“Når forårssolen skinner…
…blir jeg glad“
Og jeg skal da lige love for, at solen har taget revanche efter vinterens bølger af lavtryk. Først røg vanterne, så røg den uldne hue – siden fulgte vinterjakken og de tykke strømper, og det hele er nu afløst af solcreme, bøllehat og lette sko.
Naturen har også smidt vintertøjet og iført sig sidste nye skrig i grønt. Og hvidt. Og gult. Med et splash af pink og rødt under den blå himmel.
Det er så utrolig dejligt at gå i det flimrende lys under bøgetræerne eller at sidde i på det grønne græs fyldt med mælkebøtter og høgeurt.
Men det kan også blive næsten for meget af det gode, og faktisk har der været så meget grønt, at jeg længtes efter at hvile øjnene lidt og derfor søgte ud mod moserne og heden. De er mere diskrete i farvepaletten og på afstand ser de stadig brune og lidt visne ud.
Selvom lyngplanterne vitterligt er visne nogle steder, så skal man andre steder bare bukke sig og kigge lidt nærmere efter for at opdage, at der er masser af liv og bløde farver lige for fødderne af én. Eller glædes over en klat med varme gule blomster i Engelsk Visse eller dyb mørkegrønne tuer af Jomfruhår midt i det gyldenbrune.
Revlingen er afblomstret igen, men den har været helt eventyrlig i år. Til gengæld står selv de mest pjaltede Sitkagraner lige nu med rosenrøde nye kogler, Majblomsterne lever op til deres navn og myldrer frem i skoven – og en enkelt slags mos har taget læbestift på.
Stjerne-Bredribbe hedder den lave mos med de lange hårspidser – den er en af de få mosser, som kan klare det øgede kvælstofindhold, og som derfor breder sig. Den ser altid lidt krøllet ud, og det gælder også stilkene på den sporehuse – som til gengæld har den smukkeste røde mund.
Granernes nye kogleskud ligner blomsterkunst, synes jeg – eller papirkunst, som om man kunne klemme dem helt sammen som en vinrød harmonika.
Forårstegn
Jeg har forskellige forårsmærkedage. Den første sommerfugl – som regel en Citronsommerfugl. De første blomster i mirabellerne – lige nede i skoven. De blå anemoner og de første nye bøgeblade – ved Staksrode Skov.
Og så er der årets første Soldug. De er mikroskopiske, og man kigger og kigger mellem tørvemosserne i det fugtige smat, hvor vinterens vandstand er sunket lidt. Og pludselig får man øje på den klare rødlige farve i de runde blade, og næsten som med den blå anemone bøjer man sig da mod jord for at kigge nærmere på det lille mirakel.
En roset af blomster med bladene på vej og mindre end min lillefingernegl. Men hov, der er jo en til – og endnu en. Der er jo masser! Det store gensynssmil sidder i ansigtet, bukseknæene er våde og lærken synger over kæret.
Kæret er hjemsted for meget andet end Soldug. Kærulden “blomstrer” næsten med sine bløde og poetiske hvidgrå totter af det blødeste fnug. Der findes endda en lille edderkop, som hedder Kæruldhjulspinder. Ud over at den holder til og laver sit spind i den lave vegetation omkring kæret, så ligner dens ægspind i toppen af lyngen eller græsserne også Kæruldens hvide tot.
Men tag ikke fejl, selv når der ser tørt ud. Man kan være helt sikker på at hvis der gror Kæruld, Klokkelyng og Tørvemos – så er der vådt under alt det tørre.
Det varme forårsvejr signalerer også et skift i element for guldsmede, døgnfluer og vandnymfer. Efter flere år som larver og nymfer i kærets lune vand kravler de op på et strå, krænger det gamle hylster af, folder en helt anderledes krop ud og indtager luftrummet på glitrende vinger. Til at begynde med er de lidt famlende og lander de mærkeligste steder for lige at varme lidt mere op – en arm eller et kamera, men så bliver især guldsmedene fabelagtig hurtige og adrætte flyvere.
