Februar er lige startet, og det er stadig rigtig vinter udenfor. Istapperne gror ud af stråtaget, sneen fyger i den kolde vind, og isen bliver tykkere og tykkere på søerne og langs kanten af vandløbene.

Solen har faktisk lidt magt om dagen, man kan mærke en smule varme, hvis det er læ og dagene er blevet markant længere. Men nætterne er gnistrende kolde, stjernehimlen dirrer i kulden. Om aftenen kan jeg høre hvordan natuglens tudende “sang” næsten vibrerer mellem træerne i den stille og kolde luft.
Jeg kan godt lide lyden af uglerne. Tanken om at de bor lige her, selvom vi aldrig ser dem. Det samme med muldvarperne, selvom den lokale parkmand ikke altid er helt tilfreds med dyrenes forkærlighed for græsplænens underjordiske miljø. Og jeg indrømmer, at hvis der på nogen som helst måde er sammenhæng mellem størrelsen af muldvarpeskuddene og selve dyret, så vil jeg faktisk nødigt møde det en mørke nat i bare tæer…

Men det er en god fornemmelse, at alting ikke altid kan dokumenteres direkte, men at nogle ting bemærker man kun ud fra en lyd eller en form for efterladt spor. Andet ligner slet ikke hvad det er, måske mest fordi man har en tendens til associere bestemte billeder på de forskellige kategorier.

Vokser der roser på pilebuske?

Der findes omkring 600 slags Galmyg i Danmark og alligevel ser man næsten aldrig det lillebitte insekt, som bare er nogle få milimeter. Til gengæld er sporene efter deres larver tit nemme at få øje på, når der dannes store – relativt – galler på blade af værtsplanten. Myggen lægger sine æg i skuddet på for eksempel et egetræ, og der dannes en slags svulst på bladet eller blomsten, hvor larven er beskyttet under opvæksten.

Ofte er disse svulster eller galler kugleformede, men lige præcis den galmyg, som lægger sine æg på den Krybende Pil eller Gråris, får grenskuddet til at ligne en rose. Pileroser kaldes de – eller skagensroser – og de er eventyrligt smukke.

Krybende Pil er en lille pilebusk, som ikke bliver meget højere end en ½ meter. I hvert fald ikke ude på klitheden i Husby. I det tidlige forår står den diskret med sine små pelsbløde og sølvglinsende “gæslinger”, der bliver til lysende klatter af gulgrønne rakler senere på foråret. Resten af året er den undselig, og man bemærker den næsten ikke. Heller ikke de små pileroser, men det særlige er, at på grund af galmyggens færden, så falder bladene ikke af de skud, hvor myggen har været. I stedet sidder de visne blade på den nøgne stilk om efteråret og hele vinteren – som den fineste rose til dem, der kommer forbi.

Det er lidt smukt, synes jeg

Fodspor

Blødt underlag som grus og mudder – eller sne som lige nu – afslører hvor dyr og fugle færdes. Dyr som jeg aldrig rigtig ser eller måske kun får et glimt af. Kronhjortenes kæmpestore klove, musenes små poter, egernets lange hop, grævlingens brede fødder, rådyrenes tåspidser og alle dem jeg ikke ved hvad er.

Ohhh er det mon en ulv eller bare en stor hund, der har været uden snor? Er det en ræv, som sætter poterne tæt? Hvordan ser mårhundens spor ud? Tænk så megen færdsel af så mange dyr, og vi ser dem ikke.

“Vingummi-svampe”

Hvis man skal beskrive en svamp, så tror jeg de fleste vil tænke på noget med en stok og en hat eller en tragt. Lameller eller porer på undersiden, en fast konsistens og duften af skovbund og smagen af en god risotto!

Men det er naturligvis bare et lille udsnit af den enorme mængde af underarter, der findes af svampe. Jeg har fået øjnene op for nogen, som overhovedet ikke ligner, føles eller dufter af “svampe” (ok, jeg har ikke smagt på dem – nogle af dem kan godt spises, men om det er en kulinarisk oplevelse, det skal jeg ikke kunne sige)

Der er for eksempel bævresvampene, som er virkelig mærkelige. Navnet antyder, at de kan være sådan lidt blævrede eller geleagtige, men de er faktisk hverken klistrede eller specielt bævrende – for det meste. De kan nemlig godt blive en snasket affære, enten når det har regnet meget, eller de har fået frost. Men efter lidt tid så er de friske igen, spændstige og vingummiagtige.

Den Gule Bævresvamp er den mest iøjnefaldende især om vinteren, hvor den svulmer op og med den stærke orange-gule kulør giver stor kontrast til de gråbrune grene, den vokser på. Og den ligner altså psykedelisk hjernemasse, som den sidder der og krøller.

Judasøre er mindre synlig og falder ret godt i med de visne grene på elletræerne. Den ligner virkelig et lidt krøllet eller foldet blomkålsøre, men hvorfor lige Judas skal blandes ind i det, det ved jeg ikke.

Og i år har jeg opdaget endnu en vingummisvamp: Pile-Bævretop. Den er næsten gennemsigtig i modlys, og med en helt eventyrlig flot farve. Ligesom de andre er den super almindelig, men alligevel har jeg aldrig lagt mærke til den før. Og modsat de “rigtige” svampe, så kan man finde bævresvampene hele året – de tørrer bare ind og bliver til en lille, tør plet. Lidt ligesom de tørrede svampe man køber, der svulmer op når man lægger dem i blød.

Snegle, der ikke er snegle og som selvfølgelig er snegle!

På samme måde som nogle roser ikke er roser, og ikke alle svampe ligner svampe; så er der snegle som SLET ikke ligner snegle og alligevel er det.

Det er sjældent, at jeg bager kager, men lige i dag var sådan en søndag, hvor jeg fik lyst til gøre lidt ekstra ud af dagen og glæde mig til besøg. Kanelsnegle findes ikke i naturen, men er bare gode at dufte og smage på efter en frisk og frossen travetur. At banke sneen af støvlerne, gnide varme i ansigtet og spise søndagssnegle – det er godt!