Her bor vi. Den lille hvide stald, som er over hundrede år gammel – ved det kæmpestore bøgetræ, som er næsten lige så gammelt. På kanten af engstykkerne ned til åen og for enden af den svage skråning op til åsen mod syd, hvor istiden efterlod en bølget og langstrakt bunke grus. Engang var her skov, siden århundreder med hede og åbne vidder. Bronzealderens befolkning efterlod gravhøje på åsen, som med tiden igen voksede til med løvtræer – men som stadig ligger der.

Hverken huset eller fortidens gravhøje er markante. Men så er der, hvad man i embedssprog kalder “tekniske anlæg i landskabet”. Indenfor en radius af 1½km har vi en del, og alt efter temperament og humør kan de være imponerende, æstetiske, forstyrrende, grimme, skæmmende eller nødvendige onder. I får lige en rundvisning.

Hønsehuset

Cirka 220 meter syd for vores matrikel er der i løbet af sommeren og efteråret blevet opført et hønsehus på over 4200 kvadratmeter, og der er netop flyttet 30.000 økologiske høns ind. De får hele marken fra os og næsten op til åsen bagved at boltre sig på, og er med til at sikre forsyningen af økologiske æg i de danske dagligvarebutikker (sammen med deres 120.000 øvrige æglæggende hønsekolleger i nærheden).

“Der er tale om en bygning, der på grund af omfanget men ikke højden, vil være iøjnefaldende i landskabet”, som der står i kommunens miljøtilladelse til etableringen af hønsehuset. Det har været interessant at følge selve byggeprocessen, men indrømmet – vemodigt at se den sidste frie udsigt op mod åsen forsvinde i tagplader, stålbeklædning, siloer og trådhegn.

Højspænding

Når man går under højspændingsmasternes kabler, kan man høre hvordan 400 kilovolt synger og knitrer. De 40 meter høje master er en del af af opgraderingen af kapaciteten på ledningsnettet – så al den gode vindmøllestrøm kan transporteres videre sydpå til Europa eller de krævende byer og elbiler.

De nærmeste master står bare 850 meter vest for vores hus, men de mange levende hegn dækker det meste, og vi kan kun se toppen af dem. Men vores faste lille rund-travetur på grusvejene krydser under den uendelige perlekæde af tråde, kabler og master.

Jeg synes, at de er smukke på deres industrielle måde. På afstand ser de så spinkle og lette ud, men tæt på er det stål, kæmpe møtrikker, koblinger og afstivninger, som giver indtryk af solid styrke. Og tanken om den enorme energi, der løber i kablerne, kan næsten få det til at kilde i tæerne og håret til at rejse sig.

Lyden ændrer sig alt efter vejret. I stille vejr er det bare en summen, når det er fugtigt og tåget er der en højspændt men lavmælt knitren. Når det blæser kan man høre, hvordan det næsten synger i ledningerne, og i frostvejr fornemmer man elektriciteten.

Motorvejen

Gang på gang lyder et af kerneargumenterne for mere motorvej, at det drejer sig om udvikling! For ellers bliver erhvervslivet hægtet af, ingenting kan sælges, turisterne nægter at leje et sommerhus og håbløsheden breder sig.

Så for 6-8 år siden blev hovedvejen opgraderet til motorvej fra Vejle til Herning. De følges ad over lange stræk og lige nord for os er der bare 450-530 meter til hhv. hovedvejen og motorvejen. Der er god plads – også til de tunge specialtransporter. Begge veje ligger højt i terrænet, og vi kan se trafikken på den anden side af engen og ådalen.

Trafikstøjen lægger et susende bagtæppe af lyd, undtagen når det blæser meget kraftigt, så overdøver vinden i trækronerne trafikken. Heldigvis skærmer nåletræerne en del, og det er heller ikke landets mest trafikerede motorvej, så stilheden kan godt indfinde sig. Endda så meget at man kan høre vindmøllernes lavmælte rumlen på den anden side af motorvejen…

Vindmøllerne

De er 149,5 meter høje – rækken af 10 knejsende hvide vindmøller. De blev rejst for 3-4 år siden i en storm af protester. Men nu står de der og producerer grøn energi til det øvrige samfund. Selv på 1500 meters afstand titter vingespidserne op over skoven og de levende hegn.

