Mols er dråberne under Jyllands næse i mit skoleatlas. Mols var efternavnet på færgerne Mette og Maren, der sejlede mellem Sjællands Odde og Ebeltoft, da jeg var barn. Molbohistorier fortalt af min farfar, mens jeg som lille traskede efter ham og roehakken. Indtil sidste uge havde jeg kun oplevet Mols Bjerge på en udflugt som sommerferiebarn hos min morfar og mormor, men alligevel husker jeg tydeligt bakkerne, fårene og de enkeltstående enebuske. En fuldstændig fremmed verden for barnet fra det flade og lerede Lolland, hvor der hverken var bakker, får eller enebær.

Derfor var det et stort ønske på vandrelisten, som blev opfyldt, da vi snørede vandrestøvlerne og smed det uldne undertøj i rygsækken for at begynde årets lange vandreture med et ægte eventyr – og ikke det mindste molboagtigt.

En lille advarsel: indlægget her er langt, så kære læser – gør dig det behageligt og kom med på en rigtig vandretur med masser af billeder og indtryk!

Kalø Slotsruin og skovene omkring – 12,4km

Slotsruinen

I over 700 år har borgen ligget derude på øen. Javist, det er en ruin nu hvor kun resterne af tårnet rejser sig som silhuet mod havet og himlen, men i 350 år fra 1313 og til 1672 var den centrum for det len, som det meste af Djursland hørte under. Vejen derud er brolagt med store piksten, og det må have skrumplet forfærdeligt, når vognene har trillet frem og tilbage over den lange og lave dæmning.

Vejret var dejligt, solen skinnede og de store munkesten var lune at røre ved. Jeg bliver altid fascineret af tanken om hvor mange hænder, der har rørt ved disse gamle bygningsværker. Hvor meget arbejde og hvor mange ømme rygge, svedige ansigter og flossede negle det har kostet at fremstille stenene, transportere dem, stable, løfte, hejse, række dem. Tårnets mure er over 3 meter tykke i bunden, men også de øvrige bygninger og murene, der omkransede hele komplekset, har været bygget i tegl.

• 

• 

Strandengene og Hestehave Skov

På tilbagevejen havde vi solen i ryggen, og strandengene lignede et maleri af L.A. Ring, sådan som himlens blå spejlede sig i de mange små søer, pytter og render, som tidevandet har slidt i engen.

Ishuset havde åbent – men vi skulle videre og var lidt længselsfulde efter at lægge parkeringspladsen og “turisterne” bag os, så vi drejede ind på første etape af Mols Bjerge-Stien. Langs med bugten, hvor det blå vand blinkede gennem tagrør på den ene side og gamle krogede egetræer på den anden side.
Elletræer, asketræer, bøgetræer, birketræer – vindfælder og væltede kæmper overgroet med mos og svampe. Snart gik stien op og ned af de bløde og skovklædte bakker i Hestehave Skov, og vi fik en forsmag på hvad de næste dage ville bringe.

• 

• 

Ringelmose Skov

Ruten krydser over hovedvejen og ind i Ringelmose Skov. Kilder, mosehuller og damme giver karakter til de gamle træer. Men her havde skoven tydeligvis stået langt mere beskyttet end ude ved kysten, og stammerne rakte højt, højt mod himlen. Grusvejene var gode, og rådyrene på engen vurderede, at vi var harmløse, mens vi asede op ad den lange bakke til Kalø Hovedgård.
Som så mange andre museer og besøgscentre er der lukket for tiden, men sekretariatet for nationalparken har hjemme på det “lille” jagtslot, og inviterer til at man kan holde en pause på bænkene langs huset – og nyde udsigten ned over engene, skoven og Kalø Vig. Det gemmer vi nu til en anden gang, klokken var ved at være mange, og vi manglede stadig nogle kilometer ned til bilen.

Skyggerne blev lange, og temperaturen faldt voldsomt; og da vi kom ud af skoven igen, var havgusen rullende på vej ind ude fra bugten. Det var fuldstændig magisk at se, hvordan silhuetten af Kalø Slotsruin langsomt blev sløret og opslugt. Naturens scenograf er uovertruffen.

