Ingen kommune eller egn uden en variant af caminoen. Camøno, Kanino, Amarmino eller hvad med en Kromino? Det signalerer opfindsomhed og eventyr, når vandreruter – både korte og lange – kan hægtes op på noget, som vi forbinder med den klassiske og kendte spanske Camino fra Pyrenæerne til Santiago de Compostela. Den ydmyge pilgrimsfærd med ganske lidt oppakning, varme og støv, og ikke mindst enkle måltider og ydmyg overnatning på en briks i en sovesal.

Nogle gange rynker jeg lidt på næsen af de fordanskede forestillinger om, at hvis man bare tilføjer -ino til vandreruten, så smitter lidt af berømtheden af. Selvom turene på ingen måde varer flere måneder eller kræver afsavn af hverken mad eller værelser med eget bad.

På den anden side, så er jeg rigtig glad for at der gøres så meget for at lokke os ud på vandrestierne for at opleve hvor varieret og mangfoldig den danske natur er – så pyt med navnet!

Men faktisk er der en vandrerute i Danmark, som hverken er smart eller moderne – tværtimod har den måske et lidt bedaget ry som en smule kedelig – nemlig Hærvejen.

At vandre på Hærvejen

Hærvejen kaldtes også Oksevejen, Pilgrimsvejen, Studevejen eller Viborgvejen alt efter hvilken strækning, hvilken kilde og i hvilken periode man undersøger. Måske burde den i stedet hedde -vejene i flertal, for den har altid bestået af en vifte af spor og forgreninger, som med tiden har skiftet. Nogle gange blev sporet for pløret eller opkørt, og man rykkede vejen lidt. Eller vadestederne blev ufremkommelige og nye måtte findes. Andre steder byggede man broer, som dermed blev vigtige knudepunkter og mødesteder.

Der har været færdsel nord-syd i mindst 4.000 år – stude og heste mod syd; metaller, perler, glas og silke mod nord; pilgrimme, handlende, krigere og konger i begge retninger.

Men i dag indbyder Hærvejen igen til en fodrejse igennem naturen og historien, og det kan gøres både dyrt og komfortabelt som pakkerejse – eller billigt og nøjsomt.

Drømmen for mig har altid været at gå hele den klassiske rute fra grænsen ved Padborg til Viborg i et stræk. Det var vigtigt for mig at slutte i Viborg, fordi der bare er noget mere schwung over at sætte sig ind i domkirken, finde en restaurant med god mad og en ordentlig målbajer, end at stå på en kønsløs station i Padborg og kigge på en grænsebom.

Men det projekt har ikke helt kunnet lade sig gøre – endnu. I stedet har jeg de seneste år taget Hærvejen i bidder hist og pist. Det er blevet lidt noget rod, men alligevel gevaldig tilfredsstillende trods alt at leve sig ind i vandreboblen, når man sætter den ene fod foran den anden og bare går. Selv på en dagstur hjemmefra, hvor der blot er 100m til man står på ruten.

I år kom Hærvejen med på afbud, da det viste sig, at den planlagte tur på Trækstien blev for stor en udfordring på grund af vandet både fra skyerne og fra Gudenåen. Rygsækken var jo næsten pakket allerede, så de gamle kort over Hærvejen blev fundet frem, og soveposerne blev føjet til pakkelisten. Vi ville overnatte på herberger i stedet for at finde B&B, vi havde 4 dage til rådighed og ikke mindst skulle der være offentlig transport i nærheden, hvis etaperne blev for urealistiske (og vi skulle jo også tilbage til bilen). Derfor blev det til en bid af Hærvejen midt i Sønderjylland, så nu er der endnu flere løse ender – og endnu flere gennemførte kilometer.

Rødekro til Tørning

Etapen startede i Brugsen og ikke mindst i Lagkagehusets hjørne af forretningen. Der skulle både provianteres morgenmad og frokostsandwich, snacks og forplejning til de næste dage, og vi var både mætte og forventningsfulde, da vi endelig spændte rygsækkene og fandt det lille blå skilt med den hvide tændstiksmand.