Sommerfuglene
Nogle af de mest almindelige dagsommerfugle har længe været på vingerne og svirret i haven, parret sig og lagt æg på brændenælderne. Men ude på heden er der endnu ikke ret mange brændenælder, så det er andre sommerfugle, der dominerer.
Den lille Grøn Busksommerfugl står mit hjerte særligt nær. Den trives fint på de tørre og sandede områder og lægger sine æg på gyvel, tørst eller mosernes tranebær og mosebølle. Men den er netop ikke ret stor, og oversiden af vingerne er støvet mørkebrun, så man lægger ikke meget mærke til den, når den flyver rundt.
Til gengæld er den lysende grøn på undersiden, og den sætter sig altid med lukkede vinger. Enten vinkelret mod solen for at fange mest muligt af varmen, eller når den stikker snablen i de tidligste forårsblomster.
Den grønne farve er genial kamoflage, og tit ser man den først når den flyver op. Men den flyver sjældent så langt væk, og tålmodighed belønnes ofte fordi den tit vender tilbage til sit udgangspunkt.
Lille Ildfugl er også kommet ud af puppen og sidder tit på en sten eller lidt varmt grus for at løfte kropstemperaturen, men når først den så har fået varmen, kan den være svær at holde øje med. Så den er nemmest at studere på de lidt kølige formiddagstimer.
Der er også natsommerfuglene, hvis larver er langt mere iøjnefaldende end de voksne individer – eller i hvert fald til at se om dagen.
I øvrigt synes jeg, at natsommerfuglene har mere underlige navne end dagsommerfuglene, hvor navnet oftere passer til især udseendet. For eksempel denne lille pelsede larve med den sejeste hanekam. Den bliver til en Hedenonne, som er i den familie af natsommerfugle, der hedder Pragtugler….altså.
Andre passer dog nogenlunde til navnet – som Græsspinder eller Egespinder. Bortset fra at Egespinder ikke har noget med egetræer at gøre, men mest findes i hedeområder med spredte småtræer og buske.
En anden ulempe ved at det oftest er larverne, at jeg støder på, er at det gør det temmelig besværligt at artsbestemme dem. Hvis man slår op i bøger, så er det den voksne sommerfugl, som er afbildet og beskrevet, mens larverne som regel er udeladt af illustrationerne. Jeg vil være den første køber til et opslagsværk med larver!
Den sidste ulempe ved natsommerfuglene er mængden – der er flere tusinde. Men så lærer jeg et par nye hvert år, og til næste år kan jeg måske genkende en enkelt af dem. Som Lyngmåleren jeg stiftede bekendtskab med sidste år; den er dejlig nem. Den trækker og flyver i lyng, den er aktiv om dagen, og dens larve er en rigtig tegneserie-målerlarve. Den er helt vild almindelig, og man kan tilmed kende forskel på hanner og hunner, for hannerne har det flotteste sildebenskoste som følehorn.
Ord på foråret
Der findes et hav af forårsdigte, men den seneste måneds tid har jeg gået og nynnet Benny Andersens digt “Hilsen til Forårssolen”. Den sidste strofe lyder sådan her:
“Tag da kun min sidste spinkle mønt.
Livets sol er min den sidste del af livet,
for ‘som solfanger er jeg nu begyndt at forstå,
at Alt og Intet er os givet.
Og en gang går solen sin
runde uden mig,
men når forårssolen skinner,
lever jeg!”
Det er på mange måder og for mange mennesker både svære og bøvlede tider. Helt som da Benny Andersen skrev digtsamlingen Oven Visse Vande i 1981 – stigende priser, krig og ufred, krisestemning og utilfredse danskere. Der er noget deprimerende men også vældig “livsforsikrende” i at mængden af problemer er nogenlunde konstant.
Og når forårssolen skinner, går jeg ud for at leve inden runden fortsætter uden mig og på den måde sætte alverdens fortrædeligheder i perspektiv.
Det kan anbefales – og så bliver man glad.