Bjergetapen – 20,3km

Tågebjergene

Som i Tour de France er taktikken en vigtig del af planlægningen af dagens etape. Dagsform, vejr og grej. Vi havde også en taktik – i stedet for at følge vandreruten slavisk fra start til slut, så valgte vi at tage den mest udfordrende etape først, mens vi havde mest muligt energi. Og fordi Bjergetapen er en rundtur, som både starter og slutter i Femmøller, var det oplagt at stille bilen på parkeringspladsen og tage rygsækken og kameraet på nakken (rygsækken til Rejsekammeraten og kameraet til mig).

Det var frostvejr og tåget. Selv midt i landsbyen var det som om, vi var de eneste mennesker, der var ude. Vi var spændte og forventningsfulde. Var etapens 20km så anstrengende, som rygtet ville vide? Kunne de halvgamle skeletter holde til det? Havde vi trænet nok og fået kondition nok efter en coronavinter uden svømmehal? Kunne balancen klare det? Ville vejret klare op?

Bjergetapen starter ikke blidt. Få meter inde på stien rejser der sig en næsten lodret kløft, og pulsen ryger i vejret ligeså hurtigt, som man mister pusten. Op, op, op igennem tågen mellem træstammerne der slutter tæt om stien, indtil man pludselig er oppe på toppen – for så med lettelse “bare” at følge stien op og ned og op og ned, mens den snor sig gennem slugter og bakkekamme.
Rimfrosten havde pyntet alle overflader. Spindelvæv blev afsløret som guirlander af sukker, hindbærstænglerne havde pels, græsser og blade fik afsløret alle detaljer af den smukke rim.

• 

• 

Tågen tilføjede noget magisk til vandreturen. Silhuetterne af træer og buske trådte på en måde både mere tydeligt frem, fordi resten var sløret, men samtidig fik alting også en blødhed over sig, et filter, som gjorde farver og former diffuse. Det var eventyragtigt, når man pludselig fik øje på en hest eller en ko, der med rim og fugtperler i pelsen trådte frem af disen.

Ingen udsigt men stor sceneri

Prisen for det overnaturlige og magiske sceneri var manglen på de højt berømmede udsigter. Vi anede ikke altid, hvor langt der var til toppen, hvor mange flere bakker vi skulle op og ned ad, eller hvor stejlt der var til siden. Heldigvis var ruten tilpas godt skiltet til, at selv i tæt tåge kunne man sagtens finde vej.
Trehøje blev passeret i tyk tåge, de åbne vidder, jeg huskede fra min barndoms ferietur, blev passeret, og enebærbuskene stod dryppende med hængende grene.

Ind og ud af indhegninger og klaplåger. Der går heste og kvæg over hele området, og alle steder værdigede de os knapt nok et blik, når vi gik forbi. Overalt er der skiltet med “fodring strengt forbudt”, netop for at dyrene ikke skal forbinde mennesker med godbidder og ændre adfærd.
Vi mødte både Callowaykøerne med det blide udtryk og den sorte pels, skotsk højlandskvæg med de lange, spidse horn og tunge Hereford med de hvide masker. Exmoor-ponyer og islandske heste i vinterpels.

Rewilding som naturpleje

Alle dyrene er et vigtigt led i naturplejen. I sig selv et underligt ord, som jeg altid har syntes er en sjov sammensætning – eller tragisk. At pleje forbinder jeg med at noget skranter eller har det dårligt, og det skal lindres eller helbredes. Natur eller naturligt forbinder jeg netop med noget som man ikke skal regulere eller justere ved, for så bliver det jo unaturligt?
Men meningen er jo god nok. Utrolig meget af den danske “natur” er jo påvirket eller resultatet af menneskers kultivering og brug gennem århundreder.
Ofte hører man sætningen “hvis vi ikke gør noget, så springer det hele i skov”, som om det var det værst tænkelige. Rod og rødder og buskads og krat og invasive arter over hele paletten – slet ikke de høje slanke bøgestammer, som de fleste forbinder med “rigtig” skov.

Men nationalparken Mols Bjerge har prøvet at tænke anderledes end den traditionelle naturpleje af de tørre overdrev og lysåbne skove. Man har på et bestemt område slået de mange mindre indhegninger sammen til én stor, som rummer både skov, krat, moser og overdrev på de 120ha – og her har man sluppet en lille håndfuld Exmoor-ponyer og Calloway-køer fri til helt at passe sig selv – under behørigt tilsyn. Sådan at forstå at de året rundt selv finder føden på arealet og ikke bliver fodret, at bestanden regulerer sig selv (men syge dyr naturligvis aflives), og i det hele taget lever så naturligt som de engang gjorde.
Bestanden blev afstemt efter at der skulle være føde nok hen over året, men de er for få til at græsse overdrevene helt i bund, så urter kan nå at blomstre og sætte frø. Nu her sidst på vinteren og i det tidlige forår er de åbne vidder til gengæld korte som en golfbane, mens dyrene spiser knopper og kviste af buske og gyvel, bark fra træerne og brombær.
Det er et eksperiment, hvor naturplejen faktisk går ud på netop ikke at pleje med buskryddere, motorsave, slåmaskiner – men alene lade naturen passe sig selv.

