I hver eneste ledige lygtepæl hænger der for tiden en valgplakat. Demokratiets fineste og værste sider i suppen af valgflæsk og floskler. Tilsæt suppen ingredienser i form af rygklapperi og fælles bashing på alt udefrakommende, og jeg får kvalme af både suppen og niveauet af både kandidaternes og debattørernes indsigt og saglighed.

Som en demokratisk anlagt indbygger i dette rige land burde jeg deltage i samfundsdebatten. Som borger er det min mulighed for at blive hørt, at skabe dialog og udveksle synspunkter. Måske endda påvirke selv de mest forbitrede.
Men i stedet for at skrive et læserbrev, lave et banner og demonstrere eller møde op til valgdebatter, så har jeg gået ud i novembervejret. Deprimeret, filosofisk, legende og befriende i den natur, som stiltiende må finde sig alt, hvad vi byder den.

Meningsløse udsagn

Mange slogans og mærkesager er ufrivilligt morsomme, fordi de er umulige at være uenig i. “En værdig ældrepleje” – hvem går ind for det modsatte? “Sammenhold og sammenhængskraft” – ja for søren. “Gode skoler og sunde børn” – kunne man forestille sig, at nogen mener det modsatte?
“Bevar de danske skove” – hvem hader skov? “Stop vanrøgt af dyr bag hegn” – det er jo ulovligt at udøve vanrøgt?

Men det kan naturligvis være svært at koge synspunkter ned til en enkelt sætning. Når jeg har tøhø’et for mig selv, så giver jeg af og til afsenderen en chance for at forklare sig og komme med et ordentligt argument. Et argument der består af både en påstand og mindst én begrundelse – og gerne en god en af slagsen.

Der er utrolig mange påstande. Nogen har end ikke en begrundelse, men lader blot påstanden hænge med et “sund fornuft” som tilstrækkelig forklaring. Andre har ganske vist begrundelser, men sjældent tydelige eller saglige – i stedet er mistænkeliggørelser, cirkelslutninger eller generaliseringer fremherskende. Personlige oplevelser opløftes til alment gældende, omformuleringer af påstandene eller sammenligning af usammenlignelige ting når den første påstand modbevises.
Rygter og myter i uhæmmet gentagelse som om det bliver mere rigtigt af den grund.

Man tvinges væk fra medier, valgplakater og blomsterne af dumhed. Ud i en stilfærdig natur, hvor organismer og vejr er i velsignet uvidenhed om menneskers dårskab.

Rør blot ikke ved min – ikke jul, men natur

Jeg har tænkt meget over, hvor forskelligt vi opfatter naturen. Især har den hidsige debat om Naturnationalparker gjort det meget tydeligt, at naturen sjældent har nogen værdi eller krav bare i sig selv. I stedet handler det om alle vores forskellige måder, at definere hvad der er rigtig natur, og vores individuelle forhold til naturen.

For nogen er det ubærligt og et dybt indgreb i deres naturoplevelser, hvis de begrænses i deres brug af den. Det kan være på ryggen af en hest, med riflen over armen eller på mountainbiken. Det kan være et ubehag eller frygt for at færdes blandt fritgående heste, kreaturer eller får.

For andre er det forestillingen om, at anemonetæppet under de ranke bøgetræer forsvinder i morgen, hvis skoven bliver til urørt skov. Eller at det hele ender i krat og sump, så man ikke længere kan spadsere eller løbe en tur. Eller at de åbne vidder med lynghede forsvinder i sandflugt eller gyvel.
Og andre igen er bekymret for træindustrien, for landmændenes afgrøder, for klimaregnskabet og for udgifterne til hegn.

• 

• 

• 

Men som jeg går der i lyngen og græsset med våde bukseben, slår det mig, at vi lever i et utrolig rigt samfund, når vi har råd til at bruge så meget energi på at diskutere hvorvidt 4,5% af Danmarks skove over en årrække skal tages ud af produktion og være “urørte”.

Nogle gange minder diskussionen om forældre, der skændes om hvad der er bedst for barnet uden at spørge eller lytte. Bevares, naturen kan ikke svare selv – og måske derfor mener alle at have sandheden. Naturen er da ligeglad om vi kalder det natur eller kultur – om den er rigtig eller ægte natur. Det rager da biller, svampe, mos og sommerfugle noget så langsomt, hvad vi kalder deres habitat. Bølleblåfuglen, Ulvefoden eller Natravnen har ingen mening om hvorvidt heden er pæn, bevaringsværdig eller storslået – de har ikke noget valgkort, de sætter ikke et banner op eller laver en facebookgruppe, når mennesker går forbi uden at se dem.

