Vi har omsider fået modificeret den nye, gamle bil så den kan bruges til primitiv overnatning. Rejsekammeraten har snedkereret nye skuffer til gasblusset, kogegrej, kaffekrus(!), vanddunk og støvler og ikke mindst monteret en plade på det hele, hvor den nye foldemadras i specialmål bogstaveligt talt lægger bunden for en god nats søvn – eller en god sofaplads til målbajeren, boglæsningen eller bare livsnyderens stille iagttagelse af udsigten fra bagklappen.

Og hvad var mere oplagt end at indvie herlighederne og de nye soveposer, end at drage tilbage til Langeland og genoptage turen fra sidste år på Øhavsstien. Så for et par uger siden var det præcis hvad vi gjorde.

Sidste forår gik vi fra Tranekær til Lohals, så målet var i år at komme til Svendborg – eller næsten. Ærligt talt så er det ikke særlig spændende at vandre på cykelstien langs den meget trafikerede hovedvej, og derfor valgte vi at springe broerne og Siø over. Øhavsstien har en masse “sidegrene”, og dem gemmer vi til en anden gang.

Tåsinge

Vi har gjort den erfaring, at det er bedre at tage offentlig transport ud til startstedet, og så vandre tilbage til bilen. I hvert fald passer det os bedre ikke at være presset til et bestemt tempo for at nå bussen – eller at skulle sidde trætte og måske kolde/våde og vente i lang tid på den næste. Så vi stillede bilen i Lundby og tog bussen til Vindeby. Endelig var vi på eventyr igen selvom dagens etape var relativ kort på bare 12km, men vi kom også først afsted om eftermiddagen.

Svendborgsundbroen er eventyrlig høj og slank, når man står nedenunder den. Selv om trafikken rumler højt deroppe, og blæsten jager over vandet; så føles det alligevel som en stor distance, der yderligere forstærkes, når man træder ind i skovens læ. Stien er tydeligvis bynær og meget benyttet af alle, og det varede da heller ikke længe før de idylliske fiskerhuse og moderne villaer lå side om side ud til sundets bådehavne.

Vi skippede afstikkeren ud på Skansen og fortsatte gennem skovene til Troense. Alting var så frodigt og meget længere fremme end hjemme på den jyske bakke.

Troense er berømt for sine skipperhuse, stokroser, bindingsværk og flaskeskibe, men stien viste sig at sno sig på bagsiden af byen. Og det var ganske fint. Gamle popler, gamle huse og ikke mindst det bølgede herregårdskulturlandskab med “sparekassetræer” var et godt bytte for det mere turistede Troense langs sundet.
H.C. Andersen kunne have siddet på den samme bænk eller træstub og skrevet både Den grimme Ælling, Fyrtøjet og Tommelise lige her.

Ruten går igennem skovene bag om Valdemarslot, forbi den store og krogede Ambrosiuseg og videre ud til kysten, hvor bøgene spejler deres top i bølgen blå. Næsten 3 km med vandet på den ene side og skoven på den anden – og ikke mindst i læ!
Det sidste ben på dagens etape var på en lille asfalteret vej gennem agerlandet og langs levende hegn. Syrenerne duftede sødt, og grøftekanten var lige så stærk grøn som himlen var blå. Og så var det rart, at bilen holdt lige hvor vi havde stillet den, og vi kunne trille mod Rudkøbing og finde et godt sted at parkere for natten.

Tranekær-Rudkøbing

Efter den lille smagsprøve på Tåsinge glædede vi os til at prøve kræfter med en “rigtig” vandredag på omkring 23km, så vi sad tidligt i bussen ud af Rudkøbing på vej mod Tranekær. Det tager cirka 20 minutter i bus – men en hel dag til fods! Til gengæld går ruten bestemt ikke den lige vej tilbage, men snor sig først til østkysten af Langeland, så tværs over øen for til sidst at følge vestkysten et par kilometer ned til Rudkøbing.

Det var solskin men endnu mere blæsende end dagen før, så kasketterne var trukket fast ned på hovedet – eller puttet i lommen. Buschaufføren nikkede os “god tur”, og vi travede ad dugvåde markveje og enge. Lige før man kommer ud til kysten følger stien den sydlige del af Botofte Skovmose. Et spændende projekt og vådområde, som blev etableret i 2010.

Man kan i sagens natur ikke rigtig færdes derinde (det er i øvrigt også privatejet), men der er mulighed for at vandre hele vejen rundt om det – så den tur er noteret til en anden gang, hvor vi er på de kanter og har en kikkert med. Der var masser af fugle!

