Istidens landskab på en vinterdag

Noget af det bedste jeg ved, er når dagen gryer med flammende nuancer af pink, lilla, orange og hysterisk rød. Og når jeg samtidig kan kigge over kanten af kaffekruset og spørge “vil du med på eventyr?” og svaret er “ja! hvor skal vi hen?”

Sådan en hverdag i sidste uge gik turen til Vejle Ådal, skovene omkring Vingsted, Vork Bakker og Ravning. En rundtur på 7-8km som jeg førhen ofte forlængede i både den ene eller anden retning op ad ådalens stejle stier. Men denne torsdag tog vi “bare” klassikeren.

Stille vejr, frostklart og sprødt på glatte grusveje og knasende is på vejenes frosne pytter. Vinter, men lige så langsomt nærmer foråret sig. Musvitter er vågnet op og kalder med deres dyhh-dyhhh-dyyhh, og himlen så blå og klar som i marts. Meeeeeen selvom solen kan varme lidt på ryggen, så er det rart med de uldne vanter og huen trukket ned om ørerene. Der var rim på ryggen af gallowaykøerne nede i dalen, og bækkenes små vandsprøjt frøs til is på græsstråene.

Vork Bakker er et dødislandskab. Det lyder makabert, men man kunne også kalde det stille-is eller isbjergs-landskab. At isen var død skal blot forstås sådan, at den lå stille i modsætning til gletcherisens bevægelser.

Istidens gletchere og den tykke hætte af is lå henover landskabet, og som nutidens iskapper, var der en konstant bevægelse både i takt med årstiden og over længere tid. Om sommeren smeltede sneen og den øverste is og dannede små søer på toppen af iskappen. Vandet sivede ned gennem sprækker og revner, og nogle steder dannedes hele floder under isen.

Dette foregik under hele istiden, altid bevægelse og ændringer i forholdene på og under isen. Vejle Ådal er en af den slags tunneldale, hvor smeltevandet igennem årtusinder gnavede sig ned i terrænet under isdækket. Flad i bunden og med stejle skrænter på siderne slynger den sig mod øst og fortsætter ud i fjorden. Vandstanden steg først da isen for alvor smeltede og trak sig tilbage, så tunneldalen slutter ikke i Vejle, men langt ude i Kattegat.

Men der var også is, som var brækket af den store ismasse. Som strandede isbjerge lå de og ikke rørte sig ud af flækken. Store områder af is var nogle steder dækket af så tykt et lag jord, at isens overflade ikke smeltede om sommeren, og derfor ikke fulgte iskappens bevægelser. Støv, sand og findelt ler blæste ind over isen og isolerede de gigantiske isterninger mod solens varme og klimaets stigende temperaturer. Samtidig gled meget af den bløde jord og urenheder, der lå i den levende is, ned i lavningerne og var med til at fore de lommer, hvor de store isblokke lå – og derfor var den skjulte og “døde” is meget længere om at smelte end resten.

Den smeltede dog alligevel ligeså langsomt, mens jorden der omgav den sank med, og på den måde dannede et meget kuperet landskab. Selv når bakkerne ligger højt hævet over for eksempel en ådal, så er der moser eller søer i bunden af lavningerne, fordi den smeltede isklump dannede en skål uden afløb til det øvrige terræn.

Det er meget fascinerende at tænke på, når man færdes både i Vejle Ådal og Vork Bakker, fordi begge landskabstyperne – tunneldal og dødisbakker – fremstår så tydeligt. Blandt andet fordi bakkelandskabet ikke har undergået den store forandring gennem tiden, men stadig har sit karakteristiske udtryk. Bakkerne er ganske enkelt for stejle og tætte til at man kan færdes med store landbrugsmaskiner, der er for fugtigt i bunden mellem bakkerne til at man kan dyrke afgrøder, der er ikke plantet helt til med skov, men i stedet er der mange enge og overdrev.

På lange strækninger ligger også ådalen åben og uden alt for mange reguleringer over tid. Engene i den flade dalbund var utrolig værdifulde for de bønder, som levede på siderne af ådalen. Skrænterne var for stejle til andet end skovbrug, men kombinationen af hø på engene til husdyrenes vinterfoder, heden og markerne ovenfor ådalen til korn, brændsel og får, og fiskeriet i åen gjorde livet omkring ådalen rigere end så mange andre steder.

Jeg elsker variationen i stedets natur, at blive forpustet af at vandre i det kuperede bakkelandskab, at slentre på den flade strækning nede i ådalen, at se den røde Glente svæve over engene om sommeren eller bare som denne vinterdag at se himlen hvælve sig over den brede og vandfyldte å.

At forestille sig isens påvirkning og formning af landskabet, at de første mennesker fandt ly for vinden og fisk i åen, at jernalderens bopladser lå her, at Harald Blåtand fik bygget en bro tværs over ådalen, så Hærvejen var farbar hele året fra Jelling og sydpå, og at industrialiseringens tørst efter vandkraft, og landbrugets tørst efter drænet og reguleret jord, gennem de seneste 120 år ikke nåede at slette landskabets særegne karakteristika fuldstændig.

Javist, der lå engang en jernbane fra Vejle til Vandel – men nu er den en fredelig vandre/cykelsti. Jo, Nordeuropas største skydebanecenter ligger lige midt i det hele og kan høres langt omkring. Ja, der er stadig dambrug og resterne af opstemningen af åen til møller og kraftanlæg. MEN. Der er skov, kilder, bække og vandløb, enge og himlen – rådyrene nipper til græsset i skovbrynet, svampene i skovbunden, Skarvgræsset og Elfenbens-Padderokken står tæt, egetræerne står krogede og gamle ude på engene, mens bøgetræerne holder godt fast i skrænternes ler.

Det var et dejligt gensyn med et velkendt landskab og et rigtig godt hverdags-eventyr.