Sådan lyder titlen på en række annoncer der for tiden op til kommunalvalget fylder i diverse lokalaviser. Bag kampagnen står foreningen “Stop vanrøgt af dyr bag hegn”, som ønsker at informere om konsekvenserne for dyrene i de nuværende naturprojekter samt de kommende Naturnationalparker.

Annoncen er sat stort op i halvsidesformat, fotos af magre dyr og en del tekst med overskrifter, der fastholder blikket. Dramatisk og bevægende sprogbrug i forsøget på at fremstå sagligt og faktuelt. Du kan se den her , hvis du ikke allerede er stødt på den.

Dette blogindlæg er delt i to hovedafsnit. Det første afsnit handler om min reaktion på annoncen og indholdet af den, det andet afsnit er en kritisk gennemgang af de fremførte påstande. Så er du advaret, kære læser!

Når opmærksomheden fanges

Jeg blev overrumplet. Jeg blev forbløffet. Så tog jeg mig til hovedet. Og så blev jeg nysgerrig.
Men ikke på den måde som jeg formoder foreningen ønskede. Nej, jeg blev provokeret over den mængde af nonsens, der blev opremset i den store annonce. Min pyt-knap forsvandt, og i stedet blev min bullshit-knap aktiveret.

Jeg er ikke ekspert i naturen, jeg er amatør. Men jeg kan læse rapporter, lovtekster, analyser og statistikker, så jeg gik i gang med at fakta-tjekke annoncens punkter. Spørgsmål til miljøministeren i Folketingets udvalg, høringssvar, tilsynsrapporter, naturplejeprogrammer, hegnstyper, skadesrapporter, landbrugsfaktaark, EU-støtteordninger, Dyreværnsloven og meget mere. Konklusionen blev, at hvis denne annonce var kørt igennem programmet Detektor, var den faldet med et brag.

Men det er tydeligt, at dem der står bag kampagnen virkelig brænder for sagen. Jeg er overbevist om, at de også er amatører som mig. Det handler ikke om fakta men om følelser, for hvis det handlede om ægte oplysning, så ville annoncen ikke være så spækket med fejl.
Alligevel forsøgte jeg hele tiden, at fastholde mig selv til at gå efter bolden, fokusere på emnet og ikke falde for fristelsen til at sige “jamen, hvad med alle de andre dyr, hvad med naturen, hvad med …”. Jeg sendte en venlig tanke til mine undervisere i kritisk metode, tekstanalyse og indsigt, selvom jeg endte med at give efter.

Forsøg på at være objektiv, saglig og fokuseret – mislykket

Jeg ville gerne vide, hvem der stod bag denne forening, så jeg fulgte opfordringen til at besøge Facebookgruppen for at få yderligere information. Men der var ikke megen reel information at hente – i hvert fald ikke om foreningen.

Jeg var i tvivl om, hvordan jeg kom videre. Jeg ville jo gerne høre foreningens forklaring på de mange fejl i annonceteksten, ville gerne vide om man helt generelt var modstandere af Naturnationalparker og dyr som naturplejere, ville gerne vide om de havde andre løsningsforslag til biodiversitetsproblematikken, og ikke mindst hvor de har deres viden fra. Jeg var nysgerrig.

Men samtidig havde jeg ikke den mindste lyst til at begive mig ind i krigen på Facebook for at få svar på mine spørgsmål. Det kan godt være, at der både på foreningens gruppeside og andre debatfora på sociale medier altid opfordres til at opføre og udtrykke sig på en ordentlig måde, men det lykkedes ikke. Skældsord fyger til alle sider både i ord og emojis, der er meget lidt saglighed eller vilje til at have en dialog.

I stedet skrev jeg en mail til den person, som både var en af administratorerne på Facebook, og som jeg havde set i dagspressen i forbindelse med politianmeldelserne sidste vinter fra Mols Bjerge. Jeg spurgte ind til et par af de problematikker i annoncen, som jeg syntes var mindst underbyggede, og bad hende uddybe det. Det ville hun gerne, men ikke på skrift og i stedet skulle jeg ringe. Det er forsøgt men uden held.

Hvorfor gjorde det mig så oprørt?

