Vuggevise

Lille krigsbarn, hvor går du hen
Mod øst eller vest?
Hvor i verden tror du
at du finder en ven?

Kølvrå Flygtningekirkegård

Der står et skilt ved hovedvejen mellem Herning og Viborg – “Tyske Krigsgrave” – og hvis man drejer af hovedvejen og følger skiltningen kommer man ind på en lille grusvej og en endnu mindre sti. Der er ikke megen færdsel her, træer og buske fylder ud over stien, som fører op til en høj gitterlåge. Her er stille, den gyldne septembersol falder skråt ned gennem kronen på de høje træer, der omkranser de to græsplæner på hver sin side af indgangen.

På græsplænen under de delvist udgåede egetræer står rækkerne af stenkors. En krigskirkegård som umiddelbart ligner så mange andre af den slags. Enkelhed og ensartethed. Et stort kors og en mindeplade i midten, to ens afdelinger med lige mange kors. Alle krige kræver unge menneskers liv, en forventelig pris samfundet og historien gang på gang affinder sig med i en højere sags tjeneste.

Men dette er ikke en soldaterkirkegård. Det er en flygtningekirkegård. Når man træder tættere på de enkelte sten, opdager man, at hvert kors ikke repræsenterer en enkelt soldat eller rent symbolsk skal mindes et ikke opgjort antal døde fra et særligt slag. Det er ikke en massegrav.

Der står 4 navne på hvert kors – to på hver side. Jürgen, Lauritz, Edward, Hans, Herbert, Reinhardt. Anna, Magdalena, Hertha, Julia, Charlotte, Magda, Vera. Richard, Fritz, Anton, Gert. Johanne, Anita, Sigrid, Irma.

Lille krigsbarn, hvad passer dig bedst?
Et hullet tæppe?
En krydsfinerskiste?
En redningsvest?

Langt, langt de fleste der ligger begravet her er børn. De fleste var født lige før eller under krigen men alle døde i 1945-48. Små drenge og piger som måske aldrig lærte andet at kende end flugt og midlertidige opholdssteder. Som ikke kunne huske hvad hjem var, men som kan huske kulde, angst, søsyge, bombardementer, fremmede steder, sult.

Deres korte liv endte her i Danmark. Nogle var tydeligvis søskende med samme efternavn på samme sten – døde med få måneders mellemrum. På korset ved siden af står måske bedstefaderens navn. Nogle uden navn – “ukendt tysk flygtning”, andre uden en fødselsdato. Men de var her, og selvom vi ikke kendte deres navn, så hed de engang noget. Nogen elskede dem engang.

Tyske krigsflygtninge

Der kom over 230.000 tyske flygtninge til Danmark i de sidste måneder af 2. Verdenskrig. Over en trediedel af dem var børn under 15 år og mange af dem havde mistet deres forældre. Langt de fleste flygtninge kom fra det østlige Preussen, hvor millioner af civile tyskere flygtede mod nord og vest i takt med at den sovjetiske hær rykkede frem. Gamle, kvinder og børn til fods i vinterkulden – væk, væk, væk. Det anslås at over 30.000 druknede i Østersøen under evakueringen i forsøget på at nå til Danmark eller Holstein.

Lille krigsbarn, hvor vil du dø?
Hvor bomberne falder
eller i åben sø?

Det væltede ind med flygtninge i februar, marts og april 1945. I Københavns havn ankom op til 10.000 om dagen, andre endte i Sønderjylland, og i første omgang blev der skaffet nødtørftig indkvartering på skoler, i forsamlingshuse, i fabrikshaller eller privat. Men ingen steder var gearet til det massive pres. Det danske embedsapparat sagde tydeligt fra – så længe der stadig sad danske politifolk i tyske koncentrationslejre, skulle man ikke forvente nogen assistance fra den danske stat. Problemet med flygtningene var officielt alene Værnemagtens, men det var kaotisk. Der manglede forplejning, varme, indkvartering og sundhedshjælp.

Flygtningene var i en forfærdelig forfatning. Frysende, syge, sultne, udmattede og traumatiserede. Man bad Dansk Røde Kors om hjælp til de mest udsatte – uledsagede børn, medicin, lægehjælp og sygepleje. Men efter betænkningstid afslog Dansk Røde Kors at hjælpe – man benyttede kun frivillige, og folkestemningen var imod.
Den Danske Lægeforening var alene behjælpelig i akutte tilfælde eller hvis det drejede sig om farlige tilfælde af smitsomme sygdomme – og den aftale udløb d. 23. marts 1945.

Medlidenhedshysteri eller medmenneskelighed

Hvis den illegale presse afspejlede folkestemningen, så er det forståeligt at Dansk Røde Kors afslog at hjælpe. “Medlidenhed med tyskerne er landsforrædderi”, som havde godt af at smage sin egen medicin. “Modbydelig udansk optræden” hvis nogen formastede sig til at dele lidt mad ud. “Medlidenhedshysteri” når danskere i de første måneder dristede sig til at hjælpe flygtningene. “Uappetitlige børn” som Sydhavnens arbejderkvinder gav madpakke.