Solen skinnede og fødderne skridtede glade ud ad fortovet, hovedvejen, bivejen som endelig blev til en grusvej efter nogle kilometer. Det var varmt og luftfugtigheden var høj efter gårsdagens styrtregn, men alting var nyvasket og glitrende.

Vi havde anslået dagens distance til mellem 20 og 25km, og det er meget længe siden, at vi havde gået så langt. Derfor vidste vi også godt, at pauserne var utrolig vigtige, så for hver time gjorde vi holdt – fik lidt at spise eller drikke, luftede fødderne og strakte ud inden næste bid. Fordelen ved at vandre sammen med nogen er at disse pauser faktisk bliver lange nok – eller næsten for lange, hvis man bliver optaget af noget. Når jeg går alene, er jeg meget mere rastløs for at komme videre og 5 minutters pause kan virke som spild. Men pausen er meget, meget værdifuld.

Ruten gik forbi gamle voldsteder, gamle diger, gamle grænser, gamle sten og mindesmærker. Sønderjylland har sin helt særlige historie – ikke bare den nyere som slagmark og grænseland, men som hertugdømme med sin anderledes kultur og kontakt til Europa. Samtidig er det et landbrugsland fyldt med majs, hvede og græs til de store landbrug og biogasanlæg; et landskab som er gennemskåret af højspændingsledninger, jernbanens skinner og de uendelige togstammer med gods og mennesker på vej, og motorvejens monotone rumlen. Nord-syd. Præcis som i gamle dage.

Sveden sprang og vandet i dunkene forsvandt, så glæden var stor, da vi fik øje på Immervad Bro. Ikke bare er den gamle stenbro et ikonisk symbol på den gamle Hærvej, men lige ved siden af ligger et herberg, hvor vi vidste, at det var muligt at fylde vand på flaskerne og tage et hvil i skyggen. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var selve broen lidt en skuffelse. Måske fordi vandet fra bækken ikke længere løber igennem, men i stedet er ledt over i en grøft med en nyere bro. Måske fordi jeg bare var varm og træt?

Det var en god rast, men vi var jo kun halvvejs på dagens etape….

Vandring må godt være anstrengende, men det skal stadig være sjovt. Sjovt behøver ikke at være høje grin eller nemt, men der skal være en grundlæggende følelse af at oplevelsen er god. Man kan svede, man kan være våd, man kan være træt, man kan være øm – og det går fint alligevel. Men vabler tager livet af det sjove.

Vi nærmede os stille og roligt vores herberg i Tørning, men på de sidste kilometer kunne jeg godt mærke, at en vabel var undervejs på kanten af den ene fod. På nogle strækninger var ruten en trampesti på skråt terræn med en plovfure på den ene side og stikkende hindbær og brændenælder på den anden side, og fødderne kom til at rutsje lidt for meget på indersålen af støvlerne. Så lettelsen var stor, da vi efter godt 25km stod på gårdspladsen af den gamle gård, hvor hestestalden var omdannet til herberg.

Lykke er tørt tøj, luft til tæer (og vabel) og en kølig målbajer! For første gang hele den dag mødte vi andre, som også havde taget en tur på Hærvejen, og vi fandt et dejligt fællesskab i at udveksle tips, gode råd, livserfaring, lommefilosofi og grej-snak. Tøj blev hængt til tørre, soveposer rullet ud og alle sov inden det blev mørkt.

Tørning til Jegerup

Dagen begyndte med fælles morgenmad og en snak om vejrudsigten, som så noget ustadig ud. Så regntøjet kom øverst på rygsækken, vablen så fredelig ud men fik et solidt plaster, og vi gik fortrøstningsfulde afsted på dagens 24km lange etape. I hvert fald hvis vi som planlagt skulle nå til det næste herberg i Stursbøl. Men planer må nogle gange laves om!

