Amatør-naturvejlederen

Det kan være en stor oplevelse at præsentere noget velkendt og elsket for andre. Det er lidt som at introducere en ny kæreste – på den ene side vil man gerne gøre et godt indtryk, og håber at de forstår, hvorfor man holder af det, og på den anden side er det ligemeget, hvad de synes, for man elsker det alligevel.

Men nu var tiden kommet til at introducere et af mine absolutte yndlingssteder – Vejle Ådal – for gode venner. Runkenbjerg, der hæver sig smalt, stejlt og højt over ådalen; Vejle Å, der kommer strømmende fra nordøst ned gennem Randbøldal, drejer mod vest og så slår et stort herresving for at løbe i den stik modsatte retning mod Vejle; Sønderkær, hvor våde enge og moser svupper og gynger af det overskydende vand fra åerne og kilderne. Det blev en eventyrlig og uforglemmelig tur.

Runkenbjerg

Runkenbjerg er en smal bakkekam, der rejser sig midt i ådalen, og den er hverken en bakke eller et bjerg. I virkeligheden er Runkenbjerg “bare” en smal kile af landskabet, som istidens smeltevandsfloder løb udenom, da de over tid udgravede hele den dybe ådal og spredte materialet over det flade Vestjylland. Når man står oppe på Runkenbjerg, er man på højde med det øvrige landskab på begge sider af ådalen, som træder tydeligt frem. Især mod syd, hvor skrænterne ikke er dækket af så meget skov som mod nord.

Jeg ved ikke hvor høj Runkenbjerg er, men fordi den er så smal og stejl, og fordi vegetationen holdes nede af græssende kvæg, så ser den høj og markant ud. Man bliver også forpustet af at komme op, og er glad for trapperne på vej ned. Man er lidt tættere på himlen, når man står på toppen. Nogle gange bogstaveligt talt i øjenhøjde med musvågerne, der kredser højt over engens korte græs.

Hele området omkring Runkenbjerg og Sønderkær hvor Egtved Å løber sammen med Vejle Å blev fredet i 1980, og man har gjort et stort arbejde for at bevare det åbne englandskab. Der er også andre lommer af Vejle Ådal, som allerede er fredet, men de senere år har myndigheder og lodsejere (fra hvert sit ringhjørne) arbejdet på en samlet fredning af hele ådalen og de tilstødende istidsdale – Egtved Ådal, Randbøldal og Grejs Ådal. Under alle omstændigheder er hele området et af mine yndlingssteder.

Vejle Å

Neden for Runkenbjerg flyder Vejle Å hastigt, men lidt forvirret – først i den ene retning og så i den stik modsatte. Der er noget fascinerende over begrebet “vandskel” set i praksis. Jeg kender godt det rent topografiske, hvor det er terrænets højdeforhold, som afgør vandløbets retning og færden. Men hvorfor løber åen først mod vest i så lang tid, inden den svinger mod øst; hvorfor har den ikke for længst skåret igennem de bunker af sand og grus, som istidens gletscher skubbede foran sig; hvorfor har den ikke gravet sig forbi Runkenbjerg på østsiden; hvorfor løber Vejle Å ikke ud i Egtved Å men omvendt? Fordi vand løber nedad.

Vandet var helt klart, og solen flimrede gyldent i sandbunden, mens vandplanterne bølgede som silke i strømmen. Et svanepar kom majestætisk svømmende mod strømmen med 4 unger, en enkelt ørred var i fuld fart på vej i samme retning, og de sidste svaler øvede sig i navigation.

Broen over åen

Fra Runkenbjergs stejle sider går man ned til Vejle Å og følger den et stykke, inden man krydser over til Sønderkær. Den gamle træbro er solid, men den er også i langsom nedbrydning og er et slaraffenland for mosser og især lav.
Og lykke er når man er i selskab med en ægte ekspert! For lav er ikke bare lav, der findes et utal af arter og typer. Bægerlav, skjoldlav, frynselav, skållav, bogstavlav og mange, mange flere. Jeg kan slet ikke klassificere dem eller huske dem, men jeg synes, at de er eventyrligt smukke i deres farveholdning og deres mønstre – når man kommer helt tæt på. Så vi lod os opsluge og legede med lup og kamera nede på knæ, rodede med læsefeltet i brillerne og hjernens katalog over viden, mumlede ønsketænkning om et bedre kamera, bedre øjne og bedre hukommelse – mens trediemanden langsomt vandrede videre med rank ryg i det store landskab.

Sønderkær

Jeg havde nævnt det! At noget af turen godt kunne være “lidt fugtig” og at gummistøvler nok var en god ide. Selv i den tørreste sommer for et par år siden fik jeg fugtige vandrestøvler et enkelt sted, hvor man krydser over engen, og i diverse turbeskrivelser står der også noget a’la “husk vandtætte sko eller gummistøvler, da engen kan være våd på visse tidspunkter af året”. Så vi var alle tre behørigt iført gummistøvler af varierende længde på skaftet.

Sønderkær er et stort engområde, hvor de to ådale – Vejle og Egtved – mødes. Det meste er fugtigt eller meget fugtigt, men man kan som regel færdes på de små bakker og overdrev, der ligger omgivet af moser, kildevæld og kær. Om foråret og sommeren er der fyldt med Gøgeurt, Krageklo, Gule Iris og Kæruld. Nu var der bare de sidste Dagpragtstjerner, Padderokker og lidt Krageklo tilbage. Til gengæld var der uventet meget vand…

Forreste mand havde de korteste skafter på gummistøvlerne, men var til gengæld uforfærdet, og det gik glimrende med at krydse de første bløde steder med fin balance og plads til opmuntrende smil bagud. Næsten fremme ved skrænten op til grusvejen – bare de sidste 10-15 meter til højere grund – og pludselig var græstuerne for små, det sorte mosevand for højt, bunden for blød, og skafterne for korte! Bagtroppen standsede brat og holdt vejret. Men altså – når nu det hele alligevel var vådt, så kunne han jo ligeså godt fortsætte!
Tilbage stod vi andre to og vurderede situationen. Vi havde trods alt længere skaft på støvlerne, så måske kunne vi komme over uden at få dem fyldt, og vi havde jo noteret os, hvor det kritiske punkt på strækningen var. På den anden side var vi lidt mindre sikre på balancen og syntes den første bløde strækning havde været udfordrende allerede. Men forreste mand kendte ikke den videre rute, så jeg vovede pelsen – eller sokkerne – og sidstekvinden vendte rundt og gik samme vej tilbage.

Jeg kom over i næsten tør tilstand, vi holdt kaffepause og skrabede det værste mudder ud af støvler og sokker, inden vi sjoskede forbi flokken af kvæg, som må have været grundigt underholdt i deres drøvtygning på toppen af bakken.

Eventyrligt. Fordi det jo gik godt, vi grinede, nød madpakken, naturen og hinandens selskab.
At dele ud af mine yndlingssteder og at glæde andre er en gave – det beriger min egen oplevelse af stedet, fordi fornøjelsen bliver dybere, når jeg kan se begejstringen hos dem. Selv med mosevand i støvlerne.