På hver af mine skuldre sidder et usynligt væsen, når jeg skriver. Det ene er signalere fornuft, tålmodighed og empati. Det andet er gennemsyret af skarphed, frustration og oprørstrang.

Som hovedregel bør man aldrig ytre sig om noget, når man er vred eller ophidset. Man kan godt skrive det ned, men man skal ikke trykke på “send”. Man skal sidde på hænderne i stedet for at hamre sine pointer i tastaturet.
Det er også god skik både at læse korrektur og ikke mindst huske at køre sin tekst igennem “mor-testen”. Ville du skrive sådan til en fiktiv mor, eller ville du synes det var ok, hvis andre skrev sådan til hende? Hvis svaret er nej, så skal man omformulere eller slette teksten.

Som regel vinder det fornuftige væsen på min skulder. Man kommer længst med saglighed og venlighed. Man bestræber sig på at være et anstændigt menneske og forsøger at forstå sagen fra andre synsvinkler. Man eskalerer ikke en konflikt men søger kompromisset eller en løsning, hvor alle føler sig hørt. Der er ingen grund til at fornærme andre eller træde dem over tæerne. Man skal ikke være ligeså firkantet og kontrær som modstanderen, men i stedet være pragmatisk og fleksibel.

Men på min anden skulder sidder min tro følgesvend – oprørstrangen. Den medfødte afsky for hykleri og dobbeltmoral. Den skarpe stemme, som higer efter at udtrykke sin mening direkte og uden omsvøb. Frustrationen, der som lava smelter den civiliserede dæmning. En dyb trang til at lade verbale tæsk hudflette tankeløse eller hjerteløse meninger og udtalelser. At stille sig helt op på barrikaderne og virkelig lade det tunge skyts hagle ned over selvglade, griske, rethaveriske, manipulerende, egoistiske og navlepillende medmennesker.

Det gør det nogle gange rigtig svært at finde et tema at skrive om. Emner som på den ene side både er oplysende og underholdende for andre at læse uden at blive banale eller harmløse. Og på den anden side er saglige og relevante uden at det bliver ætsende tirader af tekst på vej ud ad en tangent.

Klima. Politik. Ensomhed. Biodiversitet. Flygtninge. Økonomi. Sundhedsvæsen. Infrastruktur. Natur. Temaer som er vigtige og betydningsfulde for vores liv.
I meget lang tid troede og håbede jeg, at det handlede om oplysning og information. Når folk jeg faldt i snak med mente at vi hverken havde plads eller råd til flygtninge. At københavnere bestemte alting og samtidig ikke havde forstand på noget. At biodiversiteten slet ikke var dårlig men tværtimod nærmest god. At Inger Støjberg eller Morten Messerschmidt “er som folk er flest”. At ensomhed og stress håndteres bedst ved at man bare tager sig sammen. Og så videre.

Men lige meget hvor godt jeg satte mig ind i tingene og venligt forsøgte at korrigere, at nuancere, at gå i dialog, at spørge ind til hvorfor de mente sådan, så opnåede jeg kun fortrydelse eller nye påstande, som ikke havde noget med emnet at gøre. For det handler ikke om information. Det handler om følelser.

Lad mig tage et eksempel, hvor jeg har fulgt debatten lidt tættere: Dyrevelfærd for vilde heste og kreaturer på større arealer, hvor de som udgangspunkt ikke skal tilskudsfodres, fordi man tilstræber en størrelse på flokkene, der passer med den tilgængelige fødemængde. De kommende naturnationalparker og især Molslaboratoriet er i fokus, men der er mange steder, hvor man benytter en form for helårsgræsning.
Det er formentlig ikke altid lige sjovt at være hest eller ko, når regnen pisker ned hver dag i en uge. Eller når maven er lidt slunken i marts. Til gengæld tror jeg, at det må være himmelsk at tage en lur i skyggen under hvidtjørnen eller udleve alle de sociale instinkter i blandede flokke. Friheden er naturligvis risikofyldt – på samme måde som vores liv er det.
Det er min menneskelige opfattelse af et godt dyreliv, og det giver mig en dyb tilfredsstillelse at se disse dyr leve frit. Det er ikke det samme, som at være imod kæledyr eller såkaldte produktionsdyr. Dyrene selv tænker ikke så meget over tingene – de er jo dyr.