De er smukke, synes jeg. Markante og skulpturelle. Men nogens hverdag, hjem og forestillinger om fremtiden blev revet væk under dem, enten fordi de helt måtte flytte, eller fordi de pludselig blev endnu tættere nabo til de store møller, end vi er. Skyggekast, støj, forstyrrende rent visuelt når vingernes snurren hele tiden fanger blikket. Heldigvis kan vi ikke se dem inde fra huset.

Møllefabrikken

Mellem hovedvejen og motorvejen ligger Welcon, en smedevirksomhed der er vokset og vokset. Daglige specialtransporter kører kæmpestore stålplader ind på pladsen, hvor de omdannes til mølletårne. Der er haller til svejsere, andre haller til malerne, haller til tørring og hærdning – og en kæmpe lagerplads, hvor sektionerne ligger klar til afhentning. Siemens og Vestas får produceret deres mølletårne lige her, både til landvindmøller og offshore. Det kræver endnu større specialtransporter at få tårnsektionerne kørt ud i verden, så hovedvejen og indkørslen er udvidet for at give plads til de meget lange og tunge rør.

Den økologiske produktion

På den modsatte side af Welcon ligger hvad der engang var en helt almindelig landejendom. Nu ejes den af en af landets største producenter af økologiske grøntsager, og de mange og store udbygninger bruges til kornrensning og til opbevaring og produktion af de store trækasser, som bruges til opbevaring af løg.

Stuehuset står tilbage som indkvartering lidt endnu, men der er kun en stump hæk og det ene træ på hjørnet ud til hovedvejen tilbage af, hvad der engang var en have og omdrejningspunkt for en familie.

DLG

På den anden side af Welcon men stadig mellem hovedvejen og motorvejen ligger foderstofforretningen. Den er faktisk ret stor med flere haller og to høje siloer, men fordi Welcon er så meget større, syner DLG ikke af så meget.

I høsten er der naturligvis meget trafik til og fra, men træerne er vokset godt op og dækker for de lidet charmerende industribygninger.

Bag ved DLGs siloer stikker den høje mobilmast sit gitterværk op. Min livline til bloggen og bare 1000 meter væk. Men dens signaler er skrøbelige og temperamentsfulde, og ofte har jeg lyst til at køre den til skrothandleren!

Grisene

Der ligger to såkaldte “husdyrbrug til svin” i nærheden – det mindste ligger 670 meter mod øst og det meget store ligger 1200 meter mod vest.

De ligger heldigvis så langt væk, at det er yderst sjældent at vi kan lugte dem. Men gyllen skal jo ud, foderet skal ind, kornet skal tørres.

Som med hønsehuset er der ofte et misforhold mellem den etiket man sætter på og de faktiske forhold. Ord som “husdyr” og “hønsehus” forbinder jeg med noget i en langt mindre størrelse, end det der bruges om de moderne anlæg. Der er ikke tale om at sælge æg i en bod ved vejen eller gå og klø grisen bag øret – men automatiserede processer og gigantiske bygninger og containere. Måske betyder ordet “husdyr” i dag blot, at de er under tag?

Øst, vest, syd og nord

Inden for en radius af 220 til 1500 meter har vi et gigantisk hønsehus, en højspændingsledning, to grisefarme, en hovedvej, en vindmøllefabrik, en foderstofforretning, 10 vindmøller, en mobilmast, en motorvej og et produktionsanlæg. Noget er majestætisk, noget er praktisk, noget er meget dominerende og noget er virkelig grimt. De fleste er anlagt, udvidet eller ændret inden for de sidste 10 år. Gad vide hvor mange af dem, der vil gøre gravhøjene selskab om 1000 år?

Det er nødvendige anlæg – de skal jo ligge et sted. Formentlig er det ikke engang slut med at etablere nye store projekter omkring os. Som der står i kommunernes rapporter, så er området præget af “landbrugsarealer med en del levende hegn og markante tekniske anlæg i landskabet”.

Nogle af disse anlæg fylder ikke bare visuelt men også lydmæssigt. Trafikkens susen, vindmøllernes lavmælte brummen, aftenholdets rumsteren med de store stålplader, bakalarmer og blink. Man vænner sig til det – eller alderen slører hørelsen.

Men det kan stadig lade sig gøre at få et billede eller en udsigt uden at øjet fanger noget højt eller stort af stål. Når markernes blanke vand spejler himlen i det tidlige forår, når morgentågen flimrer over engen eller når solnedgangen farver himlen bag hegnet.

Her er smukt hver dag. Sådan er det også at bo på landet.