Af ler er du kommet

Udgivet af Kirsten Bjergskov Grarup den

Der var engang en fæstebonde, som i 1773 købte fæstegården Hesselbjerge af herregården Hastrup. Mark og eng. Hede og mose samt overdrev med lyng, græsning og tørv. 110 år senere i 1886 solgte hans efterkommere en del af jorden fra, og der blev bygget en lille 4-længet gård på den nye ejendom. Af ler, tømmer og strå – det er her jeg bor.

Hestestalden

Cirka 80 kvadratmeter – 7 meter på den korte led og godt 11 meter på den lange led – skillevæg i midten med en rødmalet dør på hver side, støbejernsvinduer og hvidkalket murværk. Den er træt nu og kan ikke mere. Murene skrider ud, træværket smuldrer, hængslerne giver op, fugten svupper og rusten plager metallerne. Vi hjælper den til en værdig afslutning, aktiv dødshjælp til en værkbruden bygning.

Taget

Oprindeligt havde den stråtag, som var let og billigt. Måske har man høstet tagrørene til det om vinteren langs Brande Å eller i mosen ikke så langt herfra? Lyng til mønningen har man kunnet hente på egen matrikel. Strå er tidstypisk omend det i slutningen af 1800-tallet blev mere og mere almindeligt med tegl eller skifer på gårdenes tag. Lyng er egnstypisk, fordi det var så tilgængeligt, andre steder brugte man tang, halm eller græstørv.

Spærene var af gran, håndhugget rundtømmer, som med tapper og velvoksne søm blev rejst – de fleste har holdt, og kun et enkelt er blevet skiftet ud siden stalden blev bygget.

De gamle spær og hanebånd

Der har sikkert været lægter af granrafter som på stuehuset, men de er blevet skiftet ud med firkantede lægter formentlig da stråtaget blev skiftet ud med pandeplader en gang i 1930’erne.

Stråtag har som regel en levetid på 40-50 år, og det passer meget godt med alderen på stålpladerne. De har til gengæld haft en levetid på måske 80-90 år – det er længe, men skyldes nok at stalden ikke længere blev brugt som stald. Det er ikke alle sømmene, der har holdt lige så længe, og man kan se at pladerne har fået ekstra eller nye søm over tid. Også lægterne har ikke stået distance og er blevet fæstnet indvendig med sømbånd og stålwirer, når de ikke længere sad så godt fast på spærene.

De galvaniserede pandeplader var også en tidstypisk erstatning for stråtagene. Stålpladerne var billigere end de første eternitbølgeplader, de vejede ikke så meget og kunne derfor fint lægges på den oprindelige tagkonstruktion fra stråtaget, og så var de nemme at arbejde med – så længe det ikke blæste for kraftigt, mens man bar dem op.

De gamle pandeplader

Muren

Da gården blev opført, har det været lige omkring den tid, hvor man gik bort fra bindingsværk som konstruktion. Hestestalden er fuldmuret men uden sokkel, og selvom brændte mursten på det tidspunkt har været relativt billige, så valgte man alligevel at bruge soltørrede lersten, der ellers mest var benyttet til bindingsværkhuse.

Måske har man selv haft et område med ler, hvor det relativt let kunne graves op, æltes og presses i forme, for så at lufttørre dem et overdækket sted? Man har jo så sparet både transport og udgifterne til indkøb, og måske er søen bagved stalden i virkeligheden, der hvor leret kommer fra? Stenene er lettere end tegl, og de er muret op med en lermørtel.

Et fantastisk materiale men også et skrøbeligt materiale, når det får fugt. Ler bliver til ler. De kalkede mure har fået et beskyttende lag, men der er også udført mange reparationer på det relativt sarte murværk. Gavlspidsen mod nord er muret helt om – denne gang med cementsten, som havde den fordel at de kunne støbes på stedet. Til gengæld brugte man stadig lermørtel, så formentlig er den skiftet ud i 1920-30’erne – måske er den væltet? Eller fundet for ringe, da man skiftede taget?

Gavlen mod syd er stort set helt forsvundet på et tidspunkt for mindst 40 år siden. Den blev ikke muret op igen, men i stedet erstattet med en væg af krydsfiner. Andre steder er der muret en dør til eller repareret med en generøs pose cement, og andre steder kan man se, at reparationen er udført med genbrugssten, som stadig har kalk på den ene side.

Ler og sand

Gulvet

De oprindelige gulve har været den samme type pikstensbelægning, som er på gårdspladsen. Typisk brug af marksten som forhindrede gårdspladsen og dryppet fra tagskægget i at blive et stort ælte af mudder. En billig form for brolægning der kunne fejes og holdes rent. Men det har skramlet noget, når man kørte hen over det.

