Nytårskavalkader af alle slags – det årlige ritual.

Tastaturkrigere i alle afskygninger med knyttede hænder og vrede ansigter, nytårsforsætter om at blive et bedre menneske på alle måder, trendforskere og analytikere med resultater om både det gamle og det nye år, der stritter i alle retninger, og et vejr som kan tage humøret fra de fleste.

Egentlig plejer jeg ikke hverken at have nytårsforsætter eller sådan rangliste begivenheder. Men fordi der er så massiv enighed om, at 2020 var et ekstraordinært rædsomt år, så satte jeg mig for at kigge tilbage på det seneste år, og resultatet er bestemt ikke entydigt.

Januar

Januar bød på en fortsættelse af det våde efterårsvejr. Regn, regn og skyer drev ind over både Grejsdalen og Nissum Fjord. Men de vinterbrune tagrør og visne grøftekanter sugede det bedste de havde lært, fjorden var stor og grågrumset af de uendelige mængder vand, som åerne sendte ud. Vi startede året med svuppende gåture langs med fjorden, i klitheden, i plantagen og på de fedtede skrænter i Grejsdalen.

Men travlhed og virkelyst prægede januar – et nyt liv skulle tage form. Vi pakkede flyttekasser i Vejle, vi malede køkkenlåger og satte fliser op i Hesselbjerg. Vi holdt møder med arkitekten om udformningen af vores nye hus, vi udfyldte ansøgningsskemaer til Teknik og Miljø, vi skrubbede og skurede. Fyldt med energi og forventninger gjorde vi os klar til flytte midlertidigt ind i den gamle kostald ved siden af den kommende byggeplads! Vi skulle bygge et moderne hus på landet, et lille hus i stor natur, et fremtidssikret hus hvor der blev taget hensyn til nuværende og kommende besværligheder med at bevæge sig rundt, et sted hvor vi kunne bo i mange år.

• 

• 

Jeg vidste ikke at advarselsskiltet på vej ud af Vejle også skulle komme til at gælde på Hesselbjerg. Grøn omstilling af landets energi. En hovedstad med ambitionen om at blive klimaneutral – hvilket ikke kan klares med cykelstier alene. Klimastrøm.

Der landede en betonklods i vores planer i form af et visitkort fra HOFOR, der ønskede at opføre vindmøller. Lige her. Alting gik i stå – alting var i frit fald. Skulle vi sige blankt nej, turde vi begynde at bygge og risikere at få støj, skyggekast, visuelle gener, kunne vi bo “midlertidigt” i 3-5-7 år indtil der lå en endelig afgørelse på mølleprojektet, vi kunne jo heller ikke sælge stedet……?

Februar

Februar var usædvanlig regnfuld. Alt stod under vand, og det krævede gummistøvler bare at gå ud med skraldeposen eller hente avisen. Gårdspladsen sejlede; søen bag laden gik over sine bredder, og vandet løb i en stille flod ned til frugttræerne, som til gengæld næsten var som en mangrove; engen stod under vand, og åen flød ud til alle sider og dannede en stor flodseng.

Vi gik ture. Vi fejrede fødselsdage, mærkedage og udflugter med gode venner – havde vinterferiebesøg af det ældste yndlingsbarnebarn og lavede snobrød i brændeovnen. Vi gik ture.

Vi læste betænkninger, regulativer, vejledninger og konsulentrapporter – vi fandt en advokat. Vi traf den beslutning, at vi turde ikke risikere at blive tæt nabo til vindmøller, og derfor var målet at forhandle os til nogle vilkår, som vi kunne leve med – blandt andet at kunne komme videre og ikke være stavnsbundet i årevis.

Samtidig nød vi det forår, som bogstaveligt talt piblede og skyllede frem.

• 

• 

• 

Marts

Det blev en måned med omvæltninger, som ingen havde forestillet sig. Corona blev et hverdagsord; smittetal og samfundssind var pludselig noget man skulle forholde sig til. Bekymringer for at komme til at smitte. Aflyste aftaler og en lukket svømmehal frigjorde endnu mere tid til at vandre – så det gjorde vi. Vandet stod ligeså højt som smittetallet.