Fordi det jo netop handler om følelser og ikke om den faktuelle oplysning. Fordi det for mig ikke kun kunne handle om teknisk dyrevelfærd – man kan ikke nøjes med at forholde sig snævert til emnet.
Det er godt, at nogen er opmærksomme på mistrivsel og tilfælde af vanrøgt af dyr. Men det er fortvivlende, at der kan mobiliseres så mange mennesker og genereres så megen vrede og forargelse på baggrund af nogle ganske få tilfælde. Så megen frygt for hvad det kan udvikle sig til i de kommende Naturnationalparker – på dyrenes vegne. Ingen kan jo være uenige i, at dyreejere har et ansvar for, at dyrene har det godt.

Vi kan og skal også diskutere formålet med rewilding, Naturnationalparker, og hvordan vi gavner naturen bedst og mest. Vi kan og skal diskutere gråzonen mellem en moralsk og en juridisk forpligtigelse i forhold til dyrene, som vi bruger til rewilding – og ikke mindst skal der udarbejdes planer og strategier for hvor mange, hvor længe og hvornår man skal gribe ind (hvilket også fremgår af loven). Men hvor er proportionerne?

Hvad er et “godt” dyreliv? Hvornår drager man tilstrækkelig omsorg for et dyr i ens varetægt? Er det tilstrækkeligt at dyret objektivt bedømt ud fra et dyrlægemæssigt synspunkt får sund og tilstrækkelig kost, får passet pels og negle, medicineres for dårligdomme mens det lever?
Hvor er den samme medfølelse for de millioner af såkaldte produktionsdyr, vi har i landbruget, og som dyrlæger også tilser for at sikre at de passes i overensstemmelse med dyreværnsloven?
Man kan også diskutere forholdet at utroligt mange kæledyr er så overvægtige, at det skader deres helbred. Ikke bare katten men også hunde og heste. Vi forhindrer soen at bevæge sig, når den har smågrise – vi lader kyllingerne æde til de segner under deres egen vægt. Hvorfor bruger foreningen ikke den samme energi på at forhindre skader på mange flere dyr, som også er vores ansvar?

Faktisk gør det mig endnu mere vred og frustreret, at man i Facebookgruppen og i interviews tillader sig at sammenligne tankegangen for naturnationalparker med koncentrationslejre og nazisme – og hvis man ikke bakker op om deres synspunkt, må man have psykopatiske træk. At man i foreningen konsekvent omtaler Naturnationalparkerne som statsstyret dyremishandling.
Så derfor giver det ikke mening for mig, kun at forholde mig til det, som “Stop vanrøgt af dyr bag hegn” har forenet sig om.
Jeg ved ikke, hvor stor en forskel rewilding vil gøre. Men jeg vil glæde mig til at se vilde heste og pelsede kreaturer på nye steder. Hvis vi endelig skal overføre vores egne følelser til dyr, så ville jeg til enhver tid hellere være pony i Bøtøskovene end på den lokale rideskole – også hvis det betød færre leveår.

Endelig er der så mange vigtigere ting og emner, der burde kunne mobilisere og appellere til vores empati, medfølelse og ansvar. Vi har en dyreværnslov, der beskytter dyrene. Men har vi også en “menneskeværnslov”?

For hvad om vi løftede blikket en smule højere og væk fra det kommende liv for vildheste på Harrild Hede og ud mod de mennesker, som for tiden er strandet op mod et andet hegn af den pigtråd, vi så venligt har sponseret til Østeuropa? Hvorfor bliver vi mere oprørt over en mager ko eller en skrammet pony, end over hvordan vi behandler andre mennesker i nød? Hvorfor kan foreningen Stop vanrøgt af dyr bag hegn få tilsagn fra en anonym erhvervsmand om at finansiere foder til udhungrede dyr, men ingen påtager sig at være anonym sponsor til maden på et tilfældigt plejehjem?
Hvor vover man at føre en skræmmekampagne imod dyr i fri natur forklædt som oplysning, når medmennesket lige ved siden af dig falder?

Proportioner og perspektiv.

Den kritiske kildekritik

I det følgende vil jeg så gennemgå annoncens afsnit og udpege de steder, som jeg mener enten er mangelfulde eller decideret usande. Da jeg ikke har kunnet få oplyst hvad foreningen baserer teksten på, så har jeg til dels brugt hvad de selv har lagt op i Facebookgruppen, dels hvad jeg har kunnet finde hos en række organisationer og institutioner. Jeg har forsøgt at balancere mængden af citater, men man er velkommen til at springe det tungeste over.

