Brrrrummmmmm – man bliver 5 år igen. Når man med støvlerne kan pløje igennem det tykke lag af blade, der ligger i skovbunden. Selv når de er regnvåde, kan de rasle og flyve op, mens duften af skovbund forstærkes. Der er lyspunkter i november.

Vejret skifter som i april og regnbuerne lokker – guldet for enden er de gyldne blade eller de vintergrønne marker. Der har ikke været tid eller energi til så mange gåture på det sidste, men en time hist og pist fylder det mentale batteri op.

• 

• 

Hastrup Skov

En af yndlingsturene i nærområdet er en rundtur langs Hastrup Sø og Skjern Å. Varieret terræn med sump og mose, ellekrat, krogede ege, slanke bøge, gammel nåleskovsplantage og selvsåede birk og lærk hvor plantagen langsomt skoves.
Selv på en søndag med strejf af sol igennem skydækket er der ikke mange på skovstien, noget der ofte undrer mig. Men så er der stille nok, til at man kan høre sangsvanernes vinger klaske på søen, når de letter. Og ravnens hæse kald oppe over træerne

Rørbæk Sø

Det andet yndlingssted er Rørbæk Sø og skovene omkring den. Dryppende og silende fugt fra træerne bliver til boblende bække ned mod søens efterårsblege vandspejl. Heller ikke her var der andre på færde, før vi kom tilbage til bilen og nikkede “god tur” til en gruppe i regntøj. Alt bliver gennemblødt i november.

Man prøver hver gang..

Jeg har næsten altid kameraet med, og for tiden er sommerens motiver af planter og sommerfugle erstattet af svampe og lav samt ikke mindst de oplagte fotos af løvfaldet. Man kan slet ikke lade være, selv når motivet er banalt. Blå himmel og farvestrålende blade. Det kunne jo være at lige netop dette foto bliver helt genialt. Jeg har mange halv-geniale fotos….eller nærmere kvart-geniale, som kendetegner amatør-fotografen,

• 

• 

Skovbunden liver op

I takt med at bladene falder ned, så er det som om, at livet også flytter sig ned i skovbunden. Svampene svulmer op og konkurrerer med bladene om hvem, der er mest farvestrålende. Det er fascinerende at tænke på, at svampene er så uendelig meget større en lige det frugtlegeme, der popper op. Tråde og mycelium breder sig under jorden, under barken, ned i træstubbene og danner netværk.

Der er så mange slags, at det næsten er uoverskueligt at lære dem at kende. Så jeg har stillet mig tilfreds med at kunne se forskel på rørhatte eller lamelsvampe, om det er en køllesvamp eller en poresvamp. De mest velsmagende er “John-svampe”, jeg tør simpelthen ikke plukke dem selv uden kyndig supervision.
Jeg kan kende de mest giftige, men der er jo også stor forskel på om en svamp er “spiselig”, eller om den rent faktisk smager godt.
Så jeg nøjes med at beundre deres vækst, deres farver og transformering, indtil frosten sætter en stopper for det hele.

• 

• 

• 

• 

Endnu mindre vækster

Skovbundens grene og gamle træer lægger ved til lav og alger, som er ligeså mangfoldige og svære at artsbestemme som svampene. Formerne er så eventyrligt smukke, når man kommer tæt nok på. Jeg synes, det er så fascinerende, at lav også har “blade” og “blomster” selvom det slet ikke er hverken blade eller blomster. Der kan vokse mange forskellige slags lav på en vissen gren og næsten ligne et koralrev. Et lille eventyr under lup eller i kameraets linse – prøv at kigge efter næste gang I er i skoven, i haven eller i parken.

Det gode ved november er, at hvis man synes at tiden går for hurtigt, så kan man nå at indhente den i denne tågede, glødende, våde og duftende måned. Det er for tidligt at stresse over jul, det er for tidligt mørkt til at glemme at forberede aftensmad og det er for sent at samle nødder.

Til gengæld er det lige tilpas til at læse bøger, lave simremad og give støvlerne et godt lag voks. Og til at genkalde sig Henrik Nordbrandts digt om den forhadte måned med et lille smil:

“Året har 16 måneder: November
              december, januar, februar, marts, april
              maj, juni, juli, august, september
              oktober, november, november, november, november.”