Men når jeg ser hvor meget spalteplads, taletid og ikke mindst ministersamrådstid af forargelse, der kan mobiliseres, fordi en håndfuld unge tyre i nogle timer har jagtet en ko i brunst. Eller når en hest får et gnavesår på kæben af et GPS-halsbånd. I heldigste fald mangler proportionerne fuldstændig, men som regel står hykleriet og blafrer tykt.

“Hvis det havde været enhver anden landmand eller hesteejer, SÅ havde man både fået bøde og frataget retten til at holde dyr!” – nej, der gælder præcis de samme regler for alle. Hvis myndighederne vurderer , at der skal gives et påbud, en bøde eller rejses tiltale, så har jeg tiltro til, at de ikke gør forskel.

Listen af påstande og bekymringer er uendelig. Sult. Parasitter. Underlødig og giftig føde. Hegn. Mudder. Kulde. Voldtægter. Aflivning. Men ingen har lyst til at blive beroliget eller få forklaringer; i stedet svælger man i sin bekymring og forargelse over “mishandlingen” af dyrene.

Men hvis vi nu skal diskutere dyrevelfærd – vores moralske kompas i forhold til dyr – så lad os løfte det op på et højere plan. Det er et dårligt argument blot at råbe, at andre dyr har det værre.
Til gengæld kunne det være rigtig sundt at revidere vores gængse opfattelse af, hvad god dyrevelfærd er. Og ikke mindst være bevidst om hvorfor vi gør forskel på dyr. For det gør vi.

En gris og en hest har samme kognitive evner. Men for at vi kan holde ud at spise bacon, frikadeller og flæskesteg, så er vi nødt til at undertrykke denne viden. Til gengæld får hesten dobbelt op på relationen til mennesket, og derfor må den ikke have så meget som en rift eller en flækket hov. Selv hvis den – modsat grisen – får mulighed for at udleve hele spektret af naturlig adfærd i de vilde flokke.

En kalv i produktionslandbruget fjernes fra koen senest et døgn efter den er født. I naturen ville den gå sammen med sin mor i næsten et år. Hundredetusindvis af malkekøer kommer aldrig udenfor stalden. Forplantningen er overtaget af skemaer og kunstig inseminering, malkningen af robotter. Til gengæld for en periodevis slunken mave og risikoen for at komme til skade i naturen, så har kreaturer i frie flokke muligheden for at udleve alle instinkter lige fra ynglepleje til leg og flokdynamik. Selv tyrekalvene får et liv.

Vi undertrykker eller accepterer forholdene for de såkaldte produktionsdyr – kvæg, grise, fjerkræ og så videre. Dyrevelfærden handler om, at de ikke må lide eller stresse unødigt, at de skal have foder og behandles, hvis de bliver syge, at de ikke må have sår eller skader, at de skal transporteres og aflives så skånsomt som muligt.
Men soen står stadig fikseret; koen kommer ikke på græs; unge grise, kalve og slagtesvin transporteres over lange afstande. Man har løst den etiske problematik med aflivning af tyrekalve ved at kønssortere sæden. Jamen, så er alt jo godt?

Så er der alle kæledyrene. Hunde, katte, heste, kaniner, guldfisk, slanger og kanariefugle. Hunde medicineret mod angst og nervøsitet, katte med diabetes, heste med mavesår. Dyr i bur, dyr i lejligheder, dyr med dækken, dyr i tasker. Kæledyr, som på den ene side betragtes og behandles som et ligeværdigt familiemedlem, men som vi alligevel “forkæler” på en måde, der gør dem syge både i både krop og sind. Man tillægger dyrene menneskelige egenskaber, men vi behandler dem i virkeligheden værre end vi ville behandle vores børn, fordi vi ikke tilgodeser dyrets reelle velfærd. Det er vores behov, kæledyrene tilfredsstiller – og det kan sagtens være helt i orden, man skal bare ikke påstå, at dyret har det fantastisk. Eller at det er horrible forhold, som de mere vildtlevende heste og kreaturer lever under.