Foreningen Stop vanrøgt af dyr bag hegn

En forening behøver ikke at være registreret nogen steder, og jeg har da heller ikke kunnet finde noget om foreningen hos Erhvervsstyrelsen. Der behøver ikke at være offentliggjorte vedtægter, generalforsamling, formand og så videre, men det kræver en registrering og godkendelse, hvis man vil samle penge ind.
Så mit næste trin var at søge på Civilstyrelsens hjemmeside, hvor der er givet en et-årig tilladelse til indsamling hvis midlerne “anvendes til fordel for advokatbistand, kørsel og markedsføring og foder i forbindelse med Stop vanrøgt af dyr bag hegns arbejde. I tilfælde af, at der er et overskydende beløb efter, at formålet er opfyldt, skal de overskydende midler anvendes til hjælp til dyrene.” Der skal aflægges regnskab i starten af 2023.

HJÆLP DYRENE I NATURPROJEKTER

Foreningen ”Stop vanrøgt af dyr bag hegn” ønsker, at informere om konsekvenserne for dyrene i de nuværende naturprojekter samt kommende Naturnationalparker i Danmark.
Men der er ingen angivelse i annoncen om hvilke nuværende naturprojekter eller type af projekter, som hvor dyrene skal hjælpes.

Dyr bag hegn er meget bredt formuleret, og det er uklart, hvad der menes. Er det kreaturer og heste, som går ude hele året? Er det private dyrehold, er det Naturstyrelsens, er det alt lige fra krondyrene i Dyrehaven til de tre heste i folden ved Gudenåens udspring?

Formålet med naturprojekterne er, at misbruge dyrenes sult

Ræsonnementet er, at den manglende vinterfodring tvinger dyrene til at kaste sig over al tilgængelig vegetation, og dermed også de for naturplejens side uønskede planter og buske som for eksempel gyvel, birk og brombær. Det fremgår ikke hvilken vegetation, der skulle være underlødig for dyrene og samtidig uønsket i forhold til naturen. Uønsket vegetation kan jo også være græsserne på lyngheden.

Der er velsagtens en årsag til, at man i en del år har brugt kreaturer og heste til at forhindre overdrev og åbne områder i at vokse til i krat og skov – selvom de fodres, så spiser de af vegetationen og holder væksten nede. Selv på gamle engstykker kan man se på træer og buske, hvordan kvæget igennem årtier har nippet til alle de nye skud, som de kunne nå. Altså anser dyrene ikke selv kviste, skud, blade og buske for at være underlødige.

SEGES har en meget grundig gennemgang af de forskellige kreaturracers egnethed til naturpleje, og især Galloway fremhæves for sin særlige fordøjelse og udnyttelse af netop den såkaldte underlødige kost. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på KU lavede i 2013 en meget grundig gennemgang af grundlaget for udsætning af heste, kvæg, elge og krondyr i Lille Vildmose.

Er der eksempler på forgiftede dyr i naturprojekter? Gyvel er giftig for mennesker! Men kvæg spiser gerne og uden problemer de nye skud og små planter. Det samme gælder både får og mufloner, som også kan gnave alt grønt væk i op til en meters højde (hvilket jeg selv har observeret ved både Rørbæk Sø og Bølling Sø). Man bør skelne mellem hvilke planter, der er giftige for hvilke dyr og på hvilken måde.

Dyrene betaler en uacceptabel høj pris i form af:

