Fanø ligger som den første (eller sidste) ø i den lange perlerække af øer ned langs kysten fra Skallingen i nord til Den Helder i syd. Vadehavet – Wattenmeer – Waddenzee er UNESCO verdensnaturarv, Nationalpark og fredet hele vejen. Fladt og forblæst, oversvømmet og myldrende af fugle og vand.

Jeg har været på Fanø om vinteren og nu også om foråret. Når man går ombord på færgen og føler bevægelsen under fødderne, så starter eventyret rigtigt.
Med ryggen til Esbjergs kraner, siloer og dominerende skyline retter man blikket mod den flade ø ude i vandet. Strandengene mod nord, de skæve og vindblæste plantager mod syd og lille Nordby, der putter sig bag klitterne og træerne. Færgens beholdning af øboer med trailer, lastbiler, håndværkervogne og turistbiler spyttes ud i færgelejet og fordeler sig rundt på øens eneste landevej mod syd, de krogede gader i byen og mod feriecentrene, inden køen af ventende biler vinkes ombord.

Stranden

Regnbygerne slog mod forruden, og den kæmpestore strand lå næsten tom. Sidst gik vi turen fra nord til syd, men man kan også gøre som de lokale og køre på det hårde sand.

Når man kører de omkring 10km, oplever man hurtigere, hvordan kysten rent faktisk ændrer sig – lidt som en timelapse. I nord er der nøgen sandstrand mellem klitterne og helt ud til havet, hvor bølgerne ruller ind, men langsomt ændrer det sig. Klitterne ligger længere inde, der er strandenge og sandstranden bliver smallere men til gengæld strækker de våde vader sig så langt ud, at man knapt kan se bølgerne ved lavvande.

Planterne tilpasser og specialiserer sig. De skal kunne tåle både at være tørlagte og oversvømmede, de skal kunne udskille den salt, som burde være giftig for dem, og de skal kunne klare storme og omrokering af bunden. Men langsomt er de med til at holde på sandet og aflejringerne og på den måde være en del af ændringerne af kystlinjen.

• 

• 

• 

Fuglene er et kapitel for sig. De store fugletræk er for længst overstået for i år og alle vintergæsterne er fløjet til Lapland eller Sibirien. Men spisekammeret har åbent hver dag ved lavvande, og det myldrede med Strandløbere, Strandskader og Ryler. Måger og Terner, Viber og Svaler. Rørhøge og småfugle i den tætte rørskov der strækker sig flere kilometer fra Fanøs sydspids og mod øst.

Selv i regntøj og gummistøvler og med vanddråber på brilleglas og kameralinse er Vadehavet en berusende oplevelse. Sanselig og organisk fordi det hele tiden skifter udtryk. Vandet pibler og løber den ene eller den anden vej. Spejlinger, riller, fugtigt eller tørt, lyset og manglen på farver. Lyden af Vadehavet er det fjerne brus fra bølgeslaget, fuglenes “snak” og vinden i tøjet.

Den gyldne periode for handelsskibene

Fanø er mere end Vadehavet. Den er også historien om søfart, frihed og tilknytning, rigdom og risiko, traditioner og om både at være isoleret og international.
Skipperne sejlede på verdenshavene, sejlskibene fragtede silke, krydderier, porcelæn, bomuld og tobak – sild, uld og korn. Skipperkonerne dyrkede grøntsagerne, bestyrede huse og gårde, organiserede livet og økonomien.
Fanø købte sig fri ved en auktion i 1741 – sådan at forstå at kongen satte nogle af sine besiddelser til salg, og i stedet for at øen hørte under en herregård, så tilhørte man nu så at sige sig selv. Hvilket også medførte en del friheder – eller fritagelser. Man havde for eksempel retten til strandingsgods, man skulle ikke betale told eller afgifter ved havnen i Ribe, men kunne etablere sin egen.

Når man læser om Fanøs historie eller dens fortælling og italesættelse af øen, så slår det mig, at Fanø førhen ikke var fastlandsdansk. Heller ikke sønderjysk eller slesvigsk. Hvis Fanø har været noget, så er frisisk. Folk på Fanø var ikke fiskere, fåreavlere eller bønder. De var sejlere, handlende og udadvendte mod netop Vadehavets øer og kystbyer, de formidlede netværket af handel fra de store floder mod vest. Til og fra de britiske øer, kanalen og videre til kontinenter mod øst, syd og vest.

Kirkerne vidner også om, at man vendte sig udad frem for mod fastlandet. Byggestilen er anderledes og næsten kvadratisk, ingen traditionel opdeling i skib og kor, ikke noget tårn – men smukt dekorerede og med mange fint detaljerede kirkeskibe. Gravsten og mindeplader ikke bare for styrmænd, kaptajner og skibsbyggere, men også deres koner.

• 

• 

Fuglekøjer, heder og strandenge

Vi overnattede i Nordby og ønsket om opholdsvejr dagen efter blev indfriet. Måske ikke med sol fra en skyfri himmel, men dog strejf af blå himmel og varme til kinderne. Turen gik til den lille plantage midt på øen og Sønderho Hede – og så skulle vi se en fuglekøje!
Ordet er en fordanskning af det hollandske vogelkoije, som egentlig betyder fuglebur, men fuglekøje lyder jo som et rigtig rart sted. Det dækker over en fangstmetode, hvor man ved hjælp af tamme ænder lokker de vilde ænder ned på en kunstigt anlagt sø. Søen har så nogle kanaler, der fungerer som en slags ruse, hvor de vilde ænder følger de tamme op til fodringsanlæg under net – og så var de lette at fange og aflive.