Piksten i staldens indgang

Piksten i en stald var bedre end lerstampet gulv. Men beton var endnu bedre og på et tidspunkt har næsten hele stalden fået støbt betongulv. Noget af det nye betongulv ligger på troldtektplader – en form for træbeton som så dagens lys i 1930’erne og især blev brugt til isolering og støjdæmpning. Jeg ved ikke, hvorfor man valgte at bruge dem lige præcis i det ene rum i stalden. På det tidspunkt blev det ikke længere brugt som hestestald, men i stedet formentlig som kornlager, hvor også kværnen til at male foderet stod. Måske har det hjulpet på fugten? I hvert fald har det gjort det meget lettere at håndtere kornet, når det lå på den glatte beton i stedet for de knoldede piksten.

Stolpehul i betongulvet

Træværket

Udover tagkonstruktionen er der ikke meget tilbage af det originale træværk, blot resterne af det gamle spiltov til hestene som af en eller anden årsag har fået lov til at blive stående.

Loftbrædderne er blevet skiftet ud på et tidspunkt, nogle af dem med genbrugte gulvplanker eller brædder fra et tjæret tag. Borebiller har haft en hundredårig lang fest, hvepse har lavet papirtynde bo, edderkopper har fanget årtiers strå, støv og avner i deres spind og alverdens typer søm og beslag har været slået i, er blevet bukket eller overflødige mens de langsomt ruster.

Fra levende stald til passiv pulter

Gården var ikke nogen lille hedegård men heller ingen prangende bondegård. Dens fire længer var typiske – stuehuset lå for sig selv og repræsenterede i hele sin længde gården ud mod vejen. De øvrige længer har formentlig været bygget sammen og dannet de tre andre sider omkring gårdspladsen. En kostald med plads til 10-15 køer og stude, en lade med plads til hestevogne, ploven og maskiner, værksted og plads til tærskning, og endelig hestestalden mod øst, hvor der har været karlekammer, svinesti og spiltove til et par heste.

Men en dag blev laden for lille til de gamle maskiner. Der skulle være plads til tærskeværk, traktor og maskiner, og derfor blev den gamle revet ned og erstattet med en ny og større. Der var heller ikke længere brug for hestene, og rummet blev til kornkammer for en tid. Svinestien holdt flyttedag og besætningen blev udvidet, så der kunne sælges flæsk til andelsslagteriet. Karlen flyttede til byen.

Der skulle ikke længere neg på loftet, for mejetærskeren havde allerede høstet kornet på marken. I stedet flyttede karlens seng og skab derop – sammen med andre gamle møbler de nye tider havde i overskud. Hundrede års bohave blev stillet væk og glemt under hanebåndene.

Karlekammeret fik hylder og en bordplade, sylteglas og lerkrukker, store gryder og skårede kander. Honningslyngen og vokstavlerne fandt plads ved siden af.

Svinestien fik maling, beton og gulvtæppe – der blev holdt fester og røget cigarer. Der blev vævet, leget, stillet flyttekasser og gamle møbler.

Kværnen i stalden blev overflødig men var for tung at flytte. I stedet blev den langsomt omgivet af vinterdæk, cykler, campingudstyr, glemte flyttelæs og kister. 80 års pulter overgivet til tidens tand og fugtens erosion. Solidarisk med hele bygningen overgav det sig til genbrugspladsen, loppemarkedet og skrothandleren.

Men alting har en gang haft en værdi for nogen. Har haft og udfyldt en funktion. Hvor mange gange er hængslet på døren vippet op og i? Hvor mange træsko har dørtrinnet mødt? Nogen har slået søm i, nogen har tilpasset bjælkerne, nogen har muget ud og slået trillebøren i karmen, nogen har lagt tøj i kisten, nogen har syltet rødbeder og stillet glasset på hylden, nogen har leget i sne med kælken.

Der var engang. Den gamles bygning tid rinder ud, på afstand en faldefærdig, sundhedsfarlig ruin, men med en uforlignelig særlig skønhed, når man træder tæt på.

Tagpladens sømhuller
Stalddørens hængsel
Karlekammerdørens håndtag
Håndsmedede hængsler og kroge
Kategorier: Generelle

1 Kommentar

Jeannette · 17. september 2020 kl. 7:03 pm

Wow. Flere slægtsled via en hverdagshistorisk ekspedition gennem den gamle lade. Tak for turen❤️

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *