Sidst i april og vi har stadig nattefrost, men dagene er ind imellem lune. De seneste uger har været travle, men heldigvis har der været plads – og vejr – til at smutte på eventyr med kameraet over skulderen. Langsomme ture målt i tempo men intense ture målt i oplevelse og lige i vores kommende forhave og baghave.

Amatør-biolog og amatør-fotograf

Det er godt et år siden, at min trang til at fotografere naturen greb så meget om sig, at jeg næsten altid har kameraet med. Ikke kun for at fastholde udsigten, solnedgangen, himlen, sceneriet eller det storslåede landskab, men også for at gemme et mønster, en farve eller en detalje som man ikke lægger mærke til eller ser, når man går forbi i rask fart.

Min øgede opmærksomhed betød så, at jeg hele tiden stødte på planter, insekter, dyr, svampe eller fænomener, som jeg ikke vidste hvad var – og jeg fandt ud af, at ofte var det helt utilstrækkeligt “bare” at have et billede af blomsten eller oversiden af et insekt for at artsbestemme det. Der skal meget bedre dokumentation til – oppefra, nedefra, bagfra, bladene, stilken osv. osv. Voksested, biotop, aktivitet, størrelse, form.

• 

• 

• 

Naturhistorisk Museum i Århus har et meget spændende forum, der hedder Naturbasen. Her kan man både uploade og registrere sine egne fund af alt fra fisk, fugle, planter, insekter, alger osv – men man kan også se, hvilke og hvor andre brugere har gjort deres fund. Fra Mælkebøtter til Gråspurve, fra Rådyr til Fluesvampe – og meget vigtigt: man kan få hjælp til at artsbestemme det, man ikke selv kan finde ud af. Men det kræver naturligvis både dokumentation at indberette en sjælden plante eller at få hjælp til at afklare hvilken slags snudebille man har fundet.

• 

• 

• 

Efterhånden er det blevet til, at nogle gange er formålet med turen ikke mange kilometer, men bare mange timer til fordybelse og undersøgelse af hvad jeg får øje på. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så nysgerrig, eller hvorfor det er så spændende at vide hvad planten, sommerfuglen, svampen, fuglen eller mosset hedder. Men ofte rummer hver art en lille fascinerende historie om tilpasning, sammenhæng eller betydning, og det betager mig hver gang jeg opdager eller lærer noget nyt. Som jeg så ofte glemmer og derfor må slå op igen. Og igen.

• 

• 

Men overordnet er det ikke nyt for mig at samle på motiver. Siden jeg var barn, har jeg samlet på billeder af mønstre, landskaber, farver. Jeg har notesbøger fyldt med ideer og løse skitser til designs, som formentlig aldrig bliver til andet end fyld i skrivebordsskuffen. Men det er også lige meget, det vigtige er oplevelsen og blikket for mere end landskabet og grusvejen.

I takt med at billed-biblioteket bliver mere og mere omfangsrigt, så bliver mine egne krav til kvaliteten af mine billeder også større. Jeg sletter med hård hånd, mens jeg forsøger at huske teknikken fra den fjerne ungdoms fotolære. Frustrationerne når det endnu en gang mislykkes at gengive lyset korrekt, når farverne er misvisende, når dybdeskarpheden er indstillet forkert, eller når alle 10 fotos af en flue er slørede.

Filter eller forstørrelsesglas?

Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes at kameraet og det at tage billeder forstyrrer oplevelsen af naturen. At der kommer et filter imellem, og i stedet for bare at nyde øjeblikket, så ser jeg det gennem søgeren i kameraet.

Det er noget, jeg tænker over og er bevidst om. Men at have kameraet med og gå på fotosafari gør faktisk min naturoplevelse rigere omend det ikke fremmer konditionen. Ikke kun hvad angår indtrykkene og påvirkningen af at være ude, men også fordi jeg er meget mere opmærksom på det landskab og den natur, jeg bevæger mig rundt i.

Jo mere jeg lærer om naturen, jo mere lægger jeg mærke til, undrer mig over, glæder jeg mig over. Når jeg kommer hjem og gennemgår billederne, genoplever jeg turen samtidig med, at jeg opdager nye detaljer, som jeg slet ikke kan se i naturen uden en lup eller i hvert fald læsebriller. Pludselig kan jeg se at sommerfuglens følehorn er stribede, at der er små prikker i kronbladene på blomsten, at den smukke lav har “knopper”.

• 

• 

• 

• 

Når jeg har forfulgt en sommerfugl gennem et krat, over en eng, over en bakke og alligevel mister den af syne, så smiler jeg alligevel. For uden trangen til at lede efter den havde jeg ikke opdaget den lille sandbanke med jordbier. Jeg var ikke kommet på afveje og set de fine tørvemosser. Og hvis jeg ikke havde kigget efter de sjældne Kobjælder, så havde jeg ikke opdaget de fine, fine måtter af mos, der lige nu står med deres rødlige stilke.

• 

• 

Det handler ikke kun om biologien, der er så mangfoldig, men også om at kameraet giver mig et skarpere øje for netop motiver, mønstre og farver i landskabet. Selv når jeg ikke har kameraet med, eller det ikke kommer ned fra skulderen, så oplever mine øjne naturen mere skarpt. Jo mere jeg ved om naturen, jo mere trænet bliver blikket i at fange det usædvanlige. En farve eller form som skiller sig ud, en kontrast der er uventet – det være sig et dyr eller vækst eller landskab.

Så kameraet og det at dokumentere naturen er ikke et filter eller en distancering, men i stedet et middel til at være endnu mere til stede i naturen. At fortabe mig i nuet – med grus i støvlerne, våde knæ, kviste i håret og verdens mest tålmodige rejsekammerat.

• 

•