• 

• 

Så i virkeligheden varetager de fleste ikke naturens men deres egne interesser.
Det er ikke for naturens skyld men for rytterens, jægerens, cyklistens, orienteringsløberens eller hundetrænerens skyld og deres personlige oplevelse. Eller det kan være, at man rent æstetisk bedst kan lide den natur man kender, eller den man synes er pæn. Smag er jo subjektivt – nogle synes at en uklippet grøftekant er grim og rodet, mens andre synes den er smuk.
Naturen er ligeglad med det. Mennesker i nød, i fattigdom eller på flugt har ikke råd til at bekymre sig eller engagere sig i den slags. Så hele denne diskussion, om hvad der er bedst for naturen, kan kun forekomme i et rigt samfund.

Fejlslutninger

Mange betvivler en biodiversitetskrise eller påpeger problematikker omkring opgørelserne af rødlistede arter. “Vi har masser af sommerfugle hjemme i haven”. Det er en fejlslutning, at det så også betyder at der ikke er krise for dagsommerfugle generelt. Vi opdager det bare ikke, fordi det er sommerfugle som enten er blevet så fåtallige eller ikke kommer i haverne.

Det er kun godt 20 år siden at den sidste urfugl forsvandt fra heden – den var blevet så sjælden at det i dag er de færreste der nogensinde har set den. En gang var den en udbredt og meget almindelig fugl. Når folk udtaler at “der er masser af lærker” – hvilket man også engang sagde om urfuglen – så skal man bare være klar over, at der i løbet af de sidste 40 år er blevet 60% færre sanglærker.

• 

• 

Og en lærke er endda en trækfugl, som kan lede efter et lille stykke med bart, hvor den kan lave sin rede. Kronhjortene kan gå i slikbutikken hos landmændene og fylde sig med stivelse fra afgrøderne. Græsser kan sprede deres frø med vinden.

Men der er så uendelig mange organismer, insekter, svampe, planter, mosser og så videre, som ikke kan flytte sig, når vilkårene ændrer sig. Sammenhængende natur er livsvigtig for dem, ligesom det er så vigtigt at andre dyr påvirker biotopen. Urfuglen fløj ikke så langt som lærken. En Ensianblåfugl flyver måske højst 50-100 meter og den kan ikke bare flyve 50km til et nyt levested, når det gamle forsvinder. Men vi ser dem ikke og opdager ikke, at de mangler.

Rig eller fattig?

Bliver jeg beriget, når naturen bliver rigere? Mister jeg noget, hvis naturen er fattig eller er det ligegyldigt for mit oplevelse? Har vi lyst til at opgive noget af vores egen rigdom for at give naturen noget?
Er det en menneskeret, at kunne færdes præcis som jeg har lyst til i naturen? Eller taber man i virkeligheden meget mere, end man vinder ved at insistere på at få opfyldt egne behov – mere eller mindre forklædt som interesse for naturen? Hvorfor slås vi så hårdnakket om en smule skov, en stump hede, om fritgående dyr med eller uden wrap, som var vores eksistens truet? Har vi virkelig ikke råd til at deles eller kræve lidt mindre?

• 

• 

En af de mange kritikpunkter i forhold til Naturnationalparker er den CO2, som er bundet i skoven. Når træerne får lov til bare at vokse sig gamle, og blive liggende i skovbunden når de vælter, så frigives den CO2, som træet har optaget gennem hele sit liv. Men måske kunne jeg give afkald på noget andet, så der var råd til at lade den urørte skov frigive sin CO2? Eller måske plante tilsvarende mængde skov på andre arealer som opvejer det.
Et andet kritikpunkt er at de kreaturer, som der skal sættes ud i områderne jo også prutter og bøvser – og netop som vi diskuterer hvor lidt eller hvor meget oksekød, at vi har krav på at fortære. Men jeg tænker ikke, at udledningen fra de 50-200 stude, der for eksempel er foreslået til Harrild Hede og Nørlund Plantage, er målbart i forhold til den 1½ million køer vi har i Danmark.

Jeg læste et udsagn den anden dag, som egentlig ikke havde noget med naturen at gøre. Det handlede om livssyn, og det er måske i virkeligheden perspektivet, som vi skal tænke over, når vi slås om hvorvidt et trådhegn med vil ændre natur til kultur: “Det er en livsløgn, at alt er godt, hvis alting forbliver, som det er“.

Man kan ikke fastholde noget som helst – selv hvis man ingenting gør, så er resultatet ikke at ingenting ændrer sig. En gang rettede man Skjern Å ud og drænede engene. En gang tømte man Filsø for at dyrke korn. Efter en tid var det ikke længere rentabelt, og man “genoprettede” naturen. Og vi laver stadig om og om. Retter op og forsøger både at fastholde og forbedre fordi vores syn på og forståelse af naturen ændrer sig. Eller resultaterne er uhensigtsmæssige.

