Nytårskuren
Efter juleugens traditionelle aktiviteter med samvær, snak, leg, grin og bunker af mad, så føles nytåret som et forfriskende bad. Det brugte år forsvinder i krudtrøg og kavalkader, og med en dyb indånding smiler jeg til en ny kombination af årstallet.
Fri mig for nytårsforsætter – man behøver jo ikke ligefrem at starte året med nederlag – men jeg kan rigtig godt lide nytårsforventninger. Noget man kan glæde sig til at gøre. En kur mod flosset humør, ladhed og forsvar mod et knagende skelet og tankemylder.
En af mine helt store forventninger til 2022 er roen i at have en fast base. Sådan med en rigtig permanent adresse hvor navneskiltet ikke er et klistermærke, og hvor flyttekasserne er tømt og kørt på genbrugspladsen. Siden jeg solgte rækkehuset i Roskilde for 4½ år siden, har adresserne af forskellige årsager været midlertidige; men nu er usikkerheden og maset med at flytte igen-igen fordampet sammen med det gamle år. Sikke en masse tid der bliver til at lave alt muligt spændende!
Forventninger til tid
Tid til at organisere de mange fotos, som hober sig op. Tid til at fordybe mig i mossernes enorme univers – og måske lære at huske navnene på dem. Tid til være der for familie og venner, når der er praktiske behov eller bare lyst til at nyde samværet. Tid til at arbejde kreativt med garn og stof – især nu hvor jeg har plads til at “rode”. Tid til at lege med ler. Tid til at rumstere i haven. Tid til at skrive. Det bliver godt.
Ud og afsted
En anden forventning er at udvide oplevelserne af at være på eventyr. Det kan både være det lille eventyr, når man udforsker en ny sti i skoven i et ellers velkendt terræn; men det kan også være det lidt større eventyr, når vi tager på tur i nye omgivelser.
Hvis det er muligt, så vil jeg gerne afsted mindst en gang om måneden. Nye vandreture i Nordsjælland, Thy, videre op ad Hærvejen eller på Bornholm. Cykelture. Overnatninger i shelter eller på en madras bag i bilen, pulverpasta og nescafe.
Og så kan man jo altid drømme videre om eventyr i Norge, Sverige, Bretagne, Böhmen eller på Sicilien. Engang.
Det nye år
Nytåret skiftede i tåge og 2022 sneg sig ind i kalenderen. Det vil tage uger, før at jeg vænner mig til de nye tal, men det er her. Helt bogstaveligt forsvandt det gamle år i en diffus tåge, men også rent symbolsk ligger det nye år foran os i en diset og hemmelig uklarhed.
Vi kan have nok så mange ønsker og planer, men fremtiden ligger usikker foran os. Alligevel ved jeg, at den blå himmel og foråret ligger lige derude og bare venter på lidt frisk vind og solstrejf, før det folder sig ud. Ligegyldigt om kroppen knager eller hovedet er fyldt med bekymringer for alt muligt, der kan ske eller ikke ske – så stikker påskeliljerne næsen op, musvitterne vil snart synge, og solen varme mine kinder.
Det er en nytårskur for sjæl og legeme at gå en tur, mærke uendeligheden og åndedrættet og drømme om eventyr.
0 Kommentarer