Juleønsker

Udgivet af Kirsten Bjergskov Grarup den

Måske er det bare noget der sker med alderen – at ønskesedlen bliver ganske kort. Noget med varme sokker, en pose gode kaffebønner eller en bog. Det kan naturligvis også skyldes vores rige samfund, og at man rent materielt generelt ikke rigtig mangler så meget.

Men der er forskel på at mangle noget og så at ønske sig noget. For i virkeligheden har jeg rigtig mange juleønsker, de kan bare ikke pakkes ind og lægges under træet.

Stille vand og bølgende vand. Stive siv og bløde parykker. Blå himmel og blåt vand. Ville ønske at jeg kunne udtrykke naturens former og farver med uldgarn.

Wir schaffen das!

Jeg ville ønske, at der fandtes en lokal Frau Merkel. Når jeg ser og læser hvordan en håndfuld borgere fra den lille flække Sandvad gang på gang kommer i medierne, når de lufter deres højlydte utilfredshed med indkvarteringen af 12-14 særligt sårbare asylansøgere på det lokale asylcenter. Eller utilfredsheden går vist på at nogle af de sårbare asylansøgere kan være tidligere straffet for sædelighedsforbrydelser eller mord og vold, og man kan hverken få at vide hvem, hvor mange eller om det i det hele taget passer.

Selvfølgelig kan Udlændingestyrelsen ikke udgive en folder med fotos af hver enkelt asylansøger, hvor man beskriver deres meritter. Selvfølgelig er beboernes børn bekymrede, men det må skyldes forældrenes reaktion og ageren. Selvfølgelig kan det være problematisk at håndtere sin utryghed, når hele det politiske establishment møder op på forreste række og kørte for fuld skrue op til kommunalvalget og til generel national profilering.

Men jeg savner sådan, at en Mutti stiller sig op og siger “den ordner vi”. At man slap megafonen og i stedet rakte hånden ud og spurgte Røde Kors “er der noget vi kan hjælpe jer med – hvordan gør vi det bedst?”. At man så et sårbart og utilpasset menneske, der behøver særlig støtte og måske overbærenhed i hverdagen – ligegyldig hvad der står i passet.

Så et af mine juleønsker er at borgere i Sandvad – og alle andre steder hvor parcelhusdanmark møder udsatte mennesker af enhver slags: sluk for overvågningskameraet, sig til børnene “den klarer jeg”, og byg et legehus i stedet for et højt plankeværk.

Julekortslandskab – en frostklar dag i Velling Koller Skov. Ville ønske at jeg oftere huskede på, at livet er ligeså forgængeligt som rimfrostens krystaller.

Hegn til dyr eller mennesker

I debatten imod Naturnationalparker fremføres ofte argumentet, at hegn (af enhver slags må forstås) strider imod alt hvad der er natur. Selv det mest diskrete og lave kreaturhegn med et par elektriske tråde kan ikke komme på tale, blandt andet fordi de ædle vilde dyr kan komme til skade, hvis de bliver viklet ind i uspecificeret hegn. Eller fordi det forhindrer deres frie bevægelighed. Alene det at argumentet fremføres uden en antydning af eftertanke, gør mig forstemt.

Det er absurd, at der slet ikke er det samme oprør imod at bruge den værste og skarpeste slags hegn mod mennesker. Vi – Danmark – har endda sponseret kilometervis af pigtråd til grænserne i Østeuropa – med det resultat at landene har været nødt til at opsætte et blidere dyrehegn foran pigtråden, fordi vildtet skar sig forfærdeligt på den. Man må beskytte dyr mod det hegn, vi bruger mod hinanden.

Jeg ville ønske, at jeg havde mod og kræfter til at hjælpe de stakkels mennesker, som er fanget langs hegnet. At man kunne give dem mad, varme og et anstændigt tag over hovedet. At man ikke undslog sig med et “det er jo deres egen skyld”, men at man empatisk rakte ud og sagde “kom ind og få varmen – glædelig jul”. Så finder vi ud af noget bagefter.

Den svære ydmyghed

Kvotekonger, politikere og finansfuskere – alle har tilsyneladende meget svært ved at acceptere de regler og normer, som de ofte nok prædiker for alle andre.

