Septemberdag på heden

Årets første efterårsdag. Himlen er dyb blå, duggen funkler og solen varmer kinderne – så gælder det om at forkaste alle planer og i stedet iføre sig vandrestøvler, kamera og madpakke, for så skal dagen bruges til at nyde lyngens sidste blomstring. Derfor er dagens indlæg en impulsiv øjenvidneberetning direkte fra den midtjyske natur på Harrild Hede og i Nørlund Plantage – helt friskt og stadig med græsfrø i trøjen.

Langs skoven og Kvindebækken hvor edderkoppespindene funklede og sitrede som perlebroderier, bækken klukkede lavmældt, og heden lå udstrakt og bølgende i brune og violette farver mod vest og nord. Over de bløde bakker i slettelandskabet fra forrige istid, hvor årtusinders vind og vejr har flyttet rundt på sandet, og hvor århundreder med får og kvæg, dyrevildt og skovhugst har givet lyngen, enen og de nøjsomme urter mulighed for at dominere. Gennem kølige nåletræsskove hvor der dufter af mos, svampe og formuldning, og hvor musvågen kredser over trætoppene. Bakkeøerne fra sidste istid, som hæver sig i landskabet som store bunker af ophobet materiale, men blødt beklædt med græs og lyng.

Duggen fordampede op ad dagen, solen brændte sommerligt og trøjen røg af, skyerne byggede langsomt op i takt med fordampningen fra jorden og lyset skiftede fra gyldent til gråblåt.

• 

• 

Tyttebær og Tranebær

Tyttebærbusken er let at kende. Den er typisk 20-30cm høj, har blanke mørkegrønne blade, som minder lidt om buksbom, lyserøde blomster og ikke mindst lige nu, hvor bærrene er modne og røde. De er sure! Men de modne bær rasler næsten af de små grene, og hvis man har sukker nok i skuffen, kan man lave den smukkeste syltetøj. Der er rigtig mange bær i år, og vi fyldte den tomme madpakkepose med de fineste bær.

Tranebær er straks lidt sværere at finde. For det første er planten væsentlig mere sjælden, for hvor Tyttebær er almindelig på de fleste sandede områder, så findes Tranebær kun hist og her i Jylland på magre og fugtige tørvebund. Tranebærplantens grene er tynde som sytråd og ligger hen over mosset med de fineste små blade – men bærrene er mindst lige så store som Tyttebær, lidt mere matte men stadig meget røde. Og ligeså sure! Vi nænner ikke at plukke dem, der er så få.

De sidste sommerfugle

Efteråret sætter ind og dagsommerfuglene har kortere og færre dage tilbage til at nyde livet, og til at suge den sidste varme og den sidste nektar. I dag var der eventyrligt mange Nældens Takvinge i lyngen, nogle få Admiraler og bare en træt Blåfugl (kunne ikke bestemme arten) og en dødtræt Dukatsommerfugl.

• 

• 

“Pikkelhuerne”

Jeppe Aakjær så ikke med milde øjne på tilplantningen af hans elskede hede, og sammenlignede de mange nåletræer med de mørke, tyske skove og landskaber. Pikkelhuer! I en egn hvor man kæmpede med sandflugten, og hvor driftige plantører og Hedeselskabet så muligheder for at omdanne den – i deres øjne – triste og golde hede til effektiv produktionsskov, blev Nørlund Plantage grundlagt for omkring 120 år siden. Heldigvis – i mine øjne – måtte man allerede under 2. Verdenskrig skove en del arealer i Nørlund Plantage for at skaffe brændsel og generatortræ til bilerne. Siden blev disse åbne områder fredet og måtte ikke genplantes, og derfor ligger der store lommer med heder, enge og moser i plantagen – omend det vist er en stor udfordring at holde de selvsåede træer nede.

På trods af at skoven og træerne må siges at være kulturlandskab og præget af nåletræer, så er de imponerende. Det grønne tæppe af mos i skovbunden, den enlige Bjergfyr, som står majestætisk i lyngen, de efterladte stubbe fyldt med Fyrsvampe og insekter, og det væltede grantræ med rodklump som en flad tallerken. Man ville slet ikke blive overrasket, hvis der pludselig gik et par hobitter på stien, eller hvis en fe flagrede i solstriberne mellem træerne.

• 

• 

• 

Gåsedammen

Det lille kær er oplagt som pausested. Det ligger ude midt i det åbne hedelandskab, og der er bare en trampesti derud. Men man belønnes med en lille brink at sidde på og lidt læ, hvis det blæser. Perfekt til madpakken!

Svalerne var der stadig, bare fire-fem stykker som snart smutter sydpå, men lige skulle have de sidste insekter i maven. Guldsmedene jagtede bytte i et tempo, som gjorde svalerne kunsten efter, og bier og svirrefluer summede og sugede, det bedste de havde lært i lyngen. Tårnfalken holdt øje med det hele, og en flok traner cirklede højere og højere og højere indtil vi mistede dem af syne.

Edderkopper

I dag fandt jeg nogle virkelig flotte edderkopper! Har egentlig ikke før interesseret mig så meget for producenten af de smukke hjulspind, men i dag fik jeg øje på nogle meget iøjnefaldende edderkopper. Jeg kender slet ikke de forskellige slags, men kan i hvert fald genkende Korsedderkoppen og Kvadratedderkoppen på deres aftegninger og stribede ben. Jeg har læst, at de skifter “farve” alt efter hvilke planter de færdes på. Fascinerende!

• 

Stort og småt

Den store skønhed i landskabet er let at se – man skal bare løfte blikket fra stien, stå stille lidt og lade blikket åbne sig mod horisonten. Farverne, vinden, himlen og konturerne af træer, vand og jord.

Men den lille skønhed kan være sværere umiddelbart at få øje på, fordi det kræver ikke bare at man standser op, men at man måske må helt ned på knæ og zoome ind for at se mønstret i mosset, farven i en plante eller de bittesmå skåle i en Bægerlav.

Og det er såmænd ikke fordi at lige Harrild Hede og Nørlund Plantage er noget særligt på den måde. Man kan altid zoome ind og finde noget smukt, ligegyldig hvor man går – men det er et privilegium at kende et sted, hvor man kan zoome ud og se langt. Det er et af mine yndlingssteder, bedst i tørvejr men også et eventyr i svuppende regn og rusk.