Kronheden og klitheden – storheden og kærligheden til de åbne vidder. Vidt forskellige landskabstyper men fælles er den måde alting synkroniseres inden i mig, når man står derude med våde bukseben og blussende kinder. Når det er længe siden, at jeg sidst har været på tur, så trækker de store vidder som en rastløs magnet. Ud hvor jeg kan se langt, ud hvor horisonten findes.

Kronheden

Lige øst for Ulfborg ligger Stråsø Plantage, som er en del af Kronheden (i øvrigt et meget misvisende navn i nu om dage – langt, langt det meste af er landbrug og nåletræsplantager. Men det er en anden historie).

Nogle af de relativt store hedeområder, vi har tilbage, ligger her – Nørre og Sdr. Vosborg Hede, Vind Hede og nogle lidt mindre lommer mellem kvadraterne af grantræer og majsmarker. Lilleåen snor og slynger sig på skrå igennem det kuperede landskab – utroligt at det faktisk er en sjældenhed, når et vandløb stort set har undgået at blive rettet ud og rettet til.

Vi var tidligt på færde, og solen stod kun lige over kanten af læhegnene, da vi kørte ud for at se efter krondyr. Der er et bestemt sted nord for Vind Hede og ned mod Lilleåen, hvor vi flere gange har kunnet se en flok, men de var der ikke denne morgen. Til gengæld så vi tre smukke traner, som fouragerede på en høstet majsmark i det blødeste morgenlys, inden de lettede og fløj videre til det næste sted.

Vejret var smukt og stille. Det var et hjørne af området, som vi ikke kendte til fods; en opdagelsesrejse og et lille eventyr lå lige der og ventede på os.

Duggen og nattens regn lå vådt og tungt på alting og buksebenene blev hurtigt gennemblødt, da vi gik op igennem græs og lyng. Det er som om tiden går lidt i stå – eller som om tid ikke betyder noget. At gå langsomt bare med det formål at sanse og opleve.

Ravnens dybe “klonk” og musvågens skrig var de eneste lyde i det stille vejr. Ikke engang en brusen i nåletræernes krone, kun majshøsternes kværnen og skrumlen rundt omkring i det fjerne.

Når man ser ud over efterårsheden er den brun. De fugtige områder er lysere gylden-vissen af græsser og siv. Men når man kigger ned, for at se hvor man går, så er heden grøn, violet, hvid, rød, gul, grågrøn, blå.

De nye skud på Revling har silkebløde grønne blade på den smukkeste rødlige stængel. Lyngen har lysere grønne skudspidser, og nogle steder har den sat nye blomster, mens de afblomstrede står som små lyse nister på stilkene. Der er pletter af gule blomster på Høstborst og Høgeurt, mens deres nye bladrosetter står som grønne kranse mod det lyse sand.

Lav i lakrøde, knaldgule eller grågrønne farver dækker fladerne hvor lyngen giver plads, og Rensdyrlavets filigran lyser næsten hvidt i kontrasten mod de grønne nuancer.

• 

• 

• 

• 

Kær og vandhuller spejler dybt blå himlens farve. Birkebladene flagrer som gule sommerfugle på vej fra grenene og ned til jorden. Kom ud og kig.

Plantagen har ikke nær så mange farver men tusind nuancer af grøn og en håndfuld brune farver. Mosser, alger, svampe dækker skovbunden med et slørende tæppe af blødhed og camouflerer gamle stubbe, grene og de væltede træer, som flismaskinerne lod ligge. Men de lange rækker af især gran har deres egen skønhed, når sollyset kan finde vej igennem en række, eller hvor stien slår et sving.

• 

• 

• 

• 

Klitheden

Dagen efter bød på en helt anden slags tur. Blæst og finregn langs med Vesterhavet og klitheden i Husby Klitplantage.

Klitheden er et af mine yndlingssteder, uden at jeg helt kan forklare hvorfor – jeg tror, at det er noget med vidderne, lyset og den natur som folder sig ud, hvis man kigger efter. Den er afdæmpet men barsk; den er øde men fuld af liv.

På afstand eller når man kigger ud over den, så ser den grumset bleggrøn og brunlig ud. Strid og fjendtlig med de vindblæste træer, havets rumlen som baggrundsmusik til vinden og de strittende vækster. Men jeg synes, at den er smuk på alle årstider og i alt slags vejr.