Dyrene så ud til at være fint tilfredse. Man kan læse på nationalparkens hjemmeside, at de endda har været overraskende flittige til at formere sig og de 13 stykker kvæg blev i løbet af 2½ år til 32 voksne og 12 kalve i 2019. Det er naturligvis for mange, og de “overskydende” heste og kvæg bliver taget ud og enten flyttet andre steder hen eller solgt.
Der har været megen debat om forsøgsprojektet i forhold til dyrenes velbefindende, og det at de ikke fodres men skal klare sig selv. Nogle mener det er uforsvarligt og i strid med dyreværnslovgivningen – men det må understreges, at lovgivningen overholdes. Så det er nok mere en moralsk diskussion om, hvad vi mennesker mener, der er bedst for dyrene.
Jeg kunne i øvrigt netop i dag læse, at politi og dyrlæge havde været på uanmeldt besøg for et par dage siden, som en reaktion på anmeldelser af dyremishandling. De kontrollerede samtlige dyr, samtlige installationer og fandt alt i orden og ingen grundt til anmærkninger. Det glæder mig.

Personligt ved jeg godt, hvad jeg ville foretrække. Hellere være lidt sulten og skulle spise stive gyvel, brombærblade og mirabelle-bark om vinteren men til gengæld kunne færdes frit på 120ha; end at stå og vente på at få en favnfuld wrappet hø og gulerødder, mens man trasker rundt i en støvet og lille fold.
At have tyk vinterpels, gnubbe den af på tjørnen og fyrrebusken og nyde en hel sommer med solen direkte på huden, frem for at være til grin iført dækken både sommer og vinter for at nogen kan ride på mig, være plaget af fluer og mider og eksem for så at skulle gå med ansigtsmaske og grime med frynser.
Jeg ville hellere være en Calloway-kalv i Mols Bjerge sammen med min mor og flokken, end blive anbragt i en kalvebås 12-24 timer efter jeg er født. Men det er svært at diskutere, hvad et godt dyreliv indebærer – efter min mening er dyrelivet i Mols Bjerge ikke så ringe endda.

Når solen bryder frem..

Pludselig kunne vi se solskiven som en fuldmåne gennem tågen. Hov, der var en stump blå himmel, hvis man lagde nakken helt tilbage og kiggede lige op. Kampen om sigtbarheden varede lidt, men pludselig lettede tågen, og solen bagte igen på røde kinder.
Den næste “bjergtinde” var Agri Bavnehøj på 137 meter – og de efterhånden stive ben klarede endnu en opstigning. Belønningen lå i udsigten fra toppen, selvom vi hverken kunne se til Århus eller Ebeltoft. For tågen lå som en bølgende dyne over resten af landskabet, over bugten og Ebeltoft Vig og gav endnu engang fornemmelsen af at stå midt i en fantasi-verden. Agri Bavnehøj er ellers punktet, der er blevet brugt som Danmarks midte (minus Bornholm, undskyld til øboerne mod øst), nulpunktet hvorfra man geodætisk målte landskabet og landet.

De kuplede bakker, de dybe slugter og dødishuller imellem dem – overdrevene og de solitære træer på den ene side og de dyrkede marker og levende hegn på den anden side. Kontrasten mellem det tørre og det våde, det “vilde” og afgræssede og det frugtbare pløjede moræneler. Traktorer på den ene side og vilde heste på den anden side. Solen og tågen.

Da vi gik ned igen, var det med fortrøstningen om, at det fra nu af burde gå mere nedad end opad – sådan rent gennemsnitligt i hvert fald. Men efterhånden syntes benene, at det føltes omvendt, og vi blev enige om, at Bente Klarlund måske havde været konsulent på ruteplanlægningen. I hvert fald fortsatte intervaltræningens forpustede opstigninger og lårmusklernes styrketræning på nedstigningerne. Efter et par timers solskin blev vi indhentet af tågen, som kom rullende tilbage, og både vanter og jakker kom på igen.

