Det er så længe siden
Erindringssteder. Mindesten med navne, årstal, vers eller hyldestord – nogle gange det hele. Historiefortælling til samtiden og eftertiden, en synliggørelse af en begivenhed eller en person. Det tager tusinder af år, før inskriptionerne helt er udvisket i de massive granitsten – men det tager kun nogle få generationer, før personens liv og levned er glemt af alle udenfor den nærmeste families kreds.
Nogle begivenheder bliver frisket op i forbindelse med jubilæer – 100 år siden “at Sønderjylland kom hjem” eller Danmarks befrielse for 75 år siden. Men historien og tidsånden skifter. Og hvis mindesmærkerne skal have relevans og kunne afkodes af nye generationer, så bliver formidlingen og forvaltningen mere og mere vigtig.
Jeg kan som regel godt sætte mindesmærkerne ind i en historisk sammenhæng, men jeg har ofte undret mig over, hvad der har kunnet bevæge lokale kræfter eller virksomheder til at etablere disse mindesmærker i det offentlige landskab. Synliggørelse, fortælling, promovering – vil man mindes noget, vil man bevare noget, vil man fortælle noget om sig selv ved at fortælle noget om andre? Som tiden går bliver det mere interessant med et “hvem og hvorfor” end hvad selve mindesmærket markerer.
Den eksklusive klub
Jeg er vendt tilbage til Mødestedet i Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere. De to aflange rækker af store marksten af granit, der minder om vikingernes skibssætninger. De fleste med inskriptioner, men også enkelte “blanke” står klar så stenhuggeren kan tilføje et nyt og mindeværdigt navn.
Langt, langt de fleste navne på mindestenene er mig ubekendte, og de få ord, som ledsager nogle af navnene og årstallene, er sjældent fyldestgørende. Så man kigger en ekstra gang i folderen, men der er ikke meget hjælp at hente – “sat til ære for mænd med stor betydning for hedesagen”. En lukket klub eller en opfattelse af, at yderligere forklaring er unødvendig?
Som sagt, så er det ofte ved jubilæer, at mindesmærker over tidligere tiders begivenheder bliver støvet af. I 2016 var det 150 år siden at Hedeselskabet blev dannet. Og det var 150 år siden, at Jeppe Aakjær blev født. Han døde i 1930 – Hedeselskabet eksisterer endnu omend bæredygtighed, klimatilpasning og naturbeskyttelse har erstattet landvinding, jordforbedring og plantager som brand. Og hvorfor ikke fejre begge jubilæer ved at slå en streg over gamle konflikter og udvise lidt god vilje?
Så der står stenen. Flankeret af mindesten for folketingsmand og minister Jens Sønderup og godsejer Aksel Olufsen.
Jeppe Aakjær
Forfatteren til Jeg er Havren; Jens Vejmand; Rugens Sange; Vredens Børn. Jeg kender Aakjær fra skolens morgensang på Vestlolland, fra min fars blå Højskolesangbog, fra min midtsjællandske husmands-morfars sangblade, fra skolens pensum. Sange og værker som både er nostalgisk tilbageskuende, muntre og bitterligt barske. Han satte ord på liv og minder, der gav hårdtarbejdende småkårsfolk og tyende en stemme, men som også mange uden for disse rækker identificerede sig med.
Hyrdedrengen Ole, som sprang fra sin knold og på båden til Amerika for at realisere sine drømme. Tjenestedrengen Per, som i Vredens Børn takkede nej til udsigten om et liv i fastlåst fattigdom og bøndernes udnyttelse.
Aakjærs egne barndomsminder fra den lille gård, hvor rug, kål og uld gav mad på bordet og tøj på kroppen, men så heller ikke mere.
Havde han også stor betydning for hedesagen? Havde de glemt ham, dengang i 1953 da Mindeparken blev etableret, og de allerede afdøde fik deres mindesten? Hmmm. Der måtte være en side af Aakjærs forfatterskab, som jeg ikke kendte – afsted til biblioteket!