Danske værdier – hvis sort arbejde og fifleri med skat og kørselsfradrag er en dansk værdi, jooh så kan det vel også være en dansk værdi at gøre det samme i større skala.
Men generelt synes jeg, at det er forkasteligt, når man insisterer på at man ikke har snydt, ikke har taget af kassen, ikke bevidst har brudt loven, ikke er skyldig i noget som helst – og i øvrigt er det alle andres skyld. Jeg ville grine, hvis det ikke var så tragisk, at så mange mennesker mener at Inger Støjberg og Morten Messerschmidt er uretfærdigt dømt. Eller når en anklaget stiller sig op midt i domsafsigelsen og skælder ud på dommeren.
Folk må inderligt gerne opmuntre eller vise sympati for personen; men at påstå det er skammeligt eller udansk, når vores retssystem skærer igennem politisk spin, sociale mediers helgenkåringer og lokal opbakning – det får mig til at tvivle på styrken af såkaldte danske værdier.

Tag din straf, vær ydmyg og glad for at du ikke også skal udvises.

Mit juleønske er, at vi som Benny Andersen ikke bare er folkelige men mellemfolkelige. At danske værdier ikke handler om at mele sin egen kage, udnytte systemet, lægge røgslør og få flest likes og følgere på sociale medier – men i stedet om at respektere vores bærende institutioner, være ydmyge i stedet for grådige og lægge hykleriet til side.

At være tålmodig

I forlængelse af diskussionerne omkring asylansøgere, rigsretten, minkkommissionen, coronahåndtering og naturnationalparker, så overrasker det mig, hvor overfladisk og ukritisk en tilgang mange har til nyheder, fakta eller baggrund.

Jeg får sådan lyst til at oplyse – helst uden at være belærende, for alle hader at blive belært – men det er skrækkeligt svært. En udbredt skavank blandt historikere. Jeg ville så gerne være tålmodig og altid huske på, at jeg har to ører og kun én mund. Eller minde mig selv om, at ikke alle har samme behov for oplysning og viden, men i stedet gerne vil nøjes med at synes. “Hvis det er fakta, så benægter a fakta” er meget udbredt; sammen med alverdens “fakta” fundet i internettets dybe lager af eksperter.

Desværre synes jeg ikke, at ret mange reagerer med et “aha, det er interessant, så ændrer XX sig jo unægteligt”, men i stedet bliver man endnu mere forbistret på at ville have ret. Det kan godt være at vi kun har én mund, men de fleste har to hænder, og de bruger dem flittigt på tastaturet. I bedste fald er resultatet bare sludder, men ligeså tit påvirker raseriet, fejlslutningerne eller tankeløsheden både dem der er skydeskive, såvel som alle andre der rent faktisk forsøger at deltage konstruktivt.

Mit juleønske er større tålmodighed med og større forståelse for hinanden – for ingen har 100% ret. Heller ikke jeg.

Et sort/hvidt foto kan paradoksalt få detaljerne til at træde frem – selvom alting bliver toner af grå på en god måde. Det samme gælder oplysning – jo flere nuancer, jo mere opdager man at meget lidt er sort eller hvidt.

Fairshare – når man deles om byrderne

Corona lægger igen pres på juleferiens udfoldelser; man finder mundbindet frem igen og skutter sig i testkøen.
Men også sorger og bekymringer som ikke kan holdes væk med håndsprit og udluftning kan tynge; og jeg ville sådan ønske, at det var muligt at aflaste venner, familie og bekendtes byrder.

Jeg ved jo godt at savnet af en elsket, frygten for fremtiden, bekymringen for udfaldet af sygdom, angsten for nutiden, eller skuffelsen og sorgen over muligheder man ikke tog, kan være både ensomt og endeløst.
Men tænk alligevel hvis det var muligt at sige “hey, jeg kan se det er tungt – lad mig tage nogle kilo og bære dem for dig lidt, mens du får pusten igen”. Som på en vandretur hvor man tager sin fairshare af det nødvendige grej. Man hjælpes ad.

Det ville jeg gerne kunne – så læg bare den slags pakker under træet!

Årets korteste dage – men det mest gyldne sollys i “kontoret” man kan ønske sig. Wir schaffen das – det skal nok gå.

Kategorier: Generelle

0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *