Skal bare lige…
Jeg er ekspert-amatør på nogle få områder. Overspringshandlinger er et af dem. En helt almindelig og stilfærdig tirsdag hvor der er aftaler at passe; vasketøj der venter på samlebåndet; mildt kaos i baggangens fodtøj og overtøj; støv som nådesløst afsløres af septembersolen; voksenting at tage sig af – så træder min indre 5-årige frem og siger “Ja, ja, jeg skal nok. Jeg skal bare lige…”
Det var langt op ad dagen, men dugdråberne funklede stadig i græsset, og solen varmede som på en sommerdag. Faktisk skulle jeg bare lige ud med kameraet for at se, om der var sommerfugleliv i nedfaldsæblerne. Det var der ikke, men der stod de fineste svampe i græsset.
Og så lokkede solen og tanken om de modne brombær ude i hegnet. Der er både den Fligede Brombær og den Almindelige Brombær. Nogle år er der mest smag i den Almindelige Brombær, men i år smager de lige dejligt og breder sig voldsomt stikkende som altid. Gik ned til hjørnet hvor der er vådt og sumpet, fordi der hele sommeren har sivet vand ud fra en hydrant til markvanding. Vandet er fyldt med okker og trækker sære mønstre på jorden, mens det langsomt skyller jorden væk og skaber små erosionskløfter.
Der har ikke været vandet på marken i år. Den lå brak til langt hen på foråret, inden der blev sået en blanding af rug og rødkløver som jorddække, indtil der om en måned skal færdes 30.000 høns på arealet.
Især den store og lille Kålsommerfugl har haft en fest i rødkløveren hele sommeren, men sommerfuglene er ved at være på det sidste nu. Rødkløveren blomstrer stadig, og Korsedderkoppen bruger stænglerne og de høje græsstrå som ramme for sit spind.
Jeg skråede ind igennem skoven på tilbagevejen og ville lige se, om den store bøg var begyndt at skifte farve. Dens krone er over 35 meter bred, og der er dunkelt inde under dens kuppel. De første grene har mistet deres klorofyl og minder mig om, at lige om lidt er det rigtigt efterår. Inde fra skovens mørke fik jeg øje på engen, hvor græsset stod knæhøjt i solen, grønt og tungt af dug, og jeg syntes pludselig, at det var længe siden jeg havde været lige den vej.
Der var varmt. På afstand så engen ud som et ensartet tæppe af græs, men da jeg kom ud på stien, opdagede jeg, at tæppet var oversået med farvede pletter af gule og lilla blomster. Engen blev slået en enkelt gang i sommer, og nogle af blomsterne har skudt igen og forsøger sig med endnu en blomstring. Blåhattens lilla flade kurveblomst, Høgeurtens stærkt gule klatter nede i græsset, Torskemundens delikate pastelgule klaser, de blålilla kugleformede Blåmunke, en enkelt forvildet Engelsk Græs og den allersidste Perikon – i et tykt tæppe af saftigt græs.
Forskellige svirrefluer og humlebier forsøgte at trække de sidste forsyninger af næring ud af blomsterne. Og stor var min overraskelse, da jeg ud af øjenkrogen fik øje på en lille orangefarvet sommerfugl – den Lille Ildfugl. Den har jeg ikke set her før, omend den er meget almindelig på steder, der ikke er så intensivt dyrkede. Den lægger sine æg på planter af syrearten (skræpper, rødknæ, syre), og det passer meget godt med, at den sad på bladene af en Almindelig Syre.
Den Lille Ildfugl er ikke ret stor med et vingefang på bare 2-3 cm, og den flyver både hurtigt og hektisk hid og did. Blinker man med øjnene, mister man den højst sandsynligt af syne. Men når den sidder stille og skal varme sig, så er den noget af det fineste med de smukke og stærke farver, den pelsede krop og det elegante hvide frynsebånd på kanten af vingerne – og så kan man med rimelig forsigtighed godt snige sig ind på den.
Der var også andre sommerfugle på engen. En håndfuld af den Lille Kålsommerfugl vimsede omkring. Jeg synes, at de kan være svære at fotografere, fordi de virker så rastløse og sjældent bliver siddende ret længe. De er ikke specielt sky, men de har altid travlt og er hurtigt videre fra den ene blomst til den næste. En enkelt Nældens Takvinge var der også, den er mere grundig og omstændelig, når den fouragerer og lader sig ikke så let forstyrre af et nærgående kamera.
Efter at have krydset over engen ville jeg lige igennem egekrattet for at komme ned og se ud over åen. Vandet er sunket meget i selve åen, og græsser og siv er blevet høje i sommerens løb, så der var ikke meget vand at se oppe fra brinken. Men jeg kunne tydeligt se, hvor rådyrene og kronhjortene har deres veksler tværs over “flodlejet”. Egetræerne er også begyndt at skifte farve; birketræerne drysser blade, når der kommer et lille vindpust.
Gik tilbage ad den lille skovvej, som næsten er groet helt til i brombær. Fyldte munden og overvejede om det måske alligevel ville være godt med en pose bær til fryseren. Man kunne jo lave brombær-crumble. Eller lidt syltetøj. Måske.
Ligesom brombær skifter bregnerne farve. Og det er underligt, at det kun er nogle blade på planten og ikke alle, der beslutter sig for at iføre sig efterårsmoden, hvilket giver en stærk kontrast til de øvrige friske grønne blade. Jeg forsøger tit at fotografere dem og håber hver gang, at det denne gang kan lykkes at gengive modsætningerne, men kontrasterne står sjældent helt så skarpt som i virkeligheden.
Snart stod jeg næsten på gårdspladsen men måtte lige forlænge turen en smule, så jeg gik bagom mellem søen og det lille dige ud til marken. Utroligt at søen i februar var så fyldt med vand, at den løb over sine bredder. Nu står vandspejlet over 1 meter lavere, der er tørt hvor haletudserne blev klækket i foråret. I stedet er der de flotteste rørhatte, som ser ud som de har fået en haglbyge oveni hatten. Støvboldens små pigge og runde facon ligner en kuglefisk. Der er også svampe på ahorntræernes blade. Bladene er ved at skifte kulør, og svampens pletter træder tydeligt frem i modlyset som kæmpe fregner.
Min “jeg skal bare lige-tur” tog godt en time. På intet tidspunkt var jeg mere en 500 meter fra alle de hverdagsting, som stadig ventede på at blive taget hånd om. Det var heller ikke meningen, at jeg skulle skrive blog i dag, for jeg havde jo ikke rigtig noget at skrive om.
Men det havde jeg så alligevel, for det er jo vigtigt en gang imellem at have luft i kalenderen og programmet til at gøre noget, som ikke er det mindste effektivt eller produktivt. At finde sin 5-årige dreng eller pige frem og give sig hen til det umiddelbare, uden at tænke på alt det man “burde” (selvom børn naturligvis skal hentes til tiden og aftaler med andre skal holdes).
Det er jeg ekspert i.
0 Kommentarer