Jeg har egentlig længe villet skrive en blog om de hvide dagsommerfugle, men har hele tiden udsat det, fordi de stadig flyver. Lidt.

Og det kunne jo være at den helt perfekte situation opstod, hvor lyset, kameraet, balancen, planten, insektet gik op i en højere enhed og årets foto sad lige i skabet. Men på gråvejrsdage midt i efteråret kan det også være godt at bladre igennem sommerhalvårets samling af knapt så perfekte fotos, nu hvor sæsonen for dagsommerfugle er ved at være slut.

Hvidvingerne er en familie af dagsommerfugle, som samlet set har en utrolig lang sæson. Jeg så de første Citronsommerfugle i starten af april og lige til nu hvor Kålsommerfuglene stadig flyver på den sidste dag i september. Nogle arter har bare en enkelt generation, mens andre når både to, tre eller måske fire generationer på en sæson. Nogle overvintrer som puppe; andre tager chancen og gemmer sig i en sprække, mens de venter på, at solen igen bliver varm, og der er nektar at finde.

Aurora

Aurora er sammen med Citronsommerfuglen en af de første, let at kende fordi hannens forvinger er halvt orange, mens hunnen faktisk minder meget om den lille kålsommerfugl med hvide vinger og de sorte aftegninger. Men undersiden på Aurora er spættet hvid og grønlig, så det er en af måderne, man kan skelne dem fra hinanden.

Modsat den lille Kålsommerfugl, så sidder Aurora tit med åbne vinger på blomsterne, når den suger nektar – især var den glad for bellis og mælkebøtter i græsplænen. Jeg oplevede også, at de flyver anderledes. Aurora flagrer ikke så højt og så uroligt – men alligevel fik jeg ikke ret mange fotos af den. Måske fordi jeg først lige skulle lære at snige mig tæt nok på med kameraet. Vi har masser af larvens yndlingsspise – løgkarse. Så mon ikke der ligger pupper rundt omkring, klar til at springe ud til næste forår? Og nu er jeg bedre forberedt!

Bare navnet – Aurora. Gudinden for morgenrøden i den romerske mytologi – kunne være den orange farve. Eller betegnelsen for nordlysets flimrende gardin – som når sommerfuglen flakser over det grønne græs. Elegant.

Kålsommerfuglene

Den første kålsommerfugl dukkede op i slutningen af maj, hvor den flagrede rundt i jasminens blomster. De passede godt sammen – den hvide blomst og de hvide vinger. Faktisk vidste jeg ikke, at der findes hele 4 slags Kålsommerfugle, jeg kendte kun den store og den lille. Men der findes også en Grønåret Kålsommerfugl og en Grønbroget Kålsommerfugl. Den sidste er efterhånden uhyre sjælden og observeres for det meste kun i den sydlige del af landet.

Stor og Lille Kålsommerfugl

Lille og Stor Kålsommerfugl ligner hinanden rigtig, rigtig meget i udseende, flyvemåde og fouragering. Men størrelsen er et meget godt udgangspunkt, når man skal identificere dem. Den Lille Kålsommerfugl har et vingefang på 40-50 mm, mens den stores vingefang er en hel centimeter større 50-60mm. Så ved siden af hinanden er det ret let at se forskel og med lidt øvelse går det også, når man ser dem hver for sig.

Til gengæld er der forskel på hunner og hanner og igen på de forskellige generationer! Generelt er hunnerne mere markerede i deres sorte pletter og især 2. generation, som kommer ud af pupperne omkring august, har kraftigere aftegninger…som så langsomt slides af. Jeg synes, at det kan være svært at skelne, om det er en slidt hun eller en frisk han. Så der glædes jeg bare over at kunne iagttage deres energiske flyven omkring.

• 

• 

De to arter opfører sig ens. Suger nektar fra de samme planter og lægger deres æg samme sted, deres larver grovæder, og de forpupper sig ved siden af hinanden. Men – larverne er markant anderledes, og når først man tager dem på fersk gerning i kålbedet, så kan man ikke være i tvivl.

Larven af Stor Kålsommerfugl med dens gule, sorte og grønne mønster er indbegrebet af, hvordan en kållarve skal se ud. Larverne af den Lille Kålsommerfugl er helt grønne og mestre i camouflage – og er derfor oftest dem, som ender på køkkenbordet eller i gryden med broccoli, blomkål, spidskål, grønkål…de elsker kål.

Hvis man har bedre briller end jeg, så kan man også konstatere, at de lægger deres æg på en lidt forskellig måde. Den Lille Kålsommerfugl lægger sine æg enkeltvis, mens en Stor Kålsommerfugl lægger dem i en klynge på undersiden af bladene. Men de er bittesmå, og det er håbløst at tro, at man kan fjerne grovæderne, inden de klækkes. Og de klækkes hele tiden! Begge arter når snildt 2 eller 3 generationer på en sommer.

• 

• 

• 

Grønåret Kålsommerfugl

Det var først i år, at jeg fandt ud af, at der også findes en Grønåret Kålsommerfugl. Når den flyver rundt ligner den en Lille Kålsommerfugl, de har samme størrelse og aftegninger på oversiden. Men undersiden er markant med de fine aftegninger af årerne i vingerne, næsten som om nogen har brugt lidt pudder, og det bliver tydeligt hvorfor den hedder “grønåret”.

