Vandreruten Øhavsstien ligner mere en form for stjerneløb, end en helstøbt rute fra A til B eller som en rundtur. Etaperne stritter fra Svendborg ud i alle retninger, og hvis man skal sætte et flueben ud for at have gennemført Øhavsstien, så skal man huske sit rejsekort eller have kørelejlighed. Til gengæld er den oplagt til 1-2 dages ture, og vi har ofte haft det i tankerne, uden at det er blevet til andet end det.

En af vandrerutens “arme” ender i Lohals på Langeland, og da vi i Store Bededagsferien var samlet med familien i netop Lohals, så benyttede vi lejligheden til at teste Øhavsstiens sidste/første etape. Vi fik et lift til Tranekær for at begynde turen der – og så have god tid til at udforske de godt 20km tilbage til Lohals.

Især det med god tid blev der brug for, både på grund af kyststrækningens trampesti, hvor man automatisk sætter farten ned, og ikke mindst fordi jeg havde kameraet med.

• 

• 

Tranekær er bogstaveligt talt domineret af slottet, som rødkalket hæver sig højt over sin lille by. Selv uden at slå et sving ind omkring slotsparken og haverne – det må vente til en anden gang – var både landskab og byen præget af den gamle herregård. Små ensartede huse, kirken, gamle træer og hegn, engdrag, smalle veje og diger. Et meget karakteristisk kulturlandskab på en smuk forårsdag med blå himmel og solskin.

• 

• 

Ruten snoede sig rundt om landsbyen og gennem skovene ud til vestkysten af Langeland. Et lunt og frodigt landskab til forskel fra de vante kølige, blæsende og magre egne, hvor jeg normalt færdes. Anemonerne var et tæppe af hvidt, bøgetræerne havde foldet bladene ud som grønne silkegardiner. Lungeurten, Kodriverne og Vår-Brandbægrene var store og saftige modsat de noget mere pistne eksemplarer, som jeg finder herhjemme.

• 

• 

Og så fandt jeg hele to arter af dagsommerfugle, som jeg ikke havde set endnu i år. I det hele taget har det været et sølle sommerfugle-forår på grund af kulden. Der har ikke været mange dage, hvor de har været aktive, og selvom både Skovrandøjen og Det Hvide C sad og frøs, så var det rigtig skønt at gense dem.

• 

• 

• 

• 

Da vi kom ud til kysten, så mærkede vi køligheden i vinden. Det kan godt være at det snart er sommer, men temperaturen var ikke derefter Stien går det meste af tiden på kanten af en plovfure til den ene side og på kanten af skrænten ned til den smalle strand på den anden side.

Morænebakkernes agerland bølger dovent op og ned, men aldrig stejlere end at halvgamle knæ og ben sagtens kan klare det. Nogle steder skal man ned på stranden at gå, hvilket var væsentlig mere anstrengende end at følge bakkernes konturer ovenfor. Stranden er mange steder fyldt med sten eller meget løst sand – begge dele lige træls at gå i over længere strækninger.

Men smukt var det. Mod syd rejste Langelandsbroen sig op med sin høje bue og mod nord stod pylonerne på Storebæltsbroen tydeligt i alt det blå. Skovene på Tåsinge og Fyn gav en mørk baggrund til Valdemarslots gule mure og Lundeborgs kalkede huse. Vandet var rent og klart – og rasende koldt. Enkelte steder var arbejdshold i gang med at sætte badebroerne op, men der stod endnu ikke nogen i badetøj og ventede på, at de skulle blive færdige.

Der ligger nogle ganske få bebyggelser på ruten mod Lohals, men det er mest sommerhus- og ferieområder, så man har hele landskabet for sig selv (og de få andre med rygsæk og vandrestøvler, som vi mødte og hilste på).

Heldigvis havde vi både vand, madpakke og solcreme i tasken, og alle tre ting kom til god nytte. Ruten er også meget generøst skiltet, men hist og her i skovene kunne en mindre rutineret fod-turist godt komme i tvivl om, hvilken vej pilen egentlig pegede. Til gengæld skal man være virkelig dårlig til at finde vej, hvis man har brug for et skilt om bare at fortsætte ligeud, når alternativet enten er at dreje ud i vandet eller ind over en grøft eller mark… Men hellere for mange end for få skilte!

• 

• 

Det var en dejlig dagstur. Øhavsstien slutter (eller starter) på den lille havnepromenade i Lohals. En by som har skullet genopfinde sig selv, efter at færgefarten til Korsør og Lundeborg blev nedlagt. Det må have været svært, men man satser tydeligvis på turismen både i form af ferieboliger, udlejning og oplevelser på vandet, på cykel og til fods.

Vores dagstur sluttede nogle meter længere oppe i byen sammen med familien, der ventede med både målbajer, god mad og sjove timer, og det var slet ikke så ringe endda – som man siger herhjemme.

• 

• 

•