Hvad er det?
Lige præcis den sætning er noget af det første, som børn lærer at bruge. Gerne fulgt af en strittende pegefinger og en klar forventning om, at den voksne kan svare. Utrætteligt spørger den 2-årige, nogle gange om den samme ting som for et øjeblik siden og lige så tit om noget nyt. Igennem legen bliver barnets verden lidt mere overskuelig, mens den samtidig udvider sig.
Det behøver ikke at være noget, som kun hører barndommen til. Faktisk burde man netop ikke vokse fra den barnligt nysgerrige videbegærlighed men i stedet udfordre og tilfredsstille sin hjerne ved at undres hele livet. Ganske vist har man – desværre – ikke længere en voksen med, som kan svare på det hele, men i stedet må man ty til digitale og analoge hjælpemidler. Og dem er der heldigvis mange af.
Ligesom den 2-årige må jeg nogle gange spørge igen og igen om det samme, fordi jeg ikke kan huske svaret, som jeg tidligere havde fundet frem til. Det kan være mildt frustrerende, og det gav jeg for nogen tid siden udtryk for i en samtale, hvorefter min samtalepartner spurgte, hvorfor det var så vigtigt for mig at kende navnet på alting? Og det var jo et godt spørgsmål.
Svampe?
Svampe er dem med hat og stok, som vi beundrer om efteråret, og måske med en vis forsigtighed plukker og tager med hjem til stegepanden. Nåh jo, der er også dem man helst ikke skal have til at gro bag reolen eller i badeværelsets fuger. Men faktisk er der svampe allevegne og hele året.
Jeg har lært to nye at kende i foråret. Selvom de begge er meget, meget almindelige og temmelig farvestrålende, så er det altså først i år at blikket blev fanget af dem.
Den første var Enekølle-Bævrerust. Som det ligger i navnet vokser den på enebærbuske/træer, og det er ikke en bævresvamp men en rustsvamp. Den pibler ud af sprækkerne i træet og barken og danne sine skulpturelle frugtlegemer (de hedder telier i fagsproget og er der hvor sporerne dannes). I haven ville det kaldes en sygdom, fordi den svækker sin levende vært – hvilket man kan synes er en kortsigtet strategi, i tilfælde af at svampen decideret tog livet af værten. Derfor bruger den kun enen som vinterlogi – om sommeren og efteråret “bor” den hos Hvidtjørnen, hvor den sidder som pletter på bladene. Smart!
Den anden svamp var en Almindelig Rødært – som slet ikke er en svamp men et svampedyr, og det er en virkelig spændende historie, som I får en anden gang. Men modsat rustsvampene så snylter denne ikke på andet end dødt træ. Til gengæld skifter den farve alt efter hvor i stadiet den er. De ærtestore kugler starter som lyserøde eller laksefarvede bobler og bliver så efterhånden mere orange inden de bliver grålige og mørke i takt med at “ærten” modnes og kan sende tusindvis af sporer ud i luften.
Sidste år anede jeg ikke, at der var noget, som hed svampedyr, men nu har jeg en lille samling af billeder og en rigtig god historie til næste gang et barnebarn siger “hvad er det” – eller til en blog.
En ægte svamp!
Men selv med hat og stok kan svampe være nogle virkelig underlige størrelser. Som denne morkel der var på størrelse med en knytte hånd og mest af alt lignede en forladt hjerne. Jeg havde aldrig set noget lignende, men alligevel var jeg næsten sikker på, at det var en morkel, alene fordi jeg var stødt på billeder af den i opslagsværkerne.
Den var fløjlsblød og duftede vidunderligt af svamp på den gode måde. Og nogle morkler er jo spiselige og en delikatesse i liga med trøfler. Men altså – andre er dødeligt giftige hvis man lader sig narre af deres behagelige og fristende duft. Det gælder for denne Ægte Stenmorkel! Så for at repetere den vigtigste regel: Hvis man absolut vil testsmage, så spyt det omgående ud selvom det ikke smager grimt!
Heldigvis skal man som regel spise en ordentlig mundfuld, før det bliver kritisk farligt (sagde de på Giftlinjen), men selv en let forgiftning er jo ikke sjov.
Planter, der ikke ligner sig selv?
Violer er blå. Forglemmigej er også blå. Og så alligevel ikke altid. Nogle Martsvioler kan være kridhvide og stadig dufte lige så himmelsk som den almindelige blå, men jeg havde aldrig set det før. Blikket fangede den velkendte form af violblomsterne, men undrede sig over farven. For var det nu også en viol? Bladene passede, duften passede – og da jeg kom hjem passede det også med den lille notits i floraen at “farven er oftest violet-blå men ikke sjældent hvidlig”. Så blev jeg igen klogere.
Forglemmigej findes i forskellige underarter, men de er alle sammen blå. Undtagen Forskelligfarvet Forglemmigej hvor blomsten starter med at være gul inden den langsomt bliver lyseblå.
Det kan være bøvlet at stå med en plante, som man er helt blank overfor, for der er over 700 sider i Nordens Flora og diverse apps er ikke omfattende nok.
Heldigvis bliver man langsomt fortrolig med de forskellige ordner og familier af planter, og så kan man bruge udelukkelsesmetoden. Voksestedet var på en åben lerskrænt ud til Limfjorden, så det kunne ikke være en skovplante eller en som vokser fugtigt eller skyggefuldt. Det var ikke en græs, blomsterne sad ikke i en skærm. Der var små fine hår på både stilken og bladene, og blomsten havde 5 kronblade. Og så var de 700 sider snævret ind til bare 15-20 sider. Og der var den jo! Sammen med Mark-Forglemmigej og alle de andre blå Forglemmigej’er.
