Sidste uge bød på usædvanlig mange vandreture udenfor mit nærområde. Fjordlandskabet ved Ejby Ådal – Røsnæs på det vestligste Sjælland – Bølling Sø inde midt i Jylland. Men vandet er ikke det eneste lighedspunkt mellem disse tre meget forskellige steder.
De er også kulturlandskaber, som gennem årtusinder har været påvirket og skabt af mennesker. Og hvis vi ikke bliver ved med at påvirke landskabet, så vil naturen ændre sig og blive til noget andet. Især fordi vi tilpasser andre områder efter vores eget hoved og opfattelse af nytte, økonomi, pænhed eller behov.

Den korte tur i Ejby Ådal – 3-4 kilometer

Denne lille istidsdal har jeg kendt lige siden sommerferierne hos min morfar og mormor. Min morfar var meget interesseret i fortidsminder og arkæologi, og på kanten af ådalen lå der både en udgravet stendysse, som man kunne kravle ind i og ikke mindst en forstenet troldkælling! Min mormor vidste en masse om urter og planter, og fortalte som noget helt naturligt om alle de blomster vi kom forbi, og det lille feriebarn sugede alle indtryk til sig.

Senere i livet kom jeg til at bo med ådalen i “baghaven” og gik mange ture i og omkring fjordlandskabet med barnevogn, klapvogn, trækvogn eller små drengeben, der nok mest syntes at det var spændende at smide sten i fjorden. Men ådalen var et dejligt frikvarter – uden at jeg rigtig vidste, hvor speciel den er.

Det er over ti år siden, at jeg sidst gik turen rundt langs kystskrænterne – ned til det lille delta hvor Ebjy Å løber ud i Isefjorden, op ad trapperne på den anden side af ådalen og langs overdrevene tilbage for at krydse åen igen under de høje kroner på elletræerne og op ad grusvejen tilbage til udgangspunktet i villakvarteret.
Dengang jeg boede her, vidste jeg ikke hvor unik ådalen er i forhold til planter og fauna. Fordi den aldrig har været dyrket, men gennem århundreder bare været græsset af husdyr hver sommer, så er området utrolig artsrigt og hjemsted for især planter, der blev sjældne eller som ganske enkelt forsvandt andre steder, da man effektiviserede, gødede, sprøjtede og rettede ind og ud. Åen snor sig som den altid har gjort. Skrænterne er stejle, tørre på sydsiden og fugtige på nordsiden. Jorden er moræne og grus – næringsrigt uden at være overgødet, husdyrene træder jordbunden op, æder af græsset og buskene, der er læ og varmt – helt derinde i bunden af Isefjorden.

• 

• 

• 

Det overdådige blomsterflor, som både var det samme og anderledes end hvor jeg nu færdes til dagligt, bragte mig tilbage til sommerferierne med mine bedsteforældre. Valmuer, der falder så hurtigt; Kornblomster så blå som min morfars øjne; Røllike, der dufter stærkt men som er for sej i stilken til at plukke; Gøgeurt, som man heller ikke måtte plukke da jeg var barn; Ranunkler, blanke og gule men som taber kronbladene inden man når hjem; Storkenæb, som dufter så stærkt, når man rører bladene.
Den voldsomme duft af hyldeblomster, når man passerer under buskenes tag; den sarte og flygtige duft af vilde roser; den sidste sødme fra den vilde kørvel. Alt det mindede mig om de uendelig mange ture, jeg har gået her engang; udsigten over fjorden og vandets skiftende farve alt efter årstiden og vejret.

Ådalen er fredet, og blandt naturnørder prises den for sine kvaliteter. De senere år har der været fokus på at fjerne den opvækst af buske og småtræer, som sker over tid. Men den dag der ikke længere græsser køer på skrænterne og overdrevene, så forsvinder det. Naturen vil overtage på sin egen måde og bevoksningen ændre sig, og en værdifuld biotop vil formentlig forsvinde. Tabet vil være størst fordi vi ikke har ret meget tilbage af en naturtype, som engang var udbredt over det meste af landet.

En kort tur på Røsnæs – 4-5 kilometer

Vestsiden af Sjælland består af odder og næs, der rager ud i Kattegat og danner rammen om de fine bugter. Røsnæs danner sydsiden af Sejrøbugten og nordsiden af Kalundborg fjord. Som en spydspids rager den 15 kilometer ud og de høje skrænter tvinger vinden op og ind over land. Røsnæs får mere sol og mindre regn end de fleste andre steder i landet, men det er frugtbart. I hvert fald sammenlignet med min hjemlige sandbunke.

Jeg kom af og til på Røsnæs førhen, ikke fordi jeg ledte efter sjældne planter eller sommerfugle, men fordi jeg holdt af lyset derude på spidsen, hvor der er vand på begge sider. De yderste overdrev og udsigten over bugt, fjord og hav. Det sjovt underdimensionerede fyr, rullesten og slåenbuskenes tæthed på toppen af skrænterne.

