Den urørte skov

Udgivet af Kirsten Bjergskov Grarup den

De fleste har i løbet af deres barndom fået indprentet, at man ikke må beskadige træer. Ikke noget med at brække grene af, snitte i barken eller knække toppen. Enhver havebog med respekt for sig selv har et afsnit om beskæring, hvor der pædagogisk forklares hvordan snittet skal lægges, når træet bliver for stort, for vildt eller uproduktivt. Og indtil for nylig var det god skik at rydde op efter sig.

En af mine tidligste barndomsminder er da min bror og jeg opdagede hvor smukt orange blommetræet var under den kedelige bark, og med stor iver skrællede barken af for at gøre træet smukt. Initiativet blev desværre ikke påskønnet af vores forældre, som ellers holdt meget af både blommetræet og en smuk have.
Skoven er et fristed, der som en lunge puster liv i humøret og velværen på alle årstider. De dunkle nåleskove, bøgetræernes søjlehaller med anemonetæpper, pinsens lysegrønne tag eller efterårets glødende farver. Sommerens kølighed og skygge eller vinterens stormfulde susen i trækronerne, mens der er læ dernede på stien.
Og så skal den være pæn og gerne ligne maleriet over sofaen hos farmor.

Men vores opfattelse af skov og forskellige typer skovdrift kan faktisk godt tåle at blive udfordret og ikke mindst nuanceret. Især når der benyttes begreber og ord, som efterlader en helt anden opfattelse, end hvad det reelt betyder.

Naturnær skovdrift hvor skoven får lov til at forynge sig selv via selvsåning i stedet for at man skal ud med plantesækken. Rent æstetisk giver den varierede skov en god oplevelse.

Fredskov = fredet?

En skov er et større areal, som er dækket af relativt høje træer. Den kan være løvskov, nåleskov eller blandingskov – og så langt så godt. Men så begynder begreberne at blive mindre indlysende og nogle gange misvisende i forhold til hvordan begrebet opfattes.

For eksempel er fredskov ikke fredet i den betydning, som ordet har nu til dags. Det er en gammel betegnelse fra Skovforordningen fra 1805, som betød at skoven skulle være være beskyttet mod permanent rydning, kreaturgræsning eller tilfældig hugst. Det reddede de sølle rester af skov tilbage i starten af 1800-tallet, og senere skovrejsning kunne anmode om at blive fredskov, med det resultat at cirka 85% af de danske skove nu er fredskov. Men meningen var ikke at træerne i skoven var fredet som sådan, tværtimod. De er og var beregnet til tømmerproduktion, og derfor vil man i sagens natur opleve, at når træerne har nået den optimale størrelse til gulvplanker, lægter, paller – eller bare flis – så bliver de fældet, og der plantes nye. En langsom cyklus går sin gang. Man kan endda opleve, at der gives tilladelse til arealer med fredskov ryddes permanent og bruges til andre formål, mod at ejeren planter ny skov et andet sted.

Der er plantet rigtig meget skov siden 1805. Især de midt- og vestjyske nåletræsplantager fylder godt i statistikken. Tømmermarker med lange og lige rækker af gran og fyr, som kunne klare de barske vilkår. Man indførte nye sorter af nåletræ, som voksede hurtigere.
Til gengæld blev disse gigantiske monokulturer sårbare overfor sygdomme og stormfald, som kostede dyrt.

Samtidig stod det klart, at biodiversiteten led ganske gevaldigt i de ensformige skove.

Her er tyndet nok i træerne til at mosset trods alt kan gro. Men ellers venter de bare på at blive til lægter, paller, flis eller bygningstømmer. På nær den der væltede…

Naturnær – hvor skulle skoven ellers være hvis ikke tæt på naturen?

Så for omkring 20 år siden begyndte man – både privat og i statsskovene – at omlægge til naturnær skovdrift. Den første gang jeg stødte på begrebet, kom jeg til at smågrine. For hvad er det modsatte? Naturfjernt? Kan skov være andet end naturnært? Ja – johhh – det kan være i hvert fald være mere kultur end natur.

Naturnær skovdrift forklares sådan her hos Miljøstyrelsen: “Naturnær skovdrift er en måde at dyrke skoven på, der sikrer, at man får en mere varieret og stabil skov til gavn for både biodiversitet, landskabelige forhold, en divers træproduktion og meget mere. Den naturnære skovdrift bygger på principperne om naturlig selvforyngelse, mange træarter i forskellige aldre inden for et mindre areal. Desuden anvendes der ikke dræning og jordbearbejdning i naturnære skove”. Det primære mål er dog fortsat at producere tømmer, men med en mere robust skov end de store monokulturer med lige gamle træer. Man tynder fortsat i skoven for at få høje og lige stammer, og selvom knækkede og væltede træer får lov at ligge, så bliver der stadig skovet træer, når de har den rette størrelse. Man skal lægge mærke til ordet “skovdrift” og ikke kun lade sig forføre af det naturnære.