Aakjær og Hedeselskabet
Nej, de havde ikke glemt Aakjær i 1953. Der må have været personer involveret i udvælgelsen af hvilke betydningsfulde mænd, som skulle mindes og æres med deres navn på mindestenene, der stadig kunne huske forfatterens skarpe udfald mod Hedeselskabet i sin tid.
Måske mente udvalget, at det var tilpas, når Aakjærs vers figurerede på flere af Herredsstenene i Mindedalen. På den måde kunne der bygges bro mellem det åbenlyst modstridende i, at hans elskede og folkekære poesi og forsvarstaler for det nord- og vestjyske landskab skulle indpasses i en mindepark for den organisation og de mænd, han ikke var bleg for at mene burde straffes med tugthus for deres forbrydelser mod landskabet.
I sin åbningstale antydede landbrugsminister Jens Sønderup, at Aakjær havde bøjet sig for og erkendt, at resultatet var til alles bedste. “Thi Ploven, Ploven den maa jo ha’ sin Gang” sagde han. Heldigvis citerede Sønderup ikke videre, for det havde nok ødelagt den gode stemning. Selv en litteratur-amatør som jeg kan kun læse det samlede digt, som en vældig kritik af netop alt hvad Hedeselskabet stod for i 1906, da digtsamlingen “Rugens Sange” udkom. Og som for så vidt var endnu mere eftertrykkeligt gældende i 1953. De sidste strofer lyder sådan her:
Jeg har nu bedt for Jyllands brune Hede;
der burde bydes, hvor jeg kun kan bede.
Far varsomt, I, som skalter med en Jord,
ej har traadt med Barnets myge Fødder;
den ved kun slet, hvor Lyngens Lykke bor,
der ej har leget ved dens brune Rødder.
Men brænder I end Gyvlens sidste Ranke,
I brænder ej mit Digt og Digtets Tanke!
Stridsøksen er skarp
Aakjær var en passioneret skribent og taler, og han gik til stålet i debatterne om husmændenes vilkår, jordreformer, de fattige og tyende – og landskabet. Hovedfjenderne var, foruden Indre Mission, godsejere, gårdmænd, de fleste politikere og i særdeleshed Hedeselskabet, som var essensen af alt det værste fra de øvrige.
Jordreformer – jatak, men ikke hedens sandmarker, som ville fastholde husmændene i evigt slid på for små jordstykker uden det store udbytte. Hvorfor ikke godsernes gode muldjord?
Skov – jatak, men da ikke efter “kolde rektangulære principper” af Bjergfyr og andre nåletræer. Aakjær er underholdende læsning, og jeg kunne blive ved, men jeg vil nøjes med et par udpluk. Dette er fra Politiken i 1909:
“…Det danske Hedeselskab har sandelig været det jydske Land en haard Svøbe. Dette Selskab er jydsk Naturs “Indre Mission”, ligesaa kold uforstående, ligesaa doktrinær nyttehildet og skjønhedsblottet – kun paa andre Felter….
Men gjælder det om at bevare Nationens og Landets Karakterejendommeligheder, de ydre saavel som de indre, da har Bjærgfyrs-Apostlene handlet saa ukjærligt, saa lidet nationalt som muligt…
Hedeselskabet er startet af Øboere og Østjyder, der kom med et fra Vestjyden vidt forskjelligt naturideal…Hvofor maa vi ikke leve i den Barskhed, der tiltaler vor Sjæl? … Den vestjydske Bonde…sidder nu med Favnen fuld af Kakkelovnsbrænde. Og Hedeselskabets Mænd smiler lunt i Skjægget; thi de har baade Private og Bevillingsretten i Lommen; og Hedebruget fører sine Mergelspor længere og længere ind over Lyngen, og ved hver Mergelknold, de spreder, er det, som slængte de Jyllands Heder Skedevand i Ansigtet.”
