Engen

Nogle landskaber træder man ind i, når man træder ud af sin hoveddør. Villahaven, vejkanten – byens fortove, parcelhuskvarterets stisystemer – parken, marken, boldbanerne eller skoven. Jeg kan træde ud på en eng omgivet af høje træer, krat, hegn og marker.

Man taler om haverum eller uderum. Engen er et rum af lys, hvor morgentågen, rimfrosten, varmeflimmeret og vinden leger. Hvor solen har frit spil i kontrast til de skyggefulde høje træer, som omkranser engen.

Ikke bare en græsmark

Engen kan være tung af dug eller regn, så støvler og bukseben bliver drivende våde. Eller den kan være støvet af pollen og frø. Nogle steder står græsserne tykt og frodigt; andre steder er det urterne, som trives bedst. Når man bare kigger henover engen på afstand, ser den lidt kedelig ud. Den er ikke et festfyrværkeri af blomsterflor og farver.

Men når man så træder ind på den lille trampesti, som fodtøjet har snoet ned over det lille stykke åbent land, så opdager man alle de små variationer og farveklatter fra blomsterne. Man ser dyrevekslerne, og hvor rådyrene har sovet i nat. Man forstyrrer natsommerfuglenes slummer på et græsstrå og ser dem flagre op for at finde et andet sted at tilbringe dagen. Græshopper, biller og fluer, dagsommerfugle og guldsmede. En svale på jagt, en skovdue eller en skovskade en-route fra den ene side af engen til den anden.

En anden tid

En gang var engen et værdifuldt stykke jord. At have adgang til en god eng betød, at man både kunne bjærge hø til vinterfoder og havde et sted, hvor husdyrene kunne græsse resten af sommeren. En god eng betød velstand og mulighed for at producere mere end til lige eksistens. Hø er ikke vissent græs men tørret græs, hvor alle næringsstoffer er bevaret – man kan næsten dufte, hvor godt det må smage. Hvis man altså er en ko, et får eller en hest. Og det bedste hø fik man af det gode græs på engstykkerne tæt ved en å, en sø eller en strandeng og ikke fra et pistent og tørt overdrev.
En god eng var ikke bare et tilfældigt stykke græsmark, men det fugtige stykke ned mod for eksempel åen, hvor vandets løb i århundreder har formet lavningen og ændret sig, og hver gang efterladt næringsstoffer og lidt aflejringer. Engen opstår ikke af sig selv, men er et kulturlandskab, alene fordi den er blevet slået og græsset – men aldrig drænet, gødet eller bearbejdet. Hvis man bare lader den være, så gror den til i krat af pil og birk, eg og el.

Vores eng har en gang for et par hundrede år siden været en god eng. Man betalte fæsteafgiften med så og så mange læs enghø til Hastrup Gods. Men over tid blev den formentlig opdyrket, der har været læhegn, forskellige tiders landbrugsstøtte og sammenlægninger af landbrug har givet den en omskiftelig tilværelse.

På et tidspunkt blev den igen braklagt, måske fordi den var for lille at bakse maskinerne rundt på og for fugtig til at give et ordentligt udbytte; forskellige ejere med hver sin strimmel jord ned til åen havde hver deres ide om hvad der skulle “dyrkes”, og de senere år er engen genopstået, mens skovene er vokset op omkring den. Som landbrugsstøtten kræver det, bliver græsset, tidslerne og brændenælderne slået en gang om året – og fuglene har en festmiddag på alle de hjemløse larver, biller, snegle og andet godt.

Jeg glædes også over, at den lille plet er værdiløs i landbrugsøjemed, men så uendelig værdifuld i alt der ikke skal opgøres i penge eller flishugning.

Artsrigdom

Det en imponerende artsrigdom, som langsomt etablerer sig og vinder det tabte areal tilbage. Forskellige græsser, kørvel, brandbæger, fladbælg, engelsk græs, høgeurt, syre, stenbræk, ranunkel, frytle, blåhat og mange flere. Og de giver liv til en masse insekter – som så igen giver liv til større insekter og fugle.

Når man lige for tiden går ned over engen, så er det hverken motorvejen eller vindmøllerne man hører, men i stedet alle fuglene, som holder til i granskoven, egekrattet, de høje ahorn eller pilebuskene, der omkranser engstykket på hver sin side. For hvert skridt man tager, flyver det op med møl, fluer, bier, målere og sværmere. Guldsmedene jagter myg, sommerfuglene danser fra blomst til blomst, mens humlebierne systematisk arbejder sig frem. Edderkopperne spinder deres baldakiner, og sneglene passer sig selv.

Jeg tænker tit på, hvor mange forskellige arter engen egentlig lægger jord til? Engen er cirka 65 meter på den ene led og måske 110 meter på den lange led – godt og vel 7.000 kvardratmeter. Hvad ville en optælling af insekter, planter, mosser, bløddyr, pattedyr og fugle vise? 100? 200? 500?

Det lille frimærke af frirum

Det lysende rum ændrer karakter efter vejret og årstiden. Om man står dernede i læ og hører træstammerne knirke og bruse i blæsevejr; eller om man snapper efter vejret, når engen puster mig i ansigtet med sin hede sommervarme. Et lille frimærke af frirum og ro, som aldeles ignorerer larm, bilstøj, landbrugsmaskiner og menneskets travlhed.