Jeg har forståelse for ejerne af både produktionsdyr og kæledyr. Men når begge typer farer i det røde blækhus over vilkårene for de robuste heste og kreaturer, som benyttes til helårsgræsning, så forsvinder min forståelse. For så er det hykleri. Eller dårlig samvittighed?
Hvordan kan man uden at blinke påstå, at det er værre for en fritgående ko at blive hundset rundt med af en håndfuld parringsparate tyre en dags tid end at være klappekanin i børnehaven? At de vilde heste på Langeland i virkeligheden mistrives, fordi de ikke får muligheden for at blive redet til og knytte bånd til et menneske?
Måske ved de det godt? At deres egne dyr ikke har det optimalt. At dyrlæger, massører, antidepressive midler, legetøj, fyldte fodertrug, dækken og alverdens pleje heller ikke er sikrer maksimal dyrevelfærd. Det handler om vores behov for en hest, en hund, en kat, noget blødt og levende, og alle dyreejere burde indrømme, at også de går på kompromis når rammerne, pladsen og tiden ikke altid er til stede.

Hvis man virkelig ønskede at gøre en forskel for dyrevelfærden, kunne man så forestille sig politianmeldelser af naboens fede hund? Af hestens mange timer i en boks eller på en støvet fold, fordi den ellers følger sine instinkter og æder alt for meget i forhold til den motion den får. At hestepigen er blevet teenager og har fået andre interesser.
Kunne man forestille sig en shitstorm og læserbreve og ministersamråd, hvis nogen åbnede låget på de mange kadaverkasser, som står ved indkørslen ved enhver svinefarm eller kvæggård?

Ofte fremføres argumentet at når vi mennesker har dyr i vores varetægt, så har vi også pligt og ansvaret for deres velfærd. Det er jeg helt enig i. Men alligevel er der forskel på dyr.

En haj fødte for nylig fire unger i et af Kattegatcenterets bassiner. For øjnene af publikum blev de to første næsten omgående ædt af en anden haj, og naturligvis kom der gode overskrifter ud af episoden. Ikke med krav om bøder, anklager om mishandling eller vanrøgt men med en god portion wauw-effekt.
I den mere stille ende af skalaen er de tusindvis af fasankyllinger, der hvert eneste forår sættes ud i naturen. Knapt en million fasaner, hvoraf jægerne skyder knapt 600.000. Der er altså et overskud på omkring 400.000 fasaner, som enten dør inden jagtsæsonen på grund af dårligt vejr, bliver taget af rovdyr, kørt ned – eller bare går til når man holder op med at fodre dem efter sæsonen er slut. Hvert år.
Hvor er proportionerne når en hest med en dårlig hov eller en ko med tottet pels ender i bedste sendetid og i Folketinget, mens tusindvis af overvægtige rideheste, forsvundne fasaner eller døde smågrise slet ikke gør samme indtryk.

Og det er bare en flig af de temaer, som udfordrer mine to skulder-væsener. Jeg bliver så forbandet arrig og firkantet, når mennesker er smålige, hykleriske eller rethaveriske.

Når de ikke kan se vognlæsset af tømmer i deres egne øjne men den mikroskopiske splint i andres.
Når en plettet straffeattest ville forhindre ansættelse i politiet, i børnehaven eller som frivillig i sportsklubben – men ikke ansættelse som minister.
Når gamle og syge mennesker udvises af landet og indtil det eventuelt kan effektueres parkeres i et kammer på et udrejsecenter.
Når man økonomisk pisker dem, som allerede har det svært, mens man selv kræver ind fra fælleskassen.
Når man både kan forlange motorveje og Kattegatforbindelser, men samtidig blive hyldet som en naturelsker, der vil bevare de danske skove.
Når man beklager sig over sundhedssystemet og manglen på både arbejdskraft og nærhed – men ikke på vilkår vil lade flygtninge fortsætte uddannelse og arbejde, ligegyldigt hvor gerne de vil.
Når man i ramme alvor mener, at Danmark er for lille til at dedikere 0.8% af landjorden til uberørt natur.

Jeg vender tilbage med fortællinger fra naturen, når kamphanen på min ene skulder er faldet så meget til ro, at den fornuftige igen kan få overtaget.