Det var blæsende og køligt, og vi havde ikke tid til den helt store dagstur. Så det blev til en rundtur langs engene, ned på stranden og rundt pynten, lidt varme på en gammel bænk i læ for vinden, et krus kaffe fra den lille kiosk ved fyret, ind over overdrevet og de små lunde med bøgetræer og tjørn og tilbage til parkeringspladsen ved naturskolen.

• 

• 

Med min nye optagethed af især sommerfugle, så var jeg bevidst om, at der er sjældne arter, som især lever på Røsnæs, fordi det er et af de sidste større områder med den samme form for ekstensiv græsning som i Ejby Ådal. Men ud over en håndfuld nyudklækkede Nældens Takvinge og et par Admiraler, så bød turen ikke på hverken Blåfugle eller Bredpander.

Men alligevel ventede der en overraskelse, for pludselig fløj noget forbi i et voldsomt opskruet tempo. De fleste sommerfugle flagrer eller flyver mere eller mindre energisk, men denne her fløj som om den havde myrer ned ad ryggen. Den var svær at følge med øjnene, fordi den hele tiden skiftede retning; jeg kunne kun nå at se et flash af noget orange og brunt. Til gengæld fløj den frem og tilbage, og i få sekunder ad gangen slog den sig ned på stiens varme grus, inden den igen strøg afsted.
Umulig at snige sig ind på så jeg opgav, og besluttede mig i stedet for at prøve om den smukke guldsmed Blåpil ville blive siddende længe nok på stien. Og hov – nogle gange er man bare heldig.
For netop som jeg kom tæt på guldsmeden, så satte sommerfuglen sig næsten lige ved siden af, og jeg fik et sjældent billede af en Vejrandøje.

• 

• 

Den er ikke sjælden som sådan, men er kun udbredt i visse dele af landet. Midtjylland er så ikke et af de steder, så det var lidt stort at “opdage” den. Til gengæld er den forbasket at fotografere, netop fordi den flyver så hastigt rundt. Så med et uventet tjekmærke på årets sommerfugleliste og en buket af Sand-Lucerne i alle farver var turen til Røsnæs lige så berigende, som hvis jeg havde set nogen af alle de sjældne arter, som lever langt derude i Kattegat.

• 

• 

• 

Røsnæs er fredet, og selvom skrænterne naturligvis ikke forsvinder sådan lige med det samme, så vil havet erodere dem over tid. Storme, stigende vandstand og regn vil få det plastiske ler til at skride ud. Røsnæs har aldrig været dyrket, men altid ligget hen som græsning og skov, og det har sammen med de klimatiske forhold givet særlige betingelser for lige netop de planter og insekter, som især trives med det. Hvis vi enten holdt op med at lade husdyrene græsse eller pløjede det op til vinmarker eller grisefoder, så ville de forsvinde.
Så endnu et kulturlandskab, der kræver vedligehold.

Den lille rundtur på 4-5 kilometer skuffede ikke. Pyt med vejret, pyt med at der faktisk var mange mennesker – skoleklasser på natur-tur, lystfiskeren med sit webcam på stenene, de unge mænd i shelteren, pensionister med kaffekurv og fornuftigt fodtøj, cyklister i lycra og andre som os “bare ude at gå en tur på en tirsdag”.

Og så den lange – 12 kilometer rundt om Bølling Sø

Det var længe siden, at vi sidst havde været der. Måske fordi den ligger lidt længere væk end vores andre yndlingsture, og dermed bliver til en heldagstur, når man regner køretiden med. Men et dejligt gensyn på endnu en let overskyet sommerdag.

• 

• 

Når man i dag går rundt om søen kan det være svært at forstå, at området kun har set sådan ud i 15 år – og så for 15.000 år siden. Den oprindelige sø var et dødishul med en gigantisk isterning, hvis smeltevand dannede en af landets højst beliggende søer på den jyske højderyg.

Lige der på randen af iskappens udstrækning i den sidste istid ligger der en dyb skål i bakkerne af grus og sand. Som de fleste andre dødishuller var der oprindeligt ikke afløb fra søen, og der er heller ingen kilder, som forsyner den med vand. Men formentlig fordi Bølling Sø ligger så højt, så sivede vandet alligevel lidt ud til siderne – lige på kanten af det store vandskel løber vandet i den vestlige ende ud i Skygge Å, som er en del af de vandløb, der bliver til Karup Å. Flyder mod nord på den vestlige side af vandskellet for at ende i Limfjorden. I den østlige ende af moserne og de våde enge starter Funder Å, der løber mod øst og forener sig med Gudenåen i Silkeborg Langsø.
Jeg har tit i sjov tænkt på, hvor Bølling Sø er højest – når nu vandet løber og siver ud i begge ender? Præcis hvor ligger vandskellet?

• 

• 

• 

Men søen blev hurtigt – relativt – mindre og mindre i takt med at klimaet blev lunere, tagrør og vandplanter groede lystigt og i løbet af 10.000 år blev Bølling Sø til en kæmpe mose med et lille vandhul. Stenalderens befolkning havde fisket, jaget og boet omkring den, de første stenalderbønder og bronzealdermennesker havde deres små brug og husdyr langs med søen og den mystiske mose. De lagde trædesten ud for at kunne krydse sikkert over det sumpede og forræderiske dynd – og de ofrede våben, smykker, rav og mennesker i mosen. Trædestenene ligger der endnu under søens vandspejl.