En gang var Harrild Hede “et af de tristeste steder på jorden”, og man plantede og drænede indtil dette triste sted omsider var transformeret. Efter en tid ville man alligevel gerne bevare en sidste lomme af heden, og den blev fredet – for siden at bruge enorme kræfter på at “pleje” heden for at fastholde den i præcis den rette form. Vores natursyn ændrede sig, og nu forsvarer man harmdirrende dette storslåede landskab mod enhver trussel, det sig være græssende kvæg, for store bestande af krondyr, for meget græs, for lidt eller for megen indgriben.
Man kan ikke fastholde det. Det er et håbløst sisyfosarbejde – måske er det endda en overmodig omend velment indstilling, at vi er bedre til at skabe natur, end naturen selv er. Vi ved bedst – fra alle sider fastholder man have den sunde fornuft på sin side.

• 

• 

• 

Jeg tror, at mange ubevidst forsøger at lindre den dårlige samvittighed over de seneste hundrede års forurening, begrænsning, nyttetænkning, udstykning og omlægning. Måske mildner det vores skyldfølelse i forhold til de vilkår, som vi accepterer for såkaldte produktionsdyr. Hvis vi forhindrer, at en fritgående hest føler sig sulten sidst på vinteren, så kan vi rose os selv og affeje mennesker i nød med et “vi kan jo ikke redde hele verden”. Det er muligvis meget menneskeligt, men det er også uendelig fattigt.

Vi kan måske forbedre naturen ved netop at lade den være sig selv og give den lidt plads tilbage. Bruge vores trang til at gøre noget godt til vitterligt at gøre en forskel – ved at give slip. Lidt som når næste generation gør tingene, som det passer dem og ikke nødvendigvis holder fast i at alting skal forblive som det er.

Det gør mig rigere at vide, at livet i naturen lever fint med ufremkommeligt krat, oversvømmede stier og væltede træer. Og så gør det mig gladere i novemberdisen, når jeg husker at naturen er helt og aldeles ligeglad med mig. Om tusind år eller titusinde år vil der stadig være masser af natur og myriader af liv. Måske ikke mennesker, måske ikke sommerfugle eller hedelyng, men det går nok også foruden.

Så med fortrøstning kan jeg snøre de mudrede støvler op, hænge de våde bukser til tørre og møde den selvoptagede menneskehed igen.

Et lille PS

Der eksisterer en meget aktiv gruppe, der kalder sig Bevar de danske skove. Det lyder i første omgang som en god ide, omend det er rimelig bredt formuleret, og man kan få det indtryk at de danske skove er i fare for at forsvinde. Det er heldigvis ikke tilfældet. Reelt går gruppens arbejde ud på at bevare statsskovene som produktionsskov, og derfor er man kraftigt imod skiftet til urørt skov i de kommende naturnationalparker.

Det skyldes både i forhold til produktionen af tømmer og de arbejdspladser og virksomheder, som er afhængige af hugsten – men også i forhold til CO2 problematikken, hvor urørt skov “kun” er neutral, fordi den over tid frigiver den samme mængde CO2, den har lagret, uden at det bliver brugt fornuftigt til enten gavntræ eller energi. Endelig anerkender man ikke, at biodiversiteten forbedres i urørt skov kontra den form for såkaldt naturnær skovdrift, der i en del år har været praksis i statsskovene.

Disse synspunkter vil jeg gerne sætte lidt i perspektiv.
Ifølge Danmarks Statistik udgør statsskovene cirka 18% af Danmarks samlede skov og bidrager med cirka 16% af den samlede hugst. Urørt skov vil med naturnationalparkerne udgøre lige knapt 4,5% af det samlede areal men altså indenfor statsskovene. Ialt med både private og offentlige urørte skove bliver det til omkring 10%, når det hele er implementeret.
Udover at der vil gå en årrække med at få etableret alle naturnationalparkerne, så vil der også være en overgangsordning i forhold til overgangen til urørt skov. Der vil fortsat skoves løvtræ i op til 5 år og nåletræ i op til 10 år, således at virksomhederne får mulighed for at tilpasse sig den ændrede forsyning.