Frederikshåb Plantage

I november året før havde vi gået den samme tur i Frederikshåb Plantage. Dengang var der kun en smule vand i den østligste af søerne, og rådyrene trippede rundt i rimfrost og græs. Nu levede Syvårssøerne op til deres navn og var fyldt med vand og oversvømmelser, så turen blev lidt længere end planlagt for at komme hele vejen udenom.

Vandreture omkring Odderbækken

En ny tur vi ikke havde prøvet før, men i et område der kun ligger 10 minutters kørsel hjemmefra. Igen måtte vi opgive at følge ruten og i stedet slå nogle store sving rundt om moserne. Vi fandt også et andet sted til madpakken, men det er en tur vi har planlagt at gå igen – måske i en lidt mere tør periode.

Rørbæk Sø

Rørbæk Sø på en forårsdag. De første mirabeller havde foldet deres hvide blomster ud, svanerne pudsede deres fjer og gjorde sig lækre, solen varmede vidunderligt i det stille vejr. Man kan kombinere turene omkring Rørbæk Sø på så mange måder, og vi bliver aldrig trætte af det område.

Det gjorde godt at gå så mange ture i marts.

Vores forhandlingsforslag til vindmølleprojektet var blevet positivt modtaget, men vi måtte vente på udfaldet af forhandlingerne med de øvrige lodsejere, før vi kunne få en endelig afklaring af vores fremtidige boligsituation.

Vi forsøgte at få noget positivt ud af at vi ikke skulle i gang med at bygge – sikke en masse tid til at vandre de kommende måneder! Og der var heldigvis også dage med udelt glæde. Hvor man kunne nynne “Verdens mindste heltekvad” og så radiser og have øller på sit havebord. Hvor rejsekammeraten også blev livsledsageren.

• 

• 

• 

April

April var fyldt med en masse gode madpakketure – alene eller sammen med den begrænsede corona-omgangskreds. Bekendte kom forbi til en gåtur, en udflugt eller bare lidt terrassekaffe. På afstand.

Bøgen sprang ud, vi genfandt de blå anemoner i Staksrode Skov nord for Vejle Fjord, følfod lyste gule på skrænterne ved Nissum Fjord, og de første sommerfugle flaksede lidt fortumlet rundt i den skarpe sol og stærke blæst. Endelig forår – rigtigt forår – efter en ualmindelig våd vinter.

• 

• 

Bølling Sø

Første gang at vi sammen gik rundt om Bølling Sø. Sidst jeg gik turen var i tindrende frostvejr, men nu var græsset grønt, træerne havde blade og fårenes lam nuttede som et påskekort. I en solstribe i skoven så jeg en Skovrandøje for første gang – de fine pletter og den flagrende dans i lyset.

12 km er der hele vejen rundt om søen. Overdrev, hede, enge, moser, birkekrat, nåleskov og bøgetræer. En god tur for både sanser og de lidt utrænede vinterben, som måske nok har gået mange ture men ikke så lange. Bølling Sø blev et yndet udflugtsmål, selvom den ligger halvvejs til Viborg.

Aprildagenes lune solskin blev også udnyttet til forskønnelse af den hjemlige matrikel. Flisegangen langs huset blev forlænget af flere omgange, gæstehuset blev malet og befriet for edderkopper, brændestakken blev ordnet; vi lavede bålmad, så tit vi kunne og luftede vasketøjet på snoren.

• 

• 

• 

Maj

Hver uge forsøgte vi at komme afsted til et nyt sted, hvor vi ikke havde vandret før. Filsø nord for Varde blev et af årets helt store oplevelser, og vi vendte tilbage flere gange. Jeg har det temmelig anstrengt med at alting skal værdisættes i kroner eller at berettigelse er lig med nytte, som igen skal kunne dokumenteres i kroner.