I starten gik det meget godt, selvom regntøjet kom i brug efter blot 600m, og resten af dagen var det en øvelse i af-og-på-og-af. Der var utrolig smukt langs vandløb og ådale, og selv i dryppende regnvejr blev de mange farver af blomster og grønt til en palet af mindfulness…hvis det altså ikke lige var for den der vabel, som blev irriteret under plasteret.

Vi skulle under alle omstændigheder ind i Vojens efter proviant, og da det var Finns fødselsdag, håbede vi at kunne gøre det lidt festligt på en eller anden måde. Vandreruten strejfer kun lige den østlige del af Vojens, men vi kunne se på googlemaps, at der trods alt skulle være lidt butikker i den ende af byen. Men nej. Fortove og parcelhuse og tomme butikker prægede byen, der som andre typiske stationsbyer er delt midt over af banen på den ene led og hovedgaden på den anden led. På den anden side af banen var der lidt flere butikker – udover proviant havde jeg brug for noget til at prikke hul på vablen og noget mere plaster. Meget kan man bruge en 3-i-1 til, men vabelpleje er den ikke egnet til.

Det viste sig, at man i Vojens for år tilbage havde bygget et butikscenter i den vestlige udkant af byen efter modellen “masser af parkering i midten og butikker/lejemål rundt om”. Her var alle de butikker, som nu lå tomme i hovedgaden – isenkræmmeren, bageren, sportsbutikken, matas, apoteket, supermarkederne. Et lille suk for kønsløshed og manglende forståelse for, hvad der skaber liv. Og et stort suk for de ekstra 5km det kostede os at få lidt at spise.

Men – bageriet havde de bedste sandwiches, det største stykke lagkage og fabelagtig service! Og så havde de polstrede stole; og det skal man ikke kimse af, når man ellers er henvist til træbænke eller hårde stabelstole.

Og mens vi sad der og nød forplejningen kom to andre hærvejsvandrere vaklende ind ad døren og dumpede ned på de bløde sæder. De var våde, de var trætte og ikke mindst opgivende på grund af ømme fødder med vabler og smertende skuldre af rygsækken – de skulle have noget at spise, kaffe og så ellers finde et tog. De havde været på vej sydover, men måtte erkende at de ikke ville nå til Padborg i denne omgang.
Vi udvekslede hærvejssnak og fik et godt tip: der var et lille herberg i en gammel skole lige på ruten midt imellem Vojens og Stursbøl, så måske behøvede vi ikke at gå helt så langt i dag? De ekstra 5km frem og tilbage i Vojens ville ellers få etapen op på 27km, og det ved vi af erfaring er betænkeligt langt.

Vi ønskede dem god bedring og hjemtur og trak i vores rygsække, som ikke gnavede eller generede. Vablen var tømt, solen var kommet frem, og vi havde fornyede kræfter til at finde Hærvejen igen på den anden side af Vojens. Vi fandt nummeret på herberget i Jegerup og var heldige, for der var akkurat en ledig køjeseng og aftalte, at vi ville give besked, når vi nærmede os.

Jegerup er en lille landsby af den klassiske slags. Der er en station, men toget standser her ikke længere. Der er en hovedgade, men trafikken er ledt udenom på hovedvejen. Der er en gammel kirke. Der er roser i haverne, gamle huse og knapt så gamle huse – og så er der en nedlagt skole fra 1960’erne, som nu lægger lokaler til alle mulige forskellige aktiviteter. Alt sammen iværksat og drevet af borgerne – vi kunne endda deltage i en omgang badminton i den lille hal ved siden af. Måske en anden gang….
Blandt andet har man indrettet hvad der ligner et par kontorer til overnatning med en køjeseng og en stol i hvert rum. Ingen dikkedarer, men et fint skolekøkken, sofaer, et spisebord og en stor reol fyldt med bøger. Smukt.

