Blæst

Der er en særlig luksuriøs fornemmelse over at sidde i lænestolen og høre blæsten buldre rundt hushjørnet og regnen blive kastet mod vinduerne. Når man kigger ud og ser en fugl tumle forbi – en smule ude af kontrol med retningen, de nøgne træer strækkes mod øst og alting er gråt i gråt.

Sidste weekenden bød på en lørdag så grå og våd, at hvis man skulle illustrere november, så ville dagen have været et pragteksemplar. Turen gik til det lille gule hus, men så heller ikke længere – brændeovn, bøger og pladespiller var fundamentet for rejser i fantasien frem for udendørs!

Opklaring og endnu mere blæst

Men når fronten har passeret i løbet af natten, og man vågner op til en svag tone af lyserød på himlen i stedet for grå. Pludselig kan man se konturerne af skyerne, lyset bliver både skarpt og klart, og man smider bogen fra sig, skruer huen godt fast på håret og skynder sig ud i vejret.

Min elskede klithede ved Husby. Blæsten var stærk, og vi gik turen lidt anderledes gennem et meget kuperet terræn med “grå/grønne klitter”. Grønne fordi Hjælme og Marehalm har fået fodfæste og akkurat givet nok læ til at Rensdyrlav, Bægerlav og lidt Dværgpil og Revling har kunnet etablere sig.

En gang var det en vandreklit på samme måde som Råbjerg Mile, og der fyger stadig sand på bagsiden af den. I mange år har den været groet til med bjergfyr og plantage, men for 10-15 år siden ryddede Skov- og Naturstyrelsen alle træerne og lod klitheden brede sig igen.

Parabelklitten har facon som et kæmpe U og “armene” er næsten 1½ km lange. Bare man kommer lidt op i højden kan man sagtens se konturerne. Til en forandring gik vi ind over Gryden i bunden af parabelklitten, og det var interessant at se klitheden fra den vinkel. Til gengæld var der mere vådt, end vi havde forventet, så det blev til en del off-piste zigzag for at finde tørskoet ud til de hvide klitter.

Den hvide klit og det hvide hav

Som kæmpestore snedriver ligger klitrækken ud mod det buldrende hav. Konstant flytter vinden på sandet, og altid har terrænet ændret sig en lille smule – nogle gange rigtig meget.

Blæsten var fyldt med fine sandkorn. Det prikker i huden, kradser i øjnene og det knaser mellem tænderne. Vinden hvirvlede også skummet fra bølgerne op over klitterne, og totterne af skum dansede ind over klitheden. Selv den stride marehalm og hjælme bølgede som en kornmark. Alt imens den dybe buldren fra havet overdøvede alt.

Havet og stranden er foranderligt med vejret. Nogle gange er stranden bred og blød, vandet er blidt og krystalklart. Andre gange er stranden næsten væk i bølger og skum, som denne gang, hvor blæsten trykkede vandet endnu længere op. Vandet var grumset af sand, og bølgerne så store at man ikke kunne se en “glat” horisont, men i stedet var den fyldt med urolige kanter og toppe. Læberne smagte salt, og brilleglassene og kameralinsen skulle pudses.

Men der var også lommer med læ. Små gryder mellem klitterne eller bag en tue, hvor der var stille nok til at gå på opdagelse i de små universer af lav, svampe og forunderlige vækster.

Det var et par gode dage med blæst. Sofahygge og indendørssysler er rare nok, men det slår ikke fornemmelsen af prikkende røde kinder, kolde fingre og sand i ørene.