• 

Stenaldermenneskene forsvandt, vandrede videre eller mødte jernets overtag. Hærvejens handelsruter gik både øst og vest om mosen, alt efter årstid og farbarhed. Krigsmænd og konger, stude og får har passeret bakkerne og fået mudrede fødder – men måske også set Havørnen svæve majestætisk over mosen, duftet til Porse og Hyld, set guldsmedene jage på kobbervinger? Slaget på Grathe Hede om kongemagten, mordet på Erik Klipping i Finderup Lade, Grevens Fejde – har de også plukket en håndfuld Blåbær på vejen, har de også taget et hvil i lyngen, har de knebet øjnene sammen mod den skarpe sol?
Senere blev området kun befolket og befærdet af hedebønder og hosekræmmere som i St. St. Blichers historier.

Men for 150 år siden skete der noget. Det metertykke tørvelag kunne udvindes industrielt, jernbanen fra Silkeborg til Herning fik et ordentlig herresving forbi Bølling Sø, og der blev etableret tørvefabrikker næsten hele vejen rundt. Man drænede, pumpede, æltede og gravede. Hedeselskabet ledte efter mergel, plantede træer og gravede kanaler og grøfter.
Tørveeventyret varede i næsten 100 år, men så var der også kun en lille stump af den oprindelige højmose tilbage. Til gengæld havde man et ordentligt hul i jorden.

Det blev en langsommelig affære at få området fredet og få lov til at fylde hullet med vand. Men omsider i 2004 kunne man sætte en stopper for afvanding og dræning – og i løbet af bare et halvt år var den nye Bølling Sø etableret. Jeg vil ikke kalde det en genetablering, for det er trods alt 15.000 år siden, at der sidst var så meget åbent vand i søen. Men hvis vi holder fingrene væk og lader naturen passe sig selv, så vil den måske langsomt, langsomt igen blive til en højmose. Og så kan man tale om at den er genetableret.

• 

• 

• 

Søen er et kulturlandskab, men den ser naturlig ud her 15 år senere. De fugtige enge på sydsiden, de gamle egetræer på nordsiden, forkrøblede Fyrretræer, skrænter med lyng og magre urter, den lille knop med gyngende tørvemos som stikker ud i søen – dækket af Porse og Kæruld. Moserne mod øst fyldt med Tørvemos og Kærmysse, sort vand og døde træer. Blåbær og Mosebølle. Gæssenes kalden ude på søen og deres skræppen på engen, majestætiske Knopsvaner, Musvågerne over engene, Rørspurve og Lærker.

Jeg elsker turen rundt om Bølling Sø, fordi den både har historiens vingesus over sig – fra moseligets vidnesbyrd om en menneskeofring til de rustne rester af ressourceindvindingen af tørv og rækken af de små øer, der fortæller at moderne tiders højspændingsledning gik her (en opgradering af højspændingsledningen blev dog lagt i kabler under søen i stedet for nye kæmpemaster). Men også fordi naturen omkring søen er eventyrlig i sin variation og alsidighed. En rigdom af planter, dyr og insekter – et bombardement af sanser og skiftende former, lys, lyde, udsigter og hemmeligheder.

• 

• 

Kultur og natur

Alle tre ture kan anbefales, selv på overskyede eller regnfulde dage. Tag en snack eller en madpakke med på selv den korteste tur og find et sted at holde pause, selv når man ikke trænger til pause for benenes skyld. Men for sindets og velbehagets skyld.

Vi har faktisk ikke ret meget natur, hvis det sådan skal være “rigtig natur”. Men vi har en masse kultur-natur, som måske ligger lige rundt hjørnet. Istiden og klimaet har givet os det land vi har, men vores færden de seneste 10.000 år har været en vekselvirkning mellem naturen og os – vores husdyr eller færdsel har givet gavnlige forhold for visse arter og naturtyper. Til gengæld har vores færden de sidste 150 år i stigende grad været mere kendetegnet ved udbytning af landet end ligeværdig og langsom tilpasning. Derfor er “naturpleje og -genopretning” nødvendig, hvis vi gerne vil bevare de rester af “kultur-natur”, vi har tilbage.

Selvom jeg egentlig synes, at det er lidt et paradoks, når vi forsøger at fastfryse eller fastholde en bestemt type landskab i en natur, som altid stille og roligt ændrer sig. Om tusind år er Bølling Sø måske igen mere mose end sø, Ejby Ådal er tørret ud eller vokset til og Røsnæs er en smal odde, som havet stille og roligt gnaver sig igennem? Måske er Kobjælderne forsvundet, måske er Gøgeurterne blevet til mange, måske er Fiskeørnen tilbage over søen? I det store tidsregnskab er vores bestræbelser næsten ingenting, men de betyder noget for os i dag, for vores børn og børnebørn og derfor synes jeg, at det er vigtigt at passe på det.

God sommer og husk at gå en tur!