Denne form for skovdrift blev som sagt indført i alle statens skove, hvilket har betydet, at statsskovene leverer en ikke uvæsentlig andel af dansk certificeret tømmer, hvor et af kravene til bæredygtighed er hensyn til dyr og planter. Det giver sig blandt andet udslag i, at man skal efterlade en vis mængde grene og kvas i skovbunden, og at der skal efterlades 5 træer per fældet hektar skov.

Her er skovet certificeret træ. Træerne har haft samme alder, hvilket gør det effektivt både når man skal tynde ud og endeligt fælde dem – og man har efterladt et antal træer til biodiversiteten. Æstetisk synes jeg det ser sølle ud, men jeg tro at naturen er fint tilfreds – når nu det skal være

Så det naturnære ligger i modsætningen til den meget kulturskabte skov – uanset om det er løvskov eller nåleskov. Skovene fortsætter i en mere naturlig proces og vil meget langsomt ændre karakter til noget, som er mere varieret og skånsomt overfor skovens øvrige liv.

Urørt Skov = skovdriften ophører.

75.000 hektar urørt skov i Danmark – det er målsætningen, og skiftende regeringer har de sidste 5-6 år udpeget områderne. Det var godt nyt for biodiversiteten, og så godt ud på partiernes grønne dagsorden. Men når noget lyder godt, så skal man huske at læse det med småt og ikke kun pressemeddelelserne, for det varer et stykke tid før den urørte skov står urørt. Det kunne godt være kommunikeret bedre.

Flis til kraftvarmeværkerne – bunker som disse vil man stadig se de næste 10 år eller mere i urørte skove

For det første er statsskovene primært til tømmerproduktion og ikke mindst en økonomisk forretning. Det koster tabt indtægt at stoppe salget af træ, og der er også industri i den anden ende, som skal have tid til at finde andre leverandører. Derfor er der en relativ lang overgangsordning, hvor man fortsætter med “savværkshugst” i de urørte skove – i op til 10 år vil der fortsat fældes nåletræ som hidtil og for løvtræ vist nok op til 5 år (det skifter lidt – i første omgang var tidshorisonten op til henholdsvis 30 og 10 år).
På den ene side er træindustrien temmelig frustrerede (for at sige det mildt) over udsigten til at leverancerne af certificeret træ fra statsskovene bliver mindre. Men det kan forhåbentlig motivere private skovbrug til at omlægge driften og blive certificeret.

På den anden side var der en masse borgere og skovgæster, som overrasket konstaterede at skovmaskinerne, tømmerstakkene og flisbunkerne fortsatte i den skov, som netop var udpeget som urørt. Ikke nok med det, man kunne også notere sig, hvordan det netop var de gamle og store træer, som bliver skovet og køres ud. Træer, som er værdifulde både for savværket, for Naturstyrelsens økonomi, for oplevelsen i skoven og ikke mindst meget værdifulde for netop den biodiversitet, som den urørte skov skulle understøtte.
Og som man netop opfattede som urørlige allerede med udpegningen af urørt skov.

For det andet kunne de forbløffede og forargede borgere opleve, at Naturstyrelsens skovarbejdere skamferede og molestrede træer – i en urørt skov! Barnelærdommen om at man aldrig må skade et træ har sat sig dybt.
Veteraniseringen forargede også træindustrien, fordi det store arbejde tidligere skovfolk havde lagt i at plante, udtynde og optimere skovens træer nu var forgæves og smidt i skraldespanden. Respektløst spild af ressourcer på alle måder!

Endelig var mange, der tager biodiversitetskrisen alvorligt, fortørnede over, at myndighederne endnu en gang lod økonomien veje tungere end naturen qua overgangsperiodens længde og indhold – eller mangel på samme. Pludselig blev det også et varmt emne om træer var hjemmehørende eller ej. Er de smukke eller ej? Om Klitfyr kan betegnes som invasiv eller ej. Og hvad med klimaet??
Alle er vrede!

Bæver-veteranisering er væsentlig mere accepteret end hvis skovarbejder XX havde tage øksen med i skoven

Æstetik og meningen med urørt skov

Der er rigtig meget godt at sige om skov og træ, og i takt med at skovene blev fredet for husdyr, brændehuggere og træskomagere, så fik industrien og håndværksmestrene de lange, lige tømmerstokke, som de skulle bruge.

