Skejten

“Efter nøjere overvejelse har fru B. de Neergaard….ment, at der vil gå for store skønhedsværdier tabt ved projektets gennemførelse, af hvilken grund man fra Fuglsangs side ikke ønsker sagen fremmet.”
Sådan måtte skovrideren på Fuglsang i 1949 skrive til Statens Landvindingsudvalg, efter at han i flere år havde forhandlet og arbejdet sammen med konsulenter fra Hedeselskabet om at inddæmme og tørlægge 44 hektar våde enge og noret ud til Guldborgsund. Projektet og finansieringen var godkendt men altså stoppet i sidste øjeblik. I stedet blev det fredet.

Hvis planerne var blevet gennemført, så havde vi ikke engang haft Olaf Rudes store malerier i Folketingssalen, som bevis på hvordan landskabet også dengang så ud med store krogede egetræer, flade strandenge, rørskov og græssende kreaturer.

I dag er Skejten på Østlolland en stor attraktion både for gæster på Fuglsang Kunstmuseum, familieudflugter og naturinteresserede af alle slags. Jeg har været der før men aldrig på en flimrende varm sommerdag.
Hele rundturen er på bare 5 km, men den er utrolig varieret. En lang markvej langs et gammelt stendige går som en lige linje ud fra den store gårdsplads og ned mod noret.
Som fra en oase af høje og skyggefulde træer igennem det åbne og flade landskab, hvor der er så uendeligt højt til himlen, og ned til de berømte egetræer derude på engen.

Ofte beskrives egetræerne som “gamle” men i virkeligheden er de jo bare 3-400 år. De er måske nærmere halvgamle, vi er bare så uvant med træernes naturlige forfald og ældning.
Det er træer i deres bedste alder, krogede af vinden og af at kunne vokse sig naturligt brede uden konkurrence fra andre træer eller skov. De kan blive endnu ældre og i deres alderdom og forfald, vil de give liv til et utal af arter.

Ligeså vejrbidte og solide som egetræerne ligger de gigantiske kampesten, som istiden efterlod. Som øer i det bløde og gyngende hav af græs og urter ligger de med deres grå og ru overflade, kun dækket af en fin hinde af laver og lidt mos.

På turistbilleder er det altid egetræerne eller Olaf Rudes malerier fra Folketingssalen, som bruges til at illustrere Skejten. Grønne, grå og dybe blå nuancer dominerer disse billeder, men lige denne dag var det alle de lyserøde nuancer med klatter af gult, som fangede mit blik dernede på strandengene.

Knopurter, hindebæger, liden tusindgylden, kællingetand og lægestokroser – fyld med svirrefluer, bier, humlebier og sommerfugle. Fra gigantiske tidselsommerfugle og admiraler til helt små blåfugle, skyer af randøjer og takvinger.

På gyngende grund og svuppende underlag må man nøje vælge hvor man sætter sine fødder, hvis man ikke vil synke i. Der er masser af træbroer til at bringe gæsterne nogenlunde sikkert over de mest sumpede steder, men det kan alligevel let gå galt, og man skal være frisk på lidt størknet mudder hist og her.

Et langt stykke går man inde i rørskoven og har kun glimtvis kig ud over vandet. Til gengæld har jeg aldrig set så mange guldsmede sværme og flyve op, som inde i på den klippede hulvej, hvor luften stod dirrende varm og stille. Man mister både tidsfornemmelsen og fornemmelsen for hvor langt man er, når man kun kan se lidt frem til det næste lille sving på stien og alting ser ens ud. Men med et skarpt drej til højre og et svagt stigende terræn kom landskabet igen til syne, og snart var vi inde under skovens kølige kroner.

Også her er der stendiger, som består af utrolig store sten. Hvordan har de håndteret dem, hvilket slid, hvilken organisering og viden om materialet og værktøjet. Nogle af stenene er tydeligvis blevet flækket, men har stadig en størrelse, som ingen har kunnet løfte på plads på egen hånd.

Skoven transformeres langsomt til park, og den romantiske haveidyl med sjældne træer, buske og åkander afslutter turen. Kulturlandskab hele vejen rundt, men meget forskellige grader af påvirkning og pasning. Fra parkens plæneklippere til strandengens kreaturer, der på hver deres måde trimmer vores omgivelser – og med hver sit resultat.

Jeg kan ikke lade være med at fundere over den gamle historie om Bodil de Neergaards afvisning af nyttesynet og landvindingen, og hvor stor en attraktion Skejten er i dag. Ikke bare fordi der er skønt og dejligt, eller fordi turen ikke er længere, end de fleste finder overskueligt – men fordi her ligger en lille stump natur, som aldrig har været dyrket eller formet af andet end de kreaturer, som har græsset her nærmest siden de første mennesker slog sig ned i stenalderen.

Tænk hvis flere havde haft modet, pengene og viljen til at sige “nej”.
Tænk hvis mit barndoms Lolland havde haft et dige, der reelt fulgte kystlinjen frem for en slags fremskudte diger, der belejligt og med kanaler og pumpestationers hjælp i samme ombæring gav mere landbrugsjord – men meget mindre variation?
Tænk hvis strandenge og de naturlige oversvømmelser af de områder ikke var en sjælden perle som på Skejten, men var det almindelige landskab – og hvor beskyttelsen mod stormfloder kun handlede om beskyttelse, og ikke også om udnyttelse og kontrol på bekostning af ikke bare Fuglsangs “store skønhedsværdier” men naturens iboende værdi.

Tak til Bodil de Neergaard, tak til Olaf Rude og tak til Fuglsang Kunstmuseum for at have dedikeret det bedste rum til det smukkeste kunstværk: Naturen.