Et stykke sydpå går ruten på et dige, som både var godt at gå på og gav en god udsigt både ind over land og ud over Langelandsbæltet. Og ikke mindst til de voldsomme men korte byger, som piskede over vandet og det ene øjeblik opslugte fiskerjoller, færger og containerskibe og det næste øjeblik fejede videre ind over Lolland. Vi havde regnfrakkerne af og på en del gange og slap da heller ikke for at blive våde. Men ligesom fartøjerne på vandet, så tørrede vinden os hurtigt igen.

Endelig lige nord for Spodsbjerg drejede ruten ind i landet igen og ad små og stille veje gik det op ad bakke til Tullebølle, hvor vi havde lovet hinanden frokost og et godt hvil. Den lille by har imponerende projekter med både masser af nyplantet skov og ikke mindst en fritidspark, hvor der er alt hvad hjertet kan begære af legemuligheder, frugttræer, bålpladser og ikke mindst et par shelters. Byen har også en bager, hvor vi kom til at købe hver en midtvejs-kage…

Madpakker, kaffe og kage og ikke mindst luftning af støvler og vandrefødder i et shelter med udsigt til den grønne park. Og en syndflod af regn, som var perfekt timet til vores pause – så kan man jo lige hvile sig lidt, mens uvejret stilner af.

Forfriskede på alle måder og heldigvis tørre fortsatte vi gennem landbrugslandet, hvor markvejene er tilpasset nutidens gigantiske maskiner. Her var knapt så meget eventyr over det åbne landskab, men dog en håndfuld oldtidshøje og lidt levende hegn, der stod som små øer og stier i de uendelige hvedemarker.

Til gengæld var der en helt usædvanlig lille skov, lige før vi kom ud til stranden på vestsiden af Langeland. Stien slog en stor bue, og de efterhånden trætte ben syntes det var lidt fristende at skyde genvej og bare følge grusvejen ligeud. Men det var godt vi ikke gjorde det.

For selvom der engang i 1970’erne blev plantet både nogle graner og bøgetræer ind i skoven, så er det en gammel stævningsskov. Det var som at gå i et gigantisk nøddekrat blandt hundredevis af især hassel. Stævning betyder at man ikke fældede træerne, men i stedet skar dem ned, hvorefter de igen skød fra stubben – og sådan kunne man høste træ til alverdens praktiske formål. Skafter til redskaber, brændsel, byggematerialer, hegn til husdyr og så videre.

Ikke alle træsorter egner sig til den slags høst, og derfor var det mest hassel, eg, el og ask. Typisk havde egnen en fælles skov, hvor man hvert år stævnede på et felt for så at lade træerne skyde igen og vokse 15-20 år, inden man kom til dette felt igen. Det er en metode, som har været brugt siden stenalderen, og den skaber en hel unik lysåben skov, som igen er utrolig rig på planter og insekter. Til gengæld forsvandt den stort set fra 1950erne, da landbruget begyndte at bruge elektrisk trådhegn, vi begyndte at fyre med olie, kosteskaftet blev af metal og resten køber vi i byggemarkedet.

Men der er altså ganske få rester af stævningsskovene tilbage, og Rifbjerg Stub er en af dem. Et besøg værd hvis man er på de kanter.

Snart var vi dog ude i det fri igen, og nede ved stranden mødte vi for alvor vestenvinden. Vi kunne nu se Langelandsbroen og selvom depoterne var tomme – både i rygsækken og i musklerne – så var det smukt at se bølgerne, lyset i blæretangen og farvernes skiften i himlens bygeskyer.

Det var hårdt at gå i sandet og de runde sten på stranden, men vi blev belønnet med en virkelig betagende afslutning på dagens lange etape.
Strandengen blev til en lille klint eller skrænt, og stien førte os op på kanten med en skøn udsigt og ikke mindst duftende slåen og summende bier. Det var lige hvad vi havde brug for til at få fødderne den sidste kilometer tilbage til bilen, som ventede med en blød madras, varm kaffe og læ.

Øhavsstien fortsætter med en afstikker på 6-7 kilometer syd for Rudkøbing. Den glæder vi os til at udforske næste gang, men efter et par rigtig gode dage holdt vi en pause fra den lille hvide mand på det blå skilt. Men vi vender tilbage, for der er både en etape på Ærø og nogle gode strækninger på Fyn.