Udsultning – naturligvis ikke acceptabelt at lade bestanden være så stor, at de dør af sult. Det bør og bliver monitoreret, og det fremgår meget klart af både dyreværnsloven og den nye lov om Naturnationalparker, at der skal tilskudsfodres eller bestanden skal reduceres, hvis der er risiko for, at dyrene decideret sulter.
Aborteringer – blandt almindeligt malkekvæg i landbruget resulterer ca. 8-10% af graviditeter i abort. Hvor meget større er det blandt de fritgående dyr i naturprojekter?
Dødfødsler – hvor stor er forskellen i forhold til andet kvæg og heste? Med henvisning til SEGES’ anbefalinger, så er de robuste racer netop udvalgt, fordi de ikke har problemer med selv at klare fødslen af kalvene.
Ubehandlede angreb af parasitter – det ved jeg ikke noget om, men problemet er tilsyneladende størst på arealer, hvor dyrene går tæt? Nogle racer er også mere sårbare end andre?
Jeg kan læse, at tætte bestande af hjortevildt kan være plaget af forskellige parasitter, men har svært ved at vurdere omfanget, og hvor generende disse er for dyrene, fordi det ikke fremgår af artiklerne.
Manglende hov/klovbeskæring – det er meget uklart, hvor stort behovet for beskæring er. I hvert fald har jeg ikke kunnet finde problemet beskrevet for ekstensive dyrehold indenfor kvægbrug.
Molslaboratoriets berømte/berygtede Exmoor ponyer slider selv hovene, men det har ikke været muligt at finde det beskrevet hverken for de vilde heste på Langeland, bisoner på Bornholm eller andre steder, hvor man benytter kvæg eller heste.
Manglende tilsyn – der bør naturligvis være tilstrækkeligt tilsyn. Jf. Dyreværnsloven skal kreaturer, der går frit, tilses “jævnligt”, mens heste skal tilses dagligt. Der er vedtaget særlige lempelser i kravet om tilsyn i den nye lov om Naturnationalparker, hvor blandt andet tilsynet med heste ikke behøver at være dagligt.
På grund af de store arealer, som dyrene kommer til at færdes på i parkerne, vil det naturligvis blive meget besværligt både at komme tæt nok på dyrene og at lokalisere dem. Så ja, der kan opstå tilfælde, hvor dyrs lidelser ikke opdages med det samme i Naturnationalparkerne. Kravene om tilsyn er dog uændrede for alle andre typer dyrehold på såvel Naturstyrelsens som private arealer.
Jeg forestiller mig dog, at en del af disse udfordringer vil kunne løses teknologisk (chips, gps, droner)? Og endelig tænker jeg, at selv når man alle andre steder tilser sine dyr jævnligt eller dagligt, så kan de jo stadig brække et ben, sidde fast i mudderet, gå i fol eller på anden vis kræve hjælp en halv time efter, at man har været der? Pointen er, at alle dyr i større eller mindre grad kan risikere, at ejeren ikke opdager deres nød lige med det samme.
Uacceptabel kort levealder – hvad er en acceptabel levealder? Mæt af dage og gammel? Sammenlignet med hvad? En ko og en hest kan blive op til 25 år gamle, men en malkeko bliver sjældent mere end 5 år, før den også får en kugle for panden med ”tak for godt arbejde”. Dem har vi trods alt over ½ million af. En høne kan blive op til 10 år gammel, men de fleste må lade livet efter blot et enkelt år.

Lov L229

Loven blev vedtaget af 61 stemmer mod 32 – for stemte S, SF, RV, EL, KF, LA, ALT og UFG(løsgængere) – imod var V, DF, NB og Inger Støjberg. Altså mere end traditionelle støttepartier.
Der står ikke noget i loven, som forhindrer fx tilskudsfodring, og der kan ikke dispenseres for tilsyn: ” De betingelser og vilkår, der fastsættes i forbindelse med en dispensation, vil omfatte krav til arealets beskaffenhed og hvilke dyr der må udsættes i naturnationalparken, herunder bl.a. at de dyr, der udsættes, er egnede til at gå ude året rundt, og at arealet er passende til de dyrehold, der udsættes, krav om tilsyn, herunder at tilsynet er tilstrækkeligt til at sikre dyrenes velfærd, eventuel frekvens for dyrlægetilsyn m.v., og krav om, at der sker regulering af bestanden af de udsatte dyr og deres afkom, så fødegrundlaget i området er tilstrækkeligt i forhold til bestandens størrelse.” citat fra svar fra ministeren på spørgsmål fra Landbrug&Fødevarer, Dyrenes Beskyttelse og Dyrlægeforeningen.

Dyreværnsloven i den nye lov om Naturnationalparker
Det er ikke korrekt, at dyrene i Naturnationalparkerne ikke har krav på andet end nedskydning. Der står meget klart i loven om parkerne, at man kan dispensere for visse dyrehold i forhold til paragraf 3 i Dyreværnsloven der lyder: at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer og paragraf 9, stk 1 og 2 (som handler om tilsyn) – men ikke at man skal.
Ej heller er man fritaget for at overholde både paragraf 1: Loven har til formål at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener. Loven har endvidere til formål at varetage dyreetiske hensyn og paragraf 2: Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
Det er blevet understreget gentagne gange i Folketingets forhandlinger op til vedtagelsen af loven, i høringssvar og samråd, at disse paragraffer under alle omstændigheder er gældende. Det vil sige, at dyrene stadig skal beskyttes og respekteres, de skal behandles forsvarligt og må ikke udsættes for unødig lidelse.

Det er korrekt, at der skal hegnes med strømførende hegn de steder, hvor der skal udsættes kreaturer og heste. Men skal kritikken i annoncen så forstås sådan, at foreningen finder dette forkasteligt alle steder?

