Der er to citater, som jeg holder meget af. Det ene er fra Ringenes Herre, hvor hobitten Bilbo fortæller Frodo om, hvorfor han i sin tid drog på eventyr og stadig længes efter det:

“It’s a dangerous business, Frodo, going out your door. You step onto the Road, and if you don’t keep your feet, there is no knowing where you might be swept off to” J.R.R. Tolkien

Det andet er af Søren Kirkegaard, som skrev til sin langtidssyge svigerinde:

“Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.” Søren A. Kierkegaard

Jeg er så heldig, at jeg for tiden kan gå direkte ud i naturen uden først at skulle trave gennem byen. Men selv byvandringen og villakvarteret kan noget. En lille park, en kirkegård, et stisystem eller anlæg, molen på havnen er også dejligt. Selv en tur frem og tilbage af samme strækning kan lette trykket og gøres til et eventyr.

Den lille gåtur

Der er altid en god grund til den lille gåtur. Det kan være, at solen endelig skinner efter dage med gråvejr og regn; eller modsat at der endelig kommer en kølende regnbyge, som lægger støvet efter en hedebølge. Det kan også være efter en dag med en masse indendørs gøremål, megen kørsel eller mange ting, der skal ordnes – så er det en befrielse lige at smutte i støvlerne og gå en tur ned over engen til Brande Å og hjem langs vejen. Den lille gåtur er et frikvarter, hvor man lige mærker vinden, lydene og duften af naturen.

Det fine ved de små gåture er, at de altid er en smule anderledes, end sidste gang man gik der. Det kommer an på hvad tid på dagen, man er afsted; det kommer an på årstiden og på vejret. Og alligevel er det så bekendt, at man kender hver en træstub og hver en tue. Man har tid til at drysse lidt, det skal ikke gå så stærkt, og man kan lige forlænge turen lidt med en tur rundt om matriklen, hvis man har lyst.

En rigtig gåtur

Når man trænger til at bevæge sig men enten ikke har tid eller lyst til den lange tur, så passer den rigtige gåtur på en time eller to i et godt tempo. Det kan være en tur på grusvejene i nabolaget eller turen til fjorden, når vi er i Sdr. Nissum. Velkendte ruter med små variationer og smutveje, men altid varieret fordi naturen og omgivelserne ændrer sig med lyset og årstiden.

En rigtig gåtur kan også noget mere end bare være en længere udgave af den lille gåturs frikvarter. Den kan lave orden i tankemylder, den kan give inspiration til gode ideer og løsninger, og den kan give perspektiv på “livets genvordigheder”. Ægte Kierkegårdsk!
Det er som om, at den relativt monotone og ukomplicerede aktivitet med at sætte den ene fod foran den anden lader tankerne bevæge sig frit i min hjerne – samtidig med at man stadig er nødt til at bevare en vis koncentration for ikke at snuble over noget eller gå forkert. Roen indfinder sig – især hvis man har mobilen på lydløs eller slet ikke har den med. ^^

Dagsturen

Den kan sagtens være et impulsivt eventyr, hvor der bare ryger lidt gulerødder og en improviseret madpakke i tasken sammen med termoflasken og måske en dunk vand. Men den kan også være planlagt – i så fald er madpakken som regel lidt bedre. Dagsturen er oftest lang – over 10km – og måske går den til et nyt sted, som man er nysgerrig efter at se. Eller det kan være et gensyn med en særlig dejlig tur, som jeg har lyst til at opleve igen på en anden årstid eller bare genopleve. Der er også yndlingsture, hvor alting går op i en højere enhed – landskabet, naturen, længden og “vores” kaffebænk med udsigt – og som man vender tilbage til igen og igen.

Hvis der går for længe mellem dagsturene bliver jeg rastløs. Den slags udflugter appellerer både til fornemmelsen af at være på eventyr, og samtidig har jeg en følelse af fordybelse og af at være langt væk. Ikke nødvendigvis geografisk i kilometer – en af mine absolutte yndlingsdagsture ligger bare 12 km hjemmefra – men mentalt er man langt væk fra pligter, gøremål og opgaver. Samtidig giver den fysiske anstrengelse en god fornemmelse i kroppen på i disse lange ture; trætte ben og varme fødder, vådt tøj hvis det regner, svedigt hår hvis det er varmt under hatten, solskoldet næse hvis man glemte at friske op med solcreme; mætte sanser efter en hel dag i frisk luft.

Vandreturen

Hvad er egentlig forskellen på en gåtur og en vandretur? For mig er der to parametre, der skal være opfyldt, hvis gåturen skal blive til en vandretur. For det første skal turen strække sig over flere dage, og for det andet handler en vandretur om, at man ikke går i cirkler, men at man går fra A til B til C osv.
Jeg synes, at der er noget helt særligt over at gå videre eller slutte et andet sted, end der hvor man startede. Det er befriende ikke at gå i ring – men selvfølgelig nogle gange også lidt besværligt i forhold til det rent praktiske, som at finde en bus, et tog, eller have en aftale med hjælpsomme mennesker, der gerne vil være chauffør.

At vandre føles som simpel frihed. Uagtet der er lidt oppakning på ryggen, det skal planlægges, kroppen bliver øm og svedig, og jeg bliver klodset, når distancen passerer 20km – så er vandring den ultimative frihed. Det øjeblik hvor støvlerne rammer sporet, der træder jeg mentalt ind i en boble, hvor ingenting andet end det umiddelbare nu betyder noget. Tankerne har fri, samtalen med Rejsekammeraten glider ubesværet mellem alverdens emner lige fra universets storhed til historiens vingesus over røverhistorier, og til kommentarer om det vi går forbi. Tempoet bliver til en rytme, pauserne til en opdeling af etapen; hvis man mangler eller har glemt noget er det bare ærgerligt – man må vitterlig tage tingene, som de kommer.

At tage sig tid

Ulempen ved at gå – det tager tid! Man må overgive sig til langsommeligheden og begrænsningen, der ligger i, at man kun har det med, som man kan bære. Man kan gøre det til en ekstremsport eller en pligt, man kan købe sig fattig i gadgets og grej – men for mig handler det om lykken ved bare at være helt lille under den store himmel, og at mine problemer er uendelig ligegyldige i den store sammenhæng.
En gåtur skal være en fornøjelse og et eventyr.

Endelig praktiserer jeg en helt særlig slags gåtur – kameraturen! Den fordobler som regel tidsforbruget; den medfører meget bratte afbrydelser af samtale, når jeg får øje på noget; og jeg mister fornemmelsen af tid, men lader mig bare opsluge af nuet. Mere om det en anden gang. ^^