I dette tilfælde er det en fordel, at kålsommerfuglene oftest sidder med vingerne lukket, når de fouragerer eller raster – når nu det er undersiden, man skal artsbestemme dem på. Da jeg først lærte at genkende Grønåret Kålsommerfugl, opdagede jeg, at der var rigtig mange, hvor jeg færdes. I vores egen “park” og i de åbne skove, som er dens primære levested. Generelt foretrækker den lysninger og skovbryn – og til dels haver, men så skal de ikke være alt for velholdte. Grønåret Kålsommerfugl er nemlig ikke en konkurrent til vores kål, for den bruger de vilde korsblomstrende planter som foderplante til larverne. Det vil sige Løgkarse, Engkarse, Vejsennep og den slags – så den har været en ekstra velkommen gæst i haven.

Ligesom de andre kålsommerfugle når den at formere sig flere gange i løbet af sommeren, men nu har de sidste forberedt sig på at overvintre. Kilet ind i sprækkerne i træernes bark har larverne forpuppet sig, og de voksne individer, som er tilbage, sidder og skutter sig i vinden.

Citronsommerfuglen

Den er jo egentlig ikke hvid. Men den er en del af familien, og ligesom Aurora er den tidligt på færde om foråret – måske fordi den modsat de andre overvintrer som voksen, og derfor “bare” skal have noget solskin for at bevæge sig ud til de første blomster i pilebuskene. Den dansede også i forårssolen hos os, men den er rastløs i sin omkringflyven, og det var først senere på sommeren, at den nye generation pludselig sad i staudebedet og lyngen.

Citronsommerfuglen har kun en enkelt generation, som så skal overvintre til næste år. Den er umulig at forveksle med nogen anden sommerfugl, men til gengæld kan det være svært at kende forskel på hanner og hunner. Hannen er mere gul, hvorimod hunnen er lysere hvidgrønlig – men det er på oversiden. På undersiden er de næsten ens, og den sidder altid med vingerne lukket. Meeeen. Hvis man kigger på den i modlys, så vil det som regel afsløres helt præcist, hvor gul den er på den anden side.

• 

• 

Citronsommerfuglen er relativt almindelig, og taget i betragtning at den så at sige kun har et liv per sæson, så flyver den længe. Men nu har mine vist fundet et sted at putte sig for vinterens regn og rusk. Som alle andre sommerfugle er den bare bedst i solskin.

Sommerens gang med hvidvingerne

De så almindelige, og der har været mange i år – især på de blomstrende brakmarker omkring os. Og alligevel er dagsommerfuglene i tilbagegang, man lægger bare ikke så meget mærke til det, som hvis det var de mere sjældne eller iøjnefaldende. Det har været spændende og udfordrende at prøve at lære dem lidt bedre at kende – især med kameraet.

Stor og Lille Kålsommerfugl er rastløse, selv når solen ikke skinner. De flyver højt og lavt, suger lidt nektar her og lidt nektar der, leger tagfat, kurtiserer og lader sig føre rundt af vinden. Det er svært at fange deres gøremål på et skarpt foto. Men efter hundredevis af håbløst slørede eller uskarpe billeder, så har jeg nogle gange været heldig at fastfryse deres skønhed. Eller jeg har fået et smukt og krystalskarpt foto af den blomst, de fløj op fra i samme sekund, som jeg trykkede på udløseren…

Jeg tilgiver larvernes grådige gnasken i min kål. Den skyder igen, og vi skal nok få vinterens behov dækket. Jeg glæder mig allerede til gensynet med dagsommerfuglene næste år – og til at gå på opdagelse efter de familiemedlemmer jeg ikke så i år. Den utrolig smukke og store Sortåret Hvidvinge som jeg så sidste år ved Gudenåens udspring, mon ikke den kommer igen? De sjældne Høsommerfugle og måske endda en forvildet Grønbroget Kålsommerfugl?

Hvor ved jeg det fra?

Tålmodighed og iagttagelse er ikke nok, der skal ekspertviden til. Jeg har fået min amatør-nysgerrighed og -uvidenhed om dagsommerfugle stillet ved hjælp af en god hjemmeside og en god håndbog.

Noget som jeg synes er bøvlet i de fleste opslagsværker er, at der som regel kun er et enkelt billede eller en tegning. Især dagsommerfugle er tit afbildet med oversiden af vingerne. Men sådan er det langt fra alle dagsommerfugle, der lader sig iagttage! De har ikke læst “Insekter i farver” og sidder med lukkede vinger, de findes i mange varianter, der er forskel på hanner og hunner osv. Derfor pløjede jeg bibliotekets håndbøger igennem, inden jeg bestemte mig for at købe noget selv.

“Dagsommerfugle i Danmark” af Klaus Hermansen – prøv at låne den næste forår, hvis du er interesseret i dagsommerfugle. Den havde lige præcis det, jeg ledte efter – brugbare fotos der viser de mange variationer af den voksne sommerfugl, larver og pupper; beskrivelse af kendetegn, levested, livscyklus, adfærd, flyvetid og udbredelse. Der er en handy farveplanche bagerst i bogen, hvor man kan se både overside og underside – smart!

Naturhistorisk Museum i Århus har en super god hjemmeside og app, der hedder Naturbasen . Den er relativt brugervenlig og baseret på brugernes inputs, men man behøver ikke at bidrage for at benytte den. Den er fyldt med fotos og en præcis beskrivelse af ALT indenfor naturen – inklusive dagsommerfugle, som jo heldigvis er et relativt begrænset felt.