Der findes fire af den slags gamle anlæg på Fanø, og Sønderho Gl. Fuglekøje er både godt restaureret og fint formidlet, men dagens største oplevelse var i et helt andet format.

En fugtig strandeng der på afstand blot så helt almindelig og grøn ud, men når man kom tæt på, åbenbarede der sig et lille paradis.

• 

• 

Græsset ud mod rørskoven var bidt lidt ned, men engen var så våd, at der voksede fine tæpper af Tørvemos. Mosetroldurt og Engelsk Visse blomstrede i bare 10cm højde, Tranebær bredte sine fine sytrådsranker over mosset, og lige der så jeg den sommerfugl, jeg har spejdet efter hele foråret!

Spættet Bredpande. Et ucharmerende men nøgternt meget præcist navn til den lille plettede sommerfugl. En gang var den lige så almindelig og udbredt som Nældens Takvinge, men år for år bliver der færre og færre af dem, fordi dens yndlingsplanter i det åbne landskab forsvinder. Enten gnaves græsset og urterne helt i bund, bliver slået til græsplæner eller foder, eller også bliver græsserne for høje og tætte.

• 

• 

• 

Men her var den. Sammen med en masse Lyngmålere i lyngen på heden, der rejste sig i de sandede bakker på den anden side af stien. Honningbier, humlebier og svirrefluer i den blomstrende Mosebølle. Viber og lærker på himlen. Kærulden i knop, Starsivene med gule blomster, vinterhuden fra et firben og de fineste mosser og laver.

Våde gummistøvler og lommefilosofi

Den sidste dag lukkede himlen alt det vand ud, som den havde sparet lidt på dagen før. Slagregnen stod vinkelret ind på ansigtet, løb indenfor regntøjet og tapløb af iskolde fingre. Hellere fryse i et overdækket fugleskjul i læ for vinden end gå en tur på stranden. Hellere sidde i en dugget bil og vente på færgen end gå en tur igennem Nordby og kigge på arkitektur og butikker. Esbjergs moderne industri tog imod på den anden side, motorvejen sugede bilen til sig og regnen piskede ned over specialtransporterne fra vindmølleindustrien, grisetransporterne fra kødindustrien og travle håndværkere.

Som vi sad der i bilen og så, hvordan tidevandet langsomt opslugte en lille sandbanke ved færgelejet og den fede sæl, som lå på den; kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor indbildske vi mennesker egentlig er. Hvor uendelig lidt vi faktisk betyder i naturens og klodens hjul.

Sandet, vandet, livet. Universet må grine ad os, når vi flytter et fyrtårn fordi det er ved at forsvinde ud over kanten, når vi laver kystsikring for at redde en håndfuld sommerhuse, når vi “genopretter” naturen, eller når vi bygger diger. Selv når vores rumsteren og dominans ødelægger habitater og muligheder for for eksempel Spættet Bredpande eller Storken, og de måske går tabt, så trækker naturen på skuldrene.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

I filmen “Den afrikanske farm” sætter Karen Blixen sine folk til at etablere en dam ved at opstemme en lille flod. En af dem stiller spørgsmålstegn ved projektet, fordi vandet hører til længere nede og ikke bør bremses. Hun insisterer, men i en efterfølgende regnskyl opgiver hun dammen i takt med at dæmningen bryder sammen og erkender “Forget it, this water lives in Mombasa anyway”. Det er mange år siden jeg læste bogen, og jeg kan ikke huske, om episoden er noget hun selv har beskrevet eller om det bare indgik i filmmanuskriptet.
Men essensen den lille anekdote er i mine tanker, når man ser hvordan havet og vinden har skabt og til stadighed skaber for eksempel Fanø, eller når jeg færdes længere oppe ad Vestkysten. Sandet bor på østkysten af Jylland og vinden flytter det sandkorn for sandkorn. Tidevandet og storme slikker, suger, flytter og nærer. Vi kan plante nok så meget Marehalm, Hjelme, vi kan lave nok så mange høfder og grave sejlrender fri for sand igen og igen.

Når vi problematiserer “invasive” arter og diskuterer biodiversitet – vi er jo selv bare et lille sandkorn i det store tidsregnskab. Menneskets tid er begrænset, selvom vi tror og handler, som om vi er toppen af evolutionen.
Vi er mindre end et sandkorn i det store tidevand, og naturen venter bare til den dag vi løber tør for energi, penge eller at vores tid på kloden er slut. Så flytter den igen sandet som den vil, lukker flodmundinger og åbner nye, lader andre mosser og muslinger brede sig, oversvømmer og nærer nye områder.

At være menneske er at være bevidst om, at man netop er menneske. Men med bevidstheden burde også følge ydmygheden for, hvor ligegyldige vi er i naturens store hjul. Og vi burde fylde vores korte tid med at sanse, respektere og opleve ikke bare naturen men andre mennesker, i stedet for at ødelægge det for os selv ved at klamre os så desperat til status quo.
En stilstand, som er lige så umulig, som at forhindre tidevandets organiske og rytmiske ændring af strandens riflede overflade.