Det var en fortryllende dag, selvom vi ikke så turistbrochurernes landskab. I stedet så vi det på en helt anden måde, og det gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere – og vi vender helt sikkert tilbage på en klar dag med friske ben.

Ebeltoftetapen – 21,5km

Jeg forundres altid over hvor hurtigt kroppen restituerer. Når jeg på vores lange vandreture stavrer i seng efter en lang og strabadserende dag, øm i led og knogler, musklerne stive og trætte, udmattet og tømt for energi i kroppen, så frygter jeg altid for morgendagen. Men så vågner man og er kun lidt stiv i skroget, og efter lidt tid og et par krus kaffe smutter fødderne lige ned i vandrestøvlerne – helt uden at gøre modstand.

En blød start som opvarmning

Så i tindrende frostvejr og høj sol kastede vi os med gåpåmod ud på den distancemæssigt længste dagstur fra Ebeltoft til Femmøller. Ruten starter lige bag det pittoreske gamle rådhus midt i byen og snor sig ned forbi Fregatten Jylland og langs stranden, indtil man drejer ind på en gammel banestrækning gennem sommerhusområder, skov og herregårdslandskaber.

• 

• 

Det var den perfekte flade start til en lang dag. Det var isnende koldt i vinden, og selvom solen strålede fra den blå himmel, så var der ikke meget varme i den. Men vi kunne holde et godt tempo, og det hjalp på vinden at dreje ind i skovene ved Skærsø Gods.
Hasselbuskene havde trodset kulden og foldet sine gyldne rakler ud, og elletræernes lyste lilla-røde, på spring til at følges med hasselbuskene. Overdrev og enge så visne ud, men når man kiggede lige ned kunne man se, at græsset allerede har sendt bittesmå grønne spirer op.

Det er gamle skove med fyr, gran og bøg. Plantagerne er fra 1880’erne – og ja, bønder og godsejere på Mols havde også besøg af Dalgas og Hedeselskabet i sin tid.
Der er en smuk balance i det nuværende landskab, synes jeg. Skovene har ikke det uniforme plantagepræg med et kvadratisk og praktisk layout, men i stedet har man formentlig måttet tage hensyn til det kuperede terræn. Skovvejene snor sig, bakkerne gør at man ikke kan se igennem eller mellem stammerne på samme måde som i det Vestjyske, og måske er det også alderen på træerne, som giver variation. I hvert fald er der blandet flere generationer af træer i skovstykkerne, og det giver en helt anden smuk oplevelse af skoven.

• 

• 

Endnu en runde med Dalgas-myter

Så ingen rynkede bryn fra min side til hverken Hedeselskabet eller Dalgas for det endelige resultat. Til gengæld måtte jeg lige tage mig til hovedet og hive mig selv lidt i fletningen, da jeg læste dobbeltopslaget i den vandreguide, som nationalparken har udgivet om Mols Bjerge-Stien. For der citeres Dalgas ikke bare for den sædvanlige traver om “hvad udad tabes skal indad vindes” men også for “hvor ploven ej kan gå og leen ej kan slå, der bør et træ stå”.
Altså.
En af mine kæpheste er at udrydde disse myter om Dalgas, når jeg støder på dem. Hedeselskabet har endda givet præsten Hans Bjerrergaard en mindesten i Kongenshus, hvor mandens motto om plov, le og træer er mejslet ind i granit. Og stakkels H. P. Holst er for evigt glemt og æren for hans “For hvert et tab igen erstatning findes; hvad udad tabtes, det må indad vindes” fra industrimessen er overtaget af Enrico Dalgas.

Det gjorde ikke oplevelsen på turen ringere, men når jeg læste om de andre kulturminder, der er beskrevet i bogen, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på alle de emner, som jeg ikke ved noget om – mon de er behandlet med samme skødesløshed? Men jeg har sendt en venlig mail til nationalparken og høfligt gjort dem opmærksom på det historisk korrekte – så nu må vi se, om de redigerer teksten til næste oplag.

Ørnbjerg Mølle og ådalene

Etapen førte os igennem et meget smukt kulturlandskab. Skovene og engdragene, Stubbe Sø og tunneldalen ind til Ørnbjerg Mølle var imponerende. Især elleskoven langs med bækken gav Rejsekammeraten en pause, mens jeg udforskede de mange forskellige svampe og mosser på de væltede stammer.