Til gengæld forsvandt alle lysningerne, småtræerne og sidegrenene. Moserne forsvandt, vandløbene blev til kanaler, og de helt gamle træer fik sjældent lov til at stå. Et bøgetræ fældes senest når det er omkring 100-120 år gammelt – men det kan blive op til 300 år. En rødgran kan blive over 100 år, men fældes som regel når de er mellem 45-80 år. Skovene blev kulturskove, hvor man netop dyrkede især bøgekultur og grankulturer. Derfor skiftet fra kulturskov til naturnær skov.

Forskning har beregnet, at hvis vi skal redde de arter som er tilknyttet skov, så skal minimum 13% af de nuværende danske skove udlægges som urørte. Urørt i den forstand at man ikke længere høster tømmer. Men det vil tage meget lang tid for skovene at få pusten igen. Derfor hjælper man processerne på vej med en række tiltag, som umiddelbart kan virke voldsomme og i hvert fald kræver både tilvænning og forklaring.

Man genopretter den naturlige hydrologi ved at lukke grøfter og dræn. Det kan godt betyde, at den skovsti man er vant til at færdes på bliver mudret eller ligefrem står under vand. Så må man enten vende om eller skabe en ny trampesti ved siden af – det giver en anden og ikke nødvendigvis ringere oplevelse.

Det meste af året kan man ikke gå på vejen. Til gengæld er der efterhånden en fin lille trampesti oppe til højre.

Når storme eller lyn får træer og grene til at knække eller vælte, så ser vi med ærefrygt på naturens kræfter. Senere beundrer vi måske svampene, der vokser frem; bæverens konstruktioner; spætternes huller og borebillernes mønstre.
Hvis de samme skader påføres træerne med maskiner og af mennesker, så opfatter vi det som vandalisme og et overgreb. Man bruger begrebet veteranisering, når man på forskellig vis gør træer gamle før tid. Mange arter er så truede, at der ikke er tid til at vente måske 100 år, før den naturlige proces når frem til samme resultat.

Men vores kritik og forargelse er vel i virkeligheden et spørgsmål om æstetik? Naturen er ligeglad om de strittende træer som står tilbage skyldes en storm eller skovningsmaskinerne – svampene, insekterne og fuglene flytter ind med glæde. Om det er et lyn eller en motorsav, som har såret bøgetræet – det er ligegyldigt. Det er kun os mennesker og vores æstetiske opfattelse af at urørt skov ser rodet ud; vores etiske forståelse af man ikke må ødelægge noget, som ellers kunne udnyttes eller bruges; og endelig vores skala for, hvad der er smukt. Hvor et anemonetæppe under højstammede bøgetræer er smukkere og dermed mere værdifuldt end ulækre larver, skolopendre og smattede svampe i en rodebunke af væltede træer.

Sådan kan urørt skov se ud – eller komme til at se ud – som her i Husby Klitplantage, hvor et område har fået lov til at passe sig selv. Nyt og gammelt, væltet og opret – naturligt mest nye nåletræer men blandet med birk og eg.

I urørt skov fjerner man over tid ikke-hjemmehørende træsorter som for eksempel Siktagran og Contordafyr fra urørt skov. Et gammelt egetræ danner hjem og fødegrundlag for over 1.000 andre arter. Svampe, insekter, laver, mosser, småfugle, spætter, ugler og flagermus – en Sitkagran er værdifuld for højst en håndfuld arter, som lige så gerne trives på og i andre træer.

Berørt urørt

Urørt skov som fænomen er rigtig godt – og bliver godt på længere sigt, når savværkshugsten ophører og genopretningen begynder at slå igennem.

Ordvalget og kommunikationen omkring urørt skov har været helt utrolig dårligt, efter min mening. Ordet urørt skov – på samme måde som fredskov – skaber helt andre fortolkninger og forventninger, end der egentlig er dækning for. Jeg ved ikke, hvad det ellers kunne hedde – måske man skulle omdøbe de øvrige skove? I hvert fald burde man have formidlet det på en helt, helt anden måde

De 75.000 hektar som er udpeget lyder som et stort tal, men det er kun cirka 11% af det nuværende skovareal. Og faktisk svarer 75.000 hektar til knapt 0,2% af Danmarks samlede areal. Så lidt. Og dog så omdiskuteret om vi nu også virkelig har råd og plads til at afgive det. Det hele handler ikke om os og vores æstetiske opfattelse af, hvad der er godt, rigtigt og pænt i naturen – men hvad der er bedst for naturen.

Også selvom jeg er sikker på, at min skamfering af barndommens blommetræ stadig ville blive kategoriseret som vandalisme.

Denne gamle bøg i Ryegårds gamle dyrehave gik i tre stykker i vinterens storme. Jeg håber inderligt, at man lader stumperne ligge.
Kategorier: Landskaber