Danske læger var blevet brutalt myrdet i Odense og Vejle af SS, som hævn for sabotage og modstandsbevægelsens mord på stikkere i de samme måneder, hvor Værnemagten bad den samme Lægeforening om at hjælpe flygtningene. Det var et svært dilemma.
Men efter den tyske kapitulation blev det sundhedsfaglige tilsyn bedre, omend det mest var frygten for smitsomme sygdomme, der var fokus på. De svækkede flygtninge fik ikke særbehandling, og især børnene havde en overdødelighed sammenlignet med de danske børn.

Med krigens afslutning blev hele flygtningesituationen den danske stats problem. Lettelsen og glæden over befrielsen og et indædt ønske om at ekspedere tyskerne hjem hurtigst muligt. Men til hvad og hvordan?

I første omgang etablerede man flygtningelejre. Store barakbyer på de militære anlæg som i Oksbøl, hvor man husede over 35.000 flygtninge. Hegn, pigtråd, bevæbnede vagter, internering. Enhver omgang, tale eller fraternisering mellem danskere og flygtningene var strengt forbudt og blev som minimum straffet med bøde. Vagterne havde ordre til at skyde, hvis en flygtning ikke standsede, når vedkommende blev råbt an.

En ung tysk pige standsede ikke men gik videre, da hun bliver råbt an af den danske vagt. Og blev skudt som reglementet krævede. Hun blev 17 år.

Vi overholdt Folkerettens konventioner. Flygtningene fik tag over hovedet, tøj på kroppen (dog skal det nævnes, at det meste blev doneret gennem kirkelige organisationer og skaffet fra menigheder i fx. Storbritanien, Sverige og USA) og mad. En tysk flygtning fik 2.000 kalorier om dagen – bestående af rugbrød, sigtebrød, kartofler, kål og grøntsager. 25g pålæg om dagen og 250g kød om ugen. Mælk var forbeholdt spædbørn og gravide.

En 5-årig dreng på Udrejsecenter Sjælsmark må ikke få kartofler og broccoli til aftensmad i cafeteriet, fordi maden er beregnet til de helt små børn. Vi overholder stadig internationale konventioner, afviste asylansøgere får tag over hovedet, tøj på kroppen og mad.

En 9-årig tysk flygtningedreng spiller bold, og den triller ud gennem hegnet. Han suser ud for at hente den og bliver ramt i ryggen af vagtens kugler. Jeg ved ikke, om jeg gik forbi hans grav.

Hjemrejse

Alene ordet lyder som noget hyggeligt. At komme hjem igen efter en ferie. Det velkendte, hverdagen, alt det gode. Hjemrejseydelse. Hvem vil ikke gerne hjem? Hjemrejsestyrelsen. Hjem er det land, der står i dit pas eller dine papirer – ikke nødvendigvis der hvor du engang havde hjemme.

Det østlige Preussen var ikke længere tysk, men enten besat af Sovjetunionen eller overdraget til Polen. Udrensning og tvangsforflytning af den tyske befolkning var allerede i gang. Det øvrige Tyskland var under fransk, britisk eller amerikansk kontrol, og man havde rigeligt at se til med at sikre de millioner af interne flygtninge, hjemløse og sultne tyskere i den vestlige zone. Hvor skulle man gøre af yderligere flere hundrede tusinder? Og Danmark var et af de få lande i Europa, hvor krigen sammenlignet med andre steder havde været mild. Vi havde mad nok, infrastrukturen fungerede, produktionsapparatet var uskadt. Flødeskumsfronten kunne ikke befri sig for byrden af de ubudne gæster, men måtte indstille sig på at internere de mange flygtninge.

Halvandet år efter krigens slutning fik man lov til at hjemsende de tyske flygtninge, som havde haft tilknytning til militæret. Den tilknytning blev tolket meget bredt. Fire år senere i februar 1949 blev de sidste flygtninge sendt “hjem”, for de flestes vedkommende til den franske zone.

17.000 tyske flygtninge døde i Danmark mellem 1945 og 1949 og blev lagt i jorden med et lille trækors på. Efter overenskomst i starten af 1960’erne mellem den danske og tyske stat blev de mange tyske flygtningegrave samlet på godt 30 nye gravpladser som den i Kølvrå. Under hvert eneste stenkors ligger resterne af fire liv. Nogle blev gamle, nogle stadig teenagere eller i starten af 20’erne – men ubærligt mange døde som børn.

En lille syrisk dreng ligger druknet på en strand i Grækenland. Aylan Kurdi blev 3 år.

Noor fra Irak var 6 år, da hun sammen med sin familie var på vej til Sverige – til fods ad motorvejen ved Padborg. En dansk betjent legede en lille leg med hende og billedet gik verden rundt. Hun nåede Sverige men fik ikke asyl.

Jeg håber aldrig, at jeg behøver at flygte. Jeg håber aldrig at skulle stå med mit barnebarn i hånden – træt, sulten, syg – og blive mødt af had, spyt og pigtråd. Det var børn. Det er børn.

Hannah, Carl, Beate, Alfred, Christine, Dieter…..

Lille krigsbarn, hvor vil du hen?
Vælg selv. Bare vi aldrig
skal se dig igen.

Henrik Nordbrandts digt “Vuggevise” fra digtsamlingen “Den store amerikanske hævn”, 2017

Kilder til baggrundshistorie:
Århus Universitet “100 Danmarkshistorier”
Lokalhistorisk Arkiv i Karup
Immigrantmuseet i Farum
Grænseforeningen
Information/Illegal Presse