Det er utroligt at selv så relativt lille et vandløb kan give kraft nok til at drive en vandmølle, bare der er fald nok. Vi spiste frokosten i solen op ad stendiget ved møllehuset – der var læ men ikke mange plusgrader, så frokostrasten blev ikke så lang.

Igen havde ruteplanlæggerne sørget for, at vi fik alle bakker og slugter at se på vejen igennem skovene. Moser og birkelunde, gamle skovdiger og gigantiske fyrretræer, ad hule stier og langs brombærkrat indtil vi langsomt mødte civilisationen i form af sommerhuse.

Den nyere civilisation

Nogle steder det rene klondike i et virvar af genbrugsmaterialer og knopskydninger, andre steder som et ligusterkvarter hvor end ikke skraldespanden stod forkert. Nye udstykninger med kæmpehuse, andre gamle og hyggeligt små. Jeg forestiller mig, at de fleste mennesker selv synes, at de bor pænt og lige præcis, som de godt kan lide det.
Vores forskellighed kommer så tydeligt til udtryk i sommerhusområder, og jeg håber, at der også hersker en vis rummelighed naboerne imellem. Ellers bliver den årlige generalforsamling i grundejerforeningen en underholdende affære!

Vi sluttede etapen i Femmøller og skulle så med bussen tilbage til Ebeltoft. Desværre var den næsten lige kørt, og vi skulle på en eller anden måde have 50 minutter til at gå uden at blive helt stivfrosne. Vi var trætte, men på den anden side så kunne vi gå lidt videre på cykelstien langs hovedvejen i solskin. Så det gjorde vi. Gik til Femmøller Strand et par kilometer længere ud ad vejen. Men så kunne jeg heller ikke mere og ville hellere klapre tænder på en bænk i 20 minutter end gå så meget som et skridt mere! Bussen var velsignet varm, sæderne bløde og turen føltes kort – måske fordi jeg i frygt for at køre for langt fik trykket stop alt for tidligt. Så vi gik lige den sidste 1½km hjem. Og sådan blev 21,5km til godt 25km….

Kaløetapen 2. del – 13,3km

Sidste dag – utroligt nok var både tæer, fødder, muskler og skelet friske på endnu en vandredag. Efter en stor portion havregryn var vi klar, og snart havde vi pakket både dagsrygsækken og tasken med bøger og reservetøj. Afsked med vores gæstfrie værter og et smut i Føtex for at proviantere lidt til madpakken – og så var kursen sat mod det sidste ben på vandreturen.

Basballe-bjergene

Vi manglede distancen mellem Femmøller og Kalø Vig og valgte at køre til endestationen og så tage bussen tilbage til Femmøller. Vi kender os selv godt nok til, at når man er færdig med “ferien”, så gider man ikke sidde og vente på bussen eller toget – så skal man bare smide støvler, stave og taske i bilen og hjem.

Fordelen ved at gå etapen i den retning var også, at vi startede med de strengeste 4-5km, mens benene var relativt gode. For vi var tilbage i bjergene, men denne gang i blændende solskin – dog stadig med frost og kold vind.
Da vi havde fået pusten efter opstigningen foldede landskabet sig ud på smukkeste vis. Fuglene trillede, kvidrede og sang mens hovedvejens rumlen fortog sig, og stilheden sænkede sig i takt med at vejrtrækningen ikke længere buldrede helt så højlydt.

Indhegninger, køer, slugter og bakkekamme, moser og skyggefulde skove indtil vi bogstaveligt talt rutsjede ned ad den sidste skrænt og ud i agerlandet. Skiftet var meget markant fra den uforstyrrede fornemmelse af “gamle dage” (uagtet det er ligeså meget kulturlandskab som de dyrkede marker) til den store udsigt over marker, landsbyer, veje og Århusbugten. På samme måde som Mols Bjerges overdrev er rillede af plovfurene fra dengang, der var plantage, så var nutidens marker rillede af brune plovfurer, vintersædens rækker og traktorsporenes parallelle spor i rapsmarken.

Agerlandet ned mod Kalø Vig

Lærken sang, himlen var blå, og vi kunne se ishuset ved parkeringspladsen i det fjerne. Markvejene og de små biveje var blødt bølgende op og ned, spurvefuglene havde travlt i de levende hegn, og alting er bristefærdigt klar til lune forårsdage for at springe ud. Men endnu var der is på vandet, jorden var hård af frost i skyggen hele dagen, og på intet tidspunkt blev det for varmt med vanter og halstørklæde.

