Den Danske Ordbog definerer et hjem sådan her: En persons bolig som udgør vedkommendes private tilholdssted ofte med tanke på fællesskabet mellem de mennesker som personen bor sammen med.

Men et hjem er så meget mere end en konkret adresse, et sæt nøgler og nogle rum. Det er følelser, minder og drømme. Det kan føles som et fristed eller et fængsel – det kan være himmelsk eller et helvede. Og ikke mindst kan det være et kort og midlertidigt sted, eller et sted man bor næsten hele livet.

For tiden er vi ved at flytte. Vi skal ikke bare skifte et sæt nøgler ud med et andet, og det er ikke kun et teknisk spørgsmål om at ændre adressen på borger.dk. Vi skal også skabe et hjem, vi skal realisere drømme og lære et nyt sted at kende.
Og mens jeg spartler huller, maler og pakker, så funderer jeg over, at hver gang man flytter er det en smule anderledes end sidst. Den allerførste gang da man flyttede hjemmefra. De midlertidige boliger. De lejede og de ejede adresser. Og hver gang har man sat sit præg på det nye hjem – med sine ting og sin adfærd.

• 

• 

• 

• 

Barndomshjemmet

Jeg har altid været lidt i tvivl om, hvad der er ens barndomshjem, for er det hvor man er født eller vokset op? Kan man have flere?
De første 6½ år af mit liv boede jeg med mine forældre og lillebror på et lille statshusmandsbrug lidt udenfor Nakskov, og for mig er det mit barndomshjem. Dasset i udhuset; vaskehuset med gruekedlen og den store balje, hvor vi alle på skift tog bad; oliekaminen i køkkenet og stuen med teaktræsmøbler og to lænestole. Jeg husker gyngen i haven; frugttræerne vi legede under og klatretræet nede ved mergelgraven; køerne, roerækkerne og den grå Ferguson.

Men størstedelen af min barndom og ungdom boede jeg på den store gård langt ude på Vestlolland. Den er også fyldt af minder om lege i haven, i skoven og ved vandhullerne; ture til stranden, legekammerater og endeløse dage i markerne.

Et barndomshjem står sjældent helt som dengang man selv var barn og ung. Ens værelse er enten som et forladt museum over de ting, man ikke tog med – sportspræmier, samlinger, tegneserier, plakater og håbløse møbler – eller også ændrer det funktion og bliver til et gæsteværelse, hobbyrum eller pulterkammer.
Måske bliver ens forældre skilt og barndomshjemmet ændrer karakter, fordi halvdelen af indboet flytter ud, noget andet flytter ind. Eller ens forældre flytter et andet sted hen og overdrager barndomshjemmet til en ny familie, som laver om og gør det til deres hjem.

Ungdomsboligerne og de midlertidige hjem

Der er noget helt særligt over den første gang man frigør sig fra barndomshjemmet og får sit eget hjem. Følelsen af frihed og af suveræn selvbestemmelse glemmer jeg aldrig. Så kunne det være et nok så lille lejet værelse til nok så dyr en husleje – det var mit og min egen nøgle!

Jeg har boet en del midlertidige steder både som ung og senere. Et år på et au-pair værelse i Los Angeles. Fire måneder på et hotelværelse i Biloxi, Mississippi efterfulgt af 8 måneder på et andet hotelværelse i nærheden af St. Louis, Illinois. Et år i en bitte-lille lejlighed i Kangerlussuaq – 3 måneder i en lånt lejlighed på Islands Brygge i København.

Senere 1½ år i et lejet sommerhus ved Isefjorden mens vi ledte efter hus – med først 1 baby og senere 2 fordi huset vi fandt skulle gennemrenoveres. År senere et par måneder i et baglokale til viceværtens kontorlejlighed i en beboelsesejendom i Roskilde, og 10 år senere igen en midlertidig bolig i ghettoen mens jeg ledte efter det næste sted at stille lænestolen og bogkasserne.

• 

• 

Hver gang har jeg vidst, at det var midlertidigt, men alligevel skaber man jo et “hjem”. Det er de ting man har med, tøjet, tandbørsten og bogen på natbordet. Nogle gange blev der hængt lidt på væggen, computeren sat op og bunken af nøgler, briller, taske og opladere fandt et naturligt sted i de nye omgivelser.
Men det handler også om at lære stedet at kende. Lydene fra opgangen, stier og pladser, naboer og bustider. At få et genkendende nik fra kassedamen eller grønthandleren; at finde en ny frisør, tandlæge, blomsterhandler og stamcafé.

Eje eller leje

Mange foretrækker at eje frem for at leje – og det har også en bunke fordele. Dels kan det betragtes som en investering, der ofte giver et ikke uvæsentligt afkast over tid, og dels har man som regel større frihed til at lave om og tilpasse hjemmets rammer. Modsat er en lejebolig ofte mindst lige så omkostningsfuld hver måned og ret beset får man “kun” husly for sin husleje.

Jeg er ambivalent. For en lejet bolig betyder også frihed, og det er jeg villig til at betale temmelig meget for. Friheden til at opsige lejemålet og flytte et andet sted hen, friheden til ikke at bekymre sig om tagrender, vandvarmer, kloakering eller murbier – eller bare at vide at jeg har friheden til at opmagasinere et par flyttekasser og drage ud i verden, hvis jeg en dag får lyst til lige netop det.

• 

Man kan ikke kun se et hjem som en investering af økonomisk karakter. Livet igennem ændres vores behov og vores formåen. Måske har man ikke råd, måske bliver hjemmet for småt eller for stort, måske bliver man tvunget til at bryde op, måske skal man bare væk. At eje sit eget hus kan være en gigantisk byrde af arbejde, afdrag og en evigt åben værktøjskasse – men det kan også være et fristed for her bestemmer man selv, om man vil gå nøgen rundt, lade græsset gro eller vælte væggen (selv hvis den er bærende…). At eje sin egen lejlighed betyder at man aktivt er nødt til at samarbejde med andre, at deltage i ejerforeningen og få det til at fungere. Det kan være utroligt berigende, men også utrolig udmattende.

Det nye hus

Værelser, lejligheder, hus på landet, hus i byen, små landsbyer, storbyer. Jeg har ejet og lejet både her og der. Og efter en årrække som lejer, så ejer jeg nu igen et hus. Med sølle tagrender, varme i gulvet og en have med muligheder. Med en betagende udsigt, inden for byskiltet og så alligevel midt i min yndlingsnatur.

Det er altid magisk, når man første gang står med nøglesættet til et nyt hjem, og ejendomsmægleren, udlejeren, viceværten eller de nu forhenværende ejere er gået. Rum, der runger af tomhed og virker lidt forladte. En glemt nullermand, et tomt køleskab, en ensom håndsæbe. Som om stedet ikke helt har forstået, at de andre er flyttet, og at der nu kommer nye fodtrin på gulvet.

Man går på opdagelse, åbner skabe og døre, stiller lidt indkøb i køkkenskabet og pakken med toiletpapir i badeværelset. Man smiler og drømmer, mens man bekræfter hinanden i at det er et godt sted. For et hjem er netop også drømmen om glade stunder, hyggelige middage, lange søndagsmorgener med aviser og kaffe, gæster, sommerens terrasseliv og vinterens ild i brændeovnen. Alle de gode bøger man kan læse i sofaen, alle de samtaler man kan have rundt om spisebordet, alle de gange man kan sidde stille i den blå time og se tusmørket sænke sig over dalen og skoven. Mit private tilholdssted i fællesskab med min elskede rejsekammerat.

Jeg er kommet hjem.

• 

• 

•