Blev Aakjær så mildere med årene? Nej, det tror jeg ikke. I 1916 holdt han en indædt tale i Nyborg, hvor Hedeselskabet igen måtte holde for. Hvis det var så vigtigt at opdyrke, hvorfor så ikke fælde nogen af alle de østdanske bøgeskove og levende hegn?? I stedet for grundlæggende jordreformer, så fik Hedeselskabet debatten sig til at dreje sig om opdyrkning af sand, grus og moser! Sarkasmen driver ned ad siderne, når Aakjær skrev “Glæd dig Jylland, du tabte en naturejendommelighed, du mistede dit urgamle særpræg og fik som erstatning 100.000 favne pindebrænde”.
Hedeselskabet tilgiver eller opgiver
Men hvad så i 2016? Heden var opdyrket, plantagerne både høstet og genplantet, Skjern Å var både rettet ud og rettet ind, Filsø havde været tømt og blevet fyldt igen med vand. Aakjær var ikke glemt, og Hedeselskabet havde undergået en transformation og markedsførte sig indenfor grøn innovation, naturpleje, klimatilpasning og miljøforbedring. Så det dobbelte 150-års jubilæum kunne helt logisk fejres ved at rejse en mindesten for Jeppe Aakjær blandt hedens øvrige betydningsfulde mænd. I en udtalelse fra Hedeselskabets direktør (som også var direktør for Kongenshus Mindepark) lød begrundelsen således:
“Det hører til sjældenhederne, at vi rejser en ny sten i mindedalen, men da vi fik muligheden for at være med til at hædre en så stor personlighed som Jeppe Aakjær i vores mindedal, var vi ikke i tvivl, også selvom vi ikke altid har haft samme holdning til brugen af heden. Aakjær har betydet og betyder stadig rigtig meget for både heden og den danske historie. Det vil vi gerne hædre med denne sten.” Viborg Stifts Folkeblad 2016
Det fremgår også, at Aakjær vil være i godt selskab dernede i dalen. St. St. Blicher, Hans Smidth og Hedeselskabets grundlæggere. Det lyder jo meget godt. Andre digtere, en maler, Dalgas.
Men er det et tilfælde, at Aakjærs mindesten står mellem den indremissionske landbrugsminister, som misbrugte hans digt ved mindeparkens åbning i 1953, og den godsejer, som var en af hovedaktørerne bag den endelige tørlægning af Filsø – Danmarks engang næststørste sø? Der var jo andre “ledige” sten at hugge navnet i..
“Både Aakjær og Hedeselskabet var kæmpende for hver deres sag, men nu lever vi i en anden tid, hvor vi er blevet mere opmærksomme på at give tilbage til naturen, og derfor vil vi gerne bilægge striden ved at give plads til Aakjær i Kongenshus,” sagde Birger Schütte til Kristeligt Dagblad i 2016. Godsejeren har i mange år siddet i bestyrelsen for Kongenhus Mindepark og i Hedeselskabets repræsentantskab.
Aha – Aakjær har glimret ved sit fravær, men nu er der rettet op på sagen! Det ligner næsten en undskyldning, hvis det ikke var så grotesk en placering i favntaget mellem Sønderup og Olufsen. Kan man bilægge en strid, hvis den ene part ikke kan give sin tilslutning? Eller det vil sige – Aakjærselskabet gav sin tilslutning på forfatterens vegne.
Var der en vinder?
Historien skrives af sejrherren, og Aakjær ikke bare tabte i forhold til at beskytte og bevare hedens natur, men også i forhold til den uforsonlige holdning han havde til Hedeselskabet.
Men jeg minder mig selv om, at Kongenshus Mindepark jo er en privat selvejende institution, 4 ud af 5 bestyrelsesmedlemmer er eller har været mangeårige medlemmer af Hedeselskabets repræsentantskab og havde også forbindelse til Aakjærselskabet – de kan sætte lige præcis de navne på anlæggets sten, som de synes passende. Kongenshus Mindepark kan skabe og tilpasse deres fortælling om hedens kultivering.