Især har jeg det stramt med, at relativt få individer kan profitere på bekostning af vores fælles “værdier”. Som for eksempel tømningen og dræningen af Filsø for at opdyrke søbunden, fordi man mente at svinefoder og korn havde større nytte og “værdi”. Naturen lå jo bare unyttigt hen. Nu er det heldigvis genskabt, men det var et umådeligt dyrt eksperiment.

Men vi havde også dage, hvor det velkendte var ligeså stort som at se noget nyt. Eller hvor vi viste det frem for andre, som ikke havde set det før. Især Rørbæk Sø har vi forsøgt at vise frem for gæster, der ikke kendte området. Altid er turen lidt anderledes fordi vejret og årstiden skifter, selskabet og dagsformen.

Gendarmstien

Dagsformen blev der god lejlighed for at teste på årets første “rigtige” vandretur. I 2019 havde vi gået et par etaper på Gendarmstien, men nu var det tid at gøre den færdig. Vi var faktisk ikke sikre på, om vi egentlig havde fået trænet nok. Det måtte komme an på en prøve, og i silende regnvejr stillede vi bilen lidt syd for Gråsten, hvor vi slap ruten året før.

På med regntøj og rygsæk og afsted. Tre dage senere smed vi vandrestøvlerne i Sønderborg og tog et hvil i eftermiddagsheden op ad muren til Sønderborg Slot, inden vi hoppede på en bus tilbage til bilen. 45 km lyder ikke af så meget, men det var en fin start på vandreåret, og vi havde tid til at fordybe os undervejs i historien eller bare tage en middagslur.

• 

• 

• 

• 

Vi ventede. Vi søgte om landzonetilladelse (for overordnet at kunne rive ned og bygge nyt), og vi søgte om nedrivningstilladelse til den gamle hestestald og stuehuset. Vi forsøgte at forberede os, i tilfælde af at vindmøllerne enten ikke blev til noget, så vi kunne gå i gang med at bygge – eller i tilfælde af at en aftale kunne indebære muligheden for at rive de gamle bygninger ned. Vi ventede.

Juni

Det store gavehit de senere år har været “oplevelser”, og vores julegave til mine søskende og ægtefæller var en weekend-vandretur fra Billund til Vejle på Bindeballestien. Walk-and-talk når det er bedst, regnbyger og solskin, vandrevabler og bålmad – og ikke mindst drømmen og fantasien om og lyden af en målbajer. Godt gået – også når benene var stive, og fødderne var vrede på støvlerne.

Junivejret var foranderligt – sommeren var vitterlig faldet i april. Vi klippede græs, rev et gammelt udhus ned og brugte materialerne til at renovere det gamle hønsehus, hvor Finn lavede shelter i noget af det. De bedste af murstenene blev omhyggeligt renset og stablet – det kunne jo være at vindmølleprojektet ikke blev til noget, og så skulle vi bruge dem til at bygge med.

Cykelture, små gåture og en forrygende fødselsdag hos det ældste yndlingsbarnebarn, arbejdsdage og hængekøjepauser.

• 

• 

• 

Årets projekt i sommerhuset var at få det lille gule byhus malet. Der blev vasket, spulet, fejet, børstet og skrubbet – vejret holdt og med god hjælp blev murværket gult, soklen sort, vinduet hvidt og træværket i haven blev sort.

Snegle, bænkebidere og edderkopper blev hjemløse for en tid og rødhalsens unger forsøgte at lære at flyve mellem spandene med kalk, pensler og vaskebaljer.

• 

• 

• 

Den første halvdel af 2020 var præget af uvished både i forhold til Covid19 men også spørgsmålet “hvor skal vi bo?”.

Men der var virkelig også stor glæde og positive begivenheder, og vi følte os taknemmelige og privilegerede at være raske, at kunne vandre og mærke naturen. Alle de mange invitationer på køleskabet til runde fødselsdage, konfirmationer, sølvbryllupper og mærkedage var ikke aflyst, men udsat – vi hilste med albuer eller vink, men kunne mødes udenfor til en gåtur eller et krus kaffe. Det skulle nok gå.