Fanatisk ideologi

Der hersker uenighed om værdien, og hvordan man måler effekten af rewilding. Det er også korrekt, at det altid vil være en afvejning af, hvilken effekt man ønsker at opnå i forhold til de hensyn man er nødt til at tage, til blandt andet de dyr man forventer at sætte ud.
Antydningen af, at der skulle være en økonomisk bagtanke med etableringen af Naturnationalparker, er svær at dokumentere. EU giver i øjeblikket tilskud til naturpleje i for eksempel Natura2000 områder, men så vidt jeg kan læse faktaark fra SEGES og Landbrug&Fødevarer, så er der krav om en ganske stor afgræsning. Selv på ekstensivt græssede arealer, skal vegetationen være synligt afgnavet. Og det er jeg ikke overbevist om, at en flok udsatte kreaturer kan klare, eller hvordan det vil kunne måles på for eksempel Harrild Hede.
Det er muligt man kan opnå EU tilskud, men til gengæld mister man også indtægter fra jagt og skovbrug.

Man bør nok kvalificere, hvad man forstår ved “natur”. Det er korrekt, at der er meget lidt urørt natur i DK, men det kunne Naturnationalparkerne netop være med til at rette op på, ved at sikre en øget biodiversitet og bedre økosystemer, for den type natur vi har meget lidt af. Vi har masser af ”skovmarker”, men meget lidt skov med gamle træer, vådområder, moser, uforstyrrede og blandede naturtyper.
Importerede dyr lyder eksotisk, men jævnfør både lovteksten og dyreværnsloven så vil der næppe være giraffer på heden. I rewilding-tankegangen fra Rasmus Ejrnæs, Århus Universitet så handler det om at lade naturen passe sig selv – og selvom vi ikke længere har andre store vilde græsædere end krondyrene, så kan man efterligne tidligere tider med vilde heste, kreaturer, elge og europæiske bisoner. Underforstået at det er dyr, som altid har været vant til at leve frit.
Det er ikke et plejehjem for malkekøer eller rideskolens bestand, som pludselig slippes ud og skal klare sig selv – eller giraffer.

Adskillige ulykker

Fokus på risikoen og farligheden. Der pustes til angst og frygt. Og det er korrekt, at der hvert år rapporteres om episoder hvor gående er kommet i ukomfortabel kontakt med dyrene i indhegningerne. Selv med skilte og opfordringer til at holde afstand, gå stille uden at råbe og løbe, at holde sin hund i kort snor, så kan jeg læse at uheldene oftest involverer enten løbende/hujende børn, som er gået i forvejen eller løse hunde eller hunde i lang snor.

Men – der er mange, mange steder at stier og ruter fører os gennem indhegninger; skiltene minder os om at færdes med omtanke. Gør det noget? Der sker konfrontationer hvert år i Dyrehaven mellem publikum og krondyrene. Er foreningens budskab at vi skal lukke helt for færdsel alle sådanne steder?

Sandsynligheden for rent faktisk at møde nogle af de store dyr i Naturnationalparker vil være lige så lille som rent faktisk at se flokkene af krondyr. En gennemsnitlig park vil være på 1700 ha. Jeg har aldrig set nogen af de hundredevis af krondyr, som tilsyneladende holder til på Harrild Hede og Nørlund Plantage – undtagen den dag der var jagt.

Hjorte / Råvildt

Det går ikke entydigt ud over bestandene af hjortevildt, hvis der opsættes dyrehegn omkring Naturnationalparker (helt eller delvist) – der vil formentlig ikke længere drives jagt indenfor i samme omfang som nu.
Hjortevildt begrænses IKKE af strømhegn, der benyttes til kvæg og heste, hvilket landbruget kan bekræfte. Nogle steder er man stærkt plaget af vildtets skader på afgrøderne, og hvis man vil holde dyrene væk fra markerne kræver det hegn på 2-2½ meters højde med adskillige strømførende tråde.
Hjortevildt sidder ikke fastspændt i strømførende trådhegn, men kommer oftest til skade i gamle og dårligt vedligeholdte eller efterladte dyrehegn, snor og garn fra landbruget eller plastik fra os alle sammen – det viser en undersøgelse fra Dyrenes Beskyttelse og Skovforeningen.