Det andet værelse med køjeseng var optaget af to ældre brødre, som var på vej mod syd med alt for store rygsække. Det havde de i hvert fald erkendt, efter at de havde måttet sende storebror med bussen hjem til Esbjerg tidligere på dagen på grund af for tung oppakning og for puklet en rute. Spændende at høre deres fortælling om en opvækst ved Højer og en stærk tilknytning til Sønderjylland – og så alligevel ende spredt rundt i landet. Vandreturen var deres måde at komme tæt på hinanden gennem oplevelserne og fortidens præg på dem og landskabet.

Det var nu alligevel blevet til næsten 17km den dag, og vi sov tidligt og godt

Jegerup til Jels

Vi tog afsked med brødrene og hankede op i rygsækken med fornyet energi for at finde rytmen igen på vej nordpå. Snart var vi tilbage på grusveje og bakkede landskaber i landbrugslandet, men selvom dagen startede ud med sol, så byggede bygerne hastigt og dunkelt op. Vi undgik de fleste, plukkede håndfulde af hindbær og kirsebær som snacks og fik våde bukseben på trampestierne. Bygerne kom og gik, nogle gange gevaldig voldsomme, men vi var heldige at have ly, når de virkelig lukkede op for vandhanerne.

At sidde på en frønnet bænk under et stort egetræ og se hvordan regndråberne danne gardiner og mønstre på Nørreåen var smukt. Og en god pause. Vi var blevet advaret om, at vandreruten langs åen bugtede sig op og ned ad de stejle skrænter, men det var en dejlig variation til de jævne veje – også selvom tempoet naturligt nok falder en del.
Det var også dejligt at gå lange stræk på skovveje i plantagerne op mod Jels. Der var både læ og lidt ly for bygerne, men ikke så tæt at solen ikke kunne skinne igennem trækronerne.

De sidste kilometer ind til byen var igen præget af grusveje og majsmarker, og vi var lidt spændte på hvor længe vi skulle vente på en bus.
For der var ikke noget herberg i Jels, og selvom der ganske vist er et hostel, så havde vi jo været nødt til at lave lidt om på planerne. I stedet for at nå helt til Vejen eller Bække, så kunne vi kun nå til Kongeåen næste dag. Så vi havde besluttet at tage bus og tog tilbage til Rødekro for at hente bilen – og ikke mindst at bruge den som overnatning inden den sidste vandredag. For en gangs skyld skulle vi blot vente 10min på bussen til Vojens og der vente 15min på toget til Rødekro.
Så frem med rejsekortet og nyde at sidde blødt mens vi på en time var tilbage til udgangspunktet, som det havde taget os tre dage at gå.

Vi havde på dagens etape udset os et godt sted at overnatte, og det holdt lige akkurat tørvejr længe nok til, at vi kunne varme lidt mad og få spist, inden vi søgte tilflugt for tordenbygen. Endnu en dag med 18km i støvlerne og en vabel i klar bedring.

Jels til Kongeåen

Sidste dag men også første gang at vi havde gået 4 dage i træk. Dejligt solskin, kaffe i kruset og næsten tørt tøj. Men det gode ved de tynde uldbluser og vandrebukserne er, at de tørrer hurtigt, når først man kommer afsted. Et smut i Brugsen efter lidt proviant og så en hurtig beslutning om vi skulle følge ruten på kortet/appen, eller om vi skulle følge skiltene. For de viste hver sin vej, og det føles kritisk, hvis man risikerer at gå forkert. I hvert fald kan det provokere trætte ben at blive lokket ud på vildveje eller omveje. Til gengæld havde vi i dag ladet rygsækkene blive i bilen og kunne nøjes med forplejning og regntøj. Det sidste for en sikkerheds skyld, selvom himlen var blå.

