Sig nærmer tiden

Efteråret rummer en brutal skønhed i årstidernes cyklus. Der er en voldsomhed i vejret, i farverne og i lyden. Jeg elsker lyset, den varme trøje, de kolde æbler, nødderne og slow food. Men jeg holder også af at blive mindet om den mere dystre eller mørke side af efterår som begreb.

Efteråret er brutalt, fordi det handler om afslutning, forgængelighed og opløsning af det materiale vi alle består af, og som indgår i den større helhed.

Efteråret har så meget skønhed, fordi det kan være så uendelig smuk en finale, når trækfuglene danner mønstre på himlen, løvtræerne skaber en gigantisk farvesymfoni, og den første knasende rimfrost gnistrer og danner tågeslør.

Der er en stor sanselighed i efteråret. Vinden bliver kold mens solen stadig kan varme huden, og man finder vanterne og huen frem kun for at tage dem af igen, når de alligevel bliver for varme.
Væk er forårets og sommerens søde dufte af blomster og buske. I stedet dufter der af svampe, mos, fugt, æbler og våd bark.

Småfuglene har fundet foderbrættet igen, mens solsorten foræder sig i tjørnens røde bær. Et glædeligt gensyn med Kvækerfinkerne der finder sig til rette som vintergæster. Skovskaden som årvågent kommer tæt på og snupper et par kerner. Rødhalsen der lige skal se om de andre har tabt noget eller overset nogle insekter. Og Gærdesmutten der lynhurtigt patruljerer under stauderne.

Sommerens lange vandreture er erstattet af kortere ture i skoven, på heden eller langs stranden. Blæsten buldrer for så pludselig at forære os en stille dag, hvor gæssenes diskussion kan høres, og musvågens skrig næsten får rumklang ude mellem læbælterne.

Det blæser, bladene hvirvler raslende rundt, mens jeg undrer mig over, hvorfor ikke alle asketræer får gule blade; eller hvorfor det kun er nogle få grene på det store bøgetræ, som har skiftet farve – var det mon også dem, der sprang først ud i foråret? Og hvorfor skifter Sølvpoplens blade ikke farve på undersiden, men bliver ved med at være hvide?

Efterår. Eftertænksomhed. Det er en kliché, når vi siger “vores livs efterår” – stadig smukt men også mørkere, kortere dage – tættere på vinterens død end sommerens livlighed og varme.

Mennesker man kender, holder af, husker eller hører om, visner og falder af livets gren; som et memento mori formulder bladene, blomster størkner et kort øjeblik af frost, inden de synker sammen. Døde grene knækker af i årstidens kuling.

Jeg takker græshoppen, for at den sang hele sommeren i stedet for at samle forråd. Jeg synes, det er et mirakel at lærken synger og synger uden at hamstre frø som spætmejsen.

Og som en anden kliché bliver det forår igen, alt det døde lever videre, intet går til spilde.

Så efterår er også taknemmelighed – ikke som høstfesternes fejring af forråd, men over at leve dagene og mærke både de små og store hjul i naturens tidsmaskine, når jeg går derude – langs stranden, i skoven, over markerne eller på heden sammen med Blicher.

Sig nærmer tiden, da jeg må væk
Jeg hører vinterens stemme;
Thi også jeg er kun her på træk,
Og haver andetsteds hjemme.

St. St. Blicher “Præludium”