Fordi det i mine øjne er et relativt lille areal, som ikke kan indgå i CO2 regnskabet; så mener jeg at “udgiften” må kunne findes andre steder – enten ved at plante produktionsskov andetsteds eller i andre brancher. Ifølge Skovforeningen vil det vare næsten 150 år, før nutidens urørte skov bliver neutral og altså frigiver lige så meget som den optager. Selv hvis man planter ny produktionsskov nu vil man kunne “høste” 1-2 gange på det, inden at den urørte skov “belaster” ved ikke længere at hjælpe os mennesker med at begrænse udslippet.

Jeg kan ikke gennemskue uenighederne om hvorvidt biodiversitet højnes med urørt skov eller ej. Blandt forskere og biologer er der tilsyneladende enighed om problemet, men bare ikke altid om kuren. De langsigtede fordele ved urørt skov kan være endog meget længe om at slå igennem, alene fordi meget lidt af den hidtidige produktionsskov i sagens natur ikke har ret mange gamle træer – og man har 5-10 år til at høste de mest værdifulde. Men jeg kan ikke forestille mig, at urørt skov medfører mindre biodiversitet. Til gengæld har gruppen formentlig ret i, at den naturnære skovdrift er langt bedre end traditionel skovdrift, også når det gælder biodiversitet.

Endelig kan man konstatere, at gruppens formål om en “både og” løsning i forhold til at opnå det bedste af begge verdener ikke er rummeligt nok til at være foreneligt med hegning af naturnationalparker, rewilding eller opfattelsen af at publikum begrænses i adgangen til skovene. Så ingen både-og i den forbindelse, men en meget kategorisk afvisning af hele konceptet.

• 

En anden meget aktivistisk gruppe med et meget langt navn er Stop indhegningerne i kommende National Parker NNP for dyrenes skyld – som også har en del knopskydninger a’la NEJ TAK til hegn, Stop hegn om XX, der alle har de samme rammer og en del overlap af personer.

Den oprindelige gruppe har jeg tidligere gennemgået, men udover annoncer i lokalaviser, så har man også produceret materiale til uddeling, der i layout og typografi ligner det tilsvarende fra Naturstyrelsen. “Naturnationalparker – svar på ofte stillede spørgsmål”. Det er efter min mening dog ikke fakta men agitation, enten taget ud af sammenhæng eller direkte misvisende – og bagsiden består af optrykket fra avisannoncerne.

En fraktion af gruppen hedder Stop hegn om Harrild Hede, og nogle af dens medlemmer oplevede jeg på en naturvandring for nylig – et arrangement hvor Naturstyrelsen med deltagelse af Miljøministeren havde inviteret alle interesserede til at komme og høre mere om, hvordan man forestiller sig Harrild Hede og Nørlund Plantage som naturnationalpark.

Det var et var et meget konfrontatorisk og stålsat indtryk, som Stop hegn-gruppens stil og agitation efterlod. Men det var også en meget blandet gruppe. Nogle var imod på grund af den begrænsning de følte lå i, at de ikke fandt det muligt fortsat at bruge området til ridning, hvis der kom til at være fritgående kreaturer. Andre var meget utrygge ved i det hele tage at skulle færdes på arealer, hvor der går store dyr og forudså ulykker og fatale situationer i mødet mellem mennesker og kreaturer. Andre igen tog det ikke for gode varer, når Naturstyrelsen og ministeren gentog igen og igen, at man naturligvis ikke ville lade de udsatte kreaturer sulte ihjel eller på anden vis vanrøgte dem. Endelig var man bekymret for at de vilde dyr ville lide, enten på grund af konkurrencen om føden eller i på grund af hegnets begrænsning.

Personligt syntes jeg, at gruppens medlemmer og deres banner fik meget opmærksomhed både fra medier og fotografer; men også at spørgetiden blev domineret af deres kritik – samtidig med at man tilsyneladende ikke lyttede, når det blev beskrevet, både hvordan friluftslivet så vidt muligt ikke blev begrænset, at man fra myndighedernes side gav alle brugere mulighed for at få indflydelse i den kommende projektplanlægning eller angående andre forhold.
Da jeg spurgte nogle af gruppens medlemmer, om man var imod hegn sådan helt generelt og i det hele taget undgik enhver form for færdsel i indhegninger, fik jeg ikke rigtig noget svar. I øvrigt mente man vist, at nationalparker var ligeså slemme som naturnationalparker, og at derfor var der ingen grund til at skelne i modstanden imod begge typer.

Til gengæld syntes jeg, at gruppens banner var lidt misvisende – heden ser usædvanlig grøn ud, hegnet der skal omkranse naturnationalparken bliver et helt almindeligt kreaturhegn bestående af to elektriske tråde og ikke det høje hønsenet på billedet. Og endelig må man sige, at traktoren med marksprøjten måske ikke giver det bedste indtryk af, hvor meget bedre husdyrene ville have det udenfor heden.