“Bare en tur i skoven”
Forleden dag udnyttede jeg skamløst at være uden for arbejdsmarkedets hamsterhjul. Jeg lod vasketøj være vasketøj, efterlod nullermænd, grus og sand på gulvet, e-boks og avisartikler om miljø, politik, pigtråd og verdens ulykkelige brændpunkter.
I stedet trak jeg en fleecetrøje udenpå skjorten, tog kameraet over skulderen og vinkede et “vi ses” til både håndværker og rejsekammerat, idet jeg strøg ned mod skoven et par hundrede meter fra hoveddøren. Frikvarter.
Højre – venstre – lige ud? Tænk at bo et sted hvor jeg kan vælge imellem en masse forskellige ture og ruter. Det blev et højredrej og ind i Nedergård Skov. Op ad den lille bakke og endnu et valg – blive på stien eller følge den anden sti igennem det indhegnede område med vildsvin?
Rørbækgård har indhegnet et relativt stort område og sat en flok vildsvin ud, som led i et forsøg med foryngelse og påvirkning af skoven. Man må gerne gå igennem, så længe man følger skovvejen, og vi har flere gange aset op og ned ad bakkerne. En enkelt gang har vi også mødt flokken af de naturplejende bæster, både fouragerende og rastende. De er sjove og lidt sky, men jeg har ikke helt styr på deres brunsttider og havde ikke lyst til at møde et arrigt og krasbørstigt eksemplar, så jeg valgte at følge Hærvejen.
Mosserne var friske og grønne efter nogle dages regn, og svampene var spændstige og svulmende efter både fugt og tørvejret.
De røde fluesvampe var for alvor skudt op af jorden og stod lysende med deres kridhvide stok og de røde og orange hatte. Sjovt som nogle svampe kan ses på meget lang afstand, mens andre er så godt camouflerede, at man først ser dem lige før støvlen kvaser dem.
Jeg er stadig håbløs til at kende og huske de forskellige svampe, men jeg elsker deres former og deres transformation fra en lille knold og til fuldt udfoldet, inden de overmodent vender hatten som en paraply med vrangen ud.
Farverne, mønstrene og forskelligheden fra de fineste tynde til de groveste af slagsen. Og her tænker jeg endda kun på svampe med hat. Der findes titusindvis af andre svampe – sæksvampe, stinksvampe, mikrosvampe, slimsvampe osv osv.
Med eller uden skørt (som faktisk hedder en ring, men som jeg synes ligner en balletdansers skørt), med rør eller lameller, med eller uden stok, glatte eller skællede, takkede eller frynsede, slimede eller tørre. En del af dem kan med velbehag spises – en stor del kan spises uden at få ondt i maven men bidrager ikke kulinarisk til maden – en del smager hæsligt men ødelægger kun oplevelsen og ikke helbredet. Og nogle få er decideret giftige.
Efteråret og blæsten dryssede blade over stien og jagede skyerne på himlen. Ørnebregnerne er pludselig skiftet fra mørkegrøn til brune og gule, inden de i vinterens løb knækker ned og bliver til muld. Heden lå igen brun og afblomstret på højderyggens bakker, mens den dryppede af dug og regnen fra dagen før. I løbet af ingen tid var de utætte sommerstøvler og buksebenene gennemblødte af det kolde vand, men solen havde stadig varme nok i sig til at lune kinder og fingre.
Nåede ikke så langt at jeg kunne kigge ud over Rørbæk Sø, før jeg i en bue fulgte nye stier tilbage mod Skovbakken. Kronhjortene er holdt op med at brøle og slås, og bevæger sig med forbløffende stilhed igennem underskoven. Kun en gang imellem så jeg dem på afstand mellem stammerne. Jeg skød genvej over sletten ved Holtum Ådal og fulgte deres veksel langs med det levende hegn. Lyset skiftede hele tiden når skyerne drev forbi, og jeg blev optaget af de fine svampe i græsset. Krystalstøvbolde og Vokshatte.
Mens jeg sad og ventede på, at solen igen skulle komme frem, blev jeg næsten løbet over ende af en ung kronhjort. Den blev ligeså forskrækket som jeg, og den sprang afsted tværs over engen. Et lykkeligt øjeblik at sidde på knæ i det våde græs i solen og se dens hurtige og spændstige galop med geviret højt hævet. Nogle billeder lagres lige så skarpt i sindet som på en chip.
Efterhånden blev der langt mellem solstrejfene, og jeg havde glemt tiden. De våde støvler fandt den mest direkte sti hjemad, men blikket blev ved med at opdage nye svampe i særligt fotogent oktoberlys, træstubbe med smukke mønstre og edderkoppespind. Først da mobilen gjorde opmærksom på en let bekymret forespørgsel om alt var ok, så pakkede jeg kameraet helt ned i tasken og satte farten op.
Hjem igen med røde kinder, våde sokker og bukseben, sorte negle og uglet hår. Hjem med det mentale batteri fyldt helt op efter den bedste slags overspringshandling af bare en hurtig tur i skoven!
