Hindø
Vesterhavets buldrende bølger og kystens berømte klitter og sandstrande er med rette på forsiden af alt fra turistbrochurer, sommerhusudlejningskataloger, fotobøger og dramatiske beretninger om skibsforlis og fiskere. Og der er virkelig fascinerende naturkræfter på spil, når endnu en storm ændrer på kystens udseende, og sandet piskes ind i alle sprækker, mens den saltmættede luft får alting til at forvitre på kort tid.
Men inde bag klitterne ligger et gammelt landskab, som hverken er nær så berømt eller tilgængeligt som Vestkysten. En udstrakt og flad slette af enge, marker, kanaler, tagrør og lavvandede søer, der strækker sig i hele kystens længde fra Blåvandshuk og næsten helt til Limfjorden – kun brudt af små bakkeøer hist og pist hvor smeltevandet fra istiden flød udenom aflejringerne fra den forrige istid.
Som perler på en snor ligger søer og brakvandsfjorde – Filsø, Ringkøbing Fjord, Stadil Fjord (som nu er en sø) og Nissum Fjord som de største – med et helt eventyrligt fugleliv og en uendelig himmel over sig.
Mange anstrengelser, millioner af kroner og kræfter har man gjort sig gennem tiden for at tæmme kysten og vandet enten for profittens skyld, for nyttens skyld eller for at gøre livet på de sandpiskede og oversvømmede beboelser bare en smule mere tåleligt.
Stadil Fjord er også forsøgt tørlagt, men man måtte opgive. Så derfor ligger den lille og langstrakte Hindø stadig omgivet af vand på alle sider. Først for nogle år siden blev øen landfast via en lang træbro, og det nyder os med vandrestøvler godt af (eller nogle gange helst gummistøvler). Den er en af mine yndlingssteder – derude vestpå.
Fra træbroen går man ad en grusvej nærmest i en tunnel af tagrør. Vinden får dem til at rasle og svaje, og man kan kun høre, hvordan rørskovens beboere med et skræp eller en puslen smutter længere væk fra vejen. Skægmejserne er lidt mere modige, når de flyver op fra stien – så sidder de og griner og sladrer om os oppe i sivene; mens de venter på, at vi går videre.
Den højlydte klapren af vingespidser og svømmefødder på vandoverfladen bryder gang på gang morgenens stilhed, når fjordens svaner flytter sig rundt. For så at blive afløst af den karakteristiske lyd af deres vingesus og et kort øjeblik kommer de til syne mens de krydser rørskoven. Mageløst.
Fårene går frit på Hindø, og man skal se sig for hvis man vil undgå at plante sålerne i deres efterladenskaber. Til gengæld er det lykken for skarnbasser, møgfluer og alverdens andre insekter, som synes at mågeklatter er lige stærkt nok.
Vinden og fårene giver øens træer og buske en helt særlig facon – tæt fåreklippet forneden og en vindstrakt krone mod øst. Det er hårdt arbejde at blive stor på Hindø!
En gang for mange år siden plantede man en lille skov af grantræer og fyr. Den er nu stort set fældet, og man forsøger at lade løvtræer erstatte nåletræerne. Selvom det har været malplaceret og formentlig særdeles urentabelt med en lille plantage, så er det lidt beundringsværdigt, at træerne trods alt har kunne vokse sig store – hvilket stubbene vidner om.
Nogle få steder på den “høje” del af øen har fårene trådt en lille skrænt ned mod vandet, og der bliver det tydeligt, at muldlaget er ganske tyndt. Selv hvor terrænet flader ud og bliver til sumpede strandenge, må det have været svært at kultivere og dyrke noget andet end en smule tyndt høslæt på de stive halvgræsser.
Det er en meget blandet oplevelse af naturen at gå den lille rundtur på Hindø – et langt stykke skjuler verden sig bag de høje tagrør og udsynet består kun af grusvejen, rørskoven og en stribe af himmel.
Men senere udfolder hele det flade landskab sig – og man kan både se langt og alligevel ingenting se, fordi man ikke rigtig kommer op og får nogen udsigt. Vindmøllerne og landbrugenes kornsiloer inde på land er det eneste som rejser sig – og striben af bølgede klitter ud mod Vesterhavet. Resten er vind, vand og himmel.
Så hvis du en gang er derude – vestpå – så kan jeg anbefale, at du tager en lille omvej og kører ad de helt små veje og ud til den lille parkeringsplads på østsiden af Stadil Fjord.
Mærk følelsen af at lægge alting bag dig, når du går ud over træbroens mågeklattede brædder og bliver lidt væk nede mellem tagrørene. Hør svanerne, viberne, gæssene, ænderne, hejrerne og skægmejserne – måske også rørdrummen og rørhøgen.
Hils på fårene, klap de skæve træer og hop over de steder hvor heste eller kvæg har trådt mudderet op. Og vend så tilbage til bilen og civilisationen.