Vi har alle et ansvar

Ja, det kan man ikke være uenig i. Vi har et ansvar for at kontakte dyrenes ejer, hvis vi observerer dyr i nød, eller hvis vi er i tvivl om deres velbefindende. Derfor er de fleste indhegninger i dag heldigvis forsynet med et skilt, hvor kontaktoplysninger på dyrenes ejer fremgår.
Jo bedre vi alle holder øje med dyrenes velfærd – bag hegn eller ej og ligegyldig på hvilke arealer – jo flere tilfælde af misrøgt og mistrivsel, vil vi forhåbentlig opdage og kunne tage hånd om.

Påstanden om, at der er set mange tilfælde, hvor omsorg og ansvarligheden enten halter eller helt mangler, må være et fortolkningsspørgsmål. For hvor mange er mange?
I forbindelse med sagerne fra Mols Bjerge blev der i Folketinget rejst spørgsmål til miljøministeren om, hvorvidt der fandtes andre eksempler af samme karakter på Naturstyrelsens arealer. Det korte svar efter en grundig rundspørge til Naturstyrelsens forskellige afdelinger var et klart “nej”.
Naturstyrelsen oplyste, at man har ca. 600 stk kvæg, 80 heste og 65 får plus deres afkom, og at man ikke har kendskab til tidligere politianmeldelser for brud på dyreværnsloven.
Man oplyste også, at der de sidste 5 år har været en dødelighed blandt kvæget på 3,1%. Til sammenligning har SEGES oplyst, at dødeligheden blandt besætninger til såvel intensiv kødproduktion som naturpleje, hobbybesætninger og andre ikke-mælkeleverende besætninger lå på 3,15% det seneste år – men at dødeligheden kan være stærkt varierende fra besætning til besætning.

Billederne

I forhold til billedmaterialet skylder man at fortælle, at politianmeldelsen af Molslaboratoriet om en række forhold kun førte til en enkelt sigtelse i det tilfælde, hvor et gps-halsbånd var gledet op og havde forårsaget et sår på hestens kæbe og øre. Det magre føl på billedet ser sølle ud men medførte altså ingen sigtelse. Alle rapporter fra både ordinære som uanmeldte kontrolbesøg af veterinære myndigheder og politi ligger tilgængelige på Molslaboratoriets hjemmeside.

De to magre køer er fra Nationalpark Mols Bjerge, hvor Naturstyrelsen sidste vinter havde ladet kreaturerne gå for mange og for længe uden tilskudsfoder. Der er endnu ikke truffet nogen afgørelse i sigtelserne – så vidt jeg har kunnet finde.
Jeg var selv på vandretur i netop Mols Bjerge i den periode, hvor varetagelsen af dyrene blev et problem, og mødte både dyrene i Molslaboratoriets indhegning og kvæget i de mange forskellige indhegninger på resten af Mols Bjerge. Vi så ingen magre eller udsultede dyr. Men vi så hvordan barken var skrællet af bestemte træer langs et vandløb, og vi mødte en enkelt ko som formentlig var i fødsel. Den var rolig, trivelig og græssede lidt væk fra de andre.

• 

• 

Hvad der til gengæld ikke oplyses om

Annoncen skylder at gøre rede for, om man helt generelt er imod Naturnationalparker og “husdyr” som naturplejere. Hvilken natur er det man ønsker, og kunne man forestille sig en natur på naturens præmisser frem for gæsternes og brugernes?
Hvad med de uendelige kilometer trådhegn og dyrehegn, som allerede findes i vores landskab – bør de fjernes? Hvordan skal skovejerne, landmændene og trafikken sikres mod “de prægtige bestande af hjortevildt”, hvis hegn ikke begrænser vildtets færden?

Ville man stadig være imod Naturnationalparker og de overordnede principper om urørt skov, naturlig hydrologi og udsætning af store græssere bag hegn, hvis dyrene var under større tilsyn, fodring og pasning?
Hvordan forholder man sig til krondyrene i Dyrehaven – det er jo også dyr bag hegn. Hvad med elgene og vildsvinene i Lille Vildmose, som også er bag hegn?

Endelig kan man efterlyse en forklaring på, om foreningen anser enhver færdsel gennem indhegninger med kreaturer og heste for farlig og angstprovokerende, og om man anbefaler en absolut adskillelse af gæster og dyr i den danske natur? Og hvad med alle de steder, hvor private lodsejere har givet os adgang over deres folde og indhegninger – er det for risikabelt?

Tænk hvis man kunne have en ægte dialog og respektfuldt finde et kompromis.