De meget sjældne planter
I flere år har det været en tradition at tage ud til Staksrode Skov helt derude hvor Vejle Fjord næsten bliver til Kattegat. Som regel bliver det kun til den ene tur når de Blå Anemoner blomstrer, men på Naturstyrelsens infotavle ved parkeringspladsen er det faktisk ikke den noget sparsomme anemone, som man gør opmærksom på. I stedet er der et lidt forkølet billede af Stor Gøgeurt, suppleret af en temmelig luftig beskrivelse af, at den vokser herude et sted.
Jeg kan godt forstå den ikke er plottet ind på kortet, for den er efterhånden meget, meget sjælden, og nogle mennesker graver hæmningsløst sjældne planter op og tager dem med hjem. Måske derfor er mængden af Blå Anemone også mere og mere tynd? Men i hvert fald opdagede jeg i år nogle lidt usædvanlige bladrosetter med blanke og lidt tykke blade i slutningen af marts. Gad vide om det var gøgeurt?
Så på en dejlig dag i maj foreslog jeg “helt tilfældigt” at madpakketuren gik til Staksrode Skov, for at se hvad skovbundens bladrosetter havde udviklet sig til. Og der stod de så i bøgeskovens flimrende lys – Stor Gøgeurt. Alle tre rosetter jeg havde fundet var blevet til fine ranke blomster, og der var endda et par stykker mere.
Gøgeurter kan være svære at skelne fra hinanden, fordi der ofte er store variationer indenfor den samme art. Eller man skal bruge lup for at bestemme særkender på den enkelte blomsts opbygning (læber, flige, støtteblade osv osv). Men Stor Gøgeurt kan man ikke forveksle med andre – hvis man altså finder den derude ved Vejle Fjord eller på Møn. Eller man kan bare starte med helt overordnet at kunne genkende en Gøgeurt og glædes over, at de i det hele taget stadig findes på enge, overdrev eller i moser.
Jeg ved godt hvad den hedder – jeg kan bare ikke huske det….
Endelig er der alle de planter, som jeg har set før. Ikke bare på et foto eller en tegning i floraen, men i virkeligheden. Som jeg møjsommeligt har slået op og fundet ud af hvad hedder, hvor de vokser og hvem de er i familie med. Og som jeg næste år ikke kan huske navnet på, hvorefter processen gentager sig, mens jeg undrer mig over hjernens arkivsystem.
Hvorfor kan jeg huske de særeste og temmelig uvæsentlige ting, mens andre og vigtigere informationer aldrig er blevet lagret? Hver gang håber jeg, at denne gang bliver navnet siddende.
Om ikke andet fordi det er sjovt eller mærkeligt. For hvad er koblingen mellem en smukt blomstrende snylteplante og navnet Skælrod? Mon det er fordi den ingen blade har? Eller Tandrod – lyder slet ikke som passende til den meget elegante lyslilla skovplante. Småblomstret Gulurt er til gengæld meget beskrivende og præcist, men alligevel er det nu tredje gang, at jeg har måttet slå den op.
Derfor er “hvad er det” vigtigt
Jeg tænkte længe over spørgsmålet og blev klar over, at det ikke kun var et personligt nørdet behov for klassificering og orden, men at jeg bliver rigere og rigere ved hele tiden at akkumulere viden om min omverden.
Når jeg opdager, at der altid ligger noget nyt og interessant bagved den første erkendelse eller erfaring og den næste og den næste. Det skærper min opmærksomhed derude – også når jeg for hundredesyttende gang må slå Kulsukker og Lungeurt op, fordi jeg aldrig kan huske, hvad der er hvad.
Man starter med at kunne genkende en blåfugl eller en mælkebøtte – og så åbner der sig en større verden, når det går op for én, at der er mange forskellige slags blåfugle og mælkebøtter. Der findes ikke bare “pip-fugle” for den 2-årige, men duer, ænder, solsorter og krager. Ligesom der for den halvgamle ikke bare findes møl, men langhornsmøl, græsmøl, halvmøl, bredvingemøl, spindemøl og endda nøjsomme møl!
Og så er der ofte noget underholdende i selve navnet på det nye, man har opdaget. Enten kan det være en større spiritusprøve og meget langt; det kan være helt utrolig logisk og beskrivende; eller det kan være et nyt mysterium i sig selv.
Hvorfor hedder Ulvefod egentlig ulvefod, der findes 6-7 arter i Danmark og de ser indbyrdes temmelig forskellige ud – men ingen af dem ligner ulvefødder?
For mange mennesker virker det ligegyldigt og overflødigt at kende alle disse enkeltheder i naturen. Men faktisk er jeg overbevist om, at hvis flere lærte at skelne mellem arterne, og hvis man kunne navnene på flere sommerfugle, planter, træer, fugle og så videre – så ville mange flere føle sig mere forbundet til og måske også ansvarlige for naturen og dens mangfoldighed og rigdom.
Hvis man kan genkende en Røllike, en Admiral, en Tjørn eller en Spætmejse – så opdager man, hvis et år de ikke længere er der – og man vil føle et tab. Til gengæld glædes man, når de dukker op i vejkanten, i skoven eller ved foderbrættet.
Hvis man ikke kender tingene ved navn, så ved man ikke, hvad der mangler og har derfor mindre trang til at passe på eller beskytte det. Præcis som med mennesker.