• 

• 

Nedenfor morænebakkerne strækker engene sig ind i smeltevandsdalen langs Kolå. Grusvejen snor sig langs levende hegn og en række gamle, stynede popler. De hule stammer er kæmpestore, arrede og skrammede, men stadig frodige i toppen. Man ville ikke blive forbløffet, hvis den tapre landsoldat kom kravlende ud med tornyster og heksens fyrtøj. De vilde svaner kom også forbi til et rast på engene – der er langt til Lapland, eller hvor langt de nu skal for at yngle og holde sommerferie.

Den sidste pause på turen

Vi tog en sidste afstikker – og stigning – op til den lille kirke i Egens. På bænken op ad den hvidkalkede mur på toppen af bakken og med udsigt over bugten, Kalø Slotsruin og markernes hegn af skæve sejlerøn, delte vi det sidste kaffe, et stykke chokolade og tankerne om at vores eventyr var slut lige om lidt.
Det er altid med blandede følelser for mit vedkommende – på den ene side er jeg mæt af indtryk, mæt af frisk luft og længes efter hjemmets komfort – på den anden side er det ikke kun træthed, der gør mig fodslæbende. Der er noget befriende over at stemple ud, at kun skulle tænke på helt basale ting som at sætte den ene fod foran den anden, spise, drikke, pause og ikke andet. Men man kan jo ikke blive væk for altid, så vi fik liv i de sidste kræfter og grinede af vores stive skridt ned ad bakken igen. Det var nok meget godt, at turen snart var slut.

Vandremæthed

Over 105.000 skridt på samlet set 3 vandredage. Omkring 70 kilometer i alt. Bombarderet med frisk luft, kold vind, sol og en vinterbleg og bladløs natur lige på nippet til at springe ud i forårsfyrværkeri af grønt og blomster. Vi mødte en enkelt dristig overvintret sommerfugl (ubestemmelig), dansemyg, en stivfrossen regnorm og så en ensom Tvetand i blomst.

Nogle muskler er ømme, skelettets samlinger trænger til smøring og huden på kinderne er glad for lidt kærlig pleje. Men ingen uheld, ingen vabler, ingen skrammer. Et sted i Mols Bjerge ligger der et sammenrullet liggeunderlag, men det må komme andre til gode, hvis de finder det.

Og jeg ved, at når kroppen har sundet sig lidt og støvlerne har fået en gang bivoks, så vil vi kigge på hinanden og sige “vil du med på eventyr?!”, og så går vi en tur. Det er godt.

Praktiske detaljer

Etaperne

Vi har gået på Nationalpark Mols Bjerges officielle vandrerute på ca. 60km, som hedder Mols Bjerge-Stien. Den er super godt skiltet og kun en enkelt gang var vi i tvivl, men valgte heldigvis rigtigt. Den går mellem parkeringspladsen ved Kalø Slotsruin og centrum af Ebeltoft med en stor sløjfe i selve Mols Bjerge. Den er delt op i 3 etaper på hver ca. 20km som alle mødes/krydser i Femmøller.

• 

• 

• 

Fordi turen ud til Kalø Slotsruin ikke indgår i vandreruten, så valgte vi at bruge 3½ dag på at vandre og tog en ekstra overnatning. Det fine ved ruten er, at man kan tilrettelægge etaperne så det passer til tid og formåen. Vi vidste, at Bjergetapen ville være hård, og valgte derfor at tage den før de andre. Samtidig vidste vi også, at på sidstedagen ville det være for optimistisk at vandre omkring 25km, når vi inkluderede Kalø Slotsruin, og derfor splittede vi den op.

Transport

Bus 123 kører en gang i timen og stopper både ved Kalø Slotsruin, i Femmøller inden den slutter/begynder i Ebeltoft. Den har naturligvis også stop andre steder på hovedvejen, hvis man har brug for at hoppe af eller på.

