Den var tør. Nattefrosten havde ikke sluppet sig tag endnu, blæsten og solen brænder fugten af fra morgenens rim. Det knasede under støvlerne, når man gik ind over det tørre græs, det krusede lav og de gamle stilke af lyng, revling og pil. Når man kiggede ud over landskabet var det vinter-vissent. Brunt og sort og sandfarvet.

Men når man kom tættere på – måske helt ned på knæ – så opdagede man at foråret også var kommet til klitheden. Dværgpilen havde silkebløde og skinnende sølvgrå knopper eller havde allerede foldet dem ud til gulgrønne blomster. Farvestrålende biller var dukket op og skøjteløberne lavede mønstre på vandoverfladen i søernes mørke vand. Bier og svirrefluer fyldte “lommerne” med pollen fra pilebuskene og fik støv på næsen. Bittesmå blomster, mosser der krøller og lav med de mærkeligste former.

• 

• 

Hvis man sætter sig og åbner sanserne for vinden, lydene, solen og duftene, så føler man sig både lille og privilegeret i den store natur. Og når man er dernede – tæt ved jorden – så opdager man at alt det med småt også er stort.

Helt almindelige insekter

• 

• 

Sandspringere – hvorfor har jeg aldrig lagt mærke til dem før? Den brune og den grønne er meget almindelige og elsker varme og tørre steder. De er 1½ cm lange og flyver op når man nærmer sig, så de er faktisk lette at se – men svære at komme tæt på. Det er rovbiller, og når man på billederne ser deres drabelige savtakkede kæber, så bliver man lidt glad for, at den trods alt ikke er større end den er!

Og så er der alle bierne, som slet ikke er bier. De fleste kender svirrefluerne, som med deres stribede bagkrop efterligner hvepse og bier. Men der er også fluer, som går endnu længere for at imitere deres stikkende fætre. Som for eksempel Håret Dyndflue, hvis navn slet ikke passer til dens smukke udseende.

Forskellen ligger i detaljen – at fluer kun har to vinger og ikke fire, at de store øjne næsten mødes i panden, og at lige præcis Håret Dyndflue har lyse “knæbeskyttere”. Det kan være svært – og for mig umuligt – at se disse detaljer ude i felten, men så er det jo dejligt at kunne fange dem med kameraet i stedet for at skulle svinge insektnettet og tage livet af den fine flue.

Så kan den være nok så ualmindelig almindelig, jeg synes den er finest levende.

• 

• 

De ægte bier var også på vingerne – kæmpestore humlebier som kunne høres mere end de kunne ses, honningbier på både pil og gødning og en enkelt Stor Sandhveps, som ganske vist ikke samler pollen men heldigvis kun stikker sine byttedyr og ikke et nærgående kamera.

• 

• 

Den undersøiske verden på land

Når man vader ind over det “triste” landskab på klitheden, så danner mos og lav bare et tæppe under fødderne. De er brune og grålige og meget lidt iøjnefaldende. Normalt er de bløde men det tørre forår har gjort dem knasende sprøde, så de nærmest pulveriseres, når man træder på dem eller forsøger at lirke dem op i hånden.

Men så må man jo helt ned på knæ. Og finde læsefeltet i brillerne, ønske sig en lup i julegave, forsøge at fotografere i det stærke sollys, plukke lige så forsigtigt og blidt lægge prøverne ned i en æske – vel vidende at de højst sandsynligt er levet til fragmenter og pulver, inden man kommer hjem.

På en af turene havde jeg selskab af en ekspert i lav, og begejstret kravlede vi rundt mens hun delte ud af sin viden. Tjørnelav, Rensdyrlav af forskellig slags, Lakrød Bægerlav, Slank Bægerlav, Islandsk Kruslav…og og og. Jeg kan ikke huske dem alle sammen og deres individuelle kendetegn, men det gør ikke noget. For jeg elsker, at de findes lige der, hvor jeg så ofte som muligt færdes – og langsomt lærer jeg dem at kende en efter en.

• 

• 

• 

• 

Og så er der alle de laver, som vokser på træerne og giver grenene og barken de mest fantastiske farver og former. De fleste er helt, helt almindelige, men fornemmelsen af at se deres smukke former og lade fingrene glide hen over deres ru og tørre overflade er lige sanseligt hver gang. Nyd dem når du ser dem.

• 

• 

• 

Mosserne var også meget tørre, men alligevel kan de skabe sig et liv i selv det tørreste sand. Hårspidset Jomfruhår står lige nu med sine orange-røde hanplanter og danner et fint mønster. Almindelig Kløvtand løfter sine spidse sporehuse mod lyset, og alle de mange mosser, jeg ikke ved hvad hedder, danner puder i alle nuancer af gyldengrøn, mørkegrøn og brungrøn.

• 

• 

• 

• 

• 

Forårsblomsterne

Jo, der er lidt. I alt det brune og grå står der pludselig en lille lysende farveklat af blåt eller gult. Man fatter næsten ikke, hvordan de kan gro i nærmest ren sand. Modsat mosser og laver så har planter rødder og skal kunne suge vand op. Men ikke desto mindre prøver de. Hundeviolen, Hønsetarmen og Brandbægeren – i miniatureudgave.

• 

• 

Alt det med stort

Men turene rundt i klitheden handler ikke kun om alle de små organismer og arter. Når man kigger op fra sandet, ser man, hvordan vinden konstant ændrer på landskabets konturer og udseende. Klitfogeden kan dynge nok så mange granris eller halmballer op i klitterne, for at holde på sandet og adgangen til stranden. Vinden flytter det, havet æder det, regnen skyller det væk. Dværgpilen drukner i sand nogle steder, andre steder klamrer den sidste tot af Hjælme sig til en lille tue af sand.

Og når man kigger op er himlen uendelig og blå.

• 

•