Sommeren er forbi nu..
…og den nærmest fløj afsted.
C.V. Jørgensens strofe løber gennem tankerne, nu hvor den store opgave med at flytte er overstået, og jeg igen har haft mulighed for at fortabe mig i naturen.
Men modsat sangens hovedperson står jeg ikke tomhændet tilbage, selvom der har været mange uger uden hederne, skovene, kysten og lange vandreture. Til gengæld har sommeren budt på eventyr i en have med muligheder, et hus med lys og inspirerende udsigter, en skov, en eng, en skrænt, et overdrev og følelsen af at være opdagelsesrejsende på ukendte stier lige uden for hoveddøren.
Og pludselig opdager man, at efterårets svampe står som dekorationer og smykker i skovbunden. Poplernes blade ligger på stien og rasler legesygt om støvlerne, når man går igennem dem. Rønnebærtræernes klaser af orange og røde frugter gør sig til og inviterer til beundring og smil. Morgentågen smyger sig lokkende i lavningerne og man ville ikke blive det mindste forundret, hvis en elverpige trak tågen op i dansende bølger og piruetter.
Trækfuglene samles og vender næbbet sydpå, flokke af viber og stære glider over himlen. De sidste svaler fylder maverne med dalens insekter inden den årlige charterferie til Afrika. Og Admiralerne suger kalorier fra nedfaldsæblerne og mirabellerne inden turen går til Sydeuropa.
Sommerfuglesæsonen er næsten slut. Nældens Takvinge og Citronsommerfuglen tanker op inden de skal finde en sprække i brændeskuret, hvor de går i hi for vinteren. De sidste kålsommerfugle flagrer hvileløst rundt når solen skinner, mens deres larver skynder sig at gnave i kålen, før de kan forpuppe sig og dukke op til foråret med nye vinger.
Men selvom jeg ikke har været ret meget omkring med kameraet i denne sommer, så er der alligevel kommet lidt nye sommerfugle i fotoarkivet. Kejserkåben havde jeg aldrig set i virkeligheden, men i år så jeg dens store vinger på Falster. Guldhale havde jeg kun læst om, men lige dernede i skoven hvor der er en lysning med tidsler og lidt blandede småtræer sad den sammen med Bredpander, Blåfugle og Kålsommerfugle. Jeg så den kun den ene gang og har kun verdens mest uskarpe foto – men den var der!
I havens vildtvoksende gruppe af krydderurter sværmede Græsrandøjer, Nældens Takvinge, Dagpåfugleøje og Kålsommerfugle – og en enkelt lille Skovblåfugl. Den holder til oppe i skovens høje træer og tujaen – af og til har jeg kunnet følge den med øjnene længe nok til at se, hvor den sætter sig. Måske til næste år vil den lade mig få et billede…
Der har også været glædelige gensyn med for eksempel Tidselsommerfuglen, Nældesommerfuglens 2. generation som ser helt anderledes ud på oversiden. Klitrandøje og Skovblåfugl. Foruden glæden ved blot at have set dem uden at de ville fotograferes. Perlemorssommerfugle, Ildfugle og alle de helt ualmindeligt smukke Almindelig Blåfugle.
Efter flere måneders pause var vi også endelig en tur på klitheden ved Husby. Efteråret er tydeligvis på vej, og som altid ser klitheden dæmpet og ensfarvet ud, når man kigger ud over den. Grålig, sandfarvet, brun og svagt lilla for tiden. Men den var fyldt med små stærke farveklatter og kontraster, når man kiggede ned.
Stærkt himmelblå stod Klokkeensian som små spydspidser nede i lyngen og græsset. Kraftigt gule pletter af de sidste Tormentil og Høgeurt. Postkasserøde bær på Gedeblad, klare grønne blade på Engelsød, blide pink kugler på Klokkelyngens sidste blomster.
Ikke bare farverne er fascinerende men også formerne på de mange afblomstrede urter. Fnug, farver, kapsler og frø er tit ligeså smukke som selve blomsten.
Også de mere tørre og anderledes heder inde i landet er fyldt med farver. Tyttebær og Sortebær, blåduggede bær på både Enebærbuskene og Mosebøllen, diamanter i edderkoppespind og den lilla lyng. Hægens løv skifter fra blank mørkegrøn til voldsom vinrød, birketræerne smider de små trekantede og gule blade. Det er køligt i skyggen, sweateren er både god og alligevel for varm, når solen bryder igennem.
Duggen afslører tusindvis af edderkoppespind og man forestiller sig hvor bøvlet det må være for insekterne at undgå alle disse usynlige fælder, når vanddråberne fordamper og spindet bliver usynligt. Græshopperne synger og springer mens de sidste guldsmede adræt jagter de insekter, som undslipper de mange spind. Men de søger alle lidt varme i solstrålerne, edderkopperne binder et par blade sammen som halvtag mod regnen og snart er den sidste sorgløse græshoppe væk for i år.
Ræk mig da, oh efterår – en blomme fra min have, en rørhat fra skoven og en brølen fra kronhjortene.