Kort på papir eller app

Selvom ruten er rigtig godt markeret og skiltet, og selvom nationalparken naturligvis har en app med kort og seværdigheder, så er vi så gammeldags at vi foretrækker et vandrekort af den slags, der fylder et halvt spisebord. Hvor der er højdekurver, landmærker, andre veje og stier, og hvor man kan få det store overblik over hvor langt man er (eller bare HVOR) uden at skulle zoome ind og ud på mobilens skærm, og hvor begge kan kigge med. Det gør det lettere at planlægge i fællesskab, og det kræver hverken batteri eller forbindelse.
Men et sådan kort kan man kun få fat i, hvis man køber bogen om Mols Bjerge-Stien – vi fandt et eksemplar i Kvickly i Ebeltoft, men de lokale boghandlere på Djursland forhandler den også (den kan også købes på nettet hos Nordisk Korthandel)

Som elektronisk kort foretrækker jeg at bruge app’en Viewranger. Egentlig begyndte jeg at bruge den for at tracke vores vandreture, men kortet er væsentlig bedre end for eksempel Google Maps fordi det er meget detaljeret. Den bruger en smule batteri, men jeg kan have den kørende i baggrunden en hel dag, så længe jeg ikke bruger mobilen til noget andet.

Vi fandt ikke andre foldere over de mange mindre vandreruter i nationalparken, men man kan downloade en del af dem på nationalparkens hjemmeside. De er ikke umiddelbart nær så godt afmærket som Mols Bjerge-stien.
Til gengæld kan jeg godt forstå, hvis gæster i området kan være i tvivl om hvorvidt man færdes i den indhegning med rewilding-forsøget eller i en af de øvrige. Der går dyr i næsten dem alle sammen, og det er ikke særligt skiltet på hegnet om man befinder sig i den ene eller den anden. Der findes et kort fra Molslaboratoriet, som står for forsøget, hvor det ydre hegn er tegnet ind – men det fremgår ikke af de andre vandrekort eller guides, hvor præcist det ligger.

Overnatning

Overnatning og proviantering kan gøres lige så primitivt eller luksuriøst, som man synes. Der er en del shelters, men så skal man tilrettelægge etaperne anderledes, for der er ikke rigtig nogen i forbindelse med start og slut på etaperne. Der er hoteller, campingpladser, vandrehjem (i Rønde og Ebeltoft), sommerhuse, kroer, B&B og alt hvad pengepungen og trætte vandreben begærer.
Vi prioriterede, at vores overnatning skulle være tæt på vandreruten, busforbindelsen og at proviantering skulle være nemt.
Og nu følger der en varm anbefaling: ebeltoft-bb Johanne og Povl Kjer har det smukkeste byhus i det gamle Ebeltoft; aldrig har en velkomstchokolade smagt så godt som efter en dag i vandrestøvlerne, solskinnet bredt sig med påskeliljer og forsythia i vaserne, øjnene kunne hele tiden opdage nye indtryk i de mange kunstværker, kroppen finde hvile i bløde dyner under stjernerne over tagvinduet – og lykke er at starte en ny dag med nybagte boller i maven.

Proviantering er nem i Ebeltoft, der har en masse supermarkeder og spisesteder. I disse coronatider blev det til take-away, og der var et fint lille køkken hvor vi boede.

Grej

Vi havde kun en enkelt lille rygsæk med på dagsetaperne – til gengæld var den lastet med vand, termoflaske med kaffe, drikkekop, en pose blandede rosiner og mandler, en pose skrællede gulerødder, et par æbler, madpakker, siddeunderlag, førstehjælpspose, solcreme, vandrestave og kort.

Mad og drikke skal være, hvad man har lyst til at spise, men det skal også være nemt og helst ikke gå helt ud af facon eller svine for meget.
Vi forsøger at holde en kort pause hver time, og sørger altid for at spise og drikke lidt. Bare en snack og en mundfuld vand – men når man skal holde hele dagen, så er de første pauser lige så vigtige som de sidste. Også selvom man slet ikke føler behov for en pause – tag den!

Vandrestave er en smagssag, men vi bruger en hver, når vi går i terræn og på trampestier. Den aflaster de halvgamle led, og den hjælper mig med at holde balancen.
Siddeunderlag er ren komfort og luksus. Men det er nu rart ikke at være våd, klam, kold eller pløret efter en pause.
Kort giver tryghed. Det er ikke ret tit, at vi har haft brug for at hive det frem for at sikre os, at vi er på rette vej, men mentalt er det rart at have med. Det giver også overblikket over etapen, når man med rugbrødsmaden i den ene hånd folder kortet ud med den anden hånd og kan konstatere, at man allerede er mindst halvvejs.

God tur til Mols – det er et rigtigt eventyr!