Men hvis et erindringssted skal blive ved med at give mening, så er det ikke nok at opfriske malingen på mindestenene med jævne mellemrum. Navnene og personernes indsats er ikke indlysende i takt med at tiden går. Hvis mindesten skal være meningsfulde, så må man formidle dem til publikum.
Er der noget om at den der ler sidst ler bedst?
Jeg vil vove den påstand, at udenfor en snæver kreds, så er der ingen som husker eller kender hverken Jens Sønderup eller Aksel Olufsen og deres aftryk i den danske natur. Man smiler måske overbærende eller rynker brynene over fortidens spild af millioner af statsstøtte og arbejde med først at tørlægge landets næststørste sø og rette den vandrigeste å ud – kun for at bruge endnu flere millioner af skattekroner på at genoprette det ødelagte.
Men Jeppe Aakjær huskes, nynnes og citeres. Og min personlige mening er, at det er ikke hans men de andre mindesten, som er malplaceret. Hans står lige præcis hvor den skal.
I lyngen under den store himmel, i skræntens læ for den susende blæst.
Sært som min Hede er Menneskets Krav;
Brød skaber ikke hans Lykke alene;
mæt ham med Velstand: før nogen ved af,
skjælver hans Hjærte i Suk efter Stene.
Und mig da Fred paa min Fædrendegrund,
lad mig i Sandet dog Rødderne sprede!
Brød skal du hente fra Muldmarkens Bund,
Vidsyn og Fred paa min drømmende Hede.
“Den jyske lyng”, Aakjær, 1905
Baggrundsmateriale
Jeg har med stor fornøjelse læst Jeppe Aakjærs samlede Artikler og Taler 1887-1918 – den er voldsomt underholdende!
Mit eget antikvariske eksemplar fra 1912 af Rugens Sange er blevet genlæst med glæde – sanselige digte om naturen, kærligheden og minder.
Derudover har jeg pløjet mig igennem en bunke artikler, tidsskrifter og forskningsudgivelser, som helt genialt ligger tilgængeligt online på Tidsskrift.dk via det Kgl. Bibliotek.
Og ikke mindst databasen Skovbrugsviden.dk hvor blandt andet Hedeselskabets medlemsblade er digitaliseret.
Efterskrift
I min research fandt jeg ud af, at jeg naturligvis ikke var den eneste, som havde undret mig over det ironiske (nogen fandt det særdeles upassende) i opsætningen af en mindesten for Jeppe Aakjær i Kongenshus Mindepark. Hedeselskabet/Kongenshus brugte figenbladet for “at begrave stridsøksen”, at de naturligvis ikke ville have gjort det, hvis ikke Aakjærselskabet havde godkendt opstillingen – hvilket de gjorde.
Jeg ville dog gerne have at vide, om selskabet forinden var klar over den præcise placering af mindestenen, så jeg henvendte mig til den nye formand for Aakjærselskabet med mit spørgsmål. De er ikke vendt tilbage.
Er det greenwashing af den raffinerede slags? Er det historieløshed ud over alle grænser? Er det naivitet og lutter gode viljer? Er det helt bevidst eller ganske uforvarende?
3 Kommentarer
Jeannette · 28. oktober 2020 kl. 6:50 pm
Så fik jeg lige en ordenlig skovlfuld viden. Måske ikke noget jeg behøver at vide, men så skønt formidlet at noget andet må vige pladsen på øverste etage!
Kirsten · 28. oktober 2020 kl. 10:39 pm
Spændende og lærerig læsning. Så har man hørt det med
Kirsten Bjergskov Grarup · 29. oktober 2020 kl. 2:03 pm
Dejligt at jeg kunne fortælle noget, som I ikke vidste I gerne ville vide 🙂