Foråret så sagte kommer..

Aprilvejr i marts. Det er som om vinteren kun meget nødigt giver slip. Få timer med den dejligste lune forårssol afløses af kold regn, nattefrost eller sludbyger. Jeg længes sådan efter rigtigt forår, varme fingre, grøn frodighed og duften af anemoner, violer, syrener, hyld, hvidtjørn, mælkebøtter og ramsløg. Længes efter at smide corona-kappen, vinterfrakken og den uldne hue og sidde barfodet i selskab med andre mennesker, uden at skulle tænke over hvor tæt, hvor mange, hvor testet og hvor udsat.

Men det er på vej. Har fyldt vaserne med grene af forsythia og påskeliljer fra supermarkedet – og deres stærke gule farver lyser op i de flygtige solstriber. Den japanske hestehov står med tykke blomsterknopper i skellet ved søen og fylder et helt glas, når man tager bare en enkelt ind i varmen.

Solsorten er begyndt at synge om aftenen. Han indtager sin plads øverst på ladens tag og fløjter de smukkeste toner. Gærdesmutten forsøger sig højlydt – måske den stadig fryser og synger for at finde en mage at holde varmen sammen med.
Halemejserne er kommet igen og overvejer at flytte ind i bambussen igen. Lærken synger også i gråvejr, og snart dukker vipstjerten op på gårdspladsen.

Længselsfuldt skraber jeg i bladene under bøgetræet, for at se om dog ikke snart anemonerne har knopper. Og jo – de er på vej.
Kom til at tænke på Kaj Munks erindringsbog fra 1942, der hedder “Foråret så sagte kommer”, om barndommen på Lolland, og det lille digt, som han skrev som 9-årig, der har lagt titel til erindringerne.
Mens “Foråret så sagte kommer” netop er barnligt og enkelt. Måske nok banalt i sine rim og indhold, men alligevel rammer det noget i mig. (Jeg kan i øvrigt anbefale at læse Kaj Munks erindringer).
Digtet “Den Blå Anemone”, som er meget mere kendt, handler om det samme, men på en mere eksistentiel måde og med den voksnes erfaring og budskab om at kæmpe, at slås og besejre overmagten og barske vilkår – tematisk det samme, men helt forventeligt anderledes modent.

Foraaret saa sagte kommer
Snart kan vi vente en glimrende Sommer,
hvor Fuglen bor i sit grønne Hjem.
For os den synger saa køn en Sang,
ja, synger og kvidrer Dagen lang,
mens Græsset og Blomsterne sagte gror frem.

Det jeg venter på – det lune forår og den varme sommer – purløg, sødskærm, skarpe radiser og blide asparges.
Det der sagte gror frem – knopperne der bliver tykkere og mere grønne og pelsede, vintergækkernes lysende klokker, hyacinternes spidser, rosernes røde skud, græsset der er en smule grønnere i dag end i går.

Og så kan den voksne bruge barnets digt til at læse en højere mening ind i det. At selvom vi, ligesom foråret, er pinefuldt langsomme om at folde os ud, at livets vilkår og vejrlig også kan forsinke os, give os frostbid, gøre os slatne – så skal det nok komme. Livet, varmen, udfoldelsen af evner og muligheder – lige så sagte folder vi os ud.