Jeg har gået der i kold slagregn, i bagende solskin, i stille vejr hvor lærkerne faktisk kunne komme højere til vejrs for at synge, i stormvejr hvor havet buldrede men det næsten føltes som læ inde på heden.

• 

• 

Denne gang fandt vi en ny lille sti ind på heden udefra stranden og blev overraskede over, at der stadig er så mange urter, som blomstrer.

Klokkelyng, der ellers mest står med sine rustrøde frøstande og nye grønne skud, men som lige forsøger sig med et par blomster. Liden Klokke og Blåmunke har også stadig nogle få blomster hist og her. Lyngen er nogle steder bare 10cm høj, men har stadig energi til at blomstre. Og ikke mindst Klokkeensian, der på fugtige steder står nede mellem Revling og Klokkelyng med sine lukkede himmelblå blomster og venter på et solstrejf for at åbne sig for de sidste håbefulde insekter. Et sted stod næsten en hel have af blomstrende Svinemælk og Høgeurt med vuggende gule blomster i læ af de stive strå fra Sand-Hjælme. I det rene sand – man undres hvordan de gør det.

• 

• 

• 

Mosebøllen har efterhånden smidt bladene, men der er stadig masser af dugblå bær. De smager overmodent men er nemme at se, nu hvor grenene er næsten bare. Dværpilen skifter også til gule efterårsfarver og Vandnavlens runde blade bliver gule og ligner smukke knapper, som de ligger der på den mørke jord i det tørre kær.

• 

• 

Sporene fra Rådyr og Ræv tegner sig i sandet og det fine lag af mudder, hugormene og sommerfuglene er væk for i år. Solduggen er næsten visnet ned, der var bare to bittesmå tilbage i det kær, hvor de var så talrige i sommer.

Til gengæld står Bjergfyrren med sine pikkelhue-skud pludselig tydeligt rundt omkring. De små træer har skudt 20-30cm på en sommer og rager nu op over den øvrige bevoksning. Det er fast arbejde for Naturstyrelsens folk at luge de invasive arter væk med mellemrum. Må egentlig være lidt træls – først at bruge så mange kræfter på at plante de mange Bjergfyr i plantagerne, for så at lade næste generation af skovarbejdere bruge ligeså mange kræfter på at begrænse dem.

• 

• 

Kærligheden

To dage og to ture. Helt forskellige på grund af vejret og på grund af landskabets karakter – indlandsheden og plantagen i solskin versus klitheden og havet i gråvejr. Og alligevel giver det den samme følelse indeni af frihed og opløftelse. Jeg trækker vejret friere derude, hvor man kan se langt. Man bliver synkroniseret igen.

Hvor himlen er stor, og hvor den tålmodige rejsekammerat venter, når jeg finder en ny svamp, en ny plante, en sjov sten, et smukt mønster eller bare fortaber mig i en udsigt. Hvor man kan sidde på en træstamme og se skovskaderne flyve forbi eller årets sidste guldsmed.

• 

• 

• 

• 

• 

Storheden

Hørte en radioudsendelse med temaet “Naturen er ren medicin”. På et tidspunkt blev det bragt op, at de fleste af os har en slags “yndlingsnatur”. Hvilken type landskab er forskellig fra person til person, men smuk eller tiltalende natur er som regel steder, hvor vi kan overskue naturen på en sådan måde, at vores urhjerne ikke behøver at være på vagt for farer eller uventede hændelser. Vi slapper af og oplever velvære i en tryg natur – hvilket så kan tolkes, som om naturen har en helbredende virkning.

Jeg kan ikke udpege en decideret yndlingsnatur, og jeg tror ikke på naturen som medicin. Men åbne vidder – udsigt – at kunne se en horisont – det giver mig ro. Strandenge, heder, højdedrag og bakketoppe. Så jeg kan sanse, at livet er mere end netbank, e-boks, husleje og forpligtelser. Så jeg kan glædes over naturens mangfoldighed, hvis jeg åbner øjnene.

Det er ikke naturen, som aktivt helbreder eller afstresser mig – den er der bare. Den ænser ikke mig og er ret ligeglad med min tilstedeværelse. Mennesket er den eneste af naturens skabninger, som har en bevidsthed om eksistens. Jeg helbreder mig selv, fordi at være i naturen minder mig om den storhed, som jeg er en del af.