Men vi valgte at følge skiltene, som viste os rundt om Jels Sø på smukkeste vis. Og da skiltene sluttede, gik der heldigvis en mand i orange arbejdstøj som vidste hvilken vej vi skulle gå for at støde på Hærvejens “gamle” rute igen.
Det er dejligt, når vandreruter kan optimeres eller omlægges til en mere smuk, beskyttet eller stilfærdig ruteføring – men det er rigtig træls, når en sådan ændring ikke lægges ind i appen eller popper op som en note. Man kunne fx hæfte et lamineret ark med en simpel og midlertidig oplysning om ændringerne på pælen, hvor den nye rute skiller sig ud fra den gamle. Appen opdateres næsten hver dag, og jeg forestiller mig, at ændrede ruteføringer (permanente såvel som midlertidige) trods alt træder i kraft efter en vis planlægning.

Men vi gik ikke forkert, og den nye rute er smuk og de ekstra kilometer værd i stedet for at trave på cykelstien langs hovedvejen.

Vi fortsatte nordpå i det gode vejr igennem plantager og enge, og vi var ikke de eneste, som nød opholdet i regnen. Engens sommerfugle og svirrefluer sad i tidsler og gederams men fløj op, når vi gik forbi. Som flagrende skyer af brune vinger for så at dale ned igen og genoptage frokosten.

Det var varmt, og vi var på vej ud ad vandreboblen. Vores dejlige chauffør gik os i møde og fulgtes med os de sidste kilometer mod Kongeåen og den ventende kurv med både kaffe og de lækreste muffins. Ved afslutningen bliver man pludselig bevidst om at benene er tunge, at man lugter lidt af sved, at håret er stift og fødderne er varme. Man både længes efter et bad og en blød stol, mens man samtidig er vemodig over at turen er slut efter dagens 16,5km

Godt gået

76,4km havde vi gået, og ganske overraskende havde vi faktisk holdt en gennemsnitshastighed på 4,2-4,5km i timen. Det sidste overraskede mig lidt, fordi jeg følte at kadencen var faldet gevaldigt når vi nåede hen på dagen og især de dage, hvor jeg havde humpet noget.

Hærvejen mellem Padborg og Jelling bliver ofte beskrevet som kedelig. Det er naturligvis subjektivt hvad der er kedeligt eller spændende, men jeg er uenig i udsagnet. Landskabet mellem Rødekro og Kongeåen er en blanding af landbrugsland, levende hegn, ådale, enge, skove og plantager, og rutens underlag er også varieret med asfalt, grusveje eller trampestier. På ganske få strækninger er det cykelsti langs hovedvej – og den slags er virkelig dødssygt over lange stræk, men nogle gange nødvendigt. De fleste steder er ruten godt og intuitivt skiltet, og vi var sjældent i tvivl eller nødt til at konsultere kortet.

Ikke at det er et mål i sig selv at gå hurtigt eller langt. Vi skal have tid til at standse op og se naturens sceneri, tage billeder, læse tavler eller holde alle de pauser, som vi synes er nødvendige. Men jeg er taknemmelig for, at vi både kan gå langt, kan gå flere dage i træk og kan følges ad.

Vi er ikke pilgrimme i troens forstand, hvor målet er en helligdom eller tempel. Men pilgrimsfærden som en overgang – en fase hvor man træder ud af sit vante miljø og bevæger sig fra A til B både fysisk og mentalt – den føler jeg hver gang, at jeg kan få lov til at bare gå og være i den særlige boble. Hvor noget bliver ukomfortabelt men ikke ubærligt. Hvor dagen er enkel, måltidet er simpelt, overnatningen er ydmyg og udfordringerne er konkrete og løser sig. Og ikke mindst hvor venlighed, åbenhed og taknemmelighed er noget man møder og deler.

Og vablen? Den forsvandt og foden er klar til endnu en tørn på Hærvejen, selvom det efterhånden er noget af et puslespil af etaper.