Når verden og nogle gange også humøret er forskellige nuancer af gråt og brunt, og skumringen varer hele dagen.
Når dagslyset er dunkelt og varer alt for kort samtidig med, at dagene kan føles virkelig lange.

Så er det godt at finde lyspunkter, og derfor vil jeg dele ud af nogle af mine fra en helt almindelig og gennemsnitlig regnvejrs-decemberdag.

Bladene

• 

• 

For bare en måned siden var bævreaspens blade lysende gule og hang dirrende på grenen. Nu ligger de brune på det visne græs, men alligevel funklende af regndråberne.

Det samme gælder for alle de andre blade fra eg, birk, ahorn, pil og lind, som er sorte eller gråbrune i farverne – men som stadig har hver deres unikke form og ribber endnu. Smukke hvis man kigger efter, også selvom de ikke længere kan rasle mod støvlerne, men bare klistrer sig fast til sålen.

Svampene

Efterårets mange svampe i skovbunden forsvandt med frosten. Men så er der andre, som for alvor folder deres lysende farveklatter ud om vinteren. Gul Bævresvamp er en af dem – starter som en lille orange plet på en tynd gren, for så at vokse sig krøllet og foldet og skærende stærk i farven. Minder mig om en hjerne med kontrastvæske.

Den er meget almindelig, så man kan finde den mange steder på visne grene. Den er en smule klistret men egentlig fast nok, så længe det ikke regner – så bliver den helt smattet og lysere gul.

• 

• 

Jeg ved ikke, hvad de hedder; de mange fine svampe på de visne grene, men jeg elsker mønstrene, og den måde de lyser op på. Modsat den gule bævresvamp, så er de diskrete, og man skal kigge godt efter. Men når man så får øje på den lille række af hvide “skaller” på kvisten og vender den om, så åbenbarer der sig de mest vidunderlige former og mønstre.

Eller hvis man kigger op i det store egetræ, og opdager stjernemønstret på undersiden af kolonien af poresvampe på den døde gren i kronen. Så bliver jeg inspireret til at lagre mønstret til senere brug. Til at lege med ler, til at brodere en pude, til at tegne eller til at skrive.

De røde bær

De hænger i store klaser fra den helt nøgne busk. Spændstige og fristende og med den helt rigtige julekulør. Men de er sure, lugter ubehageligt når man maser dem, og selv fuglene nipper ikke af dem før sidst på vinteren.

Alligevel synes jeg, at de er så smukke og glædesstrålende, som de hænger der i læhegnet og sammen med de vilde rosers hyben er det eneste med farve på.

Tjørnens røde bær er for længst fortæret af solsortene, og resten er bare nøgne grene og dæmpede mosgrønne nuancer. Jeg kan godt lide Kalkved, og når jeg ser klaserne med bær, så husker jeg også de store skærme med hvide blomster, der duftede så sødt i sommer.

Naturen indenfor

De seneste ugers strejftog i naturen har ofte været med en pose i lommen til at samle lidt til dekorationer. Det daglige lyspunkt ved at tænde kalenderlyset og se det smelte sammen med naturen – bogstaveligt talt – det er en rar fornemmelse.

Et lys og et bånd. Resten er pynt fra naturens hånd, som vi aldrig kan gøre ligeså godt eller elegant. Og intet går til spilde – af de sidste grene med gran har jeg fået en lille plantage af juletræer, som nisse-rejsekammeraten har tryllet frem på værkstedet.

At løfte hagen og kigge op

Lyspunkter er der jo tit, hvis man husker at kigge op eller ud. Nogle gange er de væk, inden man får set sig om, men så opstår der nye et andet sted. Lykke kan være et krus kaffe, en gestus, en form eller en duft af hyacinter.

Eller det kan være et kortvarigt hul i skydækket, regndråber der bliver til snefnug for så at blive til regn igen, at få eller lave en pakkekalender, eller at bemærke hvordan træerne har knopperne klar til foråret.