned, så kommer der færre næste år. Hvis nogen overhovedet. Det er den samme historie igen og igen.

Hvad med resten af familien?

Der er tomme pladser i fotoarkivet. Nogle af pladserne tilhører så sjældne blåfugle, at jeg formentlig aldrig får dem at se. Sortplettet Blåfugl findes kun et enkelt sted på Møn og Sort Ildfugl kun enkelte steder på Falster.

Argusblåfugl er også sjælden og kan være virkelig svær at skelne fra den lidt mere udbredte Foranderlig Blåfugl. Så måske har jeg set den, måske ikke. Engblåfugl findes her i Jylland, men som Bølleblåfuglen flyver den kun disse 4-5 uger i juni/juli, så det er ikke sikkert det bliver i år.

Jeg mangler også at finde den elegante Blåhale og dens kusine med det kedeligt præcise navn Det Hvide W. Der er gode egekrat til Blåhale, men de voksne færdes mest i toppen. De nye kommer frem fra pupperne om nogle uger, så jeg må en tur i skoven til den tid. Det Hvide W færdes som voksen også mest i trætoppene men på elm i stedet for eg. Jeg har set den en enkelt gang sidste sommer, hvor den for et kort øjeblik sugede nektar fra nogle tidsler.

Jeg ved præcist, hvor jeg om nogle uger vil overvåge gruppen af tidsler – måske også Blåhalen skal have lidt brændstof fra dem! Til gengæld er min lille tidselbuffet nok for langt mod vest til, at Guldhale kigger forbi, der skal jeg måske en tur til Vejle Ådal i august. Og det er jo et dejligt sted at gå på blåfugleskattejagt.

Nyd dem, de små blå som netop ikke altid er blå-blå, men er en mangfoldig familie.