Vinter-kratluskeri i januar
Januar er kold. Ikke nødvendigvis frostkold. Faktisk er den oftest våd-kold og fuld af regn, slud og tåge på den “forkerte” side af frysepunktet. Mange synes også den føles forfærdelig lang, mens de længes efter forår.
Men jeg holder meget af januar. Lyset bliver stærkere. En måned som på en eller anden måde virker ren – væk er decembers dryssende pynt og tingeltangel, væk er de overvældende mange arrangementer og aktiviteter, væk er de deprimerende kortere og kortere dage.
Men længes du ikke efter varmere dage, efter blomster og efter sommerfuglene, spørger folk? Jo, dem glæder jeg mig til. Men januar kan være fyldt med forunderlige vækster, former og teksturer. For naturen er slet ikke i dvale, men ændrer sig hele tiden efter vejret, temperaturen og årstiden. Så nu vil jeg invitere dig til at se nærmere på den vintervåde og januarkolde natur herude på heden.
Hele efteråret var fyldt med projekter og gøremål, og det meste af december gik med at være forkølet. Så da kræfter og tid endelig kunne forenes i januar, har jeg tilbragt næsten hver eneste ledige tid på heden. Enten i rask trav på lange ture eller – som det skal handle om her – på distancemæssigt korte off-piste ture i kratluskertempo.
Kratluskeri er ikke lusket
At kratluske er noget helt særligt, og selvom det kan se underligt ud at en voksen ligger med rumpen i vejret gennem lang tid, kravler rundt med en lup eller kamera eller pludselig dukker op fra en slugt, så er det ikke spor suspekt.
Det handler ikke om motion af kroppen, omend man virkelig får udfordret sin udholdenhed, sin balance og sin smidighed. I stedet handler det om motion af sindet: at se, at udforske, at være nysgerrig, at opdage, at huske, at fordybe sig og glemme tiden.
Når jeg kratlusker føles det som en opdagelsesrejse. Ind i krattet, væk fra stien, ned i mosen, ud i lyngen – steder hvor jeg føler, at der aldrig kommer mennesker. Hvor der kun er spor fra hjortevildtet, ræven og fuglene og ingen aftryk af cykeldæk eller løbesko. Hvor der ikke ligger papirlommetørklæder, plastic eller cigaretskod.
Det er bedst at kratluske sammen med nogen, som synes det er ligeså sjovt. “Se – hvad er det, har du set sådan noget før?”. Den anden har måske læst om eller hørt om det, man gætter mere eller mindre kvalificeret, sammenligner og griner til hinanden. Heldigvis har jeg mulighed for at dele kratluskeriet og eventyret med ligesindede; men jeg holder også meget af bare at være i mit eget selskab derude.
At kunne glemme tiden og være udenfor rækkevidde. At det er kolde fingre, våde fødder eller trætte ben, som sætter grænsen for, hvor længe man er afsted.
Naturquiz
For mig er det også en skattejagt – en slags quiz, hvor jeg gerne vil opdage og blive klogere på, hvad det er som jeg har fundet. Og så går farten for alvor af turen!
For det første skal det undersøges, vendes og drejes (eller kroppen skal, hvis emnet ikke lige lader sig flytte); dernæst skal det dokumenteres både tæt på, så man kan se detaljerne og også lidt længere fra, så man kan se omgivelserne. Måske skal der udvælges en lille bid af mosset, svampen, grenen, laven, eller hvad man nu har fundet, som skal med hjem til nærmere studie eller backup, hvis nu billederne er ubrugelige, eller man akkurat ikke fik dokumenteret det nødvendige derude i felten.
Men fordi Pilfinger både har et sjovt navn, et sjovt udseende og ikke er så almindelig, så startede min skattejagt faktisk allerede sidste år uden held. 2023 startede med triumf!
I svampenes, mossernes og lavernes verden ender jeg utrolig tit med at arkivere billedet i folderen “kan ikke bestemmes nærmere” eller “XX-svamp – måske”. Tit kræver det mikroskop for at se de afgørende detaljer, eller man er måske nødt til at vende tilbage når væksten fx har frugtlegemer eller ændrer farve. Eller man skulle have kradset på den eller duftet til den? Men det gør ikke skattejagten mindre sjov!
At kratluske er i virkeligheden at vende tilbage til barndommens “uproduktive” leg og væren, hvor fantasien og fordybelsen i en bænkebider, myrer, blomstens opbygning eller et skjul i krattet ikke havde noget formål i sig selv. Man forsvandt bare ud af syne for verden.
Når jeg mere eller mindre akrobatisk kravler igennem et pilekrat og kommer ud med kviste og mos i håret (og ned ad nakken), sorte negle, grønne knæ og en rift eller to – så ligner jeg den pige, som engang byggede huler, fangede frøer og